Læsetid: 7 min.

Hvis Enhedslisten en dag vælter en S-regering, skal vælgerne kunne forstå hvorfor

På Enhedslistens årsmøde i bededagsferien skal partiet drøfte, hvordan det fremover sikrer sig større indflydelse på en socialdemokratisk ledet regering. Der er lagt op til et brud med et kvart århundredes parlamentarisk strategi
Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, mener, at man i højere grad skal være parat til at gå imod en socialdemokratisk ledet regering.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, mener, at man i højere grad skal være parat til at gå imod en socialdemokratisk ledet regering.

Katrine Marie Kragh

11. maj 2017

Det kom til en konfrontation i foråret 2013. Kombinationen af SRSF-regeringens skatteaftale med Venstre og De Konservative året forinden og regeringens dårlige meningsmålinger samt Enhedslistens gode målinger fik støttepartiet til at konkludere, at det uafklarede dagpengespørgsmål var den berømte dråbe, som fik bægret til at flyde over. Nok var nok.

For første gang var folketingsgruppen klar til at lade regeringen vælte. Inden det nåede så vidt, kom regeringen Enhedslisten dog i møde og tilbød støttepartiet den såkaldte midlertidige arbejdsmarkedsydelse.

»Dette forpurrede Enhedslistens planer om at markere en selvstændighed og begrænsede mulighederne for et fundamentalt opgør med hele reformen,« skriver den norske journalist Fredrik V. Sand i den netop udkomne bog Den danske suksessen Enhedslisten: Partiet som ga venstresida selvtilliten tilbake.

»Men kunne de sige nej til det konkrete tilbud om trods alt at ville hjælpe tusinder af ledige? Det ærgrede Pernille Skipper (folketingsgruppens daværende næstformand, red), at de ikke havde væltet regeringen, mens de fortsat havde chancen. Men til slut samlede gruppen sig om at indgå nok et kompromis med regeringen«.  

Fire år senere kalder Pernille Skipper, som i dag er politisk ordfører, det for en »stramning«, at hun ærgrer sig over, at partiet ikke dengang trak tæppet under Thorning-regeringen (Fredrik V. Sand, skriver i en mail, at hun tidligere har godkendt gengivelsen af forløbet).

Socialdemokratiets tilnærmelser til Dansk Folkeparti vækker ængstelse hos Enhedslisten
Læs også

»Men jeg mente, og mener, at vi skulle være klar til at trække tæppet og ærgrer mig da over, at vi ikke fik den varige løsning,« siger den politiske ordfører. »Truslen virkede, de imødekom os, og så var det den rigtige løsning heller ikke at gøre dette. Alene truslen var dog en afvigelse fra Enhedslistens parlamentariske tilgang om ikke at ville vælte en socialdemokratiskledet regering, men heller ikke stå i vejen, hvis en sådan vælter sig selv. At vi med andre ord ikke vil stemme for noget, vi er imod, under truslen om, at regeringen ellers går af«.

Står det til Pernille Skipper og et flertal i såvel folketingsgruppen som hovedbestyrelsen skal truslen om et mistillidsvotum dog fremover ikke være en afvigelse. Tværtimod.

Værktøjskassen

I et nyt debatoplæg forud for Enhedslistens årsmøde i bededagsferien i Korsgadehallen på Nørrebro, skriver hovedbestyrelsen, at der »brug for at drøfte om den hidtidige parlamentariske strategi stadig er holdbar, eller om vi skal åbne op for nye veje og lægge nye værktøjer i den parlamentariske værktøjskasse«.

En drøftelse som allerede blev indledt efter folketingsgruppens sommergruppemøde i 2016 og hvor hovedbestyrelsen, efter planen, drager konklusionen til efteråret.

»Socialdemokraterne synes at have den analyse, at i og med at partierne til venstre (i modsætning til De Radikale) ikke har mulighed for at pege på andre end dem, så behøver de ikke vise nogen vilje til at give indflydelse til partierne til venstre,« hedder det i debatoplægget, som nævner tre parlamentariske værktøjer, der kan – og skal – gøre op med denne antagelse: En mulighed er at kræve, at regeringsgrundlaget skal »tilgodese de krav«, Enhedslisten har stillet i tiden op til folketingsvalget.

