Læsetid: 8 min.

Vi var med, da Inger Støjberg besøgte JuraRådgivningen, som hjælper flygtninge med familiesammenføring

Inger Støjberg (V) besøgte mandag JuraRådgivningen på Vesterbro, som hjælper flygtninge med deres familiesammenføringssager. Information kørte med i ministerbilen
Integrationsminister Inger Støjberg (V) besøgte mandag Jurarådgivningen på Vesterbro for at tale med blandt andet formanden, Asrin Mesbah.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) besøgte mandag Jurarådgivningen på Vesterbro for at tale med blandt andet formanden, Asrin Mesbah.

Sille Veilmark

5. april 2017

Ministerbilen bremser pludselig på Nørrebrogade. En PET-vagt er stået ud fra bilen bagved og stikker hovedet ind ad ruden til chaufføren.

Vi er ikke bare kørt forkert. Vi er på vej det helt forkerte sted hen. Vi er ikke helt enige om, hvor vi skal hen. Til gengæld fornemmer de fleste i bilen, at vi begynder at have travlt.

Ministerens chauffør har fejlagtigt fået opgivet en privat adresse på Nørrebro tilhørende Asrin Mesbah, formanden for JuraRådgivningen. Problemet er, at hun venter på os i foreningens lokaler på Vesterbro.

Udlændinge- og integrationsministeren er inviteret på kaffe i den lille forening efter en skarp meningsudveksling mellem formand Asrin Mesbah og ministeren i Aftenshowet på DR.

»Jern-Inger«, »Støjsenderen«, og hvad hun ellers er blevet kaldt, gik i en klumme ud og beskyldte asylansøgere for at være »griske«. Det skete på baggrund af en sag fra Tårnby Kommune, hvor en familien til en niårig pige søgte asyl efter at have opnået familiesammenføring for at få hjælp til en bolig. Asrin Mesbah skrev et åbent brev i Information til ministeren, hvor hun beskyldte Støjberg for at skamme flygtninge i nød ud. Det var derfor, de to stødte sammen i Aftenshowet.

Integrationsminister Inger Støjberg har været i medierne de seneste dage på grund af udtalelser om flygtninge som griske personer, der udnytter systemet. 
Læs også

Siden har Folketingets Ombudsmand kritiseret Støjbergs ministerium for ulovligt at skille unge udenlandske ægtepar på asylcentrene.

Selv om hverken sammenstødet med Asrin Mesbah eller Ombudsmandens kritik gik upåagtet hen, bragede Inger Støjberg først for alvor igennem på de sociale medier med en opdatering, hvor hun fejrede regeringens 50 asylstramninger med en kage.

I sidste uge kommenterede hun så en dokumentarudsendelse på TV 2 om folk, som opholder sig illegalt i Danmark. 

»Jeg vil faktisk også opfordre helt almindelige danskere til, at når de for eksempel er inde på deres pizzeria og synes, at der er noget underligt med det baglokale, fordi der går mange rundt, der ikke taler dansk overhovedet, at man jo så også selv kontakter myndighederne, fordi det er en utopi at tro, at politiet kan komme i ethvert baglokale i Danmark,« sagde Inger Støjberg til TV 2.

Ikke alle mente, at det var en sag for politiet.

Imens ministerens følge får styr på adressen, og den sorte BMW foretager en u-vending, siger Inger Støjberg fra sit sæde:

»Vi er simpelthen bare ikke enige. Der er vel efterhånden opnået en vis enighed om, at antallet af flygtninge, vi tager, har betydning for integrationen. Der er også en vis enighed om, at flygtninge skal ud og arbejde med det samme, og at de bedst lærer dansk på arbejdspladsen. Men vi er ikke enige om, hvor mange flygtninge Danmark kan bære.«

Vi skulle være der klokken 16. Vi kommer otte minutter for sent.

’Skrøbeligt og vanskeligt’

Hvis man skal tro Inger Støjberg, ser hun sig faktisk frem til den dag, hun kan spille en lidt anden rolle i dansk politik.

»Jeg glæder mig til at blive lidt mere integrationsminister og lidt mindre udlændingeminister.«

Og alligevel er det, som om udlændingeministeren bliver ved med at indhente hende. Inger Støjberg er trådt direkte fra et samråd ud i solen på Folketingets store trappe, før hun satte sig i ministerbilen og kørte til mødet med JuraRådgivningen.

Samrådet handlede om den såkaldte nødbremse, som skal give Danmark mulighed for at lukke grænsen, hvis der opstår en ekstraordinær situation som den i efteråret 2015, da flygtningene tog de europæiske statsledere på sengen og strømmede op gennem Europa. Ikke engang børn kan regne med ophold i Danmark, hvis regeringen trækker nødbremsen. 

