Læsetid: 3 min.

Et handlingsfællesskab i Aarhus viser, hvordan vi kan ændre den verden, vi lever i

En gruppe borgere i Aarhus har skabt et fællesskab, hvor de hjælper hinanden med at skabe konkrete initiativer, der løser hverdagsproblemer. De ser sig selv som et dannelsesprojekt, som viser borgerne, at vi kan forandre det samfund, vi lever i. Hvis vi vil
22. maj 2017

I et baghus i Vestergade i hjertet af Aarhus har en gruppe på omkring 100 borgere etableret en mellemting mellem et forsamlingshus og et samtalekøkken. Her kan borgere komme og afprøve deres ideer og udvikle dem til konkrete projekter, som kan løse hverdagsproblemer.

De kalder sig ’Sager der Samler’ eller ’et hus for hverdagsaktivister’ og er en slags paraplyorganisation for forskellige initiativer, der både bliver til frivilligprojekter og virksomheder, fortæller Paul Natorp, der er medstifter og en del af den daglige ledelse.

Sager der Samler er ikke et sted, hvor ideer samles ind på farverige Post-it’s for aldrig at blive brugt til noget. Her opfordres alle til at tage ansvar, handle og engagere sig:

»Vi vil gerne være med til at skabe debat om, hvordan borgere i vores samfund kan være med til at skabe forandring og opleve, at de får en politisk stemme,« siger Paul Natorp.

Det var her i Sager der Samler, at Kristina Louise Bliksted som statskundskabsstuderende for snart fire år siden fik den nødvendige opbakning og rådgivning til at kunne gå videre med sin ide om at bygge bro mellem socialt udsatte borgere og sundhedsvæsenet. Det er blevet til frivilligorganisationen Social Sundhed, der i dag har et netværk på 80 frivillige sundhedsfaglige studerende i Aarhus.

Sager der Samler

Sager der Samler udgøres i dag af 29 sager.

Eksempler på sager:

  • Social Sundhed: Et netværk af frivillige studerende, der bygger bro mellem borgere og sundhedssystemet.
  • Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede: En arbejdsplads for udviklingshæmmede i vaskeriet i boligforeningen Søvangen i Brabrand.
  • Skraldecaféen: Indsamler overskudsmad og skaber en café for mennesker, der ikke har råd til at gå ud at spise.

Arbejdet med Sager der Samler begyndte i 2012, da Paul Natorp sammen med fire andre stiftere, Karen Ingerslev, Brett Patching, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen, arbejdede med at lave en efteruddannelse med fokus på at lære at samarbejde om at løse samfundsproblemer.

I dag har Sager der Samler fortsat fokus på dannelse med henblik på at vise borgere, at det er muligt at forandre samfundet, men er ikke en efteruddannelse i formel forstand.

Paul Natorp og de øvrige stiftere ønsker at koble demokratitanken med handling. Han ønsker at skabe bevidsthed i samfundet om, at den enkelte kan være med til at forandre verden. At vi kan bruge vores handlekraft og opfindsomhed. Og fremfor alt gøre noget:

»Vi ser os selv som et dannelsesprojekt, der skal vise, at vi kan forandre vores eget liv og det samfund, vi lever i.«

Savner fleksibilitet

Sager der Samler oplever generel opbakning fra Aarhus Kommune, der blandt har indgået samarbejde med Social Sundhed og har ansat Kristina Louise Bliksted til at koordinere de frivilliges arbejde.

Men selv om kommunen bakker op om frivillighed og lader sig inspirere af græsrodsinitiativer, savner Paul Natorp fleksibilitet fra kommunens side til at lade borgere på overførselsindkomster bruge deres ressourcer i frivilligprojekter:

»Vi savner, at kommunen i endnu højere grad holder hånden over de initiativer, som især sårbare borgere som flygtninge og borgere på overførselsindkomster står bag.«

»Kommunen er magtfuld og har langt flere ressourcer end civilsamfundet. Noget af det værste, der kan ske, er, at kommunen kommer til at kopiere eksisterende initiativer fra civilsamfundet eller forsøger at overtage dem.«

Sager der Samler er løbende i kontakt med Aarhus Kommune for at skabe bedre mulighed for samarbejde. Mens det er relativt ukompliceret at give adgang til lokaler eller bestemte områder i byen, kan det være langt sværere at samarbejde på socialområdet:

»Når borgere selv finder nye veje til at hjælpe sig selv, kan det komme på tværs af de kommunale tilbud og også udfordre nogle af de etablerede fagligheder på området. I disse tilfælde er det vigtigt at kunne tale om det for at lære i fællesskab,« siger Paul Natorp.

Magistratsafdelingen for For Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune meddeler Information, at man ikke ønsker at udtale sig om den generelle kritik af samarbejde med kommunen.

Samles om sagen

Udover Social Sundhed er der 28 sager eller grupper i Sager der Samler. Nogle er aktive på daglig basis, mens andre mødes på bestemte tidspunkter, eller når der er behov.

Fælles for projekterne er, at de tager udgangspunkt i borgerens egen virkelighed og løser problemer der, siger Paul Natorp:

»Her er vi ikke opdelt i frivillige og brugere. Vi skaber noget sammen. Vi forandrer verden sammen.«

Det princip går igen, når Sager der Samler til efteråret samler aktivister og borgerinitiativer fra hele landet til folkefestivalen Rethink Activism på Sydhavnen i Aarhus.

»Vi er politiske, fordi vi vil forandre samfundet, men vi er ikke partipolitiske. Her skal der være plads til alle uanset partifarve. Her samles vi om sagen.«

Serie

Vi tager vores verden tilbage

Ofte starter store forandringer som konkrete projekter i hverdagen. Derfor samler vi på gode eksempler, hvor vi glemmer alt om politikerne og fortæller om alle de mennesker, som i fællesskab kæmper for at løse store problemer og tage deres verden tilbage.

Denne serie følger op på vores særavis, som kan læses her

Seneste artikler

  • Der er lagt op til et usædvanligt politisk og økonomisk eksperiment i Jackson, Mississippi

    17. juni 2017
    Mississippis fattige hovedstad Jackson bliver i de næste fire år genstand for et økonomisk eksperiment anført af sorte aktivister og en nyvalgt progressiv borgmester. Planen er at indføre en bytteøkonomi, starte arbejderkooperativer og bygge billige lejeboliger i samarbejde med bystyret. Tea Party-republikanere og det hvide forretningsliv forventes at gøre modstand
  • Naturens profet Bill McKibben

    9. juni 2017
    Den amerikanske journalist, aktivist og forfatter Bill McKibben var i 1989 med til at skyde klimadebatten i gang med The End of Nature, den første populærvidenskabelige bog om klimaforandringer. Knap 30 år efter forsøger han fortsat at råbe borgere og statsledere op med lige så pessimistiske overskrifter
  • Venligboere har taget magten i en lille sydstatsby. Nu integrerer de 1.500 flygtninge om året

    7. juni 2017
    Den lille sydstatsby Clarkston har på 25 år taget imod 40.000 flygtninge og fremhæves som et forbillede for god integration. En del af forklaringen er et netværk af aktive borgere – en anden er kyllingefabrikkerne nordpå, der har brug for lavtlønsarbejdere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Carsten Munk
  • Ejvind Larsen
  • ingemaje lange
Viggo Okholm, Carsten Munk, Ejvind Larsen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leo Nygaard

Her kommer UBI-Basisindkomst / Borgerløn stærkt ind i billedet.
Det er på tide, at det anerkendes, at der er andet i verden end lønarbejde.

Nike Forsander Lorentsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar