Læsetid: 3 min.

Danmark har tidligere brændt nallerne ved at kritisere Kina

Kina har aflyst ministerbesøg, og den danske eksport til Kina er faldet, når vi har kritiseret Kina for at bryde menneskerettighederne. Norge har oplevet det samme
3. april 2017

Danmark har tidligere mærket konsekvensen ved at gå forrest og markere sig på områder, som Kina opfatter som indblanding i interne anliggender. Det skete senest, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2009 mødtes med tibetanernes religiøse leder Dalai Lama, hvorefter Kina aflyste danske ministerbesøg.

Godt et årti tidligere oplevede Danmark lignende sanktioner, da Danmark i 1997 igennem FN-systemet introducerede en resolution, der var kritisk over for brud på de basale frihedsrettigheder i Kina samt Kinas politik i Tibet.

Resolutionen mødte stor kritik fra Kina og endte med ikke at blive stemt igennem. Alligevel blev planlagte danske ministerbesøg til Kina aflyst, og dansk eksport til Kina faldt i det efterfølgende år.

Li Wenzu (tv.), kone til den frihedsberøvede menneskerettighedsadvokat Wang Quanzhang, forlader en protest foran retten i Tianjin i Kina.
Læs også

Siden har Danmark i stigende grad kun taget menneskerettighedsspørgsmål op i den årlige menneskerettighedsdialog mellem EU og Kina eller i forbindelse med ministerbesøg.

Et dugfriskt eksempel er beskrevet i dagens avis: Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ønskede i februar ikke at underskrive en kritisk europæisk erklæring om Kinas brud på menneskerettighederne, hvilket han forklarer med, at han hellere ville tage dialogen direkte under sit ministerbesøg i marts.

Den lange bane

Men den begrundelse er en dårlig undskyldning, mener generalsekretær i menneskerettighedsorganisationen Amnesty Danmark, Trine Christensen.

»Det ene udelukker ikke det andet,« siger hun og forklarer, at brevet blev sendt ad diplomatiets vej til Kina, og at det netop kunne have været en styrke at tage spørgsmålet op både i en fælles erklæring og senere i et bilateralt møde.

»Kina er ikke en monolit. Der findes kræfter i Kina, der også har brug for at se omverdenen respondere. Ved at tage afstand over for menneskerettighedskrænkelser kan vi være med til at give rygstød til nogle og tage afstand fra andre,« siger Trine Christensen.

»Men hvis det stille diplomati bliver tavst, vil vi med vores tavshed være med til at give grønt lys og gøre ondt værre.«

Det var ikke et fælles EU, der stod bag erklæringen, og dermed er hvert enkelt land på listen over medunderskrivere mere sårbart over for sanktioner fra Kina.

Selvom Danmark denne gang har valgt ikke at skrive under på en fælles erklæring, betyder det ikke, at vi har trukket os fuldstændig fra diskussionen om menneskerettighedsforhold i Kina, siger Jørgen Delman, der er professor i Kinastudier ved Københavns Universitet.

Menneskerettighedsdialogen med Kina er i dag også flyttet over på andre platforme, heriblandt EU, FN og Det Danske Institut for Menneskerettigheder. Her kan dialogen foregå uden den samme risiko for sanktioner fra Kinas side.

»Det bygger på en erkendelse af, at det er meget svært at påvirke politikken på menneskerettighedsområdet i et stabilt autoritært regime – som Kina – gennem megafondiplomati,« siger Jørgen Delman.

»Den overordnede filosofi synes at være, at jo mere samarbejde, vi har, jo mere indflydelse har vi på vores kinesiske partnere og dermed den langsigtede udvikling på menneskerettighedsområdet.«

Norge også ramt

Norge, der ikke er medlem af EU, har heller ikke underskrevet det nye brev. Ligesom Danmark har Norge mærket, hvordan en enkeltsag på menneskerettighedsområdet kan kaste skygger over forholdet til Kina. Det tog således seks år at normalisere forholdet til Kina efter den fængslede kinesiske menneskerettighedsaktivist Liu Xiaobo i december 2010 blev tildelt Nobels Fredspris i Oslo.

I den periode var Norges handelspolitiske og kulturelle samarbejde med Kina problematisk, og menneskerettighedsdialogen blev fuldstændig lagt på is, fortæller Cecilie Figenschou Bakke, der er Kina-ekspert ved Norsk Senter for Menneskerettigheter ved Universitetet i Oslo.

Norge havde ellers haft en betydelig menneskerettighedsdialog med Kina, som går tilbage til 1997, hvor der blev åbnet op for et stort antal praktiske samarbejdsprojekter med centrale samfundsaktører og institutioner i Kina. Ifølge Cecilie Figenschou Bakke er man nødt til at kunne arbejde i landet og samarbejde med myndigheder, akademikere, justitssektoren og organisationslivet for at kunne ændre på menneskerettighedsituationen.

»Det er ikke nok at kritisere Kina ude fra eller kun at tage menneskerettighedsproblemer op i politiske samtaler,« siger hun og peger på, at det handler om at opbygge kompetence og skabe en holdningsændring i Kina.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

Nej, vi skal da ikke genere kineserne, ved at underskrive et brev der kritiserer deres brud på menneskerettighederne.
Og heller ikke ved at lade danske demonstranter vifte med det Tibetanske flag, når der er en kineser på besøg i Danmark.
( Selv om det er et brud på Grundloven og (måske) menneskerettighederne )
Men jeg er helt sikke på, at Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) skal nok fortælle kineserne hvad det er de de gør forkert.
Og så tør de aldrig gør det igen !