Læsetid: 8 min.

’Din klamme hund, svigter du din egen tro for øl? Skam dig wallah!!’

’International Hyggegruppe’ har lidt over 70.000 medlemmer på Facebook og vokser støt. En stor del af medlemmerne har tilsyneladende oprindelse i Mellemøsten. De fører ophedede diskussioner om religion og race, og næsten alt er tilladt. Der er både videoer af mennesker, der bliver torteret, og diskussioner om, hvorvidt ’Erdogan fortjener et dickslap med en dildo’. Information tegner et portræt af facebookgruppen, hvor racisme, sexisme og religionskritik trives
29. april 2017

I facebookgruppen ’International Hyggegruppe’ kan man både blive vidne til mobning, vold og diskussioner om etnicitet, seksualitet og religion. Tilbage i 2016 vakte gruppen opsigt, da det kom frem, at den gav plads til hævnporno. Dengang var dens administratorer en flok drenge fra bandemiljøet, og blev man medlem af gruppen, kunne man finde nøgenbilleder og -videoer af kvinder sammen med oplysninger om deres navn og bydel. Ofte gik det ud over kvinder med indvandrerbaggrund.

Efter masseskyderiet på en homoklub i Orlando, Florida, var ’International Hyggegruppe’ igen i vælten. I et debatindlæg i Jyllands-Posten anklagede Merete Riisager (LA) og Simon Emil Ammitzbøll (LA) medlemmer af gruppen for at have udtrykt glæde over angrebet og ytret, at alle homoseksuelle bør henrettes.

Da Information klikker ind på gruppen mandag aften, er det en video af en kvinde, der bliver slået og sparket på åben gade, som fanger opmærksomheden. Oven over videoen står der på tyrkisk: »I et arabisk land kan man ikke være kvinde«. Det er to mellemøstlige mænd, der tæver kvinden, mens forbipasserende enten kigger på, blander sig eller går forbi. Videoen er en kritik af det nuværende styre i Tyrkiet, og den bliver ivrigt kommenteret af hyggegruppens medlemmer. De skriver: »Normalt syn i Mellemøsten« og »Det nye Tyrkiet«. 

Scroller man længere ned, opdager man, at langt de fleste debatter i gruppen har et mellemøstligt islæt.

Egentlig blev gruppen startet for »hyggens skyld«, forklarer Ahmad Abdullah, der var med til at oprette gruppen. Han ønsker at være anonym, og Ahmad Abdullah er derfor et pseudonym.

Han fortæller, at gruppen i starten var en platform for hævnporno, og ifølge Ahmad Abdullah er det årsagen til, at gruppen fik så mange medlemmer.

Hævnporno er dog en af de eneste ting, der ikke længere er tilladt i gruppen. Gruppen har tre regler:

1. Ingen hævnporno,

2. Ingen udstilling af private billeder

3. Ingen reklame/salg uden aftale.

Men derudover er ’International Hyggegruppe’ oversvømmet af spydige kommentarer og voldsomme videoer. Og der er ingen censur i forhold til racisme, sexisme og religionskritik.

Screendump fra facebooksiden

Elsker drama

I beskrivelsen af gruppen, som Ahmad Abdullah har lavet, står der, at gruppen er »landets MEST dramatiske gruppe. Her oplever du mere drama, end du ville gøre i Bollywood«.

At dømme ud fra de tonsvis af debatter og æggende opslag i gruppen, lever den op til sit ry. Der er aldrig et stille øjeblik, men en konstant strøm af tilsvininger og oplæg til debat – især om religion og seksualitet.

Et medlem af gruppen har skrevet: »Er bøsser naturlige eller unaturlige? Jeg tror selv, at det er unaturligt at være bøsse. Hvad tror du? Ps. Det betyder ikke, at jeg har noget imod bøsser.«

Et andet medlem med et arabisk klingende navn har lagt et billede op af en dreng, der står foran aberne i Zoologisk Have. Ovenfor har han skrevet: »Mange har spurgt, om jeg har mødt imamerne fra Grimhøjmoskeen? Ja, jeg mødte dem tilbage i 2011 og fik selvfølgelig taget et billede sammen med dem.« Billedet har fået 115 kommentarer. Der er blandt andet blevet skrevet: »Det fortjener de kære aber da ikke«, »Flov dig, er du ikke muslim? Hvorfor gør du grin med imamer?«, og »Din klamme hund, svigter du din egen tro for øl? Skam dig wallah!!«

Det er 15-årige Abdulrahman, der har skrevet den sidste kommentar. Hans efternavn er anonymiseret af hensyn til hans alder. Han synes ikke, at kommentaren er for hård. Afsenderen af billedet »skal kunne tåle det, når næsten halvdelen af gruppen er tosprogede«, mener han.

