Læsetid 3 min.

’Fagbevægelsen svigter medlemmerne’

Meget tyder på, at en ny overenskomst, der dækker en halv million danske lønmodtagere, i denne uge bliver godkendt af LO’s medlemmer, til trods for at den blot sikrer marginalt større lønstigninger end den, der blev indgået i kriseåret 2014, vurderer arbejdsmarkedsforsker
Demonstration mod overenskomsten foran Industriens Hus 31. marts. 

Demonstration mod overenskomsten foran Industriens Hus 31. marts. 

Kenneth Meyer
19. april 2017

’STEM JA!’ stod der med store, hvide bogstaver på en rød baggrund i helsidesannoncer i formiddagsaviserne i weekenden. Annoncerne var indrykket af adskillige fagforbund under LO, hvis medlemmer inden tirsdag aften skulle stemme om en ny overenskomst.

Et næsten samlet LO bakker op om den overenskomstaftale, fagforbundene gennem de seneste uger har forhandlet på plads med arbejdsgiverne. Inden aftalen træder i kraft, skal den gennem en afstemning godkendes af en halv million lønmodtagere. Resultatet af afstemningen forventes at ligge klar torsdag. 

Fødevarearbejdernes fagforening, NNF, og en række lokalafdelinger i de større fagforbund, anbefaler dog deres medlemmer at stemme nej.

»Taget i betragtning, at samfundet befinder sig i en økonomisk opgangstid – og den lønudvikling andre i samfundet oplever – er det resultat, der er blevet handlet hjem, simpelthen for ringe,« vurderer formand for 3F København, Bjarne Høpner.

»Uden samhørighed, ingen strejker. Uden strejker, ingen sejre, siger Morten Krogh Pedersen, der ligesom alle sine kolleger i skurvognen på Amager stemte nej til forslag til ny overenskomst.
Læs også

Den aftale, der foreligger, indebærer en lønstigning på syv procent over de næste tre år. Det er en samlet fremgang i reallønnen på lige over to procent.

»Syv procent lyder måske af meget, men det er kun en lille smule over to procent årligt. Det er dårligt mere end inflationen,« vurderer Bjarne Høpner.

Ifølge Bjarne Høpner har almindelige arbejdere vist stort samfundssind og accepteret historisk lave lønstigninger under den økonomiske krise. Men det er tydeligt, at den økonomiske situation nu har ændret sig.

»Fagbevægelsens ledelse kender ikke deres besøgelsestid. De svigter medlemmerne, når de ikke kræver, at almindelige lønmodtagere får en del i den værdi, der skabes i samfundet,« siger Bjarne Høpner.

»Umådeligt mådehold«

Henning Jørgensen, der er professor ved Aalborg Universitet, vurderer, at den foreslåede overenskomstaftale er iøjnefaldende ’arbejdsgivervenlig’.

Danmark har endegyldigt lagt 00’ernes økonomiske krise bag sig. Virksomhederne har igen høj profit og udbetaler store overskud til aktionærerne, påpeger han. Alligevel er der næsten ingen forskel på resultatet af overenskomstforhandlinger nu og i 2014, hvor der blev sikret en lønstigning på seks procent over tre år.

»Der er et umådeligt mådehold blandt de faglige ledere. Det virker til, at det næsten er blevet illegitimt at kræve, at lønmodtagerne også skal have del i samfundets værdiskabelse,« siger professoren, som vurderer, at der i disse år sker en kraftig økonomisk omfordeling fra arbejdernes løn til virksomhedernes profit. Den tendens vil den foreslåede overenskomstaftale bidrage til, mener han.

Alligevel vurderer Henning Jørgensen, at overenskomstaftalen vil blive vedtaget. Det skyldes, at krisementaliteten fortsat præger lønmodtagere og fagbevægelsen. Det har sat sine spor, at de i ti år er blevet tudet ørerne fulde af krisesnak.

»Lønmodtagerne frygter i højere grad end tidligere at blive arbejdsløse. De retter ind, fordi der stadig er en forestilling om, at det kræves for at bevare deres arbejdspladser. Det skyldes også, at man gennem en serie af reformer har forværret forholdene for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere,« vurderer professoren.

LO tilfredse med aftalen

LO’s ledelse er uenige i kritikken og fastholder anbefalingen til medlemmerne. Det er lykkedes at fohandle et fint resultat hjem, skriver forkvinde Lizette Risgaard i en mail til Information:

»Vi har fået reallønsfremgang for lærlinge, elever og mange andre grupper for første gang i mange år, der er flere penge på fritvalgskontoen, og så har vi fået bedre adgang til kontrol med arbejdsgivere, der ansætter vikarer og udenlandsk arbejdskraft. Derudover har vi sikret, at vi fortsat har en gennemsnitlig 37 timers arbejdsuge. En forhandling er jo en give-and-take, og man kan altid ønske sig mere, men jeg mener, der er balance i tingene.«

 

Overenskomst 2017

Vedtages aftalen vil den have virkning fra 1. marts 2017 og dække 500.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked. Aftalen gælder i tre år.

Indhold

  • Lønnen: Stiger med syv procent over de næste tre år. En forbedring af reallønnen på lidt over to procent.
  • Social dumping: Der kommer øget transparens om virksomhedernes brug af vikarer og underleverandører.
  • Børnefamilier: Fuld løn under forældreorlov. Derudover får børnefamilier to omsorgsdage og øget frihed ved barns sygdom.
  • Frit valg: Op til fire procent af lønnen kan ombyttes til fridage eller pensionsopsparing. Op til 32 seniorfridage.

Kilde: LO.dk

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Bjarne Andersen
    Bjarne Andersen
Bjarne Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Der betales store overskud til aktionærene, så der er ikke så meget til løn forhøjelser....og vi undre os over at de fattige bliver fattigere og de rige bliver rigere...
- Krise hjernevasken siger ja ja ... men fornuften siger nej nej... men gad vist om det ikke bliver et ja....:(

Carsten Wienholtz og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Fagbevægelsen svigter sig selv ved at give efter overfor Socialdemkratiet, der i mange år har fjernet sig mere og mere fra sin plads som Fagbevægelsens politiske arm.

Carsten Wienholtz, Søren Roepstorff, Bjarne Andersen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Det er ved at være rigtig mange år siden fagbevægelsen var til for medlemmerne. Nu er de blevet rigtig godt selvfede med adgang til magt eliten i Danmark og opfatter sig selv som sådan i fagbevægelsens ledelse med million lønninger.

Søren Roepstorff, Egon Stich og Ole Christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter  Hansen

Fagbevægelsen er åbenlyst ikke stærk nok længere, man må gøre meget mere for, at få de unge med, og det handler både om oplysning og prisen på medlemskabt.

Måske skulle man pr en automatik, give relevante nyjobbere tilbud og gratis medlemskab det første år eller lignende, der mangler i det hele taget nogle gode tilbud som fanger folk ind, og en god markedsføring af fagforeningerne.

Ja tak til 35 timers arbejdsuge!