Læsetid: 7 min.

’Jeg ønsker ikke, at mine børnebørn skal vokse op i et usolidarisk samfund’

Den 64-årige ergoterapeut Bitten Vivi Jensen var medlem af Frederiksberg Kommunes rehabiliteringsteam, indtil hun efter 60-70 sager om førtidspension havde fået nok. Aldrig har jeg hørt så mange floskler om at udvikle arbejdsevnen eller skånehensyn, som blot dækker over rendyrket kassetænkning og besparelser, fortæller hun
Det gik op for mig, at meget af sagsbehandlingen var et spil for galleriet, siger Bitten Vivi Jensen om sit abejde i et rehabiliteringsteam i Frederiksberg Kommune. Det er det team, der skal vurdere, om kronisk syge borgere skal indstilles til fleksjob eller førtidspension.

Det gik op for mig, at meget af sagsbehandlingen var et spil for galleriet, siger Bitten Vivi Jensen om sit abejde i et rehabiliteringsteam i Frederiksberg Kommune. Det er det team, der skal vurdere, om kronisk syge borgere skal indstilles til fleksjob eller førtidspension.

Sille Veilmark

4. april 2017

I efteråret 2015 blev den kommunalt ansatte ergoterapeut Bitten Vivi Jensen spurgt af sin leder i Frederiksberg Kommune, om ikke hun ville være med i kommunens rehabiliteringsteam. Det er det team, der skal vurdere, om kronisk syge borgere skal indstilles til fleksjob eller førtidspension, eller om der på den ene eller anden måde er mulighed for at udvikle deres arbejdsevne.

»Først tænkte jeg, at jeg ikke magtede det. Jeg havde nemlig tidligere som privatperson været partsrepræsentant i to sager om nære familiemedlemmer. Det var hårdt at se sine nærmeste lide og samtidigt opslidende at kæmpe mod bureaukratisk sagsbehandling og lovbrud, men jeg fik medhold i begge sager og vandt også over Ankestyrelsen. Sagerne gav mig indsigt i en kompliceret lovgivning, og dokumenterne i min søsters sag fyldte næsten en kuffert. Men min samvittighed bød mig at tage fat for at se, om jeg måske kunne gøre en forskel. Og så sagde jeg ja,« fortæller Bitten Vivi Jensen.

Hun er i dag 64 år og ikke længere ansat i kommunen. Efter en del uenigheder med sin arbejdsgiver endte hun med at blive fyret med udgangen af juli 2016. Inden da havde hun nået at deltage i ugentlige møder i rehabiliteringsteamet fra november 2015 til marts 2016, og i løbet af de godt fire måneder var hun med til at behandle 60-70 sager, husker hun.

Men Bitten Vivi Jensen, der fungerede som sundhedsfaglig medarbejder, synes ikke, at det reelt lykkedes for hende at gøre en forskel i teamet, hvor der bl.a. også deltog en læge som sundhedskoordinator, en koordinerende sagsbehandler og en socialrådgiver fra kommunens jobcenter.

Skulle ikke blande sig i jura

»Jeg havde været på jurakursus, inden jeg begyndte i teamet. Men da jeg første gang ville bruge min nyerhvervede viden – det var en sag om en 64-årig kvinde, der led af svær KOL, som er en kronisk, fremadskridende lungesygdom – fik jeg at vide, at det skulle jeg ikke blande mig i,« fortæller Bitten Vivi Jensen.

Kvinden blev indstillet til et toårigt jobafklaringsforløb i stedet for førtidspension, selv om alle læger, inklusive kommunens lægekonsulent, udtalte, at arbejdsevnen ikke kunne udvikles, fortæller hun.

»Den sag nagede mig, og jeg sagde, at jeg ikke ville være med til afgørelsen. Jeg skrev også til lederen af rehabiliteringsteamet, hvilket medførte, at jeg skulle stå skoleret, og det blev indskærpet, at jeg kun skulle komme med forslag til forbedring af arbejdsevnen.«

I første omgang valgte Bitten Vivi Jensen at fortsætte i teamet.