Da Information spørger, om det ikke ville være bedre at skyde med argumenter frem for tilsvininger, svarer han:

»Når du røver en bank, skal du forvente, at politiet kommer efter dig. Han er beskidt. Vi er alle mennesker, men når han skriver på den måde, er det, som om vi tosprogede er anderledes.«

Ifølge et andet medlem, der også er aktiv i debatterne, så handler den hårde tone om, at det er sådan, medlemmernes tankegang er. De brænder for deres holdning, især når der bliver diskuteret emner som sharia og islam:

»Det ligner mudderkastning, men når de ekstreme og moderate mødes i en debat, så er det sådan, det ser ud.«

Det meste indhold, man kan finde i gruppen, er, ligesom det ovenstående, hånligt og provokerende. Men selv om tonen er hård, så er det ifølge internetforsker ved IT-Universitetet Lisbeth Klastrup ikke nødvendigvis et problem. Hver facebookgruppe har individuelle normer for, hvordan man taler til hinanden, og hvad man gør grin med. I ’International Hyggegruppe’ er der vide rammer for, hvad der er acceptabelt:

»Det er fuldstændig det gamle ordsprog, at hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så kan man fise af.«

»Derfor er det også vigtigt at understrege, at der ikke er noget galt med tonen, hvis medlemmerne af gruppen har en konsensus om, at det er i orden,« siger Lisbeth Klastrup.

Ifølge Ahmad Abdullah er gruppens medlemmer spydige, fordi »de elsker drama«.

»Jeg kunne selvfølgelig gå ind og sige, at ord som ’fuck’ og alt det drama ikke må være i gruppen, men hvad sker der så? Så bliver gruppen kedelig.«

»Vi (Ahmad Abdullah og andre administratorer, red.) babysitter ikke medlemmerne. Grove ting som trusler griber vi ind over for. Men hvis jeg smider alle ud, som sviner hinanden til, så finder de en anden gruppe,« siger Ahmad Abdullah.

Screendump fra facebooksiden

Dødstrusler

Der er kun få i ’International Hyggegruppe’, der kender Ahmad Abdullahs rigtige identitet. Han fortæller til Information, at han ønsker at være anonym, fordi han dagligt får dødstrusler.

Dødstruslerne kommer angiveligt fra de originale medlemmer, som han ifølge sig selv har smidt ud af gruppen, fordi de delte hævnporno. Ahmad Abdullah siger, at han ikke kunne stå inde for delingen af nøgenbilleder:

»Jeg kender fra min egen kultur, at det ikke alene er pigen, der bliver nedgjort, det er hele familien. Og jeg ved, at flere familier er blevet ødelagt på grund af hævnporno.«

Det er ifølge Ahmad Abdullah forbuddet mod hævnporno, der har skabt konflikten mellem ham og de tidligere medlemmer fra bandemiljøet.

’Man bliver afhængig af gruppen’

Bente Hede er medlem af ’International Hyggegruppe’, og hun er ofte med til at starte og deltage i debatterne i gruppen. Tidligere på måneden lagde hun en video op af en grædende pige på omkring 12 år. Pigen får bundet fødderne sammen og bliver hængt op i loftet med hovedet nedad. De tre mænd, der har hængt hende op, begynder at skælde hende ud på arabisk, og en af dem bider hende i ryggen. Til videoen har Bente Hede skrevet: »En far straffer sin datter, fordi hun stjal. ISIS-mentalitet begynder ved sådan en opdragelse (stærk video ikke for sarte sjæle)«.

