Læsetid: 4 min.

Er velfærdsstaten truet af indvandring?

De omkostninger, der er forbundet med indvandrere og flygtninge, truer ikke finansieringen af velfærdsstaten, vurderer eksperter. Men det kan svække befolkningens opbakning til velfærdsmodellen, hvis uligheden stiger, og opfattelsen af, at en bestemt gruppe ikke bidrager, spreder sig
Danmarks gratis uddannelsessystem hjælper til, at ulighederne mellem førstegenerationsindvandrere og gennemsnitsbefolkningen reduceres kraftigt over tid, forklarer Grete Brochmann, professor i sociologi. Her er det en lektiecafé for unge flygtninge, som eleverne på Gammel Hellerup Gymnasium selv står for. (Arkivfoto)

Danmarks gratis uddannelsessystem hjælper til, at ulighederne mellem førstegenerationsindvandrere og gennemsnitsbefolkningen reduceres kraftigt over tid, forklarer Grete Brochmann, professor i sociologi. Her er det en lektiecafé for unge flygtninge, som eleverne på Gammel Hellerup Gymnasium selv står for. (Arkivfoto)

Ivan Boll

12. april 2017

Det kræver en stramt reguleret udlændingepolitik at bevare det danske velfærdssystem. Det synes at være en analyse, der efterhånden deles af størstedelen af Folketingets partier.

Og spørgsmålet om, i hvilket omfang indvandring fra ikkevestlige lande er foreneligt med en velfærdsstat som den danske, er kun blevet mere aktuelt efter, at Finansministeriet mandag fremlagde en rapport, der konkluderer, at indvandrere, flygtninge og deres efterkommere kostede de offentlige finanser 28 milliarder kroner i 2014.

Omkostningerne skyldes først og fremmest, at folk fra ikkevestlige lande – særligt i første generation – har en markant lavere beskæftigelsesgrad end majoritetsbefolkningen.

Den nye rapport om indvandrere viser ifølge Kristian Thulesen-Dahl, at den ikkevestlige indvandring er »en trussel imod vort velfærdssamfund.«
Læs også

Allerede få timer efter, at rapporten blev offentliggjort, beskrev Dansk Folkepartis Peter Skaarup omkostningerne som en ’trussel mod vort velfærdssamfund’. På samme måde forklarer og forsvarer socialdemokrater partiets stramme linje på udlændingeområdet med, at en stor tilstrømning af ikkevestlige indvandrere potentielt truer selve kernen i det socialdemokratiske projekt: velfærdsstaten.

Masseindvandringen har været en fiasko, »som de vestlige landes økonomier og politiske og sociale strukturer ikke kan bære«, skrev partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, tidligere på måneden i Information, og folk siger nu fra, fordi »det truer eksistensen af det velfærdssamfund, Socialdemokratiet gav dem, og det vil de ikke af med«.

Antal betyder noget

Om der er et særligt modsætningsforhold mellem de nordiske velfærdssystemer og høj indvandring, er noget, der diskuteres i hele Skandinavien.

Ovenpå flygtningekrisen i 2015, hvor Norge modtog 31.000 asylansøgere på et enkelt år, nedsatte regeringen den såkaldte Brochmann-kommission, der skulle undersøge de langsigtede konsekvenser af høj indvandring for det norske samfund. Og en helt central præmis for de analyser, de blev bedt om at lave, var bevarelsen af velfærdsstaten, forklarer professor i sociologi, Grete Brochmann, der stod i spidsen for kommissionen.

Kommissionen aflagde rapport den 1. februar i år og konkluderer, at omkostningerne ved indvandring i sig selv ikke udgør en fundamental trussel mod finansieringen af den norske velfærdsstat. Andre udfordringer, som befolkningens aldring og de faldende olieindtægter, fremhæves som mere presserende i økonomisk forstand.

I det hele taget er velfærdsstatens institutioner solide, vurderer Grete Brochmann. Og det er en stor resource, når det gælder integration af indvandrere.

»Særligt det gratis uddannelsessystem gør, at velfærdssamfundet håndterer indvandring ganske godt. Mange af ulighederne, man ser mellem førstegenerationsindvandrere og gennemsnitsbefolkningen, reduceres kraftigt over tid,« forklarer hun.

’Socialdemokratiet tager ansvar, sådan som vi altid har gjort,’ skriver Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen. ’Og som altid vil der stå en Rehling (David Rehling, red.) og svine os til undervejs, men for at citere en god gammel landstræner: Der ryger jo ikke et blad af et solidt bøgetræ, fordi der står et svin og gnubber sig op ad det.’
Læs også

Men kommissionen konkluderer også, at en vedvarende høj indvandring vil koste det norske samfund 62 milliarder kroner årligt. Det har ført til en heftig debat i Norge.

»Ingen af vores universalistiske velfærdsstater kan have åbne grænser. Hvis der kommer mange indvandrere med et lavt kvalifikationsniveau, men som har adgang til forholdsvist gavmilde velfærdsgoder, går regnestykket ikke op. Antallet og sammensætningen af indvandrere betyder helt åbenlyst noget,« siger Grete Brochmann. 

»Men hvor mange, der er for mange, er umuligt at sige. Det kommer an på økonomien, efterspørgslen på arbejdskraft, den førte politik og en række andre forhold.«

Det er et problem, at Norge – ligesom Danmark – ikke formår at bringe flere indvandrere i job, forklarer Grete Brochmann. De skandinaviske arbejdsmarkeder er, på grund af den høje produktivitet og de facto mindstelønninger, dårlige til at optage arbejdskraft med et lavt kvalifikationsniveau.

»Hvis de, som kommer hertil, kun i ringe grad er tilknyttet arbejdsmarkedet, øger det uligheden, hvilket udfordrer tilliden i samfundet. Konklusionen er altså, at det er et problem, hvis vi ikke bliver bedre til at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet,« forklarer Grete Brochmann.

Velfærdsstaten nyder bred opbakning i Norge, men det universalistiske princip er presset. Der er meget fokus på den belastning, indvandring udgør for statskassen, og flere ønsker at omlægge velfærdsstaten i retning af en todelt model, forklarer hun. En for majoriteten og en for nyankomne.

Tillid og lighed

Den danske lektor i statskundskab Per Mouritsen bidrog til Brochmann-kommissionen med et notat, der opsummerer den skandinaviske forskning i, hvordan indvandring påvirker velfærdsstatens legitimitet.

Han understreger, at en høj grad af tillid i samfundet er en forudsætning for de nordiske velfærdsmodeller. Vi ønsker ikke at betale skat, hvis vi ikke oplever dens institutioner som retfærdige og effektive, og har vi ikke tillid til hinanden, smuldrer opbakningen til økonomisk omfordeling.

Det er tvivlsomt, i hvilket omfang indvandring påvirker tilliden, forklarer han. I de skandinaviske lande er tillidsniveauet exceptionelt højt og har været stødt stigende gennem mange år. De økonomiske omkostninger ved indvandring kan dog påvirke tilliden på sigt.

Finansministeriets analyse er en endnu en advarsel om, at det må være en bunden opgave at få flere flygtninge og andre ikkevestlige indvandrere i beskæftigelse. Blandt andet bør det ske ved at fremme ligestillingen, sådan at langt flere kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet. (arkivfoto)
Læs også

»Indvandring vil skabe flere fattige og øge uligheden, fordi de har en lavere beskæftigelsesgrad. Det kan true tilliden, for vi ved, at der er en negativ sammenhæng mellem ulighed og tillid,« forklarer han.

»Vores opbakning til velfærdsstaten baserer sig på reciprocitet: Vi betaler med glæde vores skat, hvis vi forventer, at de andre også arbejder og betaler skat, såfremt de kan. Derfor er det naturligvis et problem for velfærdsstaten, hvis en bestemt gruppe – som tilmed er racialiseret – opleves som mindre bidragende. Som nogle, der ikke har evnerne – eller endnu værre: lysten – til at arbejde for fællesskabet,« vurderer Per Mouritzen.

Handler ikke om regningen

Indvandrere er en omkostning for velfærdsstaten, og man bør ikke gøre sig illusioner om andet, siger professor emeritus ved Københavns Universitet, Niels Kærgaard.

»Men det er en underskudsforretning i en størrelsesorden på ganske få procent af BNP. Det er ikke noget, der er livstruende for velfærdsstaten,« forklarer han.

Han understreger, at den folkelige og politiske reaktion på de økonomiske omkostninger ved indvandring er et større problem for velfærdsstaten end selve regningen.

»Der er problemer med, hvordan man får en velfærdsstat til at fungere, hvis indvandringen er meget høj. Velfærdsstater hører på sin vis sammen med nationalstaten og kræver en betydelig solidaritet i befolkningen,« vurderer Niels Kærgaard. Han betragter dog indvandring som et af flere symboler på den generelle globalisering. Og den truer velfærdsstaten.

»Der er opstået finansmarkeder, multinationale virksomheder og migrationsstrømme, som nationalstaten ikke er i stand til at styre, ligesom vi ikke har formået at opbygge internationale organisationer, der kan. Og befolkningens støtte til staten er naturligvis afhængig af, at den opfattes som effektiv og handlekraftig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • Pia Qu
  • Poul Schou
  • Hans Aagaard
Mette Poulsen, Pia Qu, Poul Schou og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er rart, at vi endelig kan få et mere præcist perspektiv på konflikten, der viser sig at være den samme som altid: at majoriteten pukker på minoriteten for ikke at være som den.

Søren Jacobsen

Lars Riber
13. april, 2017 - 17:02 - :-)

Om man trækker racisme kortet, som du gør det, ved kritik af konsekvenserne af øst EU landenes indvandring til Danmark afhænger sikkert af om man er ufaglært eller lavuddannet og dermed skal stå i direkte konkurrence med denne indvandring på arbejdsmarkedet og leve med konsekvenserne af de løn- og arbejdsforhold undergravende effekter det har, eller om man har sit på det tørre og ikke rammes af konsekvenserne og måske ligefrem har en fordel deraf.
Brexit er en direkte konsekvens af øst EU borgernes invasion af det britiske arbejdsmarked. Her har over én million fra øst EU overtaget store dele af det britiske ufaglærte og lavuddannede arbejdsmarked. Lige som en stor del af højre populisternes fremgang i EU kan tilskrives arbejdskraftens frie bevægelighed af billig ufaglært og lavuddannet arbejdskraft fra øst EU. Herhjemme i Danmark er tallet over 120.000. Eller ca. svarende til alle dagpenge modtagere i landet.

Men igen. Hvis man har sit på det tørre og kan drage fordel af den billige øst EU arbejdskraft kan man selvfølgelig ikke få nok af den invasion og finder det bekvemt med new-speech plusord at kalde kritikken for racisme.

Søren Jacobsen

I øvrigt er det ikke alle grupper af indvandrere fra ikke vestlige lande, som er en belastning af velfærdsystemet. Langt den største del af indvandringen fra syd øst asien er på arbejdsmarkedet og dermed en økonomisk overskudforretning for Danmark.

Det er helt urimeligt at trække disse mennesker med ind i en generel hvirvelstorm.

Mønstergenkendelse.

Kendte en gang en ægtemand, der altid klagede over skatterne var for høje, og derfor fik forslaget, at konen kunne da tage et job, det var i begyndelsen af 70’erne – en start på en forbrugsperiode, hvor der skulle to indtægter til for at holde en tidssvarende levestandard, helt efter tidens mode …

Den øjeblikkelige lettere forfærdede respons var forudseelig – min kone skal ikke arbejde

Det endte dog med, at manden tabte, da konen tog et heltidsjob efter eget valg, hvilket hun hele tiden havde ønsket for at hendes husholdningsbudget kunne hænge sammen – manden krævede jo sin daglige kødret …

Sådanne familiemønstre har muligvis helt sin egen cyklus – lettest genkendeligt i småborgerskabet/neo-almuen, også nogle gange afhængig af etnicitet, hvor det derfor pludseligt er blevet endnu et sprængfarligt emne at debattere – også her sørger nogen for, at racismekortet sidder løst – mageløst! …

Henrik Andersen

Det kan undre at den demografiske udvikling ved indvandring ikke berøres i debatten. Et er udgifter ved indvandring, noget andet og vigtigere synes jeg, er den kulturændring der sker med landet og som ikke kan skrues tilbage. Og det har intet med hudfarve at gøre ( for at komme racismekortet i forkøbet) KUN den tilhørende kultur der følger med ved indvandring og her må den største bekymring være om den muslimske kultur er forenelig med vores frihedsidealer og demokrati. Der vil jeg ikke give køb.

Mihail Larsen

Ortodoksi

I det meste af Europa satte Oplysningen gang i en religionskritik, der sammen med den allerede eksisterende sækulariseringsproces banede vejen for en afmytologisering af religiøse tekster. De skriftkloge præster mistede ved samme lejlighed deres monopol som moralens vogtere.

Denne proces har endnu ikke fundet sted i islam. Derfor søger mange muslimet stadig moralsk vejledning hos imamer og betragter Koranens ord som ufejlbarlige.

Sålænge det er sådan, vil der bestå en kløft mellem indvandrede (eller konverterede) muslimer og den almindelige (afmytologiserede og sekulariserede) danske befolkning.

Det ved de pågældende muslimer godt, og det er en af årsagerne til, at de frygter assimilering - og sender deres børn på 'genopdragelse' i hjemlandet, når de er blevet 'for danske'.

Henrik Andersen, Flemming S. Andersen og Peter Møllgaard anbefalede denne kommentar

Barometeret står på forsat religionskrig.
Imens arbejder i dette jubelår statsansatte embedsmænd med pibekrave på en fortsat sakralisering via samfundets officielle statsreligion på trods af sekularisering som resultat af oplysningens principper – medens en anden, efterhånden ret dominerende, verdensreligion anklages for ikke endnu at kunne fejre et tilsvarende jubelår eller kende til noget som helst, der bare minder om oplysning i vores forstand – en bundfrossen sakralisering af gamle dogmer og riter, også nede fra ørkenen, hvor der ellers burde være størst behov for en afsakralisering af alle religioner i det offentlige rum, hvis ikke for andet, så for den sociale freds skyld …

Jens Thaarup Nyberg

Mihail Larsen
14. april, 2017 - 09:57
"Nyberg 13/3 - 23:43
Min retorik var direkte møntet på dig - og din kommentar 13/3 - 19:49."
Og du er ikke mand for at give et ordentligt svar.
Du kan ikke undskylde dig med intellektualisme i en dialetisk proces:
""Alt det, som vi kalder for god pædagogik og opdragelse, det er - set fra deres synspunkt - ret kaotisk, indtil de forstår vores tankegang, ..."
http://www.boernogunge.dk/internet/boernogunge.nsf/0/50B8B51D469DCECFC12...

Jens Thaarup Nyberg

Mihail Larsen; 14. april, 2017 - 21:14
I Islam som i kristendommen har ingen monopol som moralens vogtere, selv om de skriftkloge vil bilde os det ind.

Sider