Regeringen vil snarest lave et eksternt opslag af den stormomsuste stilling som dansk generalkonsul i Flensborg til besættelse fra september i år. Som kvalifikationskrav vil indgå »erfaring fra centrale hverv i dansk politik«.
Det oplyste udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i går på et åbent samråd i Folketingets Udenrigsudvalg. Samuelsens tilstedeværelse i udvalget var udløst af spørgsmål fra Enhedslistens Christian Juhl, der ville høre om sagens hidtidige forløb, og hvilke planer regeringen har om stillingens fremtid.
Om begge emner var Anders Samuelsen særdeles fåmælt. Udenrigsministeren henviste dels til, at der er tale om en personalesag, dels til, at der er tale om »interne beslutningsprocesser i regeringen«, som Samuelsen – ifølge eget ordvalg – »hverken kan eller skal udtale sig om«.
Christian Juhl beklagede ministerens manglende meddelsomhed og henviste til, at sagen har været diskuteret indgående offentligt, også i grænselandet og dets medier. Christian Juhl ville høre, »hvilke principper sagen er behandlet ud fra«.
Det ville ministeren ikke udtale sig om. Christian Juhl spurgte dernæst, om forløbet kan kaldes »atypisk« – i betragtning af at stillingen hidtil kun har været erklæret ledig efter anmodning fra den siddende generalkonsul eller efter dennes død.
Samuelsen svarede: »Stillingen i Flensborg er ikke som andre. I dette tilfælde har vi haft en generalkonsul siddende i 18 år.«
Samuelsen ville ikke svare på, om udskiftningen af den nuværende generalkonsul med Bertel Haarder – der siden trak sig – var en del af aftalerne ved dannelsen af VLAK-regeringen. Samuelsen henviste til, at det er et internt regeringsanliggende.
Christian Juhl udtrykte frustration over ministerens »meget formelle svar«. Men det gjorde ikke Samuelsen mere meddelsom.
Pinagtigt forløb
Samrådet kommer i slipstrømmen på et forløb, der har været pinagtigt for VLAK-regeringen. Efter regeringsomdannelsen i november meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen som ny dansk generalkonsul i Flensborg udnævnte Venstres Bertel Haarder, som Løkke havde ladet falde som minister.
Haarder gav selv udtryk for, at han anså generalkonsulposten som kompensation for den mistede ministertaburet. Haarder udtalte samtidig bitterhed over at være blevet afsat efter kun 17 måneder som kultur- og kirkeminister – i betragtning af at han ved at acceptere ministerposten havde givet afkald på formandssædet i Folketinget og dermed banet vej for Pia Kjærsgaard (DF).
Generalkonsulembedet skal betjene de dansksindede syd for grænsen, men herfra blev der imidlertid udtrykt misfornøjelse over Haarders udnævnelse. Den nuværende generalkonsul, den 66-årige diplomat Henrik Becker-Christensen, nyder bred respekt og har ikke ønsket at fratræde stillingen. I kritiske indlæg i Flensborg Avis blev henvist til, at Haarder nu fylder 73 år, og at embedet med ham reduceres til en retrætepost.
Samtidig kom det frem, at Haarder ikke havde søgt stillingen – hvad både Becker-Christensen og hans nu afdøde forgænger, den tidligere konservative minister H.P. Clausen, havde gjort.
Herefter valgte Bertel Haarder at trække sig med forklaringen: »Jeg troede, den tilbudte post var på vej til nybesættelse … Jeg vil ikke trænge mig på.«
Politisk udnævnelse
Løkke vil imidlertid ikke lade Becker-Christensen beholde embedet i Flensborg. Løkke erklærede, at rollen skal udfyldes af en person med en stærkere politisk profil.
»I Danmark er vi alt for dårlige til at drage nytte af de kompetencer, som erfarne politikere oparbejder gennem et langt liv i politik,« sagde Løkke i december til Ritzau.
I januar lød det, som om der blev lagt billet ind på generalkonsulstillingen af tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), der mistede sit embede som følge af en tillidskrise i forhold til De Konservative om miljøbelastningen ved regeringens ’landbrugspakke’. Eva Kjer Hansen erklærede over for DR, at posten som generalkonsul »ligger ligefor« i forhold til hendes profil.
»Jeg har siddet i nogle år som formand for femmandsudvalget – udvalget der varetager relationerne til det danske mindretal syd for grænsen. Jeg har erfaring fra min tid i Europa-Parlamentet, jeg taler tysk og kommer meget i Tyskland,« sagde Eva Kjer Hansen.
I begyndelsen af marts meddelte Eva Kjer Hansen imidlertid, at hun ikke var interesseret i stillingen, og at det kun var medierne, der havde bragt hende i spil.
Samrådsspørgsmålene fra Enhedslisten om generalkonsulstillingen var oprindeligt stillet til både udenrigsministeren og statsministeren, men Lars Løkke har brugt sine beføjelser som statsminister til at bestemme, at spørgsmålet kun besvares af udenrigsministeren.
Hvorfor fik den nuværende ikke lov at fortsætte, det lugter da langt væk af en " løkkefidus" igen. At have politisk er faring er da ikke altid en gevinst, det ses da tydeligt på nuværende regering.
Regeringen er nogen arrogante kyniske rø.......!
Stillingen var besat, indtil den skulle bruges til at bestikke Bertel med.
Det er nok ikke lige den slags arbejdsgivere, man har det helt store tilovers for.