Interview
Læsetid: 5 min.

Opdragelse er ikke kun et spørgsmål om børn og forældre

Al snak om konfliktsky curlingforældre isolerer problemer med opdragelsen til familien, men så enkelt er det ikke. Familiens mulighed for at opdrage påvirkes af barnets liv i institution og skole, derfor er der brug for mere samarbejde om opdragelse frem for negative generaliseringer, mener Dorte Kousholt, der forsker i børne- og familieliv
Et problem kan se vidt forskelligt ud, alt efter om man ser det fra skolen, institutionen eller hjemmet, mener forsker Dorte Kousholt.

Et problem kan se vidt forskelligt ud, alt efter om man ser det fra skolen, institutionen eller hjemmet, mener forsker Dorte Kousholt.

Sille Veilmark

Indland
15. maj 2017

Selv om børn i årtier har haft en hverdag på tværs af hjem, daginstitution eller skole, så hænger synet på opdragelse ofte fast i en forståelse af familien, som en sluttet enhed.

I stedet er der behov for at se på, hvordan de forskellige steder i børns liv har betydning for opdragelsen. Det mener Dorte Kousholt, der er lektor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse og forfatter til bogen Børnefællesskaber og familieliv.

»Der er behov for at se på opdragelse på en måde, hvor vi fokuserer mere på, hvordan forældres muligheder og betingelser for opdragelse skabes i samspil med børnenes liv andre steder, sammen med andre voksne og børn,« siger Dorte Kousholt.

Debatten om opdragelse har været præget af udtryk som curling-, ego- eller speltforældre, og det er et problem, fordi de negative generaliseringer kommer til at fokusere på alt det, forældre gør forkert, mener hun.

»Det gør det meget nemt at se forældrene som årsagen til problemer, i stedet for at se på hvilke konkrete situationer forældrene står i til daglig, hvor der er forskellige hensyn, der skal tages på samme tid, f.eks. både komme ud af døren til tiden, lade barnet selv tage sko på og tage hensyn til, hvordan har barnet det lige i dag. Det gør, at kravene til, hvad barnet skal leve op til og gøre selv, kan skifte. Men mange af de forskellige hensyn, som spiller ind på situationen, har det med at falde ud, når vi diskuterer opdragelse.«

Dorte Kousholt har i sit feltarbejde forsøgt at komme tæt på de daglige dilemmaer i danske børnefamilier. Og her bliver det tydeligt, hvor meget andre forældre, pædagoger og lærere påvirker familien.

»Samarbejdet med andre voksne omkring ens børn kan både virke som en kæmpe støtte eller omvendt en belastning, som skaber konflikter. At være forældre og opdrage handler altså også om et samarbejde med de professionelle i institutioner, skoler og andre forældre. Derfor er det vigtigt at fokusere på dialogen mellem de forskellige voksne i børns liv. I min forskning kan jeg se, at det, der kan bruges til at udvikle forældreskabet, er, hvis forældrene har et rum, hvor de åbent kan tale om, hvordan deres barn har det, de udfordringer de oplever i klassen, hjemmet eller børnehaven, og hvordan de kan støtte hinanden i at ændre på ting, der ikke fungerer,« siger Dorte Kousholt.

Konfliktfyldt zone

Vi møder ofte idealer om familieliv som harmonisk og konfliktfrit, men det er ikke den virkelighed, de fleste af os oplever, påpeger Dorte Kousholt. Vi er fælles om at være sammen i en familie, men lever samtidig forskellige liv i skolen, på arbejde, med venner, og der er forskellige interesser på tværs af familien, både hos de voksne og børnene.

»Alt det skal forældre finde vej i og samtidig tage hensyn til skole og daginstitutioners krav. Når jeg har lavet observationer af børnefamiliers hverdag, er jeg blevet overrasket over, hvor meget der handler om at håndtere forventninger og krav andre steder fra. Og det kan skabe konflikter i familien om, f.eks. hvor meget man kan presse sit barn i forhold til lektier, eller om hvordan barnet opfører sig andre steder,« siger Dorte Kousholt.

Hvis der er et problem med et barn i skolen, så rettes søgelyset hurtigt mod forældrene og situationen i hjemmet, men det er nødvendigt at se på samspillet mellem forældre, professionelle og børnene imellem, mener Dorte Kousholt:

»Når jeg følger børnene, så kan jeg se, at det ikke er entydigt, hvor problemerne kommer fra. De opstår i et samspil mellem hjemmet og skolen, der bliver problematisk.«

Tænk på tværs

Opdelingen mellem, hvad der foregår i skoler/daginstitutioner og i familien, går ifølge Dorte Kousholt igen i forskningen. Men hvis der skal skabes et bedre samspil mellem familie, skole og institutioner, så er der både behov for, at forskningen går på tværs, og at de professionelle og forældrene er bevidste om, at deres samarbejde er afgørende for barnet.

»Barnet har jo ikke en fast personlighed, der er skabt hjemmefra. Vi må forstå, at børns liv er sammensat og ikke fokusere på forældre-barn relationen isoleret set. Hvis man ser på barnets liv som sammensat, så bliver forældre, pædagoger og lærere jo helt nødvendige for hinanden i forhold til at støtte barnets samlede livssituation. For et problem kan se meget forskelligt ud derhjemme og i skolen, derfor skal skolen arbejde med at skabe rum, hvor den udveksling af viden om barnet kan finde sted,« siger Dorte Kousholt.

Det er her den nye vej i opdragelsen skal findes, for selv om forældre i dag går meget op i at leve op til de mange og modsatrettede råd om, hvordan de burde behandle deres børn, så risikerer det også at låse dem fast i et umuligt ideal.