»Vi havde seks-otte sager til hvert møde, og mange af sagerne kunne være op til 50 sider. Det brugte jeg tit weekenden til. Flere borgere havde på grund af kommunens behandling pådraget sig psykiske lidelser i form af depression eller PTSD. Jeg klagede over afgørelsen i flere sager, men det førte ikke til noget, og jeg fik af koordinerende sagsbehandler at vide, at jeg ikke havde klaget tydeligt nok, og at det var ham, der skulle stå på mål for afgørelsen.«

Efterhånden tegnede der sig et mønster på tværs af de mange forskellige skæbner, syntes Bitten Vivi Jensen. Et mønster, som for hende at se handlede om noget helt andet end spørgsmålet om at hjælpe med til at udvikle sygdomsramte borgeres arbejdsevne.

»Det gik op for mig, at meget af sagsbehandlingen var et spil for galleriet. Når borgerne, som ofte var meget nervøse, kom til møderne, smiskede man med new-speak, at ’vi skal passe på dig’, eller at ’der skal en tværfaglig indsats til med henblik på at forbedre din arbejdsevne’. Men trods de mange luftige ord endte man oftest med et tilbud om bassintræning, mindfullness, smertehåndtering samt overdokumentation i form af yderligere undersøgelser og indhentning af diverse attester til ingen verdens nytte for borgeren, men en guldgrube for lægekonsulenter og de såkaldte anden aktører, der tilbyder undersøgelser, kvalificering og oplæring til de berørte borgere.«

Målet: Nul førtidspensioner

»Meningen var kort og godt, at der så vidt muligt skulle være nul tildelinger af førtidspension i Frederiksberg Kommune, uanset om folk sad i kørestol, ikke kunne bruge deres arme, var totalt nedslidte, ramt af cancer, sclerose, parkinson, leddegigt, hjerneskade eller demens. Flere modtog hjemmehjælp. Kommunen sparede op til 8.000 kroner om måneden for en enlig ved at indstille en borger til ressourceforløb i stedet for til førtidspension. Så det var først og fremmest en spareøvelse, som så derudover også var med til at holde liv i en kostbar beskæftigelsesindustri.«

Hun kritiserer også, at lægekonsulenter ansat af kommunen ikke er underlagt lægeløftet. Ifølge hendes oplevelse går de også ofte udover deres beføjelser, idet de blander sig i, om borgeren skal fortsætte med sygedagpenge. Flere af de 60-70 sager blev trods massiv dokumentation afgjort med en henvisning til en fortsat dyr udredning i Klinisk Funktion, hvor flere af kommunens sundhedskoordinatorere tillige var ansat.

»Men så er man i min verden inhabil,« udtaler Bitten Vivi Jensen.

»Det meste af det var et jobcirkus uden lige og primært til gavn for de ansatte. Jeg blev så vred og samtidig også meget ked af, hvad der foregik, og hvad jeg var med til.«

Nu som partsrepræsentant

Til sidst blev det hele for meget for Bitten Vivi Jensen.

»Hvorfor skal vi dog hælde alle de penge lige ud ad vinduet, når det samtidig også kan føre til stigmatisering af syge borgere og betyde, at en masse børn kommer til at vokse op i fattigdom?«

Hun besluttede sig for ikke længere at deltage i det, hun kalder for ’Rehab-domstolen’.

»Ifølge førtidspensionsreformen fra 2013 skal der tildeles førtidspension, hvis arbejdsevnen ikke kan udvikles. Efter min vurdering var det oplagt i de fleste sager. Jeg har endnu ikke erfaret, at en eneste er kommet i ordinært arbejde.« Efter hun blev afskediget, er Bitten Vivi Jensen selv blevet aktiv. Hun har skrevet læserbreve i Frederiksberg Bladet og Lokalavisen, og mange har siden henvendt sig til hende.

»Det har givet en del respons fra borgere, der synes, at de er kommet i klemme i systemet, og jeg er ved at drukne i henvendelser fra ulykkelige mennesker,« fortæller hun.

Hun har hele tiden fem-seks sager kørende, hvor hun indtræder som partsrepræsentant og bruger sin viden om reglerne.

»Der er en forkert udvikling i gang i vores samfund, hvor der er en stigende forskel mellem rig og fattig. Jeg ved, at der i dag er folk, der må vælge mellem enten at købe mad eller medicin og ikke har råd til huslejen. Jeg er både mor og farmor, og jeg ønsker ikke, at mine børnebørn skal vokse op i et usolidarisk samfund, hvor vi i stedet for hjælp behandler de syge og udsatte så elendigt.«

Kommunen afviser kritikken

Bitten Vivi Jensen fremsætter en uberettiget og helt urimelig kritik af Frederiksberg Kommune, som kommunen slet ikke kan genkende og derfor pure afviser, forklarer koordinator og teamleder i Frederiksberg Kommune, Helle Anttila.

»Som kommune forvalter vi lovgivningen i overensstemmelse med lovens intentioner. Rehabiliteringsteamet kan kun indstille til førtidspension, hvis betingelserne i lovgivningen er opfyldt,« skriver hun i en mail, der fortsætter:

»Vi er over 20 medarbejdere fra tre forskellige forvaltningsområder, som repræsenterer forskellige faglige kompetencer i kommunen, der er involveret i rehabiliteringsteamets arbejde og som deltager på skift. Derudover deltager en lægefaglig repræsentant fra Regionen fast i rehabiliteringsteamet. Regionen deltager endvidere ofte med læger under uddannelse udover den faste repræsentant. Den kritik, Bitten fremfører, har vi ikke hørt fra andre af de involverede.«

Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, kender ikke specifikt til forholdene i Frederiksberg Kommune. Men generelt vil hun gerne bekræfte, at det er blevet sværere at få førtidspension i kommunerne.

»Det var også meningen med reformen. Generelt kan jeg også bekræfte, at det i nogle kommuner kan være svært at få mening med et ressourceforløb, men det svinger meget fra kommune til kommune,« siger hun.

Bitten Vivi Jensen: Frederiksberg Kommune sparede 300.000 kroner på Aage

En af de sager, Bitten Vivi Jensen har set, drejede sig om en tidligere blikkenslager. Her kan vi kalde ham for Aage. Efter at have været ansat bl.a. som sikkerhedsvagt og kontorbetjent og chauffør hos et rederi begyndte Aage ifølge Bitten Vivi Jensen at drikke voldsomt efter sin skilsmisse.

Da Bitten Vivi Jensen som en del af rehabiliteringsteamet fik kendskab til Aages sag i januar 2016, blev resultatet af teamets behandling, at han tildeltes førtidspension.

Men Bitten Vivi Jensen kunne læse i hans sag, at han ud over PTSD, KOL, astma og spiserørskatar også var en kronisk alkoholiker, der i årevis havde drukket over en flaske vodka om dagen og dertil havde et dagligt forbrug på 30-40 cigaretter. Af de grunde havde Aage også tabt omkring 20 kg, lød vurderingen fra hans læge, fortæller hun.

Aage havde flere gange daglig hjemmehjælp, der forsøgte at få ham til at spise noget og sørgede for hans personlige hygiejne. Han brugte ble, fordi han ikke kom ud af sofaen, som hun siger.

Selv var Aage ifølge Bitten Vivi Jensen overbevist om, at han kunne få et job via sin svoger den dag i morgen, hvis det skulle være. Sådan så hans læge dog ikke på situationen: Aage havde været indlagt talrige gange på grund af sin alkoholisme, og lægen mente ikke, at Aage kunne deltage i noget som helst.

Hvorfor, spørger Bitten Vivi Jensen, havde Aage ikke for mindst tre år siden fået tildelt førtidspension?

»Lægen skrev, at Aage er kronisk alkoholiker, og han var i øvrigt så dårlig, at han efter min mening umiddelbart opfyldte plejehjemskriterierne, som ellers er ret strenge. Alligevel havde Frederiksberg Kommune i tre år ment, at Aage skulle i fleksjob. Derved sparede kommunen omkring 100.000 kroner om året,« vurderer Bitten Vivi Jensen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Eva Schwanenflügel
  • Katrine Damm
  • Bjørn Pedersen
  • Alvin Jensen
  • ulla enevoldsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Søren Haastrup
  • Ib Christensen
  • Alan Strandbygaard
  • Pia Nielsen
  • Flemming Berger
  • Colin Bradley
  • Jakob Lilliendahl
  • Anker Nielsen
  • Olav Storm Jensen
  • Heidi Larsen
  • Hans Kvisgaard
  • John S. Hansen
  • Flemming S. Andersen
  • Margit Tang
  • Ole Christiansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben K L Jensen
  • Søren Andersen
  • Niels Borre
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Britta Hansen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
  • Hanne Koplev
  • Steffen Gliese
  • Lars Bo Jensen
  • Ebbe Overbye
  • June Beltoft
  • Anne Eriksen
  • Ervin Lazar
  • Jakob Trägårdh
  • Hans Larsen
  • Carsten Mortensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Søren Roepstorff
  • Oluf Husted
  • Poul Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Svendsen
  • Sören Tolsgaard
  • Ivan Breinholt Leth
Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Katrine Damm, Bjørn Pedersen, Alvin Jensen, ulla enevoldsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Søren Haastrup, Ib Christensen, Alan Strandbygaard, Pia Nielsen, Flemming Berger, Colin Bradley, Jakob Lilliendahl, Anker Nielsen, Olav Storm Jensen, Heidi Larsen, Hans Kvisgaard, John S. Hansen, Flemming S. Andersen, Margit Tang, Ole Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen, Søren Andersen, Niels Borre, Anne-Marie Krogsbøll, Britta Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, Hanne Koplev, Steffen Gliese, Lars Bo Jensen, Ebbe Overbye, June Beltoft, Anne Eriksen, Ervin Lazar, Jakob Trägårdh, Hans Larsen, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Søren Roepstorff, Oluf Husted, Poul Sørensen, Niels Duus Nielsen, Carsten Svendsen, Sören Tolsgaard og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Tak til Bitten Vivi Jensen for at have modet til at sige fra. Det politiske fupnummer består nu i, at politikerne hævder, at vi har en ordning med Førtidspension for borgere, der ikke har nogen arbejdsevne. Nej sandheden er, at Førtidspensionen blev afskaffet med den seneste reform og erstattet af et optisk bedrag: En førtidspension som er umuligt at få tilkendt. Konklusion: Lad ikke staten og kommunen forvalte dine behov for hjælp, når du er i social nød. Der er behov for et brud med den ødelagte Velfærdsstat, hvor andre organisationer nu må etableres og overtage den rolle, som Velfærdstaten nu ikke evner længere. Det her er et resultat af års nedslidning og års ligegyldighed med de borgere, som kommer i klemme og har brug for hjælp. Den sociale ulighed dyrkes som et sandhedsserum og det kommunale system holder sig selv flydende med at opbygge administrative systemer, som grundlæggende kun er til gavn for fagbureaukratiet og Medicinalindustrien, der tjener tykt med penge på at sælge psykofarmaka til de arme borgere, som har fået deres selvværd ødelagt af denne her ussle behandling. Se på vores skattevæsen. Det fællesskab, som er forudsætningen for overhovedet at have en Velfærdsstat. Sagerne med skattesnyd for de store er så omfattende, at det er åbenlyst, at Skattevæsenet også er ødelagt for bestandig. Jeg orker ikke at høre på de patetiske Folketingspolitikere, der bedyrer deres store og dybtfølte sociale interesse i socialpolitik. De er så falske, at det halve kan være nok. Ud med dem ved næste valg. De samme politikere har frikendt sig selv for den fuldstændig organistionsødelæggelse, der har fundet sted i SKAT, hvilket resulterer i massiv skatteundragelse og manglende indtægter. De samme politikere reagerer harmdirrende, når de ser en fattig på gaden der tigger. Omgående kræver de vedkommende fængslet i op til 1 år for forbrydelsen, at søge at skaffe penge til et måltid mad. Det hele er så kvalmende, at vi burde starte med at kræve Folketingets budget reduceret med 50%. Der er jo alligevel ingen, der sidder inde i det ting. Se på Folketings TV. Når der er debat, så sidder der maksimalt 10 politikere i salen. Resten er forsvundet. Det er at holde befolkningen for nar, at kalde det skuespil for parlamentarisme. Det er ikke underligt med den afsporede form for parlamentarisme, som dyrkes på Christiansborg, at det ender med politikere, som helt har mistet sansen for social indígnation og lysten til at gøre en forskel, for det gør de for øjeblikket ikke.

