Nyhed
Læsetid: 3 min.

Rapport advarer om problemer med radikaliseringsplan

Regeringen vil bekæmpe ekstremisternes fortælling, eller propaganda, med sin egen modfortælling. Men en ny rapport advarer om, at sådanne mod-fortællingskampagner i bedste fald risikerer ikke at virke og i værste fald virke mod hensigten. Justitsministeren forsikrer dog, at kampagnen i praksis vil blive udført »på en måde, der står mål med udfordringerne i Danmark«
Søren Pind erkendte ved præsentationen af radikaliseringsplanen, at regeringen bevæger sig ind på »uprøvet territorium« med en modkampagne mod ekstremisme. Men nu advarer rapport om, at modkampagnen i værste fald kan have den modsatte effekt

Søren Pind erkendte ved præsentationen af radikaliseringsplanen, at regeringen bevæger sig ind på »uprøvet territorium« med en modkampagne mod ekstremisme. Men nu advarer rapport om, at modkampagnen i værste fald kan have den modsatte effekt

Rune Aarestrup Pedersen

Indland
19. april 2017

Tidligere justitsminister Søren Pind (V) har sammenlignet det med den russiske revolution. Hvis Vesten vil vinde kampen mod ekstremisterne, er svaret ikke at gå efter deres såkaldte nyttige idioter. Svaret er i stedet at gå efter intelligentsiaens fortælling, eller propaganda, som får de nyttige idioter til at blive, hvad de er.

Men nu advarer Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i en ny rapport om, at regeringens modsvar på ekstremisternes fortælling, nemlig de såkaldte mod-fortællingskampagner, måske alligevel ikke er svaret.

I rapporten The trouble with counter-narratives (Problemet med mod-fortællinger) konkluderes det nemlig, at »brede mod-fortællingskampagner hverken er nødvendige eller passende, og at de potentielle negative sideeffekter ikke er acceptable, når de måles imod de forventede fordele«.

DIIS’ rapport kommer, efter at regeringen i oktober fremlagde en »national handlingsplan« mod ekstremisme og radikalisering, hvor tre af tiltagene netop er forsøg på at engagere civilsamfundet i sådanne mod-fortællingskampagner. Kampagner, der skal forhindre, at ekstreme og radikale synspunkter får lov til at stå uimodsagt på internettet og sociale medier.

»Udfordringen ved antiradikaliserings- eller mod-fortællingskampagner er blandt andet, at man opstiller et normalitetsbillede, som måske ikke er et normalitetsbillede – som for eksempel diskussionen af, hvad danskhed egentlig er,« siger en af rapportens forfattere, videnskabelig assistent Karin Møller. »For det første risikerer man, at folk føler sig endnu mere marginaliserede – og endnu mere udenfor – ved at fortælle, at hvis du ikke passer ind i dette normalitetsbillede, så er du forkert på en eller anden måde. Hvilken kan gøre, at modtageren bliver endnu mere modtagelig for radikal propaganda. Og for det andet risikerer man, at modtageren bare er ligeglad, da modfortællingen ikke rammer noget, men snarere bekræfter og styrker de fortællinger, man egentlig ønsker at modvirke. I stedet for de brede kampagner er det derfor bedre at prøve at identificere de forskellige individer og grupper, og hvad de tiltrækkes af – fordi det netop er forskellige ting, der tiltaler dem«

Ifølge rapporten mangler der videnskabelige beviser for, at sådanne mod-fortællingskampagner virker efter hensigten, på trods af ikke bare Danmark men også EU og FN i stigende grad begynder at opruste med sådanne kampagner i kampen mod terror.

Det altoverskyggende problem er, at det ikke er bevist, at det at høre, se og læse voldelige ord også fører til voldelige handlinger. At idéer med andre ord er roden til det onde.

»Modtagerne af ekstremistisk propaganda er ikke nødvendigvis tilfældige, naive individer, som bliver hjernevasket ved kontakten med denne, men aktive individer, som ofte af en af kombination af en række komplekse årsager, interagerer med sådanne fortællinger og propaganda,« hedder det i rapporten.

Søren Pind erkendte ved præsentationen af handlingsplanen, at regeringen bevæger sig ind på »uprøvet territorium«, men henviste til behovet for at forsøge nogle ting – uden med sikkerhed at kende resultatet.

Andre eksperter har da også tidligere troet mere på idéen om at »drukne problematiske informationer i modkampagner« (som lektor ved Syddansk Universitet Kirstine Sinclair har udtrykt det).

