Læsetid: 3 min.

Politichef fastholder sin uskyld i Tibet-sag

Politiinspektør Mogens Lauridsen pegede fingre af PET og nedtonede sin egen involvering i et kinesisk statsbesøg, da han torsdag blev afhørt i Tibetkommissionen. Samtidig tog han æren for at have bragt en kontroversiel ordre frem i lyset, selv om det strider mod, hvad andre ledende politifolk har forklaret
Indland
7. april 2017

TIBETKOMMISSIONEN DAG 23 - Den 11. maj 2012 mødte to PET-folk op på Politigården i København. Sammen med ledende politifolk skulle de drøfte den indledende planlægning af et kommende statsbesøg fra den kinesiske præsident.

Hverken PET eller Københavns Politi vidste på daværende tidspunkt ret meget om programmet for det kinesiske statsbesøg. Men PET kunne ved mødet viderebringe to væsentlige bekymringer til Københavns Politi.

Det forklarede politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Politi, der torsdag var indkaldt til genafhøring i Tibetkommissionen. Han deltog selv i mødet 11. maj.

PET’s første bekymring gik ifølge Mogens Lauridsen på, at kineserne ville være »meget sarte over for demonstrationer«. For det andet understregede PET-folkene »vigtigheden af, at det blev et velgennemført besøg, fordi det kunne have indflydelse på vores nationaløkonomiske forhold«.

Mogens Lauridsen afviste over for kommissionen, at PET’s bekymringer fik nogen indflydelse på, hvordan Københavns Politi planlagde det efterfølgende statsbesøg. Det var alment kendt, at kineserne var sarte, og PET-folkene forsøgte ifølge ham ikke at påvirke, hvordan politiet skulle håndtere besøget.

»Det var der intet af,« sagde han.

Efter dette indledende møde, forklarede Mogens Lauridsen, deltog han ikke i den detaljerede planlægning af det kinesiske besøg.

Han kunne derfor ikke forklare kommissionen, hvordan PET’s bekymringer tilsyneladende fandt vej ned gennem rækkerne i Københavns Politi og materialiserede sig i en skriftlig ordre om, at den kinesiske præsident skulle skånes for synet af demonstranter og tibetanske flag, når han kørte gennem København.

Besked fra PET

Den nævnte ordre er selve årsagen til, at Tibetkommissionen blev nedsat af daværende justitsminister Søren Pind (V) i efteråret 2015.

Den politikommissær, der var ’pennefører’ for ordren, har forklaret, at en PET-agent ringede til ham under forberedelserne til besøget og understregede, at det var vigtigt, at præsidenten ikke så nogen demonstranter. Der var handelsaftaler for 20 mia. kr. på spil, skulle PET-manden have forklaret ham.

Nogenlunde samtidig fandt den kontroversielle ordre vej ind i den såkaldte operationsbefaling. Hidtil har ingen erkendt, at de har læst denne skriftlige ordre, før kommissionen blev nedsat, tre år efter besøget.

Mogens Lauridsen fastholdt torsdag, at han kun læste den første version af operationsbefalingen, og at ingen fortalte ham om det, da den kontroversielle ordre blev skrevet ind i en senere version. Det burde den operationsansvarlige have fortalt ham, mente han.

»Ja, 100 procent. Så var det ikke kommet med,« sagde han.

Meget mærkeligt

Mogens Lauridsen benægtede under afhøringen eksistensen af et mystisk telefonopkald, som han skulle have modtaget få dage inden det kinesiske besøg i 2012.

Daværende politidirektør i København Johan Reimann har fortalt kommissionen, at han ringede til Mogens Lauridsen for at viderebringe en besked fra en ledende medarbejder i Justitsministeriet. Beskeden var ifølge Johan Reimann et ønske om, at det kinesiske besøg blev »værdigt og ordentligt«.

Men den telefonsamtale har ifølge Mogens Lauridsen aldrig fundet sted.

