Analyse
Læsetid: 5 min.

Velkommen til Erdoganistan

EU gad aldrig Tyrkiet, og nu betales regningen i form af en Erdogan med fingeren på flygtninge-aftrækkeren og en national-religiøs retorik, der øger de europæiske samfunds i forvejen anspændte forhold til Europas muslimer.
EU gad aldrig Tyrkiet, og nu betales regningen i form af en Erdogan med fingeren på flygtninge-aftrækkeren og en national-religiøs retorik, der øger de europæiske samfunds i forvejen anspændte forhold til Europas muslimer.

Emrah Gurel

Indland
18. april 2017

Forud for folkeafstemningen om 18 tilføjelser til forfatningen, der nu medfører et skifte fra parlamentarisk til præsidentielt system, og i realiteten udgør den anden tyrkiske revolution efter etablering af republikken i 1923, publicerede 16 jurister og politologer et kompendium, der punkt for punkt påviste projektets demokratiske deroute.

Eller som Ibrahim Kaboglu, Tyrkiets førende forfatningsekspert (og fyret fra sit professorat på Marmara universitet for at have signeret en fredsappel) sagde det:

»Vedtages forfatningsændringerne aflyses en proces, der begyndte i 1839 med de første demokratiske reformer.«

For det blev et ja, om end med snæver margin – 51,3 procent mod 48,7 – og et blik på kortet over de 81 provinsers fordeling af stemmerne viser, at flertallet i de økonomisk udviklede vestlige provinser og i den industrialiserede Marmara-region samt i de krigsramte kurdiske områder i sydøst stemte nej. Altså vælgere, der har tid og råd til at interessere sig for demokratiske principper eller er så pryglede, at politik har hel konkrete konsekvenser.

’Koranbæltet’, det centrale Anatolien og Sortehavs-regionen, beboet af det segment, sociologerne kalder ’lav- og mellemindkomst-gruppen’ – stemte ja. Altså vælgere, der indtil for 15 år siden var uden for samfundets beslutningsprocesser, og for hvem adgang til læge- og bistandshjælp, uddannelse, billig offentlig transport og brød i skabet er vigtigere, end demokratiske principper.

Og dette ja - hvis det er et ja og ikke et fusket resultat, hvad oppositionen mener at kunne påvise - udstyrer præsident Recep Tayyip Erdogan med beføjelser, der vil reducere det tyrkiske parlament, Nationalforsamlingen, til gummistempel på hans dekreter.

Til gengæld øges antallet af gummistemplende parlamentarikere fra 550 til 600, hvilket ifølge nævnte kompendium vil ’gøre inter-parlamentarisk dialog og forhandling endnu vanskeligere.’

Det lyder ikke lovende: Ved afstemningen, der skaffede Erdogan de nødvendige mere end 330 mandater, så forfatningen kunne sendes til folkeafstemning, gik parlamentarikerne løs på hinanden med spark og knytnæver. En blev bidt i benet.

Essensen af forfatningsændringerne

Præsidenten overdrages parlamentets udøvende beføjelser.

Samtidig afskaffes posten som premierminister, da præsidenten fremover kan lovgive med dekreter uden at spørge parlamentet. Det gør han i øvrigt allerede nu, eftersomlandet er i undtagelsestilstand som en følge af det mislykkede militærkup i juli sidste år, og et formål med den nye forfatning er at legalisere den praksis også efter undtagelsestilstanden hæves.

Han får endvidere retten til at udskrive valg – eller aflyse valg, som parlamentetudskriver.

Præsidentvalg og parlamentsvalg vil blive afholdt samtidig, hvilket giver præsidenten en fordel i kraft af positionen som formand for sit politiske parti. Hidtil har præsidenten som princip stået uden for partierne.

Han vil endvidere tilrettelægge den årlige finanslov, og afviser parlamentet at godkende den, kan han lade den foregående finanslov køre videre.

Desuden vil han have immunitet ved lovbrud med mindre der er tale om brud på forfatningen, og i sådanne tilfælde vil det ifølge eksperternes kompendium ’være umuligt i praksis’ at retsforfølge ham.

Parlamentarikere fratages retten til at kontrollere magten med mundtlige spørgsmål og fremsættelses af mistillids-dagsordner til ministre.

Regulering af statutter for Det Øverste Statsråd, forsvarsministeriet og militærets generalstab overlades til præsidenten, ligesom han (med det regerende parti) direkte eller indirekte udnævner de 15 medlemmer af forfatningsdomstolen ved at kontrollere flertallet i ’Øverste Råd for Dommere og Anklagere’, retsvæsenets øverste myndighed.

