Læsetid: 7 min.

Enhedslistens ’bønder’ gør oprør

Liste Ø’s landsdækkende gennembrud giver provinsens medlemmer blod på tanden. De vil ikke længere finde sig i, at københavnerne bestemmer, hvem der skal være deres spidskandidater. Ved weekendens årsmøde tog Enhedslisten derfor det første skridt på en vej, som kan føre til en forandring af partiets profil
Enhedslisten holdt i weekenden årsmøde på Nørrebro i København. Her blev partiets 21 spidskandidater blandt andet valgt.

Enhedslisten holdt i weekenden årsmøde på Nørrebro i København. Her blev partiets 21 spidskandidater blandt andet valgt.

Miriam Dalsgaard

Indland
15. maj 2017

Vejen til at blive valgt til Folketinget for Enhedslisten går stadig gennem en labyrint af ensrettede gader på Nørrebro i København. Gader, som ender foran en halvt nedgravet sportshal, Korsgadehallen, hvor Liste Ø i bededagsferien valgte partiets 21 spidskandidater, den såkaldte top-21, til det kommende folketingsvalg.

Nok fik Liste Ø nemlig ved kommunalvalget i 2013 sit landspolitiske gennembrud med 119 byrådspladser, fordelt på 79 kommuner, men størstedelen af medlemmerne er stadig københavnere.

Og nok er folketingsgruppen begyndt at henlægge sommergruppemøderne til provinsen, hvilket giver de ledende kammerater mulighed for også at trække udendørs til det afsluttende pressemøde og en photo opportunity (hvis vejret ellers holder). Men ingen tør tænke på, hvad det vil koste i rejserefusioner, hvis årsmødet blev afholdt vest for Valby Bakke.

Alligevel indvarsler årets kandidatliste en mindre revolution – eller ’bondeoprør’ – i Enhedslisten. Selv om de første syv af kandidaterne, med politisk ordfører Pernille Skipper i spidsen, bor i eller omkring hovedstaden, lykkedes det nordjyderne at overbevise flertallet af de delegerede om det fornuftige i at vælge Peder Hvelplund (Hjørring) som spidskandidat i Nordjyllands Storkreds, hvor partiets ottende mandat forventes at falde.

Ved den vejledende urafstemning blev Peder Hvelplund ganske vist kun nummer 15 i hele landet, men nummer ét i Nordjylland.

Og dermed stopper det ikke.

Ny selvtillid

Der er et stadig større ønske, selvfølgelig ikke mindst blandt mange medlemmer fra provinsen, om, at storkredsene selv bestemmer, hvem der skal være spidskandidater ude i landet, hvilket kan give Enhedslisten en anden profil, hvis ’bondeoprøret’ mod københavnerne lykkes.

»Det seneste kommunal- og regionsvalg har givet en helt anden selvtillid i provinsen,« siger transportordfører Henning Hyllested (Esbjerg), der er spidskandidaten i Sydjyllands Storkreds. »Valget viste, at provinsen både kan og vil: Vi er ikke landsbytosser! Og det bliver københavnerne nødt til at lytte til. Men de er jo ikke dumme, så jeg er overbevist om, at fornuften vil sejre til sidst.«

Den nuværende opstillingsform har sin oprindelse i en tid, hvor Enhedslisten kun kunne se frem til en håndfuld mandater, som dels gjorde det ønskværdigt at sikre, at disse nu også var partiets – og at hele partiet stod bag dem.

Og dels ønsket om at sikre, at også medlemmer i storkredse som Bornholm (hvor Enhedslisten aldrig har fået et mandat – eller har udsigt til det!) også fik noget at sige ved udpegelsen af partiets folketingskandidater.

Men også en opstillingsform, som har afsløret, at det i praksis er svært at opnå høje stemmetal, hvis man ikke er ’kendt’ i København.

Feministisk program

Kritikken lyder, at dette også får Enhedslisten til at bruge tid og kræfter, og måske for mange af slagsen, på politiske emner, som ikke nødvendigvis optager folk ude i landet.

I år brugte årsmødedeltagerne således størstedelen af tiden på at diskutere – og vedtage – et nyt ’feministisk program’ og mindre tid på andre diskussioner som den på forhånd så omtalte nye parlamentariske strategi, der skal sikre mod en gentagelse af forløbet under Thorning-regeringen.

