Læsetid: 3 min.

Højesteret: Afslag til handicappede var ikke forskelsbehandling

Manglende lægelig dokumentation fra ansøgerne var baggrunden for, at Højesteret tirsdag frifandt Inger Støjbergs ministerium for forskelsbehandling
Jonas Christoffersen mener, det er skuffende, at man på et område med så stor betydning for borgere stiller så store beviskrav til borgernes dokumentation, samtidig med at man stiller så små krav til myndighedernes begrundelser, når de giver afslag.

Jonas Christoffersen mener, det er skuffende, at man på et område med så stor betydning for borgere stiller så store beviskrav til borgernes dokumentation, samtidig med at man stiller så små krav til myndighedernes begrundelser, når de giver afslag.

Khan Tariq Mikkel

10. maj 2017

Fem enige højesteretsdommere med retsformand Vibeke Rønne i spidsen frifandt tirsdag Udlændinge- og Integrationsministeriet for konventionsstridig forskelsbehandling. Dermed stadfæstede de Østre Landsrets dom fra maj 2016.

Med dommen på bare 13 sider har en årelang proces nu nået sin afslutning med et resultat, som går anbefalingerne fra Institut for Menneskerettigheder imod.

Instituttets direktør Jonas Christoffersen deltog som såkaldt biintervenient til støtte for advokat Gunnar Homann. Advokaten anlagde sagen på vegne af tre klienter, der alle havde fået afslag på statsborgerskab og afslag fra dispensation fra sprogprøven, selv om de havde lægeerklæring om bl.a. PTSD.

Jonas Christoffersen kalder dommen for »et skuffende nederlag«.

»Det er da skuffende, at man på et område med så stor betydning for borgere stiller så store beviskrav til borgernes dokumentation, samtidig med at man stiller så små krav til myndighedernes begrundelser, når de giver afslag,« siger han.

Høje beviskrav til borgerne

Højesterets opgave har været at tage stilling til, om ministeriet eller Folketingets Indfødsretsudvalg havde udsat de tre ansøgere for forskelsbehandling i strid med Danmarks internationale forpligtelser, bl.a. i FN’s Handicapkonvention.

Først konstaterer Højesteret, at eftersom Danmark først tiltrådte handicapkonventionen i 2009, så kan den ikke have betydning for to af sagerne, fordi afslagene er tidligere.

Selv om Jonas Christoffersen er skuffet over dommen, så er han dog tilfreds med, at Højesteret ikke bare fejede spørgsmålet af banen. Sagen har været den første af sin slags i Danmark og har derfor haft karakter af en principsag.

Og så til resultatet: På baggrund af en vurdering fra Retslægerådet om kvaliteten af de lægeerklæringer om PTSD, der var bilagt ansøgningerne, finder Højesteret ligesom landsretten dernæst, at de tre ansøgere ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at de ikke var i stand til at bestå sprogprøven.

Selv om lægeerklæringerne bl.a. kom fra speciallæger, så gav de ifølge Retslægerådets vurdering ikke tilstrækkelig præcis dokumentation for, at ansøgernes funktionsnedsættelse skulle have hindret dem i at bestå sprogprøven.

Det synspunkt tilslutter Højesteret sig, og det kommer bag på Jonas Christoffersen.

»Det er meget strenge dokumentationskrav. De speciallægeerklæringer, man normalt brugte dengang, opfylder ikke det krav om dokumentation, som Højesteret stiller for, at Folketingets beslutning kan anses for diskriminerende,« siger Jonas Christoffersen.

Dermed stiller Højesteret ifølge Jonas Christoffersen større krav, end Folketingets Indfødsretsudvalg gjorde, når det gav dispensation til syge ansøgere.

For en af ansøgerne finder højesteretsdommerne, at vedkommende ganske vist led af en langvarig funktionsnedsættelse begrundet i psykisk lidelse. Men denne ansøger havde alligevel ikke godtgjort, at han som følge af funktionsnedsættelsen på afgørelsestidspunktet ikke havde »rimelig udsigt til at opfylde sprogkravet«.

Små krav til myndighederne

Den anden del af dommen, som Jonas Christoffersen er skuffet over, drejer sig om begrundelserne for afslagene. Her finder Højesteret, at de begrundelser, som i dag gives – og som kort fortalt går ud på at oplyse, at ansøgeren ikke opfylder betingelserne – er fuldt tilstrækkelige.

Det er Jonas Christoffersen uenig i.

»I dag må en borger selv gætte, hvad den nærmere begrundelse for et afslag er. Det står direkte i afslagene, at der ikke kan gives en nærmere begrundelse ud over, at betingelserne for at give dispensation for f.eks. sprogkravet ikke er opfyldt,« siger han.

Han tager som tænkt eksempel en person, der har fået afslag på trods af indsendte lægeerklæringer. Her kan den nærmere begrundelse være, at den indsendte lægeerklæring for en lidelse ikke er troværdig. Eller at dokumentationen er troværdig, men ikke tilstrækkelig.

Eller som en tredje mulighed at dokumentationen for lidelsen både er troværdig og tilstrækkelig, men ikke siger nok om, hvor hårdt ansøgeren har forsøgt at bestå danskprøven.

»Den nærmere begrundelse får du kort sagt ikke. Og der siger Højesteret nu, at det har du heller ikke krav på, for du kan godt alligevel have en ide om, hvad det handler om, og så er det godt nok.«

Selv om der f.eks. i forhold til kravet til lægeerklæringernes indhold er sket nogle opstramninger, mens retssagen har verseret, så vil tirsdagens dom betyde, at det vil stille store krav, hvis en ansøger, der har fået afslag, nu vil have sagen prøvet ved domstolene.

»Hvis de vil gå til domstolene, så skal deres lægeerklæringer være virkelig stærke og meget præcise og udførlige. Og hvis ikke du kan skaffe det, så må du leve med, at du ikke kan vinde en sag ved domstolene,« siger Jonas Christoffersen.

»Så det er da et nederlag. Vi har ment, at begrundelserne for afslagene skulle være bedre end bare, at du ikke opfylder betingelserne. Og vi mente også, at beviskravene for funktionsnedsættelse var løftet med de pågældende lægeerklæringer, men det var Højesteret ikke enig i,« slutter han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Skal jurister så ikke også afgøre om den og den behandling skal gives - mon ikke det kan give mange besparelser for sundhedsudgifterne?
Bare et forslag når borgeren og lægernes udsagn åbenbart vægter langt mindre end juristernes.