En anden mulighed er at trække »røde linjer«, som åbner op for, at Enhedslisten efter regeringens dannelse »ikke afviser at vælte en socialdemokratisk regering, hvis den fører en politik, der bryder med de berettigede forventninger befolkningen vil have til en ny politisk kurs«.

Og endelig er en tredje mulighed at foreslå en anden forhandlingsleder end Socialdemokratiets statsministerkandidat, hvis »styrkeforholdene« er til det (læs: Enhedslisten, SF og Alternativet får lige så mange eller flere mandater tilsammen som liste A).

»Når der – forhåbentlig – kommer en ny regering, er der behov for, at den vil føre en politik, som i højere grad afspejler det parlamentariske grundlag, som har bragt den til magten,« siger gruppeformand og medlem af forretningsudvalget Jakob Sølvhøj. »Derfor vil det være fornuftigt, at Enhedslisten går den vej og lægger tryk på en kommende regering. Men nu lægges det ud til en åben diskussion«.

Politik som et regneark

Den nuværende parlamentariske strategi stammer fra 1994, hvor Enhedslisten første gang kom i Folketinget. Den gang pegede Enhedslisten ikke blot på Poul Nyrup Rasmussen som leder af regeringsforhandlingerne. Støttepartiet lod det være op til Poul Nyrup Rasmussen at danne en sådan, lød beskeden fra partiets forhandlere, Søren Søndergaard og Frank Aaen, på det første møde med den socialdemokratiske formand og fungerende statsminister.

Modsat SF, som krævede, at CD ikke kom med i regeringen, konkluderede Enhedslisten, at partiet ikke havde noget at true med. Et mistillidsvotum til den nye regering ville blot overlade Statsministeriets nøgler til Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, hvilket også SF’s daværende formand, Holger K. Nielsen, modvilligt måtte erkende allerede efter sit første møde med Poul Nyrup Rasmussen.

Til gengæld gjorde Søren Søndergaard det klart på et efterfølgende møde med Poul Nyrup Rasmussen – hvor denne ville takke Enhedslisten for, modsat SF, ikke at have skabt unødig dramatik – at denne ikke skulle misforstå noget.

Hvis ministre løb med kassen eller løj over for Folketinget, var de færdige. Enhedslisten stemte fra sag til sag ud fra partiets holdning, og det måtte være op til statsministeren at sikre flertallet for sin politik.

»Det mener jeg stadig er det bedste princip,« siger Folketingets 3. næstformand, Christian Juhl, som mener, at folketingsgruppen og hovedbestyrelsen netop er til for at vurdere situationen i den konkrete situation. »Man skal huske, at ved etableringen af en regering er der ingen som kan se fire år frem. Hvem kunne i 2011 forudse skattereformen, salget af DONG eller indgrebet i lærerkonflikten? Derfor vil jeg også advare mod at tro, at politisk arbejde kan stilles op i et regneark«.

Beskæftigelsesordfører Finn Sørensen understreger, at han ikke »principielt« har noget imod de foreslåede tre nye parlamentariske redskaber. Den nuværende parlamentariske strategi har blot den fordel, at Enhedslisten står frit i forhold til en socialdemokratisk ledet regering.

»Ulempen ved at indlade sig på forhandlinger om regeringsgrundlaget, når man ikke selv skal i regering, kan være, at man bliver fedtet noget ind i socialdemokraternes dagsorden,« siger Finn Sørensen. »Man kan true med alt muligt. Man skal bare vide, hvilke kræfter der skal til. Og det er ikke kun et spørgsmål om, hvad vi kan finde på inde i Folketinget. Det er også et spørgsmål om, at der skal være opbakning til det ude i befolkningen – og især opbakning fra fagbevægelsens medlemmer. Når det kommer til stykket, er det dem som afgør, om man kan presse en socialdemokratisk regering til noget«.

94-generationen

Søren Søndergaard og andre i den daværende folketingsgruppe begyndte da også allerede i slutningen af 1990’erne at overveje, om tiden var løbet fra den politiske blankocheck til Socialdemokratiets statsministerkandidat, efter at uligheden steg under Nyrup. Men så kom Fogh-regeringerne i 00’erne, og dermed var diskussionen ikke længere aktuel.