»Det er bestemt ikke ønskværdigt. Men hvis EU ikke har styr på sine ydre grænser, bliver jeg som minister nødt til at tænke på Danmark og træffe mine forholdsregler.«

Hun tager kort Information gennem situationen, som hun ser den:

Takket være EU’s aftale med Tyrkiet, som hun dog kalder »skrøbelig«, er tilstrømningen til Europa dalet kraftigt, men ikke over Middelhavet til Italien, hvor der har været en stigning i årets første måneder.

Den tyske kansler, Angela Merkel, har lige været i Tunesien for at undersøge, om EU dér kan skabe nogle sikre områder, som ikke er deciderede flygtningelejre, men det ser ifølge den danske minister »vanskeligt« ud.

’Han har bagt kage’

Hos JuraRådgivningen tager Asrin Mesbah imod. Hun kom til Danmark fra Iran som femårig og har i dag samlet et dusin frivillige fra JuraRådgivningen. Hun byder ministeren velkommen.

»Vi har en hilsen til dig fra en tidligere klient, som er kommet i arbejde. Han har bagt arabisk kage. Han vil bare gerne sige tak, fordi han må være her i Danmark. Jeg skulle hilse mange gange.«

»Jeg tør jo snart ikke nærme mig en kage …«

Alle griner.

Hos JuraRådgivningen tager Asrin Mesbah imod. Der er bagt arabisk kage til lejligheden.

Sille Veilmark
Så begynder Asrin Mesbah at fortælle, at hun tilfældigt mødte en mand i Ryesgade, hvor Udlændingeservice ligger. Han havde brug for hjælp med sin sag, og selv om Asrin Mesbah i sine jurastudier endnu ikke var kommet til udlændingeretten, forsøgte hun at hjælpe.

»Jeg fandt ud af, at behovet var enormt. Der var nogle grundlæggende forvaltningsretlige og juridiske spillergler, som ikke blev overholdt i Udlændingestyrelsen.«

Siden dannede hun en forening, som hjælper flygtninge med klager i familiesammenføringssager.

Alle er frivilige. Alle har en juridisk baggrund.

»Som nu Sam: Han blev færdiguddannet jurist i fredags.«

Inger Støjberg:

»Hold da op!«

»Mange tror, vi vil lave lovgivningen om, eller at vi er imod Integrationsministeriet. Sådan er det ikke. Vores eneste formål og hensigt er: Loven.«

Asrin Mesbah siger, at der er masser af sager, foreningen ikke tager – simpelthen fordi de danske regler ikke giver mulighed for familiesammenføring. Foreningen har lukket mere end 100 sager, hvor der er opnået familiesammenføring.

Kun på kanten

De frivillige fortæller ministeren om nogle af de problemer, de møder. I et par tilfælde har de set uledsagede flygtningebørn, hvor der ikke har været udpeget værger. De har også set originaldokumenter blive væk i styrelsen.

»Hvorfor har de ikke taget en kopi? Flygtninge kan jo ikke skaffe nye dokumenter, derfor bør man aldrig tage imod originaldokumenter,« siger en af de frivillige.

Sam undrer sig over, at RUC-studerende – nogle af dem med en baggrund i kommunikation – skriver afgørelser. Da det tema kommer op for anden gang, ser Inger Støjbergs særlige rådgiver, Mark Thorsen, sit snit til at hviske til Informations udsendte:

»Det må være svært for Information at sidde og lytte til den kritik af RUC.«

Det har været et fredsommeligt møde, da Inger Støjberg efter ca. 15 minutter siger:

»Nå, men der er jo også nogle ting, vi ikke er enige om … Vi har jo krydset klinger nogle gange,« siger hun henvendt til Asrin Mesbah.

En af de frivillige slår ned på sagsbehandlingstiden:

»Folk venter år på at få deres familier herop. Ikke sjældent svæver de i livsfare. Det er temmelig grusomt.«

Inger Støjberg medgiver, at sagsbehandlingstiden har været for lang i en række sager. Men samtidig står hun ved den ændring i familiesammenføringsreglerne, som gør, at en del flygtninge må vente tre år, før de kan søge familiesammenføring.

