Læsetid: 2 min.

’Prøv at overveje det: En halv million danskere kommer hjem fra en tur og tænker, at verden egentlig er god nok’

Gomore er en internetbaseret tjeneste, hvor private kan arrangere samkørsel eller leje deres bil ud til andre private. En halv million danskere benytter sig årligt af tjenesten
Indland
4. maj 2017
Gomore er en internetbaseret tjeneste, hvor private kan arrangere samkørsel eller leje deres bil ud til andre private. En halv million danskere benytter sig årligt af tjenesten

Mia Mottelson

Matias Møl Dalsgaard, medstifter af Gomore:

»Jeg startede Gomore i 2005 sammen med en anden studerende. Vi studerede begge filosofi i Freiburg og sad så en aften og talte om, hvad vi skulle lave, når vi var færdige med at studere. Søren (den anden stifter, Søren Riis, red.) fortalte, at samkørsel var noget, der fungerede i Tyskland, og jeg syntes i første omgang, at det lød som en god forretning. Det var i sig selv rigtig smart, hvis man kunne bygge en hjemmeside, hvor det, du sælger, er noget, brugerne kommer med. Du skal ikke levere varerne. Det er ret enkelt, at det kan være en god forretning.«

»Så mødte jeg Søren dagen efter på en café. Jeg kan huske, at jeg gav ham hånden og sagde, at det gør vi. Og så var det mig, der tog hjem til Danmark og fandt nogle andre studerende, som kunne være med til at lave det.«

»Der er nogle sociale og miljømæssige dimensioner af samkørsel, men dem har vi først for alvor opdaget hen ad vejen. Faktisk tonede vi i begyndelsen det sociale lidt ned og fokuserede på, at det bare var transport, og at det var billigt. Vi sagde til vores kunder, at de ikke behøvede tale med nogen, de kunne være stille eller læse i en bog. Men det gik op for os, hvad samkørsel kan.«

»Prøv at overveje det: En halv million danskere møder hvert år hinanden og vænner sig til, at man deles om ting og kommer hjem fra en tur og tænker, at verden egentlig er god nok. Man opdager, at det faktisk er fint at møde andre mennesker, og at langt de fleste er søde og rare og åbne og hjælpsomme og fulde af gode motiver. Det er en måde at være sammen på, som vi ikke oplever særlig tit i et moderne samfund, hvor vi lever anonymt og ofte ret isolerede liv ved siden af hinanden i storbyerne. Jeg mener, at der er en kæmpe samfundsmæssigt gevinst på den sociale dimension. Det er selvfølgelig ikke sådan, at folk tager på en Gomore-tur udelukkende for at snakke med mennesker, men de bliver positivt overraskede og kommer glade hjem. Det oplever jeg også selv.«

»Der skete ikke så meget fra 2007 til 2013. Jeg arbejdede hos McKinsey og skrev ph.d. i filosofi. Men i 2013 var vi tre personer, som besluttede os for at satse på det og arbejde fuld tid. I dag er vi 75 medarbejdere, og i Danmark er der cirka en halv million samkørsler om året og cirka 30.000 udlejninger. Derudover er vi i fire andre lande, Norge, Sverige, Spanien og Frankrig.«

»Der er også nogle miljømæssige aspekter ved at køre sammen, og for mange brugere er det en del af det at bruge Gomore. Men det med miljøet ville ikke i sig selv kunne drive en succes. Det skal være økonomisk meningsfuldt for brugerne. Man tilbyder et lift, fordi man kan få nogle penge for det, og man tager et lift, fordi man kan spare nogle penge. Men vi har fundet ud af, at det ikke behøver være det allerbilligste, hvis du kan skabe en god oplevelse eller gøre noget for miljøet.«

Særavis: Vi tager vores verden tilbage

Ofte starter store forandringer som konkrete projekter i hverdagen. Derfor har vi lavet en særlig udgave af Information, hvor vi glemmer alt om politikerne og fortæller om alle de mennesker, som hver dag kæmper for at løse store problemer og tage deres verden tilbage.

Det her er deres avis.

Andre artikler i dette tillæg

  • Vi smider hver især 13 kilo elektronik ud hvert eneste år. Arne prøver at bremse tendensen

    4. maj 2017
    Hvert år smider danskerne i gennemsnit 13 kilo elektronikaffald ud. Både affaldet fra gammel elektronik og produktionen af nyt er belastende for miljøet, men de seneste år er folk i Danmark og udlandet gået sammen for at hjælpe hinanden med at reparere tingene
  • Findes lyset i Mørke?

    4. maj 2017
    Information er taget til landsbyen med Danmarks mest dystre navn på jagt efter den borgermobilisering, som historisk har været med til at forandre Danmark, og som forfatterne til den nye bog ’Rodskud’ hævder igen er i gang med at udfordre styringstrætheden hos den politiske elite
  • ’Det her er alle tiders chance for at få et bedre liv’

    4. maj 2017
    Da de danske husmænds forening i 2003 kastede håndklædet i ringen og lod sig fusionere med de store bedrifter, sagde nogle af de små fra og dannede foreningen Frie Bønder – Levende Land. I landsbyen Jaungyde kæmper én af dem for at udvikle sin lille økologiske bedrift og samtidig bane vej for den større omstilling, der kan muliggøres ved at genskabe menneskers rodforbindelse til naturgrundlaget
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her