To årtier senere har både Enhedslisten og dets politikeres selvopfattelse en helt anden størrelse end dengang. Hvor 94-generationen stadig var tilfredse med bare at have klaret spærregrænsen – og bange for at større politiske aftaler med Nyrup-regeringen kunne udfordre den skrøbelige enighed mellem trotskister, kommunister, maoister og venstresocialister – forventede Enhedslisten inden folketingsvalget i 2011 at få den samme rolle, som Dansk Folkeparti havde under Fogh og Løkke-regeringerne i 00’erne.

Alt sammen blot for at opleve, at Thorning-regeringen videreførte forgængerens »økonomiske politik i bredeste forstand« (som det allerede blev bebudet i regeringsgrundlaget), og formandsskiftet i Socialdemokratiet har ikke levet op til Enhedslistens forventninger. Tværtimod.

Det lyder stadig et langt stykke ad vejen fra Mette Frederiksen, og ikke mindst gruppeformand Henrik Sass Larsen, at det er my way or the highway.

I dag er Søren Søndergaard derfor enig i behovet for at revidere den parlamentariske strategi, selv om han er enig med kritikerne i, at ingen strategi kan ændre de politiske styrkeforhold på Christiansborg. Disse bestemmes af, hvad mandaterne og folkestemningen siger.

»Men det handler ikke bare om at trække en rød linje,« siger EU-ordføreren. »Det handler også om, at det skal kunne forstås, hvorfor vi trækker denne linje. Formålet med at udløse et valg skal selvfølgelig være enten på kort – eller lidt længere sigt – at få flere til at støtte en anden linje. Så det skal altid vurderes i forhold til denne forståelse«.

Den troværdige trussel

Diskussionen om den nye parlamentariske strategi handler i høj grad også om at modne ikke bare Enhedslistens medlemmer, men vælgernes forståelse for, at partiet en dag kan finde på at vælte en socialdemokratisk ledet regering (en sidegevinst af en sådan modning er samtidig, at valgtruslen først bliver et forhandlingskort, hvis Socialdemokratiet tror på, at det kan blive spillet).

I den seneste regeringsperiode var spørgsmålet indadtil altid, om Enhedslisten udadtil kunne forsvare et folketingsvalg, ikke kun i forbindelse med dagpengesagen, men også i forbinelse med salget af DONG og indgrebet i lærernes konflikt.

Ligesom Pernille Skipper ærgrer Enhedslistens tidligere gruppeformand og nuværende medlem af forretningsudvalget Per Clausen sig ikke over, at partiet hverken trak tæppet væk under Thorning-regeringen i dagpengespørgsmålet eller for den sags skyld indgrebet i lærernes konflikt eller salget af DONG.

»Jeg fortryder ikke noget, for vi var jo gået til valg på at ville pege på en socialdemokratiskledet regering uden forhåndsbetingelser, men at vi ville stemme imod det, vi var imod, og for det, som vi var for, og det løfte overholdt vi. Det ville have været noget andet dengang, hvis vi pludselig opstillede nye kriterier. Men det vil være noget andet, hvis vi næste gang går til valg på, at vi stiller krav til regeringsgrundlaget eller trækker røde linjer«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Brøgger

Det var på tide !!!

Steffen Gliese, Lau Dam Mortensen, Allan Stampe Kristiansen, Vibeke Hansen, Torben Jensen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Det afgørende er ikke at EL vælter Mette og co men på hvilket grundlag. Man skal vælge sine kampe med omhu.

Dorte Sørensen

Hvorfor ikke glæde sig over, at EL lægger sådan nogle afgørelser ud til medlemmerne og Landsmødet.
Ligeledes er det også godt at sige til S, at EL ikke vil holde hånden under en S-ledet regering , hvis de kun fører "blå-politik" . Så er det jo op til S om de selv ønsker at blive væltet - de borgelige vil ikke have kvaler med at gøre det selv om S mest føre "blå-politik".

Alvin Jensen, Lau Dam Mortensen, Eva Schwanenflügel, Martin Mørch og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Er vi ikke ude i lidt af en fiktiv situation? - sådan en hvis, hvis og hvis...

Vi har i øjeblikket en landbrugs/ økonomiregering, hvis hovedpunkter er nævnte. Så går man ud fra, at det naturligvis er en "rød" regering med de partier, der "plejer" at støtte dette foretagende - men man mindes de gode gamle dage med socialdemokratiske arbejdsregeringer, indtil de sidste begyndte at slingre voldsomt.
Er det ikke spild af tid?
I forvejen bruges der alt for meget tid på at lave nye regler, regulere på de gamle og fare over enhver hændelse i udlandet "fordi, det kunne også ske i Danmark". Trættende.

