Høgni Petersen har været plaget af depression og PTSD efter sin udsendelse til Afghanistan i 2010. Siden har den 31-årige veteran været tungt medicineret, blottet for energi og ude af stand til at arbejde.
De seneste to år er det dog gået bedre. Vendepunktet kom i 2015, da hans amerikanske kone, Erica, og hendes datter, Asia, flyttede til Danmark.
I november sidste år fik den glædelige udvikling dog en brat afslutning, da deres ansøgning om familiesammenføring blev afvist, fordi Høgni Petersen har modtaget en ydelse svarende til kontanthjælp inden for de seneste tre år og dermed ikke lever op til ’forsørgelsespligten’.
Høgni Petersen føler sig lige dele dårligt informeret og uretfærdigt behandlet. Han forstår, at det i disse år er et politisk projekt at begrænse indvandringen og presse de arbejdsløse, men det undrer ham, at politikerne tolererer, at syge, danske veteraner kommer i klemme i det projekt.
»Der er piske, samfundet svinger over bestemte grupper, som for eksempel arbejdsløse og indvandrere. Det vil jeg ikke forholde mig til generelt, men jeg tror ikke, at den pisk er tiltænkt mig. Jeg er blevet syg, fordi jeg har været i krig for Danmark. De love kan umuligt være skrevet med henblik på at forhindre danske veteraner i at leve et liv, der er til at holde ud,« siger han, da Information besøger ham ved Faxe Ladeplads på Sydsjælland, hvor han har købt et lille hus på en tilgroet grund.
Mavepuster
Høgni Petersen beskriver afslaget fra Udlændingestyrelsen som en »mavepuster«. Selv om han »udmærket er klar over, at kontanthjælpsmodtagere udsættes for social sanktionering«, havde han ikke fantasi til at forestille sig, at det skulle blive aktuelt for ham. Ressourceforløbsydelsen er ikke hans primære indtægt. Han får udbetalt 12.500 kroner om måneden i arbejdsskadeforsikring, fordi han blev såret i Afghanistan, mens ’ressourceforløbsydelsen’ er 6.400 kroner efter skat.
Beder man folk om at deltage i uhyrligheder, har man også et særligt ansvar for at tage sig af de mennesker, når de kommer hjem igen,’ siger Høgni Petersen, der var udsendt i Afghanistan som ’sweeper’ i fire måneder.
»Jeg anede ikke, at min ressourceforløbsydelse er sidestillet med kontanthjælp. Det ’stempel’ har jeg bevidst forsøgt at undgå. Jeg betragter mig selv som syg, ikke som arbejdsløs,« siger han og fortsætter: »Jeg har altid regnet Danmark for et godt land. Et land, hvor vi tager os af de syge og svage.«
Veteranen løfter blikket fra bordet og kigger sin amerikanske hustru, Erica, i øjnene. »Men hvis de virkelig tager min familie fra mig nu, har jeg ikke noget tilbage at leve for. Det kan ikke være rigtigt.«
Panik og angst
Hver nat vågner Høgni Petersen, gennemblødt af sved, fra mareridt, hvor han gennemlever episoder fra sin udsending til Afghanistan. Som sweeper oplevede han på nært hold venner og kolleger blive dræbt og lemlæstet. Heller ikke dagtimerne skåner ham for flashbacks. En forkert lyd, en bekendt lugt eller en forsamling på mere end en lille håndfuld mennesker, og Høgni Petersen overvældes af panik og angst. ’Personlighedsændring efter katastrofeoplevelse’, lyder en af diagnoserne i en psykiatrisk speciallægeerklæring i hans omfangsrige sagsmappe.
Da Erica og Asia, som han ikke tøver med at kalde sin familie, flyttede til Danmark i foråret 2015, fik han det gradvist bedre. Traumerne forsvandt ikke, men han tog mindre medicin, sov bedre og fik mere lyst til at leve.