Enhedslistens retsordfører, Rune Lund, har tidligere talt for »digitale gadeplansmedarbejdere«, men han understreger, at dette ikke er det samme som regeringens foreslåede »digitale fornuftsstemmer«.

»Vores holdning har hele tiden været, at der skulle være tale om social- og gadeplansmedarbejdere, som i deres arbejde skal være opmærksomme på, hvad der foregår på digitale platforme,« siger Rune Lund. »Ikke nogle kloge, bedrevidende typer, der – muligvis uden at give sig til kende med deres rigtige navn – sidder bag ved en computer og debatterer med løftede pegefingre.«

Søren Pinds efterfølger som justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), skriver i en kommentar til DIIS’s rapport, at »den danske indsats for at bekæmpe og forebygge ekstremisme og radikalisering er kendetegnet ved flerstrengede og tværfaglige initiativer, der tilgår udfordringerne fra flere fronter på samme tid«:

»Et af de mange nye initiativer i handlingsplanen vedrører mod- og alternative narrativer og bygger på erfaringer fra Storbritannien og anbefalinger fra Europa-Kommissionen. Den nærmere udmøntning af initiativet er stadig under nøje overvejelse, så det i praksis udføres på en måde, der står mål med udfordringerne i Danmark.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Lucas

Det vil absolut ingen effekt have. Pind bor i et alternativt univers hvor magt taler og folket lytter. Uden undtagelse, med mindre de sælger marihuana på Christiania. Længere er den ikke.

Niels Duus Nielsen

Betegnelsen "nyttig idiot" får en helt ny betydning, når det bliver en stillingsbeskrivelse inden for statsadministrationen. Hvis statsræson autoriseres af den til enhver tid siddende regering og fremover skal kaldes "sund fornuft", vil den folkelige sunde fornuft, som i al sin mangfoldighed er det sidste bolværk mod postmodernismens trusler, kunne kaldes "idioti". Således vil fornuft blive erstattet af idioti og idioti af fornuft. Det er altid spændende med nye definitioner på gamle fænomener, men hjælper det noget?

For øvrigt, jeg går ud fra at disse statsansatte nyttige idioter, der skal udlægge den sunde fornuft for os almindelige dødelige, vil blive udsat for en grundig politisk screening. For hvis der ikke er berufsverbot vil jeg da søge stillingen. Jeg har mange meninger om mange ting, så hvorfor ikke tjene lidt ekstra?

Egon Stich, Torben Skov og Morten Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

De borgerlige inklusiv socialdemokratiet og SF har et stort problem med mod-fortællinger og det er at enhver fortælling om vores samfund også åbner op for en socialistisk modkritik af samfundet. Vores samfund er skruet så meget sammen efter storkapitalens ønsker og krav, at det reelt, at stille sprøgsmål; om vi har så meget at skulle have sagt i vores egen tilværelse, at vi kan kalde os frie mennesker.... det tror jeg personligt ikke.
- Bare tag, at børnene køres ned med stress i folkeskolen, det er udtryk for frie menneskers frie vilje, at vi må acceptere at sammenbrud på grund af stress for børn, det er en umenneskelig holdning der er trukket ned over hovedet på - alle er uenige uanset om man selv har børn eller ej.

Det store flertal af befolkningen er ikke rædde, for at arbejde mere, kræve mere i skat af koncernerne, at give de unge et sabbat år uden at straffe dem for det også selvom det betyder vi skal importere nogen akademikere.....folk er ikke så princip fast i forholde til at fylde de riges lommer, hvis det hele ville blive lidt bedre ved at sætte tempeoet lidt ned. Er der ikke også flertal for frigivelse af hash!!!! Mere video overvågning!!! og flertal for en betalingsring omkring København og meget mere, som ville blive gennemført hvis ikke politikerne sagde nej..... folk føler sig ikke fri eller hørt af politikerne i Danmark og derfor vil modfortællinger være farlige.
Problemet med en modfortællingen er at den vil blive gennemhullet og at enhver rød blodet socialist med en puls vil fare på barrikaden og provogandere for et bedre samfund.....

- De borgerlige er nødt til at forsætte historien om at vores samfund er i krise og på pumperne, hvorfor det er indlysende at der ikke er plads til særligt meget individuel frihed.... de borgerliges modfortælling kan ikke vinder over terroristerns undtagen i Gentofte, hvor de ikke har flygtninge og åbenbart heller ikke vil have det... En socialistisk modfortælling, der kritisere vores samfund vil derimod være meget succesfuld alle andre steder end i Gentofte....
... Nå! tilbage til pumperne ellers synker skibet, som de borgelige siger...

Egon Stich, Torben Skov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar