Kommentar
Læsetid: 5 min.

En skør strid om natur eller miljø

Som stor folkelig organisation må Danmarks Naturfredningsforening på én gang beskytte natur og værne miljø – plus kæmpe for den bortstuvede planlægning af by og landskab, skriver David Rehling, der som foreningens direktør selv måtte balancere mellem miljø- og naturbeskyttelse
Indland
19. april 2017

Umiddelbart lyder spørgsmålet skørt: Hvad er vigtigst – at beskytte naturen eller værne miljøet? Natur og miljø skulle jo gerne være to sider af samme sag.

Naturbeskyttelse handler om at opretholde skønhed i naturen og sikre den rigdom og alsidighed i det dyre- og planteliv, som de økologiske kredsløb skaber mulighed for.

Miljøværn er bestræbelser på at fjerne eller dog mindske den menneskeskabte negative påvirkning af de økologiske kredsløb.

De to tilgange kan ikke klart afgrænses fra hinanden. Alligevel kan vægtningen af dem give anledning til strid. I Information fredag den 7. april retter naturaktivisten Michael Stoltze en bebrejdelse mod den nuværende præsident for DN, Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen: Siden sin tiltræden i 2006 har hun redet »sin personlige kæphest: Kampen for 100 procent økologisk landbrug i Danmark og mod konventionelt landbrug«.

Det kalder Stoltze »en kamp – som modsat hvad mange tror – ikke har noget at gøre med at passe på naturen«.

Stoltze fortsætter: »Derfor bør foreningen skifte kurs og sætte naturen i højsædet. Naturen og dens mangfoldighed er en vindersag. Vi vil have natur for vores egen skyld. Fordi det gør os rige og glade. Vi vil have smukke landskaber, fugle, sjove biller, flagrende sommerfugle og blomster i grøftekanterne.«

Komplekset truer

At det ikke er så enkelt at sætte naturen over miljøet, fremgår af, at de landskaber og det rige dyre- og blomsterliv, som Stolzte gerne vil glæde sig selv og andre med, navnligt er truet af det moderne agro-kemisk-industrielle kompleks, som dansk konventionelt landbrug har udviklet sig til.

Om naturfredningsforeningens præsident ville have forsvaret sig ved at henvise til selvmodsigelse i Stoltzes kritik, er ikke til at vide. Til den journalistiske dækning, som Information bragte samme dag som Stoltzes kritiske kronik, nægtede Ella Maria Bisschop-Larsen nemlig at udtale sig. Men som den medlemsvalgte leder af en af Danmarks største folkelige organisationer må Ella Maria Bisschop-Larsen nødvendigvis gå ind i en offentlig debat, der rejses om prioriteringen af foreningens indsats mellem to hovedopgaver.

Så meget desto vigtigere, fordi debatten ikke er ny. Som det anføres af flere af de kilder fra tidligere DN-ledelser, der har været villig til at udtale sig til Information, er vægtningen mellem naturindsatsen og miljøindsatsen fra tid til anden blevet et heftigt stridspunkt i foreningen.

Det kan jeg bevidne. Jeg var nemlig i 12 år foreningens direktør. Da jeg i 1984 søgte stillingen, vidste jeg ikke, at foreningen netop på det tidspunkt befandt sig i indre kamp om netop det emne. Min uvidenhed var nok en fordel, for havde jeg vidst, hvor hedt diskussionen gik for sig, ville det tænkeligt have afholdt mig fra at søge.

Når jeg blev foretrukket i ansøgerfeltet, kan det skyldes, at ’naturfløjen’ på det tidspunkt var overtallig i foreningens ansættende forretningsudvalg. Jeg kom fra en naturfrederbaggrund, havde været fuldmægtig i Overfredningsnævnet og i Miljøministeriets fredningskontor. Min tilknytning til miljøet var på papiret mere luftig, idet jeg på universitetet havde undervist i blandt andet miljøbeskyttelsesloven.

En tilståelse

Og – tilstået – jeg havde nok regnet med, at jeg som direktør altovervejende skulle koncentrere mig om at puste liv i de traditionelle fredningssager. Sådan kom det ikke til at gå.

Kun tre uger efter jeg var udnævnt til direktør, blev en ny præsident for foreningen valgt af dens repræsentantskab, hvor der formentlig var overtal af miljøfløjen. Den ny præsident hed Svend Bichel og var lektor i biologi og navnlig kendt for sin indsats for at dæmpe de skadelige natur- og miljøpåvirkninger af en uoverlagt 1966-inddæmning af Hjarbæk Fjord, der ligger ved Limfjorden.

Svend Bichel og jeg, der ikke før havde truffet hinanden, stod med den opgave at forsone foreningen i konflikten mellem naturfredere og miljøbeskyttere. Umiddelbart lagde vores baggrunde op til, at jeg tog fredningsdelen, og Svend Bichel tog miljødelen. Sådan kunne det ikke gøres i praksis.

Som netop Bichels erfaringer med Hjarbæk Fjord viste, var det vitterligt to sider af samme sag: For eksempel havde inddæmningen drastisk nedbragt Hjarbæk Fjords saltindhold, hvad der afstedkom en rædselsfuld myggeplage. Er det er natur- eller et miljøproblem?

Bichels vedholdende indsats var med til at opnå, at sluserne ved Hjarbæk blev åbnet i 1991, så fjorden kunne begynde tilbagerejsen til en naturtilstand.

Og jeg kom til på mine direktørskuldre at bære kampen for en vandmiljøplan, der kunne bringe 1980’ernes stadigt hyppigere iltsvind til ophør. Den kamp udløste en voldsom modreaktion fra landbrugslobbyen. Landbrugets indædte modstand fortsætter den dag i dag.

Udeleligheden

Af Svend Bichels og mine 12 makkerår har jeg lært, at det er en stor formidlingsopgave for folkelige grønne organisationer at fremhæve, at kampen for natur og miljø er udelelig. Vi søgte på én gang at tydeliggøre behovet for fredninger, der viser en uspoleret natur, og for en miljøindsats – også over for landbruget – der sikrer, at de økologiske kredsløb ikke bryder sammen. Hvis begge dele gøres med en energisk aktivisme, er der ikke noget modsætningsforhold at skændes om.

Svend Bichel og jeg fik yderligere den erfaring, at natur- og miljøbeskyttelse er nemmere at forene, når der inddrages en tredje side: Nemlig den planlægning af byudvikling og landskabsanvendelse, der er nødvendig for, at et lille land kan udnytte sine ressourcer mest rationelt.

Denne planlægning er siden 1990’erne kommet i miskredit hos politikere, fordi den mindsker deres mulighed for impulsivt at fremme projekter, der har deres partipolitiske bevågenhed. Man kan sige, at netop denne forhindring af politisk improvisation er formålet med en langsigtet planlægning.

Men desværre er det kummerlige resultat blevet, at den fysiske planlægning er blevet udskilt af Miljøministeriet og stuvet over i Troels Lund Poulsens Vækstministerium, hvor den behandles som lammekid af løven.

Naturfredningsforeningen burde forsøge at rejse en folkelig stemning for, at planlægningen igen føres tilbage til Miljøministeriet, hvor den sammen med natur- og miljøbeskyttelsen kan udgøre en treenighed.

Vil man et grønt Danmark, må man ønske, at Danmarks Naturfredningsforening arbejder sig ud af indre konflikter og frem til en endnu stærkere stilling i den danske befolkning.

Landet har beklageligvis en regering, der underdanigt kryber for landbrugets svinebaroner og fiskeriets kvotekonger – uden at denne underdanighed har nogen bred tilslutning i befolkningen.

At bruge den folkelige opbakning som pres til en markant anderledes dansk natur, miljø- og planlægningspolitik, er en værdig – og påtrængende – opgave for en stor national medlemsbåren grøn forening.

David Rehling var i årene 1984-96 direktør for Danmarks Naturfredningsforening

I  en tidligere version af artiklen blev den omtalte kronik tillagt Martin Stoltze. Kronikken er imidlertid skrevet af Martins bror Michael Stoltze. Information beklager og undskylder forvekslingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Tak til Rehling for denne oplysende artikel.

John Damm Sørensen

Jeg takker også David Rehling for artiklen.
Når det er sagt, så giver jeg ikke fem potter p.. for DN. Den forening har for mig for længst udspillet sin rolle. Ikke mindst fordi foreningen igennem mange år har ment at skulle have en mening om alt, og dermed om intet.
Og ikke mindst fordi jeg blev mødt af folk i DNs ledelse, som påstod, at Naturbeskyttelsesloven ikke gælder i byzone. Det kostede en værdifuld bestand af spidssnuede frøer deres leve- og opholdssteder på et 20.000 m2 stort grønt område i Gladsaxe i TV-byen. Og ikke mindst den optræden DN lagde for dagen med den såkaldte fredning af Bagsværd Sø, som nu tillader fjernelsen af 3000 m2 fredskov og forringelse af levevilkårene for flagermus til gavn for en uinteressant rosport, som end ikke den olympiske komite finder værdig. Jeg tænker naturligvis på guldfireren.

Michael Stoltze

Kære David

Det er vist første gang nogensinde, jeg er blevet kaldt "naturaktivist" - eller er det min broder Martin, som du skrev om i første omgang, du mener er naturaktivist? Der er han vist heller ikke...

Dernæst: Ja - det er helt skørt, hvis min opfordring til DN om at gøre det bedre for naturen bliver udlagt som en strid mellem natur og miljø. Det er (som jeg skriver i kronikken) jo omsonst at passe på naturen, hvis den bare bliver ødelagt af forurening.

Med venlig hilsen

Michael Stoltze

Biolog og forfatter

Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes at DN er på helt rette vej med den nuværende kamp for mere økologi og mindre agrokemisk industrilandbrug. Foruden hvad den ellers blander sig udmærket i såsom den nye planlov eller
sagen om placering af testcenter for store havvindmøller, på en højt kvalificeret faglig måde, men hvor foreningen pegede på agerjord uden natur, frem for fredskov. (Østerild)

Men generelt er miljøværn og bedre natur to sider af samme sag. Manglende miljøværn kan endda kravle helt ind i de fredede områder og skade naturen der

Kurt Loftkjær

DN's rolle ved Bagsværd Sø

Det er anført at DN ikke har gjort noget for Bagsværd Sø. Blot vil jeg påpege, at DN Gladsaxe har gjort alt, hvad man kunne og mer til. I skrivende stund er Fredningsnævnets fredningsdispensation fra Fredningen af Bagsværd Sø blevet ophævet og hjemvist.
Hvad DN's sekretariatet og det Forretningsudvalget har formået at gøre for Bagsværd Sø, vil jeg overlade til dem at forklare.
I DN Gladsaxe har vi i årtier talt med naturens stemme og den stemme rummer et helhedssyn dvs. vi taler bæredygtighed, miljø, klima og natur som et sammenhængende hele. Vi gør opmærksom på, at menneskeheden ikke overlever som art, hvis den ikke meget snart kommer i balance med naturen og dens følgesvende.
Det er med beklagelse at vi møder stigende aktiv modstand i de politiske kredse, som kun ser naturen som et tag selv-bord samtidig med, at de alle kalder sig grønne. Kredse som bakkes op af selvtilfredse hellige, som ser det mindste helt ubetydelige tiltag som et fremskridt. Og som hylder sig selv og lyser andre i band.