»De er min familie. De giver min tilværelse mening. Havde det ikke været for dem, er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville sidde her lige nu.«
Den dag Høgni knækkede
Som sweeper i Afghanistan var det Høgni Petersens job at gå foran køretøjer og konvojer og afsøge ruterne for vejsidebomber. Det er i sig selv en farlig funktion, og Høgni Petersen var i Afghanistan på et, for danske soldater, særligt farligt tidspunkt af krigen. Det danske udsendingshold VALDEMAR 9, som hans kompagni var en del af, havde i alt fem dræbte og 61 sårede. Flere end noget andet dansk hold i Afghanistan. Høgni Petersen oplevede adskillige kolleger blive dræbt og såret under missioner. På et tidspunkt gik en vejsidebombe af tre meter fra ham og sendte ham flyvende gennem luften. På mirakuløs vis slap han uden varige, fysiske men.
»Den dag, der endte med at knække mig fuldstændigt, kom en måneds tid senere,« fortæller veteranen. »Under en patrulje stødte et af vores køretøjer på en vejsidebombe. Vognen smadrede, og vi havde vores første dræbte. Senere samme dag trådte en af drengene på en ny vejsidebombe og sprængte begge ben af.«
I to uger efter episoden vandrede Høgni Petersen hvileløst rundt i lejren, ude af stand til at tale eller tænke klart, indtil han endelig bad en kammerat om at tale med kaptajnen for ham. Kort efter sad han så i en helikopter på vej til hovedbasen, inden han skulle helt hjem. Fire måneder nåede han at være i Afghanistan.
Meningsløshed
Efter hjemsendelsen var Høgni Petersen stærkt mærket af sine oplevelser i krigen. Han kæmpede med dødsønsker og ærgrede sig undertiden over, at han ikke blev sprængt i luften i Afghanistan, fremgår det af en psykiatrisk rapport, Information har fået indsigt i.
I løbet af få måneder tabte han sig 12 kilo. Han kom aldrig tilbage på fodboldbanen, spillede ikke længere computer og så næsten ikke sine venner. De ting, der inden krigsdeltagelsen fyldte Høgni Petersens liv, syntes ligegyldige for ham. Han skærmede sig for larm, menneskemængder og andre hverdagsoplevelser, der triggede de flashbacks, der hang som en mørk sky over hans tilværelse. Udover den, ifølge ham, betragtelige dosis beroligende og angstdæmpende medicin, lægen ordinerede, røg han hash hver dag for at lindre traumerne.
I den første periode efter sin repatriering var Høgni Petersen sygemeldt som ansat i Forsvaret. Derefter overgik han til sygedagpengesystemet. Da hans dagpengeperiode var ved at rinde ud, modtog han et opkald fra en sagsbehandler, der meddelte ham, at han snart blev overført til kontanthjælpssystemet.
»Det fik tingene til at bryde sammen for mig. Dengang som nu opfattede jeg ikke mig selv som kontanthjælpsmodtager,« forklarer han. I stedet frasagde han sig sin ydelse og søgte i stedet hjælp hos sin far, Peter Petersen, der stod klar med et job som vicevært i sit firma. Det viste sig dog hurtigt, at Høgni slet ikke var i stand til at arbejde.
»Efter et år kunne jeg ikke længere holde ud, at min far mere eller mindre lavede alt arbejdet, mens jeg bare trak løn,« fortæller han.
I stedet henvendte han sig igen til Københavns Kommune, hvor han på det tidspunkt boede. Kommunen tog initiativ til en udredning af Høgnis arbejdsevne. Et forløb, han tænker tilbage på med gru.
»På et tidspunkt foreslog de, at jeg startede i virksomhedspraktik på en kirkegård. Jeg endte med at slippe, men det viste, hvor dårligt de var inde i min sag.«
Høgni Petersen erindrer et møde på jobcentret, hvor en sagsbehandler forklarede ham, at de havde vurderet, at han var for syg til flexjob, men for ung til at blive tildelt førtidspension.
I stedet blev han placeret i et såkaldt ressourceforløb. Det opfattede Høgni Petersen som et udtryk for, at kommunen anerkendte, at han var for syg til at arbejde. Ressourceforløbsydelsen måtte derfor, tænkte han, være at sidestille med førtidspension, blot for yngre borgere. Men modsat førtidspension udbetales ressourceforløbsydelsen efter loven om aktiv socialhjælp, og det er på den baggrund, at Udlændingestyrelsen senere afviser parrets ansøgning om familiesammenføring.
Ro på Sydsjælland
I foråret 2015 lysnede det for Høgni Petersen, da Erica og Asia kom til Danmark, og de sammen flyttede til det lille landsted på Sydsjælland, han havde købt sammen med sin far.
Parret mødte hinanden på internettet i slutningen af 2012, hvor Erica tilføjede ham på Facebook efter at have bemærket en kommentar, han havde skrevet. »Jeg kan faktisk ikke huske, hvad opslaget handlede om,« siger han med et smil.
De begyndte at skrive intensivt sammen. Ericas far var selv veteran fra den amerikanske flåde, og Høgni Petersens problemer var ikke fremmede for hende. Syv måneder senere fløj han til Florida for at besøge hende. Det var, med hans egne ord, en fantastisk tur, og de forelskede sig. I alt nåede Høgni Petersen at flyve frem og tilbage mellem København og Florida fem gange, inden han friede i december 2013 – et år efter den første chat-besked på Facebook.
Livet med Erica og Asia i Faxe gør det hele nemmere for Høgni Petersen. Langt fra det menneskemylderet og larmen i København kan han nemmere leve i isolation, som han foretrækker. Han er mindre deprimeret, begynder at bade regelmæssigt, og hun hjælper med at handle ind og andre af hverdagens små gøremål, der ellers tærer hårdt på ham.
Da Erica ikke havde et cpr-nummer, måtte hun ikke arbejde, men brugte i stedet hele dagen sammen med Høgni på det lille landsted. Asia begyndte tilmed i den lokale skole, og det lykkedes den lille familie at få en hverdag, der var tålelig for Høgni Petersen, til at fungere.
Den 30. november 2016 fik de langt om længe svar fra Udlændingestyrelsen på den ansøgning om familiesammenføring, parret sendte i foråret 2015. Det var et afslag.
»Der er eksempler på, at veteraner har fået det bedre efter mange år. Jeg har heller aldrig givet op. Man må ikke miste håbet, men smider de min familie ud nu, så er jeg bange for, at lyset slukker helt,« siger Høgni Petersen og ryster på hovedet.
Samfundets særlige ansvar
I veteranernes egen forening, Danmarks Veteraner, er de ikke overraskede over at høre om hans situation. Særligt efter reformen af førtidspension og flexjobreglerne i 2012, hvor det blev markant sværere at få tildelt førtidspension, er mange syge veteraner blevet fanget i det ’almindelige’ kontanthjælpssystem.
»Veteraner har gjort en særlig indsats for Danmark. De er blevet bedt om at gøre et helt ekstraordinært arbejde, og derfor synes vi heller ikke, det er urimeligt, hvis der gælder nogle særlige regler for dem,« vurderer formanden for Danmarks Veteraner, Niels Hartvig Andersen, og fortsætter:
»Ingen har kunnet forestille sig omfanget af de PTSD-problemer, der er nu blandt danske veteraner. Men det fritager ikke politikerne fra forpligtelsen til at behandle dem rimeligt i stedet for blot at parkere dem i det almindelige kontanthjælpssystem.«
Høgni Petersen føler ligeledes, det er uretfærdigt, at han behandles som almindelig arbejdsløs.
»Det kan ikke være rigtigt,« siger han igen. Som veteran slås han mod nogle udfordringer, som overskrider det, de kan håndtere på jobcentret.
»Vi er ikke almindelige. Det har konsekvenser at sende folk i krig. Beder man folk om at deltage i uhyrligheder, har man også et særligt ansvar for at tage sig af de mennesker, når de kommer hjem igen,« siger han og hæver stemmen en smule: »Det hører ingen steder hjemme, at man splitter familier ad. Det er svært nok for os veteraner, uden at samfundet stiller sig i vejen for kærligheden.«
Alligevel er han ikke sur på samfundet. Der er gode tiltag, der hjælper veteraner meget, fortæller han. Man bliver tilbudt psykologhjælp, mentorordninger og mærker befolkningens opbakning.
»Det er det samfund, jeg tog i krig for,« siger han. »Det samfund, der har givet mig en tryg opvækst og en god skolegang. Det samfund, hvor vi tager os af de syge og svage. Det samfund mærker jeg stadig, og jeg er ikke vred på Danmark. Jeg ved godt, at der ikke er nogen enkelte mennesker, der bevidst har været ondskabsfulde. Der er ikke nogen, der ønsker, at en veteran som mig ikke må leve i fred og ro med min kone. Men der er nogle kolde og kyniske regler, der rammer nogle, de ikke var tiltænkt.«
Nej pæne ord er ikke nok.
Endnu et eksempel på hvordan den politiske muslim frygt kan give fatale følger.
Jeg begriber ikke, at man ikke bruger de metoder, der faktisk virker, i forhold til at afhjælpe PTSDproblemer for soldater og mange andre.
Mærkværdigt, at samfundet hellere vil fastholde mennesker i disse negative tilstande.
Der er mange veldokumenterede metoder, som ville spare samfundet og den enkelte for disse problemer.
Peter Levine og mange andre har udarbejdet effektive metoder.
Men når det er sagt, så lider mange her i samfundet af PTSD eller tilsvarende tilstande.
Det er lige så urimeligt, at de får en dårlig behandling.
Danmark er i disse år hjemsøgt af en ubehagelig ånd.
>>Men der er nogle kolde og kyniske regler, der rammer nogle, de ikke var tiltænkt.<<
Jeg synes du er ufatteligt usympatisk Høgni. Du gentager flere gange at det kun er synd for dig, at blive ramt af hårde kyniske regler. Andre kan have lige så gode grunde til at være syge som dig, uden at have været i krig.
Det lyder til at Høgni ikke rigtig har begrebet at han har sat livet på spil for nogle idioter, som vil blæse ham en hat.
Når man læser artiklen kan man næsten ikke lade være med at forstå Høgni og have meget ondt af ham og han har min medfølelse. Når det så er sagt, så viser artiklen med al tydelighed hvor mange tusinder af mennesker på denne jord, som er udsat for de samme forfærdelige betingelser som ham. For at være rigtig "ond" så bør man vel i dette land være klar over hvilke grusomheder man kan blive udsat for, hvis man melder sig som professionel soldat. Så er der kærlighedens uransagelige veje og helt generelt, her er vi blevet syge for at undgå flere muslimer i dette land og da vi heller ikke må skelne, hvilket jeg mener er rigtigt ikke at gøre, så rammer det både de "gode" og de "onde.
Det er jo decideret svineri, at en veteran bliver behandlet på den måde.
Ja, det er forfærdeligt, at PTSD-ramte veteraner placeres i det 'almindelige' kontanthjælpssystem. Ligesom det er forfærdeligt, at så mange mange andre, som slet ikke bare er arbejdsløse, også placeres der.
Jeg mener, det er et betragteligt stykke over 50% af de mennesker, som er på kontanthjælp i dag, som slet ikke bare er arbejdsløse, men kæmper med alle mulige forskellige fysiske såvel som psykiske problemer, som gør dem mere eller mindre ude af stand til at varetage et normalt arbejde.
Det er en skændsel, at syge mennesker fortsat sættes i boks med raske arbejdsparate mennesker.
Christian Lucas: Det er decideret svineri, at noget menneske bliver behandlet på den måde - veteran eller ej.
Ifølge min unge nyuddannede "robuste" kvindelige læge er mennesker med stress, angst og depression bare dovne!!!
- "Det har konsekvenser at sende folk i krig. Beder man folk om at deltage i uhyrligheder, har man også et særligt ansvar for at tage sig af de mennesker, når de kommer hjem igen,«
Det kan man kun være enig i. Vreden bør rettes mod de politikere, der sendte uvidende unge mennesker ud i en umulig krig i et land , man intet vidste om.
Endnu et eksempel på, hvordan systemet forfølger de folk, som er lette at få fat i - nemlig de lovlydige borgere, mens dybt kriminelle indvandrere i årevis kan trække systemet rundt ved næsen, fordi systemets forvaltere er en flok politisk korrekte, nyttige idioter.
At være soldat er et arbejde man har valgt præcis som tømrer, sygeplejerske, SOSU, akademiker eller andet. I mange fag løber man en sundhedsrisiko for at komme fysisk eller psykisk til skade med f.eks. mistet førlighed og PTSD. Ingen står over loven og alle har ret til en ordentlig behandling - Det glæder ikke kun soldater.
Hej Høgni Petersen,
Du lever i en træls situation - det medgiver jeg dig. Det samme gør alle vi andre, der er gift med en udlænding og på bizarre måder ramt af et system, der ikke 'lige var tiltænkt til at ramme os' men gør det alligevel.
Min pointe er, som også organisationen Danes Wordwide er ved at opdage, at de nuværende politiere i Danmark vil til enhver tid (undskyld sproget) skide på din ret til at vælge dit eget kærlighedsliv, hvis det på nogen som helst måde kan hindre een eneste Muhammed i at gifte sig med en Amina.
Det rammer ikke dem personligt, så de er ligeglade.
PSTN er ikke nødvendigvis en livsvarig lidelse. Så førtidspension er ikke vejen frem. Og manden har mødt sin kone på nettet, og efter hvad jeg læser har de ikke haft et årelangt almindeligt familie- og samliv. Mandens historie er kedelig. Men tænk over konsekvenserne hvis alle førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og almindelige lønmodtagere frit kunne importere ægtefæller fra de utallige datingsider…PS også topchefer der har arbejdet mange år i Asien mv. klager over de ikke kan få familiesammenført deres koner.
@Christoffer Pedersen:
"PTSD er ikke nødvendigvis en livsvarig lidelse. Så førtidspension er ikke vejen frem."
Førtidspension i dag er ikke en evighedsparkering, som det var før i tiden. I dag har man mulighed for at komme af førtidspensionen og få ordinært arbejde, hvis man senere bliver i stand til det. Derfor er det lige præcis førtidspension eller noget tilsvarende, der er vejen frem for mennesker, som (midlertidigt) er for syge til at arbejde. I stedet er den eneste mulighed for de fleste i dag kontanthjælpen, hvor de konstant presses og mistænkeliggøres, fordi de er sat i boks med raske arbejdsløse mennesker, hvilket blot bidrager til at gøre dem endnu mere syge.
Det er for mig fuldstændig absurd at vi er nået hertil hvor staten kan blande sig i hvem vi gifter os med. Det minder jo om en form stamme-agtig indavls-politik.
Kan I huske dengang vi diskuterede 24-årsreglen? Lidt af en glidebane det har været hva...
@Søren Jacobsen - Der tager du fejl, det er ikke bare et arbejde som alt andet! At hævde det synes jeg er mangel på udsyn og indsigt og en disrespekt over for de unge mennesker der sætter livet på spil.
Vi kan altid diskutere om vi bør sende soldater i krig og af hvilke årsager, men dem vi nu engang har sendt ud, har udført folketingets og dermed befolkningens ordre og sat livet på spil for vort land, de bør behandles derefter...også selvom vi sagtens kan være uenige i at de overhovedet skulle være sendt ud!
Jo Leif Mortensen. Men https://www.b.dk/nationalt/danske-soldater-drager-i-krig-for-at-faa-ople...
@Søren Jacobsen
Det ændrer jo ikke arbejdets karakter, risikoen ved arbejdet og arbejdsgiverens ansvar.
Så jeg vil fastholde at når vi som nation ansætter mennesker til at slå og blive slået ihjel og som nation udsender dem, så har vi et helt særligt ansvar for at tage os af dem når de vender hjem, et ansvar der overgår det ansvar vi har for "andre stillinger" i det offentlige og private erhvervsliv.