»Jeg ved, nogle mener, at det er et ræs mod bunden, og at man ikke kan være det bekendt. Men jeg tror ikke, det kan være anderledes. Vi er nødt til at værge for os, mens vi venter på den store løsning i Europa, og så længe tilstrømningen er så stor.«

Asrin Mesbah advarer om, at Danmark risikerer at blive dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi vores familiesammenføringsregler er konventionsstridige:

»Vi er jo næsten sikre på at blive dømt, fordi vi giver afslag i sager, hvor der åbenlyst er et beskyttelsesværdigt familieliv.«

Inger Støjberg: »Vi ser anderledes på det. Vores vurdering er den modsatte: Vi er ved kanten af, hvad man kan, men vi har ikke stukket tåspidserne udover. Men der er selvfølgelig en procesrisiko.«

Efter dagens møde er uenighederne stadig til at få øje på mellem Inger Støjberg og JuraRådgivningens Asrin Mesbah. »Vi er helt grundlæggende uenige om familiesammenføring. De siger, at den lange familiesammenføringstid har en betydning for integrationen. Så siger jeg: Det anerkender jeg. Omvendt vægter jeg, at tilstrømningen gør det nødvendigt at have en familiesammenføringsregel som den, vi har«, lyder det fra Støjberg efter deres møde.

Sille Veilmark

Dokumentation efterlyses

Sam har hørt Inger Støjberg efterlyse mere taknemmelighed fra flygtningene. Han vil godt høre nærmere om, hvor ministeren mener, den taknemmelighed bør komme til udtryk.

»De skal lære dansk,« siger Støjberg og fortsætter:

»De skal tage de danske frihedsrettigheder til sig. De skal vise fuldstændig respekt for ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling. Hvis vi ser på accepten af ligestillingen, er det helt fundamentalt, man selv har den og giver den videre til næste generation.«

Sam: »Har du set flygtninge i Danmark, som ikke er taknemmelige for ligestilling?«

Inger Støjberg: »Der er alt for mange ikkevestlige, som er uden for arbejdsmarkedet. Du kan jo se i dokumentarprogrammer som Moskeerne bag sløret, hvor der direkte bliver rådgivet om, at kvinden ikke skal ud på arbejdsmarkedet, og der bliver rådgivet om, at manden bestemmer over kvinden. Det er ikke ligestilling.«

Sam: »Men det er jo to forskellige ting. Der er folk, som allerede er her. Det er ikke flygtninge.«

Asrin Mesbah blander sig i diskussionen:

»Vi er nødt til at give de nye flygtninge en chance. Vi kan ikke dømme dem for problemer med indvandrere og deres efterkommere.«

Inger Støjberg begynder at tale om social kontrol: »Jeg synes, social kontrol er et kæmpe problem. Det er at fratage kvinder deres rettigheder.«

Sam: »Jeg synes bare ikke, du kan henføre det til flygtningesituationen. Det savner dokumentation, at dem, der flygter, er imod ligestilling. Du bruger et eksempel fra en dokumentar, hvor vi ikke aner, om de er flygtninge.«

Inger Støjberg: »Det er bare et eksempel. Der er masser af andre eksempler.«

Asrin Mesbah: »Vi vil bare gerne have en sondring mellem de nye og de gammelkendte problemer. Vi har kvinder, som har været buschauffører og taxachauffører i deres hjemlande. Vi har kvinder, som har arbejdet i ministerier. De er et helt andet sted, end de kvinder du taler om.«

’Det bekymrer mig da’

Godt en time efter vi ankom, er besøget ved at være slut. Ministeren skal vaccineres. Det er tid til at komme af sted. Hun tager sig god tid til et gruppefoto samt selfies med nogle af de nye danskere.

Hun synes, at det har været et godt besøg, fortæller hun tilbage i bilen: 

»Jeg er jo ret beset ikke så konfliktsky. Jeg har ikke noget imod at få svesken på disken.« 

Men hvad med Sams bemærkning om generaliseringer, spørger Information.

»Man skal ikke generalisere, det tager jeg på mig, hvis det er …«

– Men gør du ikke det – generaliserer?

»Jeg ønsker ikke at generalisere, og hvis det ligesom er opfattelsen, så er det noget, jeg skal tage til mig.«

Men Inger Støjberg ville ikke være Inger Støjberg, hvis hun bare lagde sig ned:

»Vi er helt grundlæggende uenige om familiesammenføring. De siger, at den lange familiesammenføringstid har en betydning for integrationen. Så siger jeg: Det anerkender jeg. Omvendt vægter jeg, at tilstrømningen gør det nødvendigt at have en familiesammenføringsregel som den, vi har. Men det bekymrer mig da, hvis sagsbehandlingen er så dårlig, som de siger. Jeg er også enig i, at det er problem, at sagsbehandlingstiden er så lang.«

Hun tror, at et besøg som det, hun lige har været på, kan flytte noget.

