Professor: Regeringen ved, det er blevet sværere at øge arbejdsudbuddet
Med sin nye 2025-plan sender VLAK-regeringen et klart signal om, at den har indset, at mulighederne for at øge arbejdsudbuddet er stærkt reduceret i forhold til det potentiale, der stadig var til stede i slutningen af 00’erne.
Det mener professor i økonomi på Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen.
Regeringen fremlagde i går sin plan for »en samfundsøkonomi i vækst og balance«. Ambitionen er en vækst på 80 millliarder kroner. Produktiviteten skal øges, og op mod 60.000 flere skal i beskæftigelse.
Det skal ske ved, at flere unge kommer tidligere ind på arbejdsmarkedet, samtidig med at deres forældre venter lidt længere med at gå på pension. Færre skal være på offentlig forsørgelse. Arbejdstiden skal øges. Og endelig skal der skabes bedre mulighed for at hente udenlandsk arbejdskraft til landet.
Det vil – ifølge økonomerne i Finansministeriet – betyde, at det såkaldte råderum øges med 33 milliarder kroner i 2025. Alt efter regeringens muligheder for at navigere i det politiske landskab, kan pengene så anvendes til at sænke skatter eller øge de offentlige udgifter og investeringer.
Men mulighederne for at øge arbejdsudbudet er ikke, hvad de har været, og i december 2016 skrev økonomiprofessorerne Nina Smith og Peder J. Pedersen en artikel i fagmediet Samfundsøkonomen, hvor de fastslog, at der ikke var »det store vækstpotentiale tilbage i arbejdsudbuddet, medmindre der er politisk vilje til at foretage nogle klare politiske valg, der markant reducerer velfærdsordninger, som primært tilfalder den potentielle arbejdsstyrkes kernetropper, såsom barselsorlov, efterløns- og pensionsalder, SU eller reducerer dagpengereglerne for syge og ledige yderligere«.
Slut med snuptag
Ifølge Sandemann Rasmussen kan begge parter godt have ret.
»De reformer, der er gennemført siden 2009 har samlet øget arbejdsudbuddet med 150.000 personer. Det forhold, at regeringen kun vil øge arbejdsudbudet med op mod 60.000 frem mod 2025, peger klart på, at de også har indset, at de lavthængende frugter er høstet. Det er blevet sværere at lave de reformer, der kan skaffe den øgede beskæftigelse. På den måde illustrerer de meget godt Smith og Pedersens pointe,« siger Bo Sandemann Rasmussen, som også hæfter sig ved, at der ikke længere er et enkelt snuptag.
»Regeringen har måttet præsenterer en bred vifte af områder, og inden for hvert område bliver de givetvis nødt til at inkludere flere politikområder. Inden det er på plads, kan man heller ikke vurdere, om de 60.000 er realistisk.«
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er man noget mere skeptisk.
Cheføkonom Erik Bjørsted er enig med de økonomer, der vurderer, at de lavthængende frugter er høstet.
»Selv hvis man tog nogle af de virkeligt hårde midler i brug, ville det stadig være meget svært at nå målsætningen om de 60.000. Skærer du for eksempel i dagpengene, kan det have store konsekvenser for hele vores arbejdsmodel,« siger han og henviser til, at forudsætningen for, at vi som lønmodtagere accepterer, at vi kan blive fyret meget pludseligt, er, at der er et sikkerhedsnet, der fanger os.
Sænker man nettet under arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, kan det have den konsekvens, at de garderer sig bedre i form af længere varsler og fratrædelsesgodtgørelser.
»Det så man allerede i 2010, hvor der kom fratrædelsesgodtgørelse ind i overenskomsten. Så går man den vej, har det vidtgående konsekvenser.«
Usikkerhed i befolkningen
Han advarer ikke mindst mod at flytte rundt på på tilbagetrækningsalderen.
»Det bliver primært de faglærte og ufaglærte, der må betale prisen. Specielt ufaglærtes levetid er markant lavere end for eksempel akademikeres,« anfører han.
Til gengæld kan han godt se perspektiverne i frivillige ordninger.
