Læsetid: 2 min.

Enhedslisten nedstemmer Oktoberrevolutionen

’Det vil være en fatal fejl, hvis vi udsender det signal, at Enhedslisten opfatter Oktoberrevolutionen som alle revolutioners moder,’ lyder det om forslag om at markere 100-årsdagen for revolutionen
Indland
15. maj 2017

De behøvede slet ikke at tælle stemmerne op for og imod Oktoberrevolutionen. Med et enkelt blik ud over de oprakte arme i Korsgadehallen på Nørrebro konkluderede dirigenten på Enhedslistens årsmøde søndag, at forslaget om en »markering af Oktoberrevolutionen« var »faldet«.

Forslaget, som var stillet af en række medlemmer fra Enhedslistens traditionelle venstrefløj, kom da heller ikke med nogen anbefaling fra partiets ledelse. Tværtimod.

»Det vil være en fatal fejl, hvis vi udsender det signal, at Enhedslisten opfatter Oktoberrevolutionen som alle revolutioners moder,« lød det fra talerstolen fra medlem af hovedbestyrelsen Per Clausen, mens opfordringen fra et andet medlem af hovedbestyrelsen, Mikkel Warming, lød:

»At Oktoberrevolutionen skulle være noget vigtigt for Enhedslisten i 2017 – stem det ned!«

Forslagsstillerne af markeringen havde ellers opfordret til, at 100-årsdagen blev markeret på forskellige måder og niveauer i partiet og altså både af de enkelte lokalafdelinger samt hovedbestyrelsen og folketingsgruppen.

Debat i Folketinget?

Det kunne for eksempel være i form af et særligt temanummer af medlemsbladet Rød+Grøn, og/eller »Enhedslisten kunne tage initiativ til en temadebat i Folketinget, som stiller skarpt på, hvilket samfund vi ønsker«, »HB (hovedbestyrelsen, red.) fastlægger de nærmere rammer og kan evt. nedsætte en arbejdsgruppe til opgaven«, hed det i forslaget.  

Medlem af hovedbestyrelsen Hans Jørgen Vad, som var en af medforslagsstillerne, undrer sig imidlertid over modviljen mod at markere Oktoberrevolutionen. Hans Jørgen Vad mener, at Enhedslistens stiftende partier, DKP, SAP og VS, på godt og ond står i »arv« til Oktoberrevolutionen.

»Er der noget at fejre?« spørger Hans Jørgen Vad og svarer: »Ja, for selve revolutionens vedkommende – og det var også datidens opfattelse. Dengang var der en stor begejstring, for det var grundlæggende en demokratisk revolution. Men så kom der en efterhistorie, som blandt andet skyldtes en borgerkrig, og at Stalin efterfølgende kom til. En højtideligholdelse vil også minde om, hvad der faktisk skete dengang. I dag husker mange kun 1. maj og årsdagen for Oktoberrevolutionen i Sovjetunionen for de store militærparader på den Røde Plads i Moskva. Det minder jo ikke meget om en demokratisk festival. Men det var altså en verdenshistorisk begivenhed, som uigenkaldeligt ændrede nogle ting på godt og ondt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her