»Jeg håber, at de sidder tilbage med en forståelse for, hvorfor jeg gør, som jeg gør, og hvad mit udgangspunkt er.«

– Er du alligevel lidt mere udlændingeminister, end du er integrationsminister?

»Det er, fordi jeg ikke kan være integrationsminister uden at være udlændingeminister. Det er, fordi antallet har så stor betydning. Integrationen bliver uoverkommelig, hvis der kommer så stort et antal til landet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Der er også en vis enighed om, at flygtninge skal ud og arbejde med det samme, og at de bedst lærer dansk på arbejdspladsen. " siger Ministeren, men hvorfra ved hun at man bedst lærer dansk på arbejdspladsen? Det er ikke noget hun har spurgt folk der ved noget om at lære dansk som andetsprog om. Det er til gengæld noget erhvervslivet synes lyder logisk, og som de og en bestillingsrapport fra et konsulentfirma har overbevist ministeren om. Havde de spurgt folk, som faktisk ved noget om at lære dansk i en klasse eller ude i virkeligheden, så havde de fået et langt mere nedslående svar.
At Inger Støjberg fører dele af sin politik på fornemmelser er der intet nyt i. At hun lovgiver til skade for danskundervisningen af nye borgere er til gengæld katastrofalt for integrationen.

Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Anette Ahrens Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

"Integrationsminister" min bare . . . Hele hendes "politik" sigter mod alt andet end integration. Læg bare mærke til staccato lyden af hendes brug af ordet "skal" i diskussionen om flygtningenes manglende taknemmelighed. Tonen er fuldstændigt diktatorisk. Og egentlig racistisk for selvom det ikke bliver direkte sagt, står det lysende klart, at det er den muslimske befolkning alle de stramninger hun er så stolt af er kalkuleret til at genere mest. Hun parerer fuldstændigt DF forskrift om at det hedder assimilering eller ud.
Denne ubehagelige person burde aldrig få lov at komme i nærheden af noget som helst institution der har med et integrations arbejde at gøre.

Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Peter Andersen, Niels Duus Nielsen, Ken Sass, Christian Lucas, Eva Schwanenflügel og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

I betragning af STØJbergs arbejde om minisitet´r indtil nu lyder det skræmmende. Er der nogen der ved hvad hun mener? Hvad er integration egentlig for Inger? Og hvorfor micro manager Danmark alle mennesker der bare er en smule "anderledes"?? Det er altså sygt...

Eva Schwanenflügel

Det er pinligt at udlændingeministerens "bedste" argumenter stammer fra to TV2 dokumentarer, hvori der bruges muldvarpe, og vinkles fuldstændig ensidigt på problemerne. . Retssikkerheden er et kæmpe problem i Danmark, især for udsatte grupper som kontanthjælpsmodtagere og asylansøgere. Hvorfor tager hun ikke udgangspunkt i DR's glimrende doku-serie "Tiltalt" istedet? Hvis man da endelig skal basere sine beslutninger på hvad medierne vælger at fodre offentligheden med. .
Egentlig er populismeminister vel den bedste titel.

Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Per Klüver, Janus Agerbo og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Når der i en periode kommer mange flygtninge til Europa, er der da netop brug for solidaritet mellem landene, så alle løfter i flok. I stedet for konstant at forringe behandlingen af flygtninge for at få dem til at søge om asyl hos hinanden.

Og så er det efterhånden ret trættende at høre om, at ”antallet har betydning for integrationen”. Udsagnet dækker normalt over, at den, der siger det, ikke kan lide f.eks. muslimer, og derfor skal der være færrest mulig af dem i Danmark.

Det er lige før, Støjbergs titel burde være muslimminister. Det ville være en mere ærlig beskrivelse af, hvad hovedindholdet i hendes arbejde er. Tilsvarende kunne Socialdemokraterne så udpege Henrik Sass Larsen til at være muslimordfører. For han er næsten lige så god som Støjberg til ikke at kunne lide muslimer.

Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik holm hansen

DF ville elske at få Støjberg på deres opstilligsliste lige så meget som venstre ønsker Df´s mandater og rigtig godt set Lars at Sass er sendt i byen for at kapre stemmer fra df

Erik Jakobsen

Hvor er det dejligt at læse artiklen om Inger Støjberg og hendes virke, hun virker egentlig knap så firkantet på mig, som jeg går og forestiller mig hende. Nu skal jeg blot huske, hun er valgt for venstre.

Det er ganske rigtigt m.h.t. tilegnelse af et fremmed sprog er det en god ting med en indføring i værtslandet sprog inden et jo, så man kan det mest basale. Og dermed kan distancen på arbejdsmarkedet, indtil man igen kan vende tilbage til fædrelandet.
Selvfølgelig ville det optimale være, at alle EU lande tog imod de der har vendt blikket og fødderne mod Europa; men om det skyldes modvilje i Estland, Letland, Litauen, Polen o.s.v. at være værtslande, eller det skyldes modvilje hos de føromtalte mennesker til at søge de land, ved jeg ikke.
Men en ting er sikkert, I har ikke i Danmark nogen grund til at være forlegne i dette spørgsmål, når jeg ser, hvad andre lande i Europa tager og har taget imod helt tilbage fra oprøret i Ungarn i forhold til DK, så klarer Danmark sig pænt.

Henning Nielsen

Hvis det her var sort og hvidt, var det ikke et problem, men selv den alleryderste venstrefløj må erkende, at antal har betydning. Der er over 60 millioner flygtninge i verden. Vi kan ikke tage endda bare én procent.

Men jeg oplever et os/dem i retorikken. Spørgsmålet er desværre også reelt. Vi vil ikke have folk, der åbent støtter terror, modsiger demokrati og ytringsfrihed.

Jeg ville bare ønske, at jeg kunne forsikre mine elever om, at de skam er lige så gode som mig til at være i Danmark, de er trods alt kun børn.

Nu er det jo så heller ikke alle flygtninge i hele Verden, der rejser til Danmark. I perioden 2014-2016, hvor der er kommet mange asylansøgere til Europa, har 41.723 søgt asyl i Danmark ud af et samlet tal på 3.018.822 i EU. Danmarks andel af dem, der søger asyl i EU, har derfor været 1,38%.

Det er ikke nogen specielt høj andel set i forhold til vores andel af EU´s befolkning eller økonomi. Men alligevel fortsætter det danske Folketing med at forringe vilkårene for både flygtninge og alle andre udlændinge i Danmark med det erklærede mål, at Danmark skal køre endnu mere på frihjul i forhold til modtagelse af flygtninge i EU.

I samme periode (2014-2016) udstedte Danmark 39.339 opholdstilladelser på asylområdet inklusive ægtefæller og børn, der blev familiesammenført med et flygtning. For perioden 1992-2016 er tallet 166.124. Cirka 3% af Danmarks befolkning er dermed flygtninge, som er kommet hertil inden for de sidste 25 år, og heraf er cirka hver 4. kommet inden for de sidste 3 år.

Denne opgørelse tager dog hverken hensyn til, at nogen er afgået ved døden, at nogen er genudvandret, eller at flygtninge har fået børn, efter de kom til Danmark. Men det giver i det mindste en ide om, hvor mange mennesker med flygtningebaggrund, der egentlig bor i Danmark.

Kilde: Tal på udlændingeområdet fra Nyidanmark

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Hvad laver venstrefløjen helt ude på kanten af afgrunden?
De kigger efter hvad der blev af den danske humanisme da den faldt ud over kanten....

På en og anden måde så føler jeg ude på en kant af en afgrund hver gang jeg høre Støjbergs navn... måske er den danske humanisme ikke styrtet i afgrunden endnu, men jeg er konstant bekymret for den danske humanisme så længe Støjberg er minister....

Poul Sørensen

... Måske vitsen kunne laves lidt bedre...
Hvad laver venstrefløjen helt ude ved den moralske afgrund?
- De kigger efter hvad der blev af den danske humanisme da den gled i en af Støjbergs kager og faldt i den moralske afgrund....

Poul Sørensen

Hvad laver svenskerne og tyskerne helt ude ved kanten til den moralske afgrund?
De kigger såmænd efter, hvad der er blevet af danskerne....:-)
.... livet er bedre med lidt selvironi...Hi!

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Når man maler fanden på væggen, siger man ting som dette:
"Omvendt vægter jeg, at tilstrømningen gør det nødvendigt at have en familiesammenføringsregel som den, vi har."

Støjberg er som den "kærlige" far, der tæsker sin søn med en læderrem og fortæller sønnen, at han er ked af det. Men det er desværre "nødvendigt", og det gør næsten mere ondt på faderen end på sønnen. Mere seriøst er Støjberg fuld af løgn. Hvad hun i virkeligheden mener er jo:

"Omvendt vægter jeg, at det er nødvendigt at behandle flygtninge umenneskeligt, for at vi i Venstre kan kapre stemmer fra Socialdemokraterne og holde os på god fod med Dansk Folkeparti. For hvis vi ikke klarer disse to ting, kan jeg ikke fortsætte med at køre i ministerbil og få gennemført Venstres økonomiske politik."