Hør bare, hvor vi gungrer.
Som tiden dog flyver afsted – nu er EL lige pludselig kommet i puberteten og trodser det eneste regeringsbærende parti, som vil kunne give dem nogen som helst indflydelse på dansk politik – gad vide, om det har sat sig permanent, eller det forhåbentlig bare er en overgang … ;-)

Erik Jakobsen

J Weis,

Som du dog kan, nu er dagen lidt lysere.

(og trodser ... = trodsalderen)

morten rosendahl larsen

Hvis EL ville føre en flygtninge indvandrer politik, som lå langt mere på linje med de fleste danskeres opfattelse ......altså erkende at integrationen har været en eklatant fiasko, og det aldrig bliver bedre uanset alverdens humane og gode intentioner, og vi derfor ikke bare kan åbne grænserne, for de få priviligerede flygtninge som har midlerne til at nå helt herop. At erkende at Islams kultur og værdier simpelthen er uforenelig med vores samfundsmodel. Så ville EL kunne gå efter statsministerposten, med S, SF, DF som støttepartier. Og med stor sandsynlighed vinde den....da utilfredsheden med de andre partier er historisk høj......men det sker nok ikke

morten rosendahl larsen

Og vælte en S ledet regering på et flygtninge indvandre spørgsmål, vil være politisk selvmord...I mine øjne er det her katten ligger begravet...venstrfløjens achilleshæl....

Anne Mette Jørgensen, Per Torbensen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Sten Victor

Enhedslisten kravler højt op i et træ, og laver en Liberal Alliance pendant.

Selvfølgelig, vil Enhedslisten ALDRIG NOGENSINDE kunne finde på, at vælte en Socialdemokratisk ledet regering... Det er tomme indholdsløse trusler og blot en raslen med sablen. Intet andet!

Hvorfor...? Fordi, hvad er alternativet fra Enhedslisten...?!

Thomas Andersen

Tænk at være i en situation hvor det eneste man kan få gennemført er at vælte en socialdemokratisk regering. Forstår derfor godt at de vil bruge hele weekenden på at diskutere netop dette emne...

Per Torbensen, Jens Winther, morten rosendahl larsen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Enhedslisten skal forandre sig fra skvattet støtteparti til benhårdt støtteparti.
Det skal de snakke om i weekenden.

Anders Reinholdt, Brian Jensen, Steffen Gliese, Henrik Larsen, Egon Stich, Benny Jensen, Jens Falkenberg og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Benhårdt støtteparti

Selvmodsigelsen står jo bøjet i neon Michael Kongstad Nielsen!

Michael Kongstad Nielsen

Det forstår jeg ikke, Thomas Andersen.
Et benhårdt støtteparti er et parti, der støtter indtil en vis grad, hvorefter støtten ophører. Støtten er altså ikke blød, men benhård, når vi er der, hvor den ophører .

Henriette Bøhne

Vigtigere end at true med at vælte en regering, man er parlamentarisk grundlag for, vil være at gøre sit forarbejde ordentligt - altså at sørge for at forhandle og få så store aftryk sat på det regeringsgrundlag, en ny regering skriver.
Man skal så at sig være helt klar fra begge sider i forventningsafstemningen fra begge sider, så en ny regering kan få arbejdsro og regere stabilt. Hvis den nye regering så ikke overholder de indgåede aftaler i regeringsgrundlaget - ja, så må man jo gå hver til sit...

Thomas Andersen

Tænk at være i en situation hvor det eneste man kan true med er at bringe blå blok til magten. Blå bloks nyttige ....

morten rosendahl larsen

Sosserne har jo sendt Sass Larsen ud som en tilsyneladende "Stöjberg loose canon" og tordne stram flygtninge indvandrer politik...men det er en nöje planlagt strategi, for at vinde välgere tilbage fra DF....Hvis EL ikke får formuleret en politik på området som danskerne finder rimelig, meget snart inden valget, vil de sidde fast i den rolle de har i dag, som partiet med de "rigtige" holdninger for de få, men uden for indflydelse. Upåagtet hvor meget välgerne ellers sympatiserer med resten af deres politik på andre områder....