Med dette katalog af beføjelser er Tyrkiet som rollemodel for ’muslimsk demokrati’ i sandhed aflyst. Men den rolle, indtil for nylig lovprist af vestlige politikere, hvilede også på ren fiktion, bortset fra reformer med tilløb til demokratisering i en kort periode fra 2002 til 2004, da udsigten til EU-medlemskab forekom reel.

Men EU bidrog selv til reformernes ophør ved at holde Tyrkiet ud i strakt arm – bl.a. ved at løbe fra erklærede løfter om at belønne de sanktionsramte tyrkiske cyprioter for deres ja til genforening med den græske side i 2004 – som de græske cyprioter sagde nej til, hvorefter de blev lempet ind i unionen.

Erdogan indså allerede da, at EU var en luftspejling, og den tillid, befolkningen havde til snarligt medlemskab, fordampede da også endegyldigt, da Angela Merkel og Nicolas Sarkozy afløste henholdsvis Gerhard Schröder og Jacques Chirac som ledere i Tyskland og Frankrig.

EU gad aldrig Tyrkiet, og nu betales regningen i form af en Erdogan med fingeren på flygtninge-aftrækkeren og en national-religiøs retorik, der øger de europæiske samfunds i forvejen anspændte forhold til Europas muslimer.   

Måske passede det Erdogan udmærket. EU var en nyttig løftestang til at skaffe sig af med militærets politiske dominans, som han udnyttede med stor tæft - og hen ad vejen skaffede han sig også af med de ledende AKP-politikere, der var europæisk (og demokratisk) orienterede, bl.a. forgængeren på præsidentposten, Abdullah Gül og den yngre komet, Ali Barbacan, der var Europaminister, finansminister og udenrigsminister.

Men ret beset har Tyrkiet aldrig haft nogen demokratisk tradition i ideel forstand med beskyttelse af mindretal, konsensus-orientering, etc., og det mest opmuntrende ved denne afstemning - med en stemmeprocent på mere end 86 - er, at op imod halvdelen af de tyrkiske vælgere stemte imod overgangen til autokrati og trodsede ja-sidens massive trusler og et propaganda-monopol af nordkoreanske dimensioner.

Den kommende forfatning, der træder i kraft 2019 (hvis den ikke laves om forinden, hvad flere forfatnings-jurister spår er nødvendigt), tjener ikke andet formål end  konsolidering af Erdogans nøgne magt frem til 2029, forudsat han holder til to gange fem års valgperioder.

Der er ikke, som det ser ud nu, udsigt til, at han taber de kommende valg, heller ikke selvom denne afstemning faktisk udviste vigende tendens i hans tilslutning. AKP’s alliance med det ultra-nationalistiske oppositionsparti, MHP, sikrer en islamisk-nationalistisk blok på ca. to tredjedele af vælgerne de næste årtier.

Den sidste tredjedel omkring den republikanske CHP-opposition sekunderet af det kurdisk-venstreorienterede HDP vil 'vælger-sociologisk' ikke få en fod til jorden – i hvert fald ikke før der dukker en leder op, der matcher Erdogans gennemslagskraft i vælgerbefolkningen.

Det store spørgsmålstegn er: hvad nu? Vil præsident-styret skabe den stabilitet, Erdogan har lovet befokningen? Eller vil den politiske og sociale uro tværtimod øges? Et argument, der er gået rent ind i valgkampen, er, at præsidentstyret vil skabe stabilitet og tilvejebringe de nødvendige investeringer, der skal sikre økonomien.

Den nuværende vækst på 2-2,5 procent skal op på fem, hvis arbejdsløshed og inflation skal holdes på det nuværende niveau. Indtil videre tror et lille flertal på løfterne. Men hvor længe? Det er et afgørende parameter for den kommende tid i Erdoganistan.

Serie

Folkeafstemning i Tyrkiet

Søndag den 16. april skal tyrkerne stemme ja elller nej til en forfatningsændring, der vil ændre landet fra parlamentarisk til en præsidentiel republik. Hvis ja-siden vinder, vil præsident Recep Tayyip Erdoğan kunne blive siddende som leder af landet frem til 2029.  

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

""en har du tænkt over at acceptere muslimer på lige vilkår med andre trossamfund og lade dem besteme hvad Koranen er og ikke er, samt hvorvidt den skal fortolkes eller efterlives?"

Ja.

Michael Kongstad Nielsen

Niels Bøjden:
"The proposal was supported by 65% of Turkish Cypriots, but only 24% of Greek Cypriots"
Som så mange andre forsøg på at genforene stater, med et etnisk/sprogligt/religiøst konfliktstof imellem sig, ender det ofte med, at velstands forhold bliver afgørende. Det er set i Nordirland, og gør sig også gældende i nord - syd debatten i Spanien og Italien.
De rige vil ikke dele med de fattige.

Sören Tolsgaard

Handler det ikke også om, at angelsaksere og frankere, længe før USA kom ind i billedet, allierede sig med ottomanerne for at hindre, at russerne erobrede Konstantinopel og Bosperus?

En uhellig alliance, idet de vestlige allierede siden flåede den syge mand og kun skånede det resterende Tyrkiet, fordi kolonialismen begyndte at vige for diplomati ift. deres klassiske koloniområder.

Tyrkerne har på deres side udøvet en grundig etnisk udrensning, så området nu er fri for armenere, grækere og jøder. Kurderne, som ikke har et hjemland at ty til, har de dog ikke kunnet fordrive, og det synes på den baggrund meget forståeligt, hvis grækerne på Cypern frygtede, hvad tyrkisk indflydelse kunne medføre på længere sigt.

Erdogan har udtrykt sig klart nu, så selv de mest hårdkogte benægtere må kunne forstå det: Der bliver ikke tale om integration, naturligvis ikke på Cypern, men heller ikke i det øvrige Europa. Der handler om overtagelse, mindst fem børn, den islamisering af Europa, som kun lykkedes delvis for ottomanerne.

Hvad var motivet for at invitere tyrkerne hertil? Vi ville tjene penge på dem. Arbejdsgiverne ville naturligvis udnytte muligheden, socialdemokraterne var også med på vognen, tanken om materiel vækst overskyggede alle andre hensyn, og da tyrkerne siden udnyttede den lemfældige adgang hæmningsløst, vendte man, som Mattias Tesfaye nu redegør for indefra, alt for længe det døve øre til. Og vi har stadig brug for tyrkerne, hvis russerne skal holdes i skak, ligesom russerne har behov for et brohoved i Syrien for at modvirke den vestlige alliances dominans.

Og det viser sig trods alt, at langt de fleste tyrkere i Europa ikke støtter Erdogan. De fleste deltog ikke i afstemningen, måske fordi de føler sig mere hjemme i Europa. I virkeligheden er jo mange, som kommer fra Tyrkiet, inderst inde indo-europæere, undertvunget af de barbariske tyrkere, som i sin tid erobrede det civiliserede Lilleasien.

Robert Ørsted-Jensen

Vi bør være glade for at EU ikke optog Tyrkiet. EU har problemer nok med at finde fodslag, stille krav til og optræde solidariske med de nye centraleuropæiske medlemsstater og Grækenland.

Robert Ørsted-Jensen

Mao skal vi være glade for at EU netop ikke lyttede alt for meget til Ellegaard. Det kunne let være blevet det strå der knækkede kamelens ryg. Flygtningeprobllemet kan styres med eller uden Tyrkiet. Spørgsmålet er kun om Tyrkiet kan styre sig selv?

ercument cozer

bare vent hele verden denne mand kommer til ændre en lille smugle på verdens politik. hold godt øje med ham sådan en fyr kommer og går sjældent..

Robert Ørsted-Jensen

Bare rolig Ercument - vi har haft adskillige af denne type mænd i Europa - det er netop derfor vi ikke er særlig begejstrede for deres evne til at "ændre en smule på verdens politik"

Tinne Stubbe Østergaard, Morten Pedersen, Kim Houmøller og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

"Du har magt over mennesker, så længe du ikke tager alt fra dem. Når du har taget alt fra en mand, er han ikke længere i din magt - han er fri igen."
Alexander Solsjenitsin
- Det gælder også når man tager indflydelse og demokrati fra en befolkning.... Pludselig har man den undertrykte primitive ret til at bekæmpe den magt man ellers ingen indflydelse har på.... Det Erdogan glemmer er alle de positive elementer som der er indeholdt i et demokrati som alle føler sig ansvarlige for..... Se på USA der vælger Trump når de føler, at deres demokrati ikke giver dem en reel fornemmelse at af blive hørt eller kunne blive hørt i nærmeste fremtid, men at Wll Street helt har taget over.
Det er uhyre vigtigt at befolkningen føler medejeerskab til demokratiet eller vokser oprørsbevægelser, kriminelle organisationer, korruption, landsskadelig virksomhed.... demokratiet holder en række kedelige tendenser i skak, som nu slippes løs....

Sider