»I Enhedslisten er vi feminister, fordi vi ønsker frihed og lige muligheder for alle,« blev det vedtaget.

»Vi er jo meget et byakademikerparti,« siger Lasse P. N. Olsen, rådmand i Aalborg. »Det betyder, at de diskussioner, som fylder rigtig meget – og som mange bliver involveret i – er noget, som byakademikere går op i. Hvis man bor hele sit liv på Nørrebro og færdes i venstreorienterede kredse, så er sandsynligheden for, at man møder mange mennesker, som man er uenig med, ikke særlig stor. Hvorimod, hvis man er opvokset i provinsen, hvor der ikke er særlig mange medlemmer fra Enhedslisten, så tænker man mere på, hvordan man egentlig får folk, som ikke færdes i venstreorienterede miljøer, overbevist.«

Enhedslistens tidligere mangeårige gruppeformand og nuværende medlem af hovedbestyrelsen Per Clausen (Aalborg) er enig:

»Jeg synes ikke, at man entydigt kan sige, at man i provinsen er optagede af at lave aftaler og forlig og er mere resultatorienteret. Men der er ingen tvivl om, at det betyder noget for ens politik, hvor i landet man bor og arbejder, og altså hvilke erfaringer og oplevelser man har. Der er andre erfaringer og en anden virkelighed, hvis man lever i Aalborg end på Nørrebro og i et område, hvor et par procent stemmer på Enhedslisten eller en fjerdedel.«

Det skete også på Enhedslistens årsmøde

Enhedslisten nedsætter en arbejdsgruppe »med henblik på at oprette et venstreorienteret netmedie senest i foråret 2018«.

  • Enhedslisten har vedtaget et »feministisk program«, der fastslår at, »i Enhedslisten er vi feminister, fordi vi ønsker frihed og lige muligheder«.
  • Enhedslisten har besluttet »mest muligt« at sidestille reglerne for partiets eventuelt kommende europaparlamentsgruppe med reglerne for folketingsvalg og folketingsmedlemmer. Det betyder, at disse også skal vælges ved urafstemning, betaler partiskat og – en dag – falder for rotationsreglerne.
  • Folketingskandidaten Sarah Glerup, som også er kendt fra DR’s underholdningsprogram ’X Factor’, blev placeret på kandidatlisten som nummer to i Østjyllands Storkreds. En plads, som giver valg, hvis Enhedslisten ved det kommende folketingsvalg får mellem 11 og 13 mandater (partiet har i dag 14). Til gengæld endte Jonathan Simmel som nummer fem i Københavns Storkreds og står til først at komme i Folketinget, hvis Liste Ø får 21 mandater. Jonathan Simmel måtte tidligere på året opgive at indtage sin plads i Folketinget som suppleant for Eva Flyvholm efter en debat om hans udtalelser om den væbnede revolution.
  • Enhedslisten diskuterede muligheden for en ny såkaldt parlamentarisk strategi, der skal sikre, at partiet ikke peger på en socialdemokratiskledet regering blot for at opleve, at denne fører borgerlig politik. Årsmødet skulle ikke – og drog heller ikke – nogen konklusion. Den er overladt til hovedbestyrelsen til efteråret.

Pelles projekt

Den samme konklusion kom Enhedslisten allerede frem til efter katastrofevalget i 2007, hvor partiet gik tilbage til 2,2 procent og fire mandater. Dengang afslørede Enhedslistens første vælgerundersøgelse, at ikke blot havde de såkaldte Asmaa- og Villy-effekter været skyld i valgnederlaget det år.

De interviewede i undersøgelsen mente nok, at Enhedslisten havde sin berettigelse, men partiet var bare ikke noget for dem selv. Specielt uden for København blev Enhedslisten forbundet med noget subkulturelt, højtuddannet og alternativt.

»I er sgu ikke et parti for almindelige mennesker,« som en forklarede dengang. »I er for luderne, narkomanerne, ham på bænken og flygtningene og de arbejdsløse og de skæve eksistenser. Og det er fint nok.« Men det var bare ikke nok til at få de adspurgte til at stemme på Enhedslisten.

Finansordfører Pelle Dragsted (Frederiksberg) var dengang primus motor i Enhedslistens såkaldte modernisering, der netop skulle gøre partiet mere folkeligt.

I dag understreger Dragsted, som ikke genopstiller på grund af Enhedslistens rotationsregler, at hvis partiet skal kunne konkurrere med Dansk Folkeparti og for dens sags skyld andre partier i provinsen, kræver det en tilstedeværelse.

Og en tilstedeværelse, som ikke kun handler om, at lokalafdelingerne om lørdagen stiller boder op på markeder og uddeler løbesedler. Den handler også om, at den lokale folketingskandidat har sin dagligdag – eller i det mindste er kendt – i lokalområdet og ikke er »eksporteret« fra København.

»Det er vigtigt, at Enhedslisten er i stand til at appellere til mange forskellige mennesker,« siger Pelle Dragsted. »Det er vigtigt, at vi har fokus på for eksempel den diskrimination og vold, som transseksuelle ofte udsættes for. Men det er også vigtigt, at vi har fokus på – og måske mere fokus på – nogle af de spørgsmål, som berører meget store dele af befolkningen. Hvis man ser på de europæiske venstrefløjspartier, som har haft succes, så har det været dem, der har formået at bygge en alliance mellem studerende og traditionelle arbejdervælgere i byerne og folk i landdistrikterne, fordi de for eksempel har oplevet, at nedskæringer har ramt dem alle. Man skal hele tiden tænke over ikke at komme alt for langt foran i forhold til, hvor almindelig mennesker er. Det er det samme, når vi diskuterer feminisme: Vi må gerne være et skridt foran for at trække folk med, men som Rosa Luxemburg sagde: Vi skal ikke være ti skridt foran. Så man ender med ikke at få folk overbevist om, at der her er et problem, som der skal gøres noget ved.«

Signal fra årsmødet

Søndag måtte der dog seks afstemninger til om kandidatlisten, før der endelig var det nødvendige to tredjedeles flertal bag kandidatudvalgets foreslåede liste, der havde Peder Hvelplund som spidskandidat i Nordjylland.

I den sidste afstemning slog denne kandidatliste en liste, som havde Maria Gjerding (Gladsaxe) som spidskandidat i Nordjylland, efter at hun, af familiære årsager, havde frabedt sig at blive opstillet så langt væk hjemmefra. Maria Gjerding, som blev nummer to i den vejledende urafstemning, fortsætter derfor som spidskandidat i Nordsjællands Storkreds.

Selv er Peder Hvelplund tilfreds med placeringen som nordjysk spidskandidat, hvor han afløser Stine Brix (Nørrebro), der ikke genopstiller ved det kommende folketingsvalg.

»Årsmødet har sendt et signal om, at de geografiske hensyn skal prioriteres,« siger han. »Men det skal selvfølgelig ikke bare være i et enkelt tilfælde. Man skal sikre sig, at medlemmerne altid kan spejle sig i kandidatlisten, uanset om de kommer fra København eller Aalborg. Det er jo fjollet, hvis man skal flytte til København for at blive valgt som spidskandidat i Nordjylland.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peder Kruse

Demokratiet er en god ting, men det ligger nu engang i København, så fat det dog.

EL er tålt politisk som flertalsfyld, men ikke accepteret.

Lad bare københavnerne bestemme, hvem der skal være spidskandidater i provinsen – så vil de opleve, at fremgangen fra seneste kommunalvalg vil ændre sig til en tilbagegang efterfulgt af udmeldinger …

Her i nabosognet er det største politiske resultat etablering af et aflåseligt cykelskur med egen krog til hjelmen - mageløst – og profilen er først og fremmest kendetegnet ved, at indgå en mærkelig kritikløs symbiose med S i kommunalbestyrelsen, selvom de er tungen på vægtskålen … ;-)

Bliv kendt på Nørrebro - bliv valgt i Vestjylland. Således gik det til, at den bundsolide Lars Dohn, der i 2011 gav EL dets gennembrud i et område, hvor "de røde" aldrig havde været repræsenteret, Vestjylland, i 2015 måtte se sig overgået af Jacob Sølvhøj (og intet ondt om ham), der havde slået sine folder i hovedstaden, og derfor kunne tælle flere stemmer end Dohn. Så ved valget i 2015 røg Dohn ud, og en MF'er, boende i Herlev, skulle nu repræsentere Vestjylland. Det gør han sikkert udmærket, men dermed underkendes også betydningen af at en MF'er har lokal forankring.
Ikke alt kan/skal ses med Nørrebro-briller.

Evnen til at prioritere væsentligt fra uvæsenligt er heller ikke altid til stede. I årevis er der tærsket langhalm på prostitutionsdebatten, uden at partiet er kommet en løsning et skridt nærmere. Ja, det skulle ikke undre, om der ikke stadig er nogen, der holder gryden i kog.
Burde man ikke beskæftige sig med noget, der har relevans for større befolkningsgrupper, som fx affolkningen af yderområderne, landets kulturelle armod pga. "amerikaniseringen" - for nu blot at nævne et par emner, der åbenbart ikke er til at få øje på.

Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Troels Brøgger, Søren Kristensen, Anders Brandt og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Anders Brandt

Sønderjylland er den vigtigste politiske scene
I Danmark er den vigtigste politiske scene ikke længere Christiansborg eller hovedstaden.

Det er Sønderjylland: Det er her, vi så flygtninge vandre op ad motorvejen. I Sønderborg har vi lagt hus til op mod tusinde flygtninge. Der er her, vi ser folk i polske biler køre ind i landet for at arbejde. EU bliver opfattet som en trussel for os.
Der er mangel på uddannede lærere i folkeskolerne. Seminarierne i Tønder og Ribe er lukket for længe siden. Ligeledes er det nemmere at hente en ingeniør i New York eller Delhi end i København. På trods af, at vi har et universitet i Sønderborg, kan vi ikke få studiepladser, så vore store virksomheder kan få uddannet personale.

Borgerne i Sønderjylland oplever, at de gamle partier laver love, som ikke tager hensyn til almindelige mennesker. Dansk Folkeparti har sørget for grænsekontrol, velfærdsmilliard og sætter en dagsorden som almindelige mennesker forstår.

Enhedslistens bud på løsninger, bliver ikke set her. Det er afgørende for troværdigheden her, at man er til stede. Det er afgørende at partiets kendte ansigter toner frem på skærmen foran grænsevagterne, eller fortæller fra en sønderjysk arbejdsplads, at der kan uddannes flere folk både håndværkere og på vores universitet Alsion i Sønderborg. Ligeledes at fagforeningerne skal sørge for, at arbejdet foregår på overenskomstvilkår, også for folk fra Polen.

Taler man fra Sønderjylland, så forstår almindelige mennesker i Århus også at de er med. Men absolut ikke omvendt.

Den politiske scene i Sønderjylland, er der hvor populismen for alvor skal bekæmpes. Det kan vi ikke gøre alene i Sønderjylland, - det skal være hele partiets kamp.
Venlig hilsen
Anders Brandt, byrådsmedlem, Sønderborg

Egon Stich, Troels Brøgger, Arne Lund og Henning Nielsen anbefalede denne kommentar
Anders Brandt

Jan Weis,
I Sønderborg er vi ikke tungen på vægtskålen, og har frihed til at stemme efter overbevisning.
Vi er støtteparti til S, og har fået meget gennemført, som vi ikke kunne gøre uden at finde et flertal i byrådet.
I tre landsbyområder har de fået landsbybusser som en forsøgsordning. Det har bidraget til større sammenhold og nedbringelse af CO2. Det ser ud til at vi kan få en permanent ordning for disse busser.
Sønderborg er førende i landet på lokaldemokrati. Med snart 34 landsbyråd og en demokratisk struktur der både bruges af borgerne, administrationen og politikerne er vi nået længere end de fleste andre steder i landet. Borgerne har de afgørende stemmer i beslutninger i Landdistriktsudvalget og Landsbyforum.
På andre områder er Ehl med til at sikre at gode vilkår for borgerne. Det sker ikke i alle tilfælde, men det går nok bedre end i mange andre kommuner. Vi laver jævnlige test på folks tilfredshed på Jobcentret. Jeg har støttet, at vi har brugt millioner på at fordoble indsatsen i revalideringen, hvor andre kommuner sparer.
Det er ikke lykkedes mig at overbevise byrådskollegaerne om at flere huse kan bevares, men der er alligevel nu mere lydhørhed end tidligere og den administrative proces er ændret. Jeg stemte imod nedrivningen af de historiske bygninger, der tidligere indeholdt Teknikum og før det var spinderi mm. Her gik jeg offentligt imod flertalsgruppen.
Vi har et stabilt, svagt stigende medlemstal i Enhedslistens Sønderborg afdeling på lidt under 50 medlemmer. Det er ikke meget til at holde liv i partiarbejdet lokalt. Enkelte har meldt sig ud, men der kommer jævnligt nye til. Samtidigt har Alternativet etableret sig og SF forsøger at være med. Samlet set kan vi se en styrkelse.
Vi har i partiet brug for, at de små afdelinger, kan bruge andre løsninger på opgaverne end de store afdelinger i København. Vi har set, at der sker en øget aktivitet i afdelingen, men der er stadig brug for alle opbyggelige kræfter til at føre en politik, der giver resultater for borgerne.
Venlig hilsen
Anders Brandt, byrådsmedlem Sønderborg

niels astrup

Opstillingen har længe været tudetosset: Jeg har aldrig fattet, at Stine Brix - og ikke et ondt ord om hende - stillede op i Nordjylland, mens aalborgenseren Pernille Skipper blev valgt i Odense - og Johanne i København!!

Som vi siger i Himmerland, så er lokalkendskab ikke sådan at sige skie te. Og det er lokal forankring heller ikke.

Men det her er ikke bare Enhedslistens problem. Arne Lunds fortælling om Lars Dohn fik mig til at mindes den radikale Politiker Hans Larsen-Ledet, der KENDTE sin nordjyske kreds og fik ret gode valg. Han gjorde det så godt, at Marianne Jelved, født i Charlottenlund, snuppede den sikre kreds. Hendes forsvar var rørende: "Min far er jyde"!.

Jelved har nu i årtier repræsenteret Nordjylland på Slotsholmen; men jeg har endnu ikke oplevet hende gøre nogetsomhelst for denne egn. Intet. Selv ikke når lokummet virkelig brænder for flok heroppe.

Anders Brandt,
så er alt jo i bedste gænge, kan man forstå, men lad os se efter kommunalvalget, om anstrængelserne og de opnåede resultater bliver honoreret – uanset hvad, får du i det mindste én stemme … ;-)

Poul Sørensen

Hvad blev det nye motto? "Mere leverpostej til folket." eller "Mere lokal poduceret leverpostej til folket".
- Spøg tilside. Jeg håber enhedslisten står fast på de store linjer og evt. jævnligt trækker de store linjer op, så der ikke er nogen tvivl om, at enhedslisten ikke er et støtte parti men har en egen politik, der skal gennemføres.

Søren Kristensen

Jeg har ellers altid, med fornøjelse, opfattet Enhedslisten som et der lægger vægt på decentralisering.

Mht. det lokale - men for at gå lidt udenfor de røde cirkler.... Lene Espersen, der var valgt i Vendsyssel, og som ikke forsømte nogen lejlighed til at fortælle, at hendes papa var fiskeskipper i Hirtshals - hun løftede ikke én finger for at få anlagt en længe ønsket (af erhvervslivet) jernbaneterminal i hendes hjemby. Det var er heller ikke andre af de "lokale" blå ;F'ere, der gjorde. Det skulle der en EL-MF'er fra Esbjerg til at klare.

Troels Brøgger

Jeg er glad for at jeg lige nåede at melde mig ud inden dette landsmøde, godt nok af den grund af vores lokalafdeling blev kuppet af et byrådsmedlem med klister i røven, som fik sin familie og venner til at melde sig ind en dag før vores opstillingsmøde så han kunne bevare pladsen som spidskandidat.
Et feministisk parti ? ok så kan jeg jo ikke være med, jeg er en mand.

Troels Brøgger

@Anders Brandt
Opmuntrende og interessant at læse dine kommentarer.