»Når der er de her negativt ladede kategorier om for eksempel curlingforældre, så lever de kategorier videre, som en bekymring hos forældrene om at blive set på som den type forældre. Det gør, at vi kommer til at vurdere hinandens forældreskab meget i stedet for at tage afsæt i, hvordan vi hver især prøver at få hverdagen til at hænge sammen med børn,« siger Dorte Kousholt.

Stort potentiale

Ved at undersøge, hvad det er, der skaber konfliktsituationer i det daglige, og have muligheder for at lave om på situationerne, så kan forældre afprøve nye måder at tilrettelægge hverdagen på, så børnene reagerer anderledes, viser Dorte Kousholts forskning.

»Ingen vil være den slags forældre, der skælder meget ud, og ingen vil lære deres børn ikke at være robuste, men det er ikke bare et spørgsmål om barnet og forældrene. Begge parter er en del af en større social situation, og hvis forældrene oplever, at de kan få støtte hos hinanden og nogle gange også en ny forståelse for barnet fra lærere og pædagoger, så bliver opgaven nemmere at løse,« siger hun.

Nogle ville mene, at pædagoger og lærere har rigeligt at se til og derfor ikke har tid til at komme forældrene i møde, men Dorte Kousholt mener ikke, det kun er et spørgsmål om ressourcer i skoler og daginstitutioner. Det handler også om at se på de forståelser af forældre og samarbejde, der er i spil, og om synet på forældrene er præget af negative ideer om besværlige curlingforældre.

»Børn og forældre hænger uløseligt sammen, så samarbejdet er centralt. Og selv om det også er et spørgsmål om ressourcer i institutioner og skoler, så kan vi også løfte et bedre samarbejde ved at omorganisere. Et godt samarbejde kommer både børnene og det pædagogiske arbejde til gode, så her er der et potentiale for udvikling, hvor der selvfølgelig skal være forståelse for, at de forskellige parter har hver deres indsigt, opgaver og ansvar,« siger Dorte Kousholt.

Serie

Opdragelse søges

Forældre bliver tudet ørerne fulde af gode råd om, hvordan de kan skabe sunde, dygtige og velfungerende børn. Men hvordan går det med opdragelsen? Drukner den i børnefamiliernes travlhed og de mange gode råd? Eller skal vi helt droppe den? Information søger i en ny serie efter svar på det svære spørgsmål: Hvordan kan vi ruste vores børn bedre til livet?

Seneste artikler

  • ’Børn skal ikke være medansvarlige for opdragelsen’

    27. april 2017
    Det kan svært at skelne mellem børn med diagnoser og børn, der mangler opdragelse. Det prøver foredragsholder og forfatter Ann-Elisabeth Knudsen at gøre i sin nye bog. Her påpeger hun, at det ofte kan være de normalt fungerende børn, der er mest krævende i skolen, fordi de er vant til, at deres behov kommer i første række
  • Børn i dag mangler ikke opdragelse. Tværtimod bliver de opdraget alt for meget

    24. april 2017
    Familieterapeut og forfatter Jesper Juul beskriver i sin nye bog forældreskabet anno 2017. For ham handler det i dag om, at vi skal turde at være sårbare ledere, der er nysgerrige og nærværende i forhold til, hvad vores børn er for nogle størrelser
  • ’Der er behov for en ny vej i opdragelsen’

    22. april 2017
    Danske børn har fået rettigheder, frihed og forhandlingsopdragelse, men noget er gået tabt undervejs, mener psykologiprofessor og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Jensen

Ansvaret for opdragelse og dannelsen ligger hos familien og dennes netværk herunder lokalsamfundet.
Det offentlige eller andre private institutioner skal ikke opdrage vores børn.

Tænk over ordene: opgragelse, dannelse og uddannelse! (Det sidste er der hvor det private og offentlige har indflydelse!)

Helene Hindberg

Det er en myte. Børn modtager i lige så høj grad påvirkning og opdragelse uden for hjemmet og har gjort det i årtier. Det er et faktum, når man ser på, hvordan det moderne liv er skruet sammen, og hvis man tænker over det, giver det også god mening. Hvis barnet tilbringer det meste af sin vågne tid uden for hjemmet, hvordan skulle forældrene så kunne være DE ENESTE, der påvirker og former barnet og dets værdier? Uanset om man bryder sig om det eller ej, så har daginstitutioner, skoler og fritidstilbud meget at sige i nutidens opdragelse. Vi kan så altid diskutere, om det er en god udvikling eller ej, men jeg mener ikke, at man kan benægte, at det er sådan virkeligheden ser ud.

Viggo Okholm

Så er det jo om ordet opdragelse er det rigtige ord. Hvordan ser vi på mennesket generelt, er det et væsen helt sin egen i evig forandring og som reelt vil det bedste både for sig selv og sine medmennesker, eller er det et stort ego som skal knægtes og dannes og lære hvad forældre og samfund ønsker? Eller måske det er ene blanding som du og jeg. Livet er altså ikke at vi var,er og bliver efter en skabelon vel?

Anders Jensen

Ej nu stopper vi altså med det der relativistiske ordgejl.
Opdragelse handler om holdninger, normer og værdier. (Disse kan opdeles i individuelle, grupper og overordnet i samfund.) Men når der er tale om individuelle og gruppe- holdninger, normer og værdier er det altså familien først, dernæst lokalsamfundet der har den primære indflydelse.

Værdier, holdninger og normer findes så også i samfundet herunder institutionerne, men de er tærtiere og vægter minimalt i udviklingen af barnets personlighed. (Samfundet har kun stor indflydelse der hvor lokalsamfund og familie strukturen er udhulet og undermineret.)