»Det er en ret at gå på pension. Ikke en pligt. Jeg ser meget gerne, at man kommer med investeringer i arbejdsmiljø, eller at virksomhederne kommer med tiltag, der gør, at de ældre gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet. Det gjorde man også forud for sidste krise, hvor man prøvede at tage fat i de ældre.«
Omvendt kan for hårdhændede reformer på området føre til usikkerhed i befolkningen.
»Særligt dem, der ikke har fysikken til at blive på arbejdsmarkedet, kan reagere med at øge deres opsparing. Og det kan så være med til at hive efterspørgsel ud af økonomien,« siger Bjørsted, der opfordrer til, at man holder nøje øje med de utilsigtede virkninger.
Bjørsted understreger, at en stor del af den beskæftigelsesindsats, der har været praktiseret over for ledige, har haft en tvivlsom effekt.
»Vi har ikke altid været gode til at bruge de rigtige værktøjer i kassen. Carsten Koch-udvalget fandt jo frem til, at mange af de 550.000, der befandt sig på kanten af arbejdsmarkedet, havde alle mulige andre problemer i deres liv end ledighed. Men selv med de rigtige instrumenter, vil det nok kun flytte nogle få tusinde,« vurderer cheføkonomen.
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Når der er krise skal der spares på de dårligst lønnede og de arbejdsløse, og på det offentlige. Det skal der så mærkeligt nok også når der er opsving. Alt imens de rigeste og bankerne forgyldes, uanset hvad. Incitamenter for de ledige handler altid om at skære i deres ydelser, mens de omvendt for de rigeste handler om at give dem flere penge. Der er jo forskel på folk!
Reelt er der slet ikke brug for flere ledige hænder. Det er udelukkende et ideologisk spørgsmål om at have tilstrækkelig mange ledige til at holde lønudviklingen i arve. Når der f.eks. mangler læger, ingeniører og software udvikler hjælper det altså ikke en dyt at øge arbejdsudbudet.
Hold nu OP med det arbejdsudbud! Færre kan lave mere og mere, det er realiteterne.
Vi skal have mindst de gamle dagpenge- og bistandsregler tilbage, indtil vi får en egentlig samfundsdividende - kun på den måde kan man balancere magtforholdet mellem de besiddende og lønmodtagerne.
Jeg skal endnu en gang anmode alle - særligt journalisterne - om at sondre imellem ARBEJDSUDBUDDET(som er mængden af arbejde/antallet af jobs), og ARBEJDSKRAFTSUDBUDDET(som er mængden af arbejdskraft/størrelsen på arbejdsstyrken.
Så må de jo til at udkommandere de døde. En urne kan jo fint stå ved siden af en robot - og løn behøver de ikke. Så kan arbejdsgiverne altid true arbejderne med, at kræver de ordentlige arbejdsforhold og en rimelig løn - kan de blive udskiftet med en død. For det er jo det hele manøvren går ud på, at tryne arbejderne til at acceptere østeuropæiske forhold.
"Sænker man nettet under arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, kan det have den konsekvens, at de garderer sig bedre i form af længere varsler og fratrædelsesgodtgørelser."
Ja, tænk - hvilken katastrofe, at gardere sig!
Dén slags kan vi ikke folk til.
Igen, for tusinde gang i dette årtusinde allerede, virker borgerløn og rimelig understøttelse til kronisk syge osv som en meget oplagt måde at æge forbruget på.
Hvis regeringen vtterlig SKAL have flere i arbejde, omend årsagerne virker ideologiske for mig, må de jo finde et ambitiøt projekt for landet. Skal vi ikke bare skide NASA et langt stykke og starte vores eget ESA Mars program?? Jeg mener, Thor Pedersen troede danmark kunne købe hele verden..ikke at den er værd at eje efterhånden.
Er Kristian Jensen vores Paul Ryan?
Som Niels Hausgaard siger det. "Der er altid arbejde til dem der vil". Lige efter Christian Jensens morgenbøn. Dog mener Niels H. Det med ironi, mens Lars Løkkes halehæng, Chr. J. Mener det i fuld alvor. Tristhedens politik. Jacob Haugaard er nok mere ironisk, når han siger."Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge".det er jo også det Danmarks mest slatne regering vil med deres 2025 planer.