Steffen Gliese

Det er sjovt, at folk er blevet så apolitiske, at de ikke forstår, at det handler om at få sin politik gennemført, ikke blot at gennemføre politik.

Alvin Jensen, Anders Reinholdt, Henriette Bøhne og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Winther

Der er sgu så meget af det EL foretager sig, vælgerne ikke kan se meningen med. Det, at EL måtte finde på at vælte en S-regering, er såmænd ikke mere mærkeligt end meget andet af det, de foretager sig.

Fx forstod jeg faktisk aldrig, at Pernilles forgænger Johanne med lynende øjne kunne råbe og skrige om alt det heeeelt uacceptable, SR-regeringen foretog sig - for efterfølgende alligevel at støtte Thorning & Co. Hvis det virkelig havde været så heeelt uacceptabelt, havde det vel været naturligt at forsøge at vælte regeringen. Men det gjorde EL aldrig.

Troels Brøgger, Steffen Gliese, Thomas Andersen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Det er tragisk komisk at høre Pernille Skipper tale om ligestilling på weekendens møde. Var der folketingsvalg i dag ville hele 7 ud af de første 8 (svarende til 87,5 %) som kommer i folketinget for partiet være mænd!

Steffen Gliese

Den traditionelle danske konsensuspolitik giver ikke længere mening, fordi interesserne er blevet langt mere spredt, end de har været i størstedelen af det 20. århundrede.
Så må man i stedet begynde at føre politik på sine holdninger - det er jo tydeligt, at det er det, befolknngen efterlyser, og som AFR-regeringerne så katastrofalt havde held med at tilbyde.

Vi har ikke brug for politik på bedste beskub, vi har brug for politik, der flytter os i en progressiv retning, som f.eks. den nye klimaplan - men her drukner det igen fejlagtigt i spørgsmålet om 'finansiering', selvom hele øvelsen går ud på at gøre energi så billig, ren og tilstrækkelig, at det frigør masser af ressourcer andre steder i økonomien - at det med andre ord føjer en styrke til økonomien, som mere end betaler for sig selv.

Anders Jensen, Dorte Sørensen og Brian Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Thomas Andersen, Thomas Andersen, forandring kommer, når man adresserer problemerne. Det handler om at forandre, så når man taler ligestilling, er det jo for at ændre på status quo; men derudover er der vel ikke tvivl om, at netop Enhedslistens mænd og kvinder i højere grad ser ens på kønsspørgsmålet, og at ligheden simpelthen ligger i, at det er ligemeget, om det bliver det ene eller det andet - det punkt, som hele samfundet gerne skulle nå frem til.

Brian Jensen

Tænk langsigtet. Opdragelse, er ikke altid kønt.

Hvis man havde trukket tæppet under Corydonregimet dengang, havde politikken måske været anderledes allerede idag. SR gennemførte mere blå politik end VKO ville have kunnet gøre.

Jens Winther

@Gliese, sådan er det faktisk fx i erhvervslivet og et meste af samfundslivet i dag: det er kun formørkede feminister, der er kønsfikserede. For vi andre er køn lige så meget uden betydning som fx hårfarve.

Og feministerne bliver alligevel ikke tilfredse, før samtlige mænd menstruerer mindst én gang om måneden.

Steffen Gliese

Desværre, Jens Winther, tror jeg, at du prøver mindst to områder er privilegieblind. Jeg beskriver det nærmere, når jeg er tilbage ved min computer.

Anders Jensen

Jeg kan godt acceptere at være feminist, hvis vi kan lukke den debat!
At jeg så mener det er vrøvl at bruge det ord og ikke et af de mange mere retvisende er så en kamel jeg er villig til at sluge.
At skære alle feminister over en kam, er at gøre sig selv en bjørnetjeneste.
Der er 1. 2. og 3 bølge (måske endda 3.5 da der nu er kommet nogen der kalder sig 4. bølge. Hvilket er misvisende igen, da de tilhøre 3. bølge.)
1. og 2. bølge var om noget nødvendig, desværre blev 2. bølge brugt til at udhule familie strukturen og ledte til dæmoniseringen af det maskuline. (Der er flere mekanismer som var årsag til dette, både fra magthaverne og dem der kæmpede for at få den.)