»Det er meget mærkeligt, at han (Johan Reimann, red.) siger det.«

»Jeg har ikke haft den samtale.«

Det ville desuden være »særdeles usædvanligt«, hvis politidirektøren skulle have kontaktet Mogens Lauridsen direkte, mente han. Den normale »kommandolinje« ville gå gennem Mogens Lauridsens nærmeste chef.

Hvem fandt ordren?

Der findes flere forskellige udlægninger af, hvordan politiets skriftlige ordre om at gemme demonstranter af vejen kom frem i lyset.

Alle er enige om, at det var daværende politidirektør Thorkild Fogde, der i 2015 gik til justitsministeren og gjorde ham opmærksom på ordren, hvorefter en kommission blev nedsat for at komme til bunds i sagen.

Men der er uenighed om, hvordan Thorkild Fogde opdagede ordren. Fogde har selv fortalt kommissionen, at han den 25. september bad sin sekretær om at finde alt tilgængeligt materiale om det kinesiske statsbesøg frem, så han kunne gennemgå det i en weekend.

Den kontroversielle ordre var ikke en del af det materiale, han fik med hjem. Derfor opdagede han den først den 30. september, da en sekretariatschef kom ind på hans kontor og viste ham den.

Mogens Lauridsens forklaring er en anden. Lauridsen påstår, at det var ham, der fandt ordren under en gennemlæsning på sit kontor og derefter gik direkte ind til Thorkild Fogde og viste den til ham.

Politiinspektør Peter Olesen Dahl har forklaret, at det var ham, der gjorde Mogens Lauridsen opmærksom på ordren. Også dette afviste Mogens Lauridsen torsdag.

Måske kan kommissionen kaste lys over, hvem der har ret, når den afhører chefpolitiinspektør Torben Mølgaard Jensen fredag. Han deltog i slutningen af september i et møde med både Thorkild Fogde og Mogens Lauridsen.

Serie

Tibetsagen

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag – i strid med Grundloven.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Det og meget mere skulle Tibetkommissionen give svar på gennem nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre. Kommissionens rapport blev publiceret i december 2017.

I juni 2018 blev regeringen og oppositionen enige om at genåbne kommissionen for at undersøge mails, som ikke er blevet udleveret til Tibetkommissionen i første omgang.

Seneste artikler

  • Gamle magnetbånd viste sig at gemme på opsigtsvækkende mails i Tibetsagen

    24. april 2021
    I et retslokale på Frederiksberg fortsætter Tibetkommission II sine bestræbelser på at finde forklaringen på politiets lovstridige håndtering af demonstranter under ministerbesøg fra Kina. For nylig har kommissionen fået adgang til hidtil ukendte mails gendannet fra magnetbånd fundet i en affaldscontainer i Udenrigsministeriet
  • Pensioneret politimand retter pilen mod sin gamle chef i Tibetsagen

    5. december 2018
    Tidligere chefpolitiinspektør Kai Vittrup har benægtet, at han har sørget for at gemme demonstranter af vejen under kinesiske besøg. Men tirsdag blev han modsagt af en pensioneret vicepolitiinspektør, der vidnede for Tibetkommissionen. Ifølge hans forklaring var det netop Kai Vittrup, der videreformidlede kinesernes ønsker
  • Politiet slår tilbage – den nye Tibetkommission kommer flyvende fra start

    29. november 2018
    Allerede på første afhøringsdag i den gennedsatte Tibetkommission kom flere opsigtsvækkende oplysninger frem. Flere politifolk trækker nu PET og Udenrigsministeriet dybere ind i sagen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John S. Hansen

Mon ikke den gode Lauridsens charge er tilstrækkelig høj til at han slipper af limpinden!

På det niveau placeres der sjældent et tyngende ansvar, med konsekvenser for pension mm.

Havde der været tale om en politiassistent, så var vedkommende ude af Dansk politi allerede!!