John,
i "økonomsammenhæng" er arbejdsudbuddet stort set det, du forstår som arbejdskraftudbuddet: Størrelsen på arbejdsstyrken ganget med det antal timer, denne arbejdsstyrke er villig (evt. "er blevet tvunget til at være villig til") til at arbejde.
Jeg indrømmer dog gerne, at jeg bedre kan lide din definition.
Eksempel: Hvis pensionsalderen fra den ene dag til den anden udsættes med 2 år, vil arbejdsudbuddet øges med det antal personer, det går ud over, ganget med det antal timer, disse personer ville arbejde under "idealvilkår" (ikke nødvendigvis idealvilkår for de berørte personer).
Erik Karlsen, jeg kender en ansat i en større arbejdsgiverforening, der, indtil jeg påviste andet, var overbevist om samme definition, som John S. Hansen fremfører. Han fortalte i øvrigt, at de under møder om den seneste overenskomst brugte ordet efter den definition, så man må sige, at misinformationen har været meget effektiv.
For plutokraterne er det vigtigst at den lavt hængende frugt, at mindst 80% af væksten skal gå til de rige, at den kommer i hus - det er det hele puzzle spillet handler om. De rige skal kunne se fidusen i at blive endnu rigere.... fordi ellers rejser de til England, Grækenland eller et andet sted, hvor de kan skovle 80% af væksten i hus....et sted hvor sygeplejerskerne er villige til at løbe endnu hurtigere for en mindre løn.....og de fattige der er det helt store problem, de må klare sig selv..... men selvfølgelig drømmer Mette Frederiksen om et andet land "Danmark" hvor ingen sover på parkbænken (hvad skal Mette ellers drømme om, i vågen tilstand arbejder hun for plutokartiet, men selvfølgelig drømmer hun om noget andet).... men Mette drømmer kun lige til den dag, hvor hun selv bliver statsminister, så er der heller ikke råd til at drømme mere.
- Danmark står i rigmandsvælde til halsen og synker uafvendeligt med de politikere der er på Christiansborg.... kun hvis enhedslisten bliver store nok, kan vi få en anden politik end den der gør de rige rigere.
Erik Karlsen@
Indtil for kort tid siden(de seneste par år) var det min "definition" af ARBEJDSKRAFTSUDBUDDET/ARBEJDSUDBUDDET, som var den rigtige. Den som anvendtes i den seriøse presse osv. ! Gradvist skete der det, at diverse journalister og politikere begyndte at jonglere med de to ord i flæng. Tilsyneladende vandt udtrykket "arbejdsudbuddet" Måske fordi det er lidt mere mundret. Er heller ikke rigtig hensigtsmæssigt hvis man ikke kan sondre imellem de to, sådan som det er tilfældet med den definition som du fortæller er den gængse blandt økonomer. Nu er økonomer naturligvis heller ikke nødvendigvis ørne til sprog!
Bemærk, at det udelukkende er den sproglige sondring som jeg forholder mig til.
Naturligvis og nødvendigvis i smuk kombination............håber at et giver mening alligevel!
Der mangler fagforeningsbosser a´la Preben Møller Hansen der har kugler nok til at stille krav, og igangsætte strejker der varer mere end to timer. Ud over nogle mere bissede fagforeningsbosser (der i modsætning til nuværende fagforeningstop ikke er pampere), så mangler der også solidaritet. Så længe det er naboen der bliver sjoflet er der ikke mange der vil risikere egen røv ved at deltage i protester og strejker. Og når der alligevel strejkes, så lad os få indført overskudsdeling en gang for alle.
Det er ikke svært at øge arbejdsudbuddet. Det hander som altid om udbud og efterspørgsel, der som bekendt er omvendt proportionale. Derfor bare mindske efterspørgslen. Og er man ikke villig til det, ja så er man selv ude om det.
Se på billedet - hvordan kan de tre amatører og opkomlinge - især ham i midten - have så megen.
For nylig viste en undersøgelse, at 70 % af de adspurgte troede at "øgning af arbejdsudbuddet" betød at skaffe flere arbejdspladser.
Magthaverne bluff er lykkedes over al forventning.
@ Ole Christiansen
Ja, netop. Der er intet ansvar mere.