Læsetid: 4 min.

Borgerlige udelades i politisk ligestillingsdebat

Ved debatfestivalen Talk Town diskuterede et panel bestående udelukkende af venstrefløjen, hvordan vi sikrer flere kvinder i kommunalpolitik. Kvinder bør støtte hinanden på tværs af partier, siger forbigået Venstre-politiker og kalder panelsammensætningen for absurd
I sidste uge satte feminisme- og ligestillingsdebatten Talk Town fokus på antallet af i kommunalpolitik.

I sidste uge satte feminisme- og ligestillingsdebatten Talk Town fokus på antallet af i kommunalpolitik.

Jakob Dall

26. maj 2017

Det står sløjt til med antallet af kvinder i kommunalpolitik. Siden begyndelsen af halvfemserne er tallet stagneret på omkring 30 procent, ligesom kun 13 ud af landets 98 borgmesterposter gik til kvinder ved det seneste kommunalvalg.

I sidste uge satte feminisme- og ligestillingsdebatten Talk Town derfor fokus på problemet. Ved minikonferencen ’Køn og kommunalpolitik’ stillede arrangørerne spørgsmålet: Hvordan skaber vi forandring?

Den tre timer lange konference bestod, foruden to ekspertoplæg, af en politisk paneldebat, hvor Enhedslisten, SF, Alternativet og Socialdemokratiet var repræsenteret. Partierne var blevet inviteret til at tale om, hvad partiernes egne erfaringer er, og hvad de aktivt gør for at øge antallet af kvinder i kommunerne.

Snæver debat

Det er andet år i træk, at Talk Town løber af stablen. I debatfestivalens program under overskriften ’Hvorfor Talk Town 2017’ står der, at vi har behov for flere offentlige debatter og platforme for »at se og mærke«, at feminismen er en mangfoldig bevægelse. »Feminismen har flere stemmer, end den har haft længe,« hedder det.

På trods af udviklingen skitseret i programmet glimrede hele højrefløjen ved sit fravær. Men det skyldes, at de borgerlige partier ikke var inviteret, siger byrådsmedlem fra Venstre, Karina Rohrberg Jessen.

»For mig virker det nærmest absurd, at man holder en konference, hvor man udelukker nogle bestemte partier. Hvis diskussionen ikke bliver tværpolitisk, bliver det svært at få flere kvinder i politik og i bestyrelser. Vi skal booste hinanden og turde dele vores viden. Hvis venstrefløjen ikke kan dele ud af sin viden ved at invitere de borgerlige, bliver det svært at udvikle samfundet. Det er dumt, for i sidste ende diskuterer man kun med sig selv.«

Arrangørerne bag debatten hedder Mainstreamingnetværket og består af en styregruppe af forskellige organisationer og enkeltpersoner. Deriblandt Kvinderådet, Kvinfo, Dansk Kvindesamfund, en række fagforeninger og forskere. Medlem af Mainstreamingnetværket Randi Theil, Sekretariatsleder ved Kvinderådet, siger:

»Vi arrangerer jo ikke et vælgermøde, hvor vi vil høre om partiernes programmer. Vi arrangerer en konference, hvor vi gerne vil have forskere og politiske repræsentanter til at komme med nogle værktøjer og metoder til at få flere kvinder ind i politik. Og her var de valgte partier relevante, selvom det selvfølgelig ikke udelukker, at andre partier kunne være med.«

Randi Theil forklarer, at de havde planlagt at invitere Venstre, men at personen, der skulle kontakte partiet, desværre ikke fik det gjort.

Initiativ fra LA

Én af de fremmødte spurgte ellers panelet, hvilke initiativer der er etableret tværpolitisk for at nedbryde den kedelige statistik.

Efter en kort tænkepause nævnte Enhedslistens første kvindelige borgmesterkandidat i København, Ninna Hedeager Olsen, et initiativ søsat af Liberal Alliances byrådsmedlem i København, Heidi Wang, hvor udelukkende kvindelige kommunalpolitikere diskuterer politik.

Heidi Wang, der ikke var inviteret til at deltage i debatten på Talk Town, har døbt initiativet ’et kvindeligt debatteam’, hvor kvinder fra samtlige politiske partier er inviteret.

»Det er et nødvendigt initiativ for at gøre borgere opmærksomme på, at der er mange dygtige kvinder i dansk politik. Mit indtryk er, at hvis vi laver en blandet debat med både mænd og kvinder, så bliver pressen væk og sætter dermed ikke fokus på problematikken. Lidt sat på spidsen kan man sige, at det er en strategi, der skal provokere lidt og skabe opmærksomhed,« siger hun.

Hun vil ikke klandre arrangørerne for ikke at invitere hende personligt, men mener, at folkene bag arrangementet begår en fejl ved ikke at invitere borgerlige partier til at diskutere, hvordan antallet af kvinder i kommunalpolitik øges. »Vi borgerlige kunne have bragt noget andet til debatten og gjort den mere mangfoldig.«

Heidi Wangs kvindedebatteam lanceres efter planen til efteråret. Da Information nævner initiativet for V-byrådsmedlem Karina Rohrberg Jessen, bekræfter hun, at hun er inviteret og har sagt ja til at deltage.

Historisk betinget debat

Ifølge Ulrik Kjær, professor ved institut for statskundskab ved Syddansk Universitet, skyldes panelets sammensætning venstrefløjens historiske dominans på kvindekampsdebatten. Ligesom partierne har lidt flere kvinder repræsenteret i kommunalpolitik end højrefløjen.

»Vi skal huske på, at holdningen i samtlige partier er, at de gerne ser flere kvinder repræsenteret i politik. Nogle partier mener imidlertid, at det her problem løser sig selv. Det er en tilgang, der bremser ligestillingen, og den tilgang kan man nemmere spore på højrefløjen. Derfor kunne det være interessant at høre de borgerlige partier, når nu statistikken viser, at ligestilling ikke kommer af sig selv,« siger han.

Information spørger medarrangør Randi Theil, hvordan erfaringer på tværs af partier kan deles, når kun en fløj af det politiske spektrum er repræsenteret ved konferencen.

»Vores netværk består af mange organisationer, som bliver klogere af disse debatter, og som tager erfaringerne med videre i arbejdet frem mod kommunalvalget. Konferencen var et offentligt arrangement, hvor vi håber, at alle deltagere kan bruge den viden, de fik. Det samme håber jeg for de politiske repræsentanter i panelet, men det er ikke for deres skyld, vi afholdt arrangementet,« siger hun.

I debattens pause delte to kvinder løbesedler ud for et andet kommunalpolitisk arrangement på festivalen. Talk Town: Feministisk Lokalpolitik NU!, hed det. Løbesedlen reklamerede med et debatpanel bestående af byrådsmedlemmer fra Enhedslisten, SF og Alternativet. Og så partiet Feministisk Initiativ fra Sverige.

Der er kommunalvalg til november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kevin Vilhelmsen

Modstandere af ligestilling skal med i et debatpanel om hvordan man gør det bedre? er det ikke lige netop sådan en idé der er kan kaldes absurd?

Eva Schwanenflügel, Hans Larsen og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Randi Gredal

"Konferencen var et offentligt arrangement, hvor vi håber, at alle deltagere kan bruge den viden, de fik. Det samme håber jeg for de politiske repræsentanter i panelet, men det er ikke for deres skyld, vi afholdt arrangementet"
- virkelig godt svar. Vil man have flere kvindelige kommunalpolitkere skal man jo netop have fat i dem der ikke allerede sidder der.

Og alt handler jo ikke om fløjpolitik... Kan man ikke lære medierne at se i andre farver end rød og blå?

Peter Hansen

Det synes nogle gange at et overtal af kvinderne på venstrefløjen ser sig selv som ofre, hvor kvinderne på højrefløjen klare sig selv...

Dorte Sørensen

Bare en tanke - det kan være at de har taget ved lærer af Venstre og Løkke Rasmussen og kun indbudt de organisationen mv. som støtter han. Så når de forbigående gruppe råber op - så var der ikke plads til flere osv...........