Kim Folke Knudsen

Tilføjelse til min forrige kommentar af 29 December 2017 kl. 06.28. Min kritik af Folketinget er nok lidt for ensidig overdrevet og krasbørstig. Den trækkes hermed tilbage. Vi ser Folketingspolitikere som Finn Sørensen fra Enhedslisten og Christian Juhl fra samme parti, der har ydet en fantastisk politisk indsats for at gøre opmærksom på problemerne i Førtidspensionsreformen. Det er sagt af mig, som ikke stemmer på Enhedslisten. Bitten Vivi Jensens grundige beskrivelse viser et beskæftigelsessystem, som er vendt mod borgerne. Den store minus er, at Jobcentrene jo ikke kan garantere en borger et fleksjob med det samme. Borgerne havner hermed i et Ressourceforløb, som kan udvikle sig til et langvarigt sagsmareridt med usikkerhed om egen fremtid og økonomi. I de værste tilfælde udvikler Ressourceforløbene sig på en så langsommelig måde, at jeg frygter, at borgerne ødelægges med stress og psykisk nedslidning. Ressourceforløbs sumpen er farlig at træde ud i. Det er ikke sikkert, at du kommer op igen. Det kan ikke være et demokratisk samfunds behov, at ødelægge borgerne på denne måde.Socialrådgiverne tvinges ud i samvittighedsmæssige overvejelser, hvor de tvinges til at handle efter en stivnet skabelon. Hvornår begynder vi at lytte til Socialrådgiverne og til deres viden om, hvad der virker i praksis ?. Vi er alle enige om, at vi ikke kan strø om os med Førtidspensioner, for så ville samfundet gå nedenom og hjem. Men meget syge borgere med et liv der er helt uden et perspektiv på arbejdsmarkedet, de skal have deres førtidspension. De lette Førtidspensionssager, hvis de eksisterer overhovedet. Der kunne man overveje, at tildele en midlertidig Førtidspension og derefter gå i gang med et målrettet revalideringsforløb af borgeren med henblik på at bringe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet. Dødsyge borgere, borgere med Schlerose og andre stærkt handicappende sygdomme. De skal tildeles en førtidspension uden at skulle igennem de opslidende ressourceforløb. Jeg begriber ikke, at så mange politikere kan være tonedøve overfor de historier, som senest Bitten Vivi Jensen dokumenterer. Førtidspensionsreformen fra år 2013 må og skal op til en grundlæggende revision, som sætter de udsatte borgere i centrum og ikke et rigidt og stivnet sagsbehandlingssystem.

Søren Ferling

Meget enig i analysen af kommunen (er) og dens medarbejdere og imponeret af at du er aktivistisk efter din fyring.

Lars Jorgensen

Ifm. at Bitten nu bliver retsforfulgt vil jeg lægge en kommentar ind i dag - 8. august 2019.

Når man går efter de voksne og taler om at passe særligt på 'børn' (vores politikeres "Barnets reform" osv.), så sker det i bedste fald.., fordi man ikke har forstået ret meget af den sociale virkelighed. Den sikreste måde at ramme børn på, er, at gå efter og gøre livet vanskeligt for forældrene. Her er lidt tekst om børn, familie og fattigdom: https://www.kommunikationsforum.dk/lars-jorgensen/blog/det-bedste-ved-ce...

Sider