Partierne henter flere penge i statskassen. Gavner det folkestyret?

Vupti! Det skete i november 2016, mens mediernes opmærksomhed var andetsteds, nemlig samlet om dannelsen af VLAK-regeringen. I en hurtig studehandel mellem VLAK, SRSF og Alternativet blev fikst fjernet en spærring for konservativ regeringsdeltagelse – samtidig med at Socialdemokratiet fik sikret et ekstra beløb på årligt 52 millioner kr. til folketingsgruppernes partipolitik, heraf 11,5 millioner kr. til socialdemokraterne selv.

Forløbet er prisværdigt afdækket af Berlingske og udfoldet i en længere reportage i avisens seneste søndagsudgave.

Studehandlen har fået uvenlige ord fra de to partier, der står udenfor, nemlig Dansk Folkeparti og Enhedslisten. »Voldsomt og unødvendigt« har DF’s folketingsformand, Pia Kjærsgaard, sagt. »Lokumsaftale« og »beskidt« er ord, som Enhedslistens Pelle Dragsted har anvendt.

Når en handel i hast kunne indgås omkring regeringsskiftet, skyldtes det, at De Konservative stod med et akut problem. Partiet forlangte tre ministre, men har kun en folketingsgruppe på seks. Altså ville der kun være medlemmer tilbage i gruppen. Den konservative formand, Søren Pape, gjorde det klart for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at Løkke måtte fikse det sådan, at De Konservative kunne lade deres ministre søge orlov og indkalde tre suppleanter til at fylde de ledige folketingssæder.

Den opgave spillede Løkke over til Venstres gruppeformand, Søren Gade, der spurgte videre til sin formandskollega i Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen.

Nul hjælp

Sass var imidlertid ikke indstillet på at hjælpe den regering, der var under fødsel. Sass kunne henvise til, at det var de borgerlige partier selv, der i 2005 havde ændret reglerne, så indkaldelse af suppleanter for ministre ikke længere var mulig.

Efterfølgende fik Sass fra regeringen at vide, at der alligevel – uden om S og Dansk Folkeparti – var flertal for at ændre orlovsreglerne. Og nu kom lokkemaden: Sass fik samtidig at vide, at det samme flertal var indstillet på at styrke Folketingets uafhængige sekretariat økonomisk, sådan som flere partier i rød blok har ønsket. Formålet skulle være at sikre et uafhængigt fagligt modspil til regeringsapparatet.

I de lavmælte drøftelser, der har været blandt Folketingets partier om flere penge til folketingsansættelser, har det imidlertid ikke været Sass Larsens ønske, at de ekstra midler skulle gå til det uafhængige, fælles sekretariat. Sass har ønsket pengene givet direkte til partiernes politiske arbejde.

Sass Larsens modspil blev nu dette: Hvis pengene gik til partierne og ikke til Folketingets sekretariat, så ville S godt gå med til at hjælpe De Konservative.

Til Berlingske har Sass nyligt forklaret: »Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at undgå, at vi begynder at lave en parallel administration i Folketinget. Det er simpelthen en uskik at opbygge to konkurrerende statsadministrationer.«

Sass vandt magtspillet. Resultatet blev et ægte stykke politisk husflid. Det fremgår af, at adgangen til at indkalde suppleanter for ministre kun gælder, hvis partiet har en stemmeandel på under ti procent af de afgivne stemmer. Det passer smukt til normalforventningerne hos partierne K, R, SF, LA, og Alternativet. Samtidig er støttereglerne lempet, så gruppestøtten også kan bruges på egentlig partipolitik: vælgeranalyser, medietræning, deltagelse i høringer og kulturnat.

Med i billedet hører, at partierne i forvejen får 130 millioner kroner i årlig gruppestøtte og 108 millioner i såkaldt partistøtte, der ydes med 31 kr. pr. modtaget folketingsstemme.

Regeringsforestilling

Når Sass Larsen ikke vil bruge penge på at styrke Folketinget med et stærkere fagligt sekretariat, afspejler det hans partis forestilling om sig selv som naturligt regeringsparti. Et regeringsparti er ikke interesseret i at stå over for et Folketing med fælles, stærkt fagligt grundlag. Derimod er flere penge til partiets politikformidling altid velkomne.

Modsat for de partier, der ikke ser sig selv som regeringsbærende: Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der står uden for studehandlen. De er interesserede i at spille en betydelig rolle i et stærkest muligt Folketing med egen mulighed for at udrede kontroversielle faglige emner.

Som forventeligt er denne reelle modsætning aldeles nedspillet i aftalepartiernes begrundelse for de nye millioner til partiernes eget arbejde. Heri hedder det blandt andet: »Aftalens formål er at styrke Folketingets arbejde og folketingsgruppernes mulighed for at indgå i den demokratiske proces vedrørende lovgivningsarbejdet, herunder den offentlige debat herom.«

Hvis de ekstra partimillioner går til flere spindoktorer, der leger endnu mere røvere og soldater med hinanden og medierne, end det nu foregår på Christiansborg, kan man spørge, hvor meget folkestyret bliver styrket derved.

Berlingske har rundspurgt partierne, hvad de vil bruge de nye penge til. De Konservative har ansat to nye journalister og en politisk konsulent. SF har ansat en ekstra fagrådgiver, ligesom en fagrådgiver er gået op i tid. SF har desuden planer om at ansætte en økonom og en digital kommunikationsmedarbejder. De andre partier har endnu ikke besluttet sig.

Civilsamfundet

Med i billedet hører også, at et demokrati ikke er noget, som kun partierne sikrer. En mindst lige så vigtig rolle har civilsamfundet. Her har udviklingen siden Fogh-regeringens VKO-flertal i 2001 været: Mindre regeringsaccept af økonomisk støtte til udbredelsen af synsvinkler, der ikke harmonerer med regeringsflertallets. Dansk Folkeparti har hyppigt forlangt statsmidler taget fra de obsternasige. Folkelige organisationer, f.eks. de grønne, har fået skåret deres statslige tilskud. Senest er Kvinfo i det regerende flertals kikkertsigte.

Måske er der noget foruroligende i, at magtens partier bruger statskassen til styrke sig selv, mens de organisationer, der yder magten modspil, bliver henvist til at leve af støtte fra deres medlemmer. En udvej, som magtens partier for længst har opgivet. I hvert fald hvis man taler om kontingenter fra en bred medlemskreds. De nuværende regeringspartier synes mere fokuseret på enkeltstående klækkelige bidrag fra pengeinteresser med noget i klemme, f.eks. store familieejede erhvervsvirksomheder, der støtter for at slippe af med arveafgiften.

Forslaget om flere statspenge til partierne ville fremstå mere sympatisk, hvis partierne gav som modydelse, at de gjorde sig fri af bidrag fra uigennemskuelige private bidragydere. Noget sådan er imidlertid ikke indgået i den store vupti-aftale.