Læsetid: 4 min.

Forsker: Myndigheder overser, at fattigdom øger risikoen for omsorgssvigt

Når børn lever i fattigdom, er der større fare for, at de bliver omsorgssvigtet. Det er en overset faktor i forståelsen af, hvad omsorgssvigt er, siger forsker bag rapport. Formand for socialrådgiverne, Majbrit Berlau, erkender problemet
22. april 2017

Lever et barn i fattigdom, er der større risiko for, at barnet bliver mobbet, er stresset, går i seng uden at være mæt og har slidt tøj. Det kan lede tankerne hen på, om barnet mistrives og er udsat for omsorgssvigt fra forældrenes side.

Men stress, slidt tøj og manglende mad skyldes ikke nødvendigvis manglende forældreevner, men derimod fattigdom. Der forklarer Adam Johansen, der er tidligere lektor i samfundsvidenskab ved Institut for Socialt Arbejde og har lavet rapporten Børnefamiliers fattigdom og omsorgssvigt, der udkom sidste år. 

»Vi er vant til at forstå omsorgssvigt som noget psykologisk og emotionelt. Den dominerende forståelse er, at fattigdom knap nok er et problem. Men det er et overgreb på barnet fra systemets side, hvis man psykologiserer et materielt problem,« siger Adam Johansen på baggrund af en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som Information omtalte i sidste uge.

Læs også

Af den fremgik det, at børnefattigdommen er steget fra 5.000 i 2002 til 8.400 i 2015. Samtidig forventes det, at regeringens kontanthjælpsloft og integrationsydelse vil øge børnefattigdommen med yderligere 7.000 børn. Næsten en fordobling sammenlignet med i dag. 

Desuden har Information beskrevet, hvordan det gamle kontanthjælpsloft, der blev indført af den daværende borgerlige regering i 2004, øger risikoen for, at børn bliver anbragt uden for hjemmet, med 25 procent.

Det skyldes blandt andet, at forældre oplever stigende pres, stress og mindre overskud som følge af en presset økonomisk situation, hvilket har betydning for deres børns fysiske og psykiske trivsel, konkluderede forskerne bag undersøgelsen om konsekvenserne af det gamle kontanthjælpsloft. Og samme pointe går igen i Adam Johansens rapport:

De økonomiske bekymringer, som forældrene kan have, bliver projiceret videre til deres børn. Samtidig kan barnet risikere at blive holdt uden for det digitale fællesskab, hvis barnet ikke har en mobiltelefon eller computer.

Materialiteten betyder noget

En stigning i børnefattigdommen vil have store konsekvenser, påpeger Adam Johansen:

»Nogle tror, at kærlighed er nok for at være en god forælder, men det er også gennem ting og oplevelser, at vi viser vores kærlighed. Det er selvfølgelig ikke kun det, men det fylder enormt meget i et materialiseret samfund.«

»Det handler eksempelvis om, at man kan holde en konfirmation, som det forventes.«

I Adam Johansens rapport er 15 familier, hvor forældrene er på kontanthjælp, blevet interviewet. Gennemgående for børnene i familierne var, at de gav udtryk for, at de var bekymrede for ikke at få nok at spise. Samtidig gav de udtryk for, at de følte sig uden for fællesskabet i skolen, fordi de ikke har de samme ting og tøj som deres kammerater.

Information har talt med Karina Constantine Kragelund Moesgaard, der er kontanthjælpsmodtager. Hun er 32 år og bor sammen med sin 10-årige søn i Assens i Mariager. Hver måned har hun i alt 1.600 kroner tilbage til mad, transport og andet forbrug, når hun har betalt sine faste udgifter. Det betyder, at hun ikke har råd til at sende sin søn med på skoleudflugter, hvis hun selv skal betale.

Læs også

»70 kroner her og 70 kroner dér, det er mange penge, når man kun har 1.600 kr. om måneden. Min søn spørger tit, om vi er fattige, hvor jeg svarer nej, men vi har kun råd til det mest nødvendige. Det påvirker mig selvfølgelig, at jeg ikke har ret mange penge, og at jeg konstant må sige nej til ham. Han får ikke lommepenge ligesom sine kammerater, og når de er i Brugsen for at købe en sodavand, så undværer han.«

»Jeg oplever ikke, at han lider under, at vi ikke har ret mange penge, men det er klart, at det påvirker ham.«

Systemet har intet råderum

Når et barn er uden for fællesskabet og kommer i skole med en tom madpakke, vil det i de fleste tilfælde vække myndighedernes opmærksomhed. Men de glemmer, at årsagen i nogle tilfælde kan skyldes fattigdom.

»Systemet risikerer at rette indsatsen mod noget andet, som ikke er det udslagsgivende. Jeg har læst  de interviewede familiers journaler, og i de fleste tilfælde står der ikke noget om indkomst. Det er en helt klar indikator for, at systemet ikke medtænker fattigdom som det væsentlige problem, det er,« siger Adam Johansen og fortsætter:

»Forældres psykiske lidelser vil altid blive vurderet i en børnefaglig undersøgelse, men det gælder sjældent konsekvenserne af fattigdom.«

Et problem, som Adam Johansen peger på, er, at systemet ikke må kompensere for fattigdom.

»Serviceloven tillader ikke afskaffelse af børns fattigdom, men overlader børn til deres forældres indkomst. Det er også årsagen til, at myndighederne i overvejende grad fokuserer på de psykologiske og pædagogiske muligheder. Det er her, de har et råderum. De kan ikke gøre noget ved den økonomiske situation.«

Det efterlader et stort dilemma for myndighederne, som formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, genkender.

»Vi kan ingenting gøre. På den ene side er vi pålagt at værne om børns trivsel og udvikling – det er ifølge serviceloven – og på den anden side kan vi ikke afhjælpe det egentlige problem, som er fattigdom.«

Konsekvenser af, at børn lever i fattigdom kan på kort sigt være anbringelse. På lang sigt kan konsekvenserne være marginalisering, dårligere uddannelsesresultater og sociale problemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lillian Larsen
Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu