På fredag er der udsigt til, at et flertal i Folketinget vil vedtage Enhedslistens lovforslag L 170 om at afskaffe blasfemiparagraffen i straffeloven, som forbyder spot med eller forhånelse af »noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse«.
Tirsdag meddelte Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, således, at partiet nu samlet vil stemme for en afskaffelse. Samtidig meddelte Justitsministeriet i en pressemeddelelse efter at have indhentet oplysninger fra en række lande, hvor en tilsvarende paragraf er blevet afskaffet, at »overordnet set« havde landene hverken nationalt eller internationalt oplevet »negative konsekvenser af ophævelsen af deres tilsvarende bestemmelser«.
Ifølge justitsminister Søren Pape Poulsen (K) havde det ikke været en let beslutning, men regeringen går nu ind for at afskaffe blasfemiparagraffen for »at styrke ytringsfriheden«.
Med en afskaffelse af blasfemiparagraffen vil Danmark ifølge ministeriet nemlig imødekomme internationale anbefalinger fra menneskerettighedseksperter i FN og Europarådet om, at det ikke bør være kriminaliseret at vise disrespekt for en religion eller at krænke religiøse følelser.
Ytringer eller handlinger, der tilsigter at true, forhåne eller nedværdige befolkningsgrupper på grund af deres religiøse overbevisning, vil fortsat være strafbare efter straffeloven, tilføjer ministeriet.
Siden straffelovens ikrafttræden i 1933 er der kun i to tilfælde sket domfældelse for overtrædelse af blasfemiparagraffen.
Enhedslisten som nyttige idioter for Dansk Folkebedrag. Stort tillykke.
Tænk, EL er ikke klar over at det også handler om mindretalsbeskyttelse. De tror at der bare er noget med frit slag til at kritisere Biblen, Koranen m.fl.
Læs EL's beslutningsforslag - temmelig hjernedødt
For en gangs skyld har EL tænkt realistiske tanker ... ;-)
Det er så det første ræsonnable beslutningsforslag fra Enhedslisten - nogensinde.
Som én der tror på noget, må man have en så stærk overbevisning, at det er inderligt ligegyldigt om andre deler denne overbevisning - og om andre endda håner denne overbevisning! Ellers er ens tro i ordets egentlige betydning værdiløs!
Det var sandelig på tide.
At undersåtterne får ret til at tænke, tro, mene, samt udtrykke sig frit.
Så mangler vi blot et opgør med mørkelægningsloven.
Det kommer desværre nok til at tage længere tid---
Blasfemiparagraffen drejer sig jo ikke om, hvorvidt man skal kunne kritisere eller latterliggøre religiøse trossætninger. Det er uvedhæftigt at påstå det (men det er nok desværre netop det, der driver "debatten"). Hvis det drejede sig om det, hvad så med feks nærværende debatforum? Her hånes religion som var det en folkesport. Paragraffen handler om offentlig orden og mindretalsbeskyttelse. Som sådan er det heller ikke folkekirken, der står for skud. Men muslimerne, som bare kan vente sig... Jamen, hurra, og lykke til.
Kenneth Jacobsen
"Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder."
Nej, det er ikke om "offentlig orden og mindretalsbeskyttelse" - det er slet og ret en indskrænkning af ytringsfriheden der gør visse former for "hård" kritik af religiøse traditioner og dogmer strafbar.
Racisme- og injurieparagrafferne kan udfylde den rolle du hævder blasfemiparagraffen varetager.
Det stadfæstes at et 'dansk' samfund er eet, hvor det er et udsagns sandhedsværdi, det skal bedømmes på, ikke dets håneret. Det er da meget godt tror jeg ...
Ja, Teis, sådan er den velkendte ordlyd. Spørgsmålet, du må stille dig selv, kan være følgende: hvordan kan det være, at mens religion og religiøse trossætninger uden problemer hånes (og ja, mange kloge og vittige hoveder har gennem lange tider gjort deres bedste), er en mand pt på anklagebænken for offentligt at brænde en koran?
Insinuerer du at det bør være ulovligt at brænde egne bøger af hvis nogen tilskriver dem en symbolsk/religiøs værdi?
Jeg insinuerer ingenting. Gør blot opmærksom på, at der er tale om en alt andet end privat handling, når den offentliggøres på facebook. Offentliggørelsen er netop pointen i den handling, der altså drejede sig om at ramme nogle mennesker i hjertet. Det er ikke blot en hvilken som helst bog, men netop en bog, der for mange mennesker har større betydning end både du og jeg vel i noget meningsfuld omfang kan sætte os ind i. Blasfemiloven var netop til for at skærme sådanne mennesker mod så afstumpede handlinger. Og ja, det er et tab for os alle som samfund at miste sådan en beskyttelse - særligt i en tid, hvor så mange savner ikke bare pli, men helt basal respekt for andre menneskers livssyn.
Og så bør man vel gøre sig klart, at en koran, en bibel eller et andet helligskrift kun i en reduceret forståelse kan kaldes ens eget. Ja, det er så dit eller mit eksemplar, men som helligskrift rækker ejerforholdet kun et stykke af vejen til forståelse af den troendes forhold til en sådan bog. Måske er der her filmen knækker for den sekulære hjerne? At man ikke har sans for, at der er mere til sagen for den religiøse end privat ejendomsret. At noget overhovedet kan være helligt. At der (gerne må) findes noget, der er helligt for nogen. Jeg ved det ikke. Det er sært for mig, at mange finder det så provokerende, at de må finde alle mulige, oftest tvivlsomme grunde for at stikke en kæp i hjulet for sådanne mennesker. Jeg er på det rene med, at ingen skal slå andre i hovedet med hverken koraner, bibeler etc, men det burde være indlysende. Blot er jeg ked af, at evt religiøse magtmisbrug skal bekæmpes med tilsvarende sekulære. Det synes mig, at vi så ikke er nået videre i teksten, så at sige. Vi burde respektere hinanden. Og gøre en indsats for at forstå hinanden, også selvom det kræver noget af os, og selvom vi ofte tager fejl.