Læsetid: 3 min.

Højtuddannede tier om kritisable forhold på arbejdet

I en ny undersøgelse blandt akademikere svarer knap en tredjedel, at de ikke udtaler sig om kritisable forhold på arbejdspladsen, selvom det er i offentlig interesse. De frygter, at kritikken i værste tilfælde kan koste dem deres job
22. april 2017

Højtuddannede kritiserer sjældent deres arbejdsplads offentligt, selv om mange har været vidne til dårlig ledelse, dårligt psykisk arbejdsmiljø og nedskæringer, der har påvirket kvaliteten af arbejdet. Det fremgår af den nye ytringsfrihedsundersøgelse fra Dansk Magisterforening.

Undersøgelsen viser, at knap en tredjedel af de adspurgte akademikere har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som de mener, offentligheden burde få kendskab til (28 procent). Alligevel har kun 7,7 procent været ude i offentligheden og fortælle om de dårlige oplevelser eller forhold.

I undersøgelsen er 1.353 blevet spurgt, herunder forskere, undervisere og administrative medarbejdere i både den offentlige og private sektor.

Det er især problematisk, at de adspurgte lader være med at udtale sig, når de har oplevet forhold på deres arbejdsplads, som de mener offentligheden burde få viden om. Det siger formand for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen:

»Det er problematisk, at vi har en tavshedskultur, hvor nogle ting ikke bliver diskuteret. Vi er simpelthen nødt til at gøre det legitimt, at vi taler om problemerne, så vi kan løse dem. Det er faktisk godt for både den enkelte, der går med en viden om problematiske forhold, og for arbejdspladserne, hvis vi får en kultur, hvor vi kan tale om problemerne.«

Nogenlunde samme pointe går igen hos lektor Rasmus Willig fra Roskilde Universitet, der forsker i ansattes ytringsfrihed og Tim Knudsen, der er professor emeritus i statskundskab på Københavns Universitet.

Sidstnævnte har selv kritiseret sit fakultet. Dog først efter han gik på pension.

»Jeg kritiserede statskundskabsuddannelsen for at være blevet en ‘manipulationsvidenskab’, da jeg gik af. Den kritik var jeg nok ikke kommet med 10 år før. Jeg må tilstå, at jeg heller ikke har været modig.«

Årsagen til at Tim Knudsen og andre med længere uddannelser afholder sig fra at kritisere deres arbejdsplads i offentligheden er, at de frygter repressalier. Det kan både være i form af ringere arbejdsvilkår eller en decideret fyring.

At magten er blevet samlet på færre hænder, og at man ikke sidder så sikkert i sin stilling som tidligere, bliver afgørende for, hvor meget man tør sige, siger Tim Knudsen:

»Stillingstrygheden er aldeles afgørende for, hvad man siger. På universiteterne er det i høj grad ledelsen, der bestemmer, om der skal opslås professorater, og om man kan gøre sig håb om at blive forfremmet. Godt nok foregår det med sagkyndige udvalg, men om der skal opslås stillinger, og hvordan de skal defineres, er i høj grad blevet en ledelsessag. Det er en vigtig del i forståelsen af, at folk undlader at ytre sig.«

Tidligere undersøgelser

Den nye undersøgelse viser desuden, at 20,4 procent har afholdt sig fra at deltage i en offentlig debat, en underskriftsindsamling, en demonstration eller lignende af hensyn til deres arbejdsgiver. Tilbage i 2013 da Dansk Magisterforening lavede en lignende undersøgelse, svarede 23 procent ja til, at de har afholdt sig fra at ytre sig i den offentlige debat af hensyn til deres arbejdsgiver. I 2007 var andelen 17 procent.

Der er altså ikke sket de store ændringer de senere år. Ifølge Rasmus Willig hænger det sammen med, at der ikke er gjort nok politisk for at ændre på problemet. Han mener, at det skal gøres nemmere at kompensere personer, der er blevet uretmæssigt fyret, og kompensationen skal være større.

»Politisk bør der gøres noget. Uafhængig af partifarver har politikerne ladet problemet vokse ved at se passivt til.«

»Når en større grupper ikke tør udtale sig på baggrund af kritisable forhold, som de har set, så betyder det, at den demokratiske debat lider af et underskud. Vi kan sige, at vi ikke er fuldt ud informeret, fordi der er nogle, der ikke tør tale om de konsekvenser, der er. Om det er reformer, besparelser eller omorganiseringer,« siger Rasmus Willig.

Ifølge Camilla Gregersen ligger ansvaret også hos arbejdsgiverne. De har et ansvar for at signalere, at der er i orden, at man ytrer sig:

»Man kan godt sende nogle signaler som ledelse om, at her er højt til loftet, og vi går ikke i små sko. Det skaber et bedre arbejdsmiljø, hvis ledelsen signalerer, at de bakker op om ytringsfrihed.«

At ansatte lægger bånd på sig selv, er ikke udelukkende kendt blandt akademikere, men også i andre faggrupper. Både Camilla Gregersen og Rasmus Willig mener dog, at selvcensuren i særlig grad gælder privatansatte, fordi de offentligt ansatte har mere beskyttelse og flere rettigheder. DM’s undersøgelse indeholder dog ikke konkrete tal på, om det særligt er privatansatte, der undlader at udtale sig i offentligheden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Intet under at stress er blevet en folkesygdom! Det er et kolossalt problem at folk ikke tør sige deres mening, eller påpege dårlig kultur på arbejdspladsen, hvor det i sidste ende kan have fatale konsekvenser for mennesker. Se bare på den famøse Eritrea-rapport, eller rapporten om situationen i Somalia.

Anne Mette Jørgensen

Der er intet nyt under solen.
I alle joblag er der angst for fyring.
Der er intet nyt under solen.
Magten tør ikke blive sagt imod.