Bente Hede er 43 år og har været medlem af ’International Hyggegruppe’ i to år. Da Information spørger hende, hvorfor hun blander sig i debatten, siger hun:

»Jeg har lov til at sige min mening. Der er ytringsfrihed. Nogle gange er jeg i humør til at diskutere, og så gør jeg det. Det kan blandt andet være ved at provokere islamisterne, fordi de kan være meget dobbeltmoralske. Jeg er også blevet stemplet som racist, men jeg er ikke racist. Jeg har fire børn med udenlandske fyre. Så jeg er ikke racist.«

Andre gange poster Bente Hede billeder, der »mest er for sjov«. Det kan være et billede af en hjemmebagt kage, frugtsalat eller sjove ting fra internettet. Hun bruger gruppen som tidsfordriv – og hun bruger den meget.

»Jeg tror, man bliver afhængig af gruppen. Det er både diskussionerne, der er sjove, og måden folk skriver på. Og når folk er dobbeltmoralske.«

Lisbeth Klastrup fra IT-Universitetet forklarer, at en gruppe som ’International Hyggegruppe’ kan fungere som et socialt fristed. Før i tiden hang man ud på kaffebarer og i barbersaloner, men i dag fungerer nogle facebookgrupper som virtuelle cafeer.

»I grupperne er der ikke så mange sociale hierarkier, og man kan snakke om hvad som helst,« siger hun.

Screendump fra facebooksiden

’Vi er på kontanthjælp’

Lisbeth Klastrup har også observeret, at det er en udbredt trend i gruppen, at folk sender live. Det betyder, at de filmer sig selv, mens det bliver vist direkte i gruppen. Det er en form for imitation af konceptet ask me anything, der er kendt fra Reddit (en social nyheds- og underholdningshjemmeside, red.). Her kan alle stille sig frem og svare på spørgsmål fra de øvrige brugere. Konceptet er også kendt fra DR3’s Spørg mig om alt.

»Man skal ikke se det at sende live som noget radikalt nyt, men som en remediering af en genre, der allerede eksisterer. Det betyder også, at der allerede er en kultur omkring det. Folk ved godt, hvad det går ud på, hvad normerne er, og hvad man kan tillade sig at spørge om.«

»Der er også nogle, der bruger det som tidsfordriv, hvis de sidder alene derhjemme og har ondt i halsen. Så er det fedt, at der er nogle, der skriver ’god bedring’ eller spørger om noget i kommentarfeltet,« forklarer Lisbeth Klastrup.

Da Information besøger gruppen mandag aften, sidder en 20-årige kvinde og hendes 21-årige kæreste og sender live. Samtidig ryger de en joint, der er rullet i hvidt papir med jordbær på. En optælling i hjørnet afslører, at der er over 100 personer, som kigger med. Mange skriver spørgsmål til parret.

»Hvad laver I?« skriver én.

»Vi er på kontanthjælp,« svarer hun.

»Hvornår har I sidst været i bad?«

»Vi var i bad i går. Det er nogle mærkelige spørgsmål, folk stiller.«

Spørgsmål og kommentarer som: »Hvad fejler du?« »Hvem blev tabt mest på gulvet?«, og »Flot hårvækst under armene« strømmer ind, og parret når ikke at svare på dem allesammen.

»Er du blevet slået på næsen,« skriver en.

»Nej, jeg er ikke blevet slået på næsen«, svarer kvinden.

Hun er slank, iført en pink tanktop og har farvet sit hår postkasserødt. Kæresten er halvvejs ude af billedet, og man kan ane hans halvlange, brune hår. 

»Er der noget i vejen med dit stemmebånd?« spørger én.

»Nej, der er ikke noget i vejen med mit stemmebånd.«

»Hvad er der med din næse?«

»Der er ikke noget med min næse,« svarer hun og spørger undrende, om folk ikke kan skrive noget positivt.

En gang imellem er der nogle, der tager parret i forsvar: »Ej styr jer lige. Hvor er medmenneskeligheden i den her gruppe?«

Sådan fortsætter det i 20 minutters tid. Til sidst stopper parret videoen. Information skriver til dem for at høre, hvad deres oplevelse af ’International Hyggegruppe’ er, men de vender ikke tilbage.

Den næste live-video starter. Det er en lille asiatisk mand, der står foran linsen og tager pudder i ansigtet. »Let’s do some make up,« siger han, og medlemmerne af ’International Hyggegruppe’ går i gang: 

»Føj.«

»Du er for sej.«

»Er du vild med en finger i røven?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer