Interview
Læsetid: 2 min.

Ellen Trane Nørby: ’Vi forholder os ikke til, hvem der bliver ramt af gebyrerne’

Regeringen ikke har nogen politisk ambition om at ramme den uafhængige medicinske forskning, forklarer sundhedsminister Ellen Trane Nørby. Gebyrstigningerne på medicinske forsøg skyldes udelukkende et krav fra Rigsrevisionen
Indland
22. maj 2017

Gebyrstigningerne på godkendelser af medicinske forsøg får hård kritik, fordi de især rammer den uafhængige medicinske forskning. Hvorfor vil regeringen forhøje prisen for at få godkendt forsøg med 300 procent?

»Der er ikke nogen politisk ambition om at hæve gebyrerne, men Rigsrevisionen har kritiseret de nuværende gebyrer for ikke være prisægte, derfor er nogle gebyrer blevet sat op og nogle sættes ned. Det er rigtig træls for dem, hvor gebyrerne er sat op, men det er ikke noget politisk ønske, men en henstilling fra Rigsrevisionen, som vi skal følge,« siger Ellen Trane Nørby (V).

– De gebyrer, som forsvinder, er dem, som medicinalindustrien i dag betaler for godkendelser i forbindelse med priser, pakninger og markedsføring. Hvorfor er det primært den offentlige forskning, der skal betale for det her?

»Vi forholder os ikke til, hvad det er for nogle grupper, der bliver ramt af gebyrerne, da det ikke er noget, vi har valgt at gøre af politiske årsager, men som en direkte konsekvens af den kritik Rigsrevisionen er kommet med,« siger Ellen Trane Nørby.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Finn Frandsen

Sundhedsministeren påpeger, at regeringen har valgt at bruge de seks af de 19 millioner kroner, som de øgede gebyrer ventes at give i ekstra indtægter til Lægemiddelstyrelsen til at nedbringe ventetiderne på at få godkendt forsøg med lægemidler.

– Har I lavet nogle vurderinger af konsekvenserne af de her gebyrstigninger for den uafhængige medicinske forskning?

»Vi ved godt, at det kan have betydning, derfor vi har forsøgt at styrke Lægemiddelstyrelsen, så sagsbehandlingen bliver hurtigere. Tid betyder jo også noget for forskningsmiljøerne, så der har vi taget politisk stilling,« siger Ellen Trane Nørby.

– Information har talt med en forsker, som mener, at gebyrstigninger risikerer at lukke nogle af de igangværende forsøg med T-celle-terapi til kræftpatienter ned. Hvad vil du gøre, hvis gebyrstigninger fører til mindre forskning til gavn for patienterne?

»Det er jo ekstremt ærgerligt, hvis det er konsekvensen af Rigsrevisionens kritik, men der er ikke praksis for, at man bare sidder deres kritik overhørig,« siger Ellen Trane Nørby.

– Regionerne gør i deres høringssvar opmærksom på, at de her stigninger er i modstrid med ambitionen om den offentlige medicinske forskning og antallet af kliniske forsøg. Hvordan skal regionerne/forskerne kunne levere det, når I samtidig hæver gebyrerne på den selvsamme forskning?

»Det må vi jo kigge på. Fra regeringens side vil vi senere på året fremlægge en strategi for, hvordan vi styrker hele life science-området og dermed også den offentlige sundhedsforskning.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Lucas

" ’Vi forholder os ikke til, hvem der bliver ramt af gebyrerne’

Nej fordi I er fucking ligeglade med syge mennesker der ike er "vækst-smarte" eller Omstillinsparate eller.... Du skulle skamme dig Sønderborg.

PS. Din bruge af NBuzz Words som Life Science afslører igen og igen at I ikke aner hvad I taler om.