Det kommer sjovt nok som en overraskelse for mange mennesker, når de rammes af regeringens urimelige regler for familiesammenføring og samliv, og desuden straffes med mistænkeliggørelse for at tillade sig at være ramt af sygdom, med kontanthjælpsloft, ressourceforløb und so weider. .
Ja Høgni, det er tarveligt og uretfærdigt at du skal rammes af disse urimelige regler, især da det er en forudsætning for din fremtidige helbredelse, at din kone er en uvurderlig støtte for dig. Men det undrer mig, at du ikke indser hvor mange andre syge mennesker der behandles lige så elendigt som dig, og udviser en kende mere forståelse og solidaritet med dem. For slet ikke at tale om hvor åndsvagt dette tilknytningskrav i det hele taget fungerer for alle, der ønsker at leve sammen med den de elsker i det land de elsker.
Giv nu manden lidt slack. Hvis han kan opnå særbehandling, fordi han er krigsveteran - med hvad det medfører af goodwill i medierne - skaber han en sprække i systemet, hvor andre så kan få et brækjern ind. Derfor: Støt hans kamp.
@Tor Brandt; Så kan det da være han får en midlertidig førtidspension. Og det ville være godt hvis han også får den rette hjælp med PSTN. Mange vil nok føle det som "mistænkeliggørelse" når kommunen gør det de skal - afklare arbejdsevne, sørge for aktiveringstilbud osv. Men ville det ikke være en fribillet, hvis man kunne frabede sig kommunale henvendelser pga sygdom ? Selvfølgelig skal mennesker der har cancer i terminalfasen ikke arbejdsprøves. Men når det er ikke-fysiske sygdomme er vurderingen ikke men. Her tænker jeg ikke på den stakkels unge mand der er kommet i en uheldig situation, men mere generelt når kontanthjælpssager skal behandles.
@ Niels Nielsen
Det er jeg nu ikke så sikker på, desværre. Snarere tror jeg det hjælper, hvis alle kunne sætte sig ud over deres egne særinteresser, og råbe op om de uretfærdigheder systemet genererer, i fællesskabets interesse. Mange bække små skaber altså ikke nogen å ved at løbe i hver sin retning :-)
@ Christoffer Pedersen
Så ville det nok overraske dig at høre, at selv cancer-patienter bliver indkaldt til samtale i Jobcenteret, selvom de er indlagt på hospitalet og alvorligt svækkede af vægttab. Hvis de ikke får kigget i deres eboks og aflyst samtalen, bliver de sanktionerede, dvs. bliver trukket i ydelse i tre uger. Der er ingen kære mor, heller ikke selvom ens mor lige er død og man er i sorg. Begge eksempler er fra mennesker jeg kender.
Eva Schwanenflügel, principielt er jeg enig, særinteresser kan være noget lort, men de kan altså også udnyttes i almenvellets interesse.
Kender du "skruen": Tjenestemændene forlanger mere i løn, fordi de er tjenestemænd - og får det. Postarbejderne forlanger nu mere i løn, fordi de udfører det samme arbejde, og der skal jo ikke være forskel på folk - og får det. Tjenestemændene forlanger nu mere i løn, fordi de er tjenestemænd, og der skal jo være forskel på folk - og får det. Postarbejderne forlanger nu... osv. etc. ad infinitum.
På denne måde har tjenestemændenes ide om at være noget særligt og uudskifteligt sikret mig udskiftelige postarbejder en rimelig løn.
Så hvorfor ikke støtte veteranerne, for dernæst at argumentere, at hvis han kan få, skal jeg også have, for der skal jo ikke være forskel på folk...
Leif Mortensen,
Det er netop et job, og det er netop ikke mangel på udsyn og indsigt eller disrespekt, det er ikke værnepligtige der senest ud, det er voksne mænd og kvinder der med åbne øjne har søgt job i forsvaret, hvor de bliver informeret om, at udsendelse på skarpe missioner er en del af jobbet.
Trods denne indsigt i hvad jobbet kan betyde for skader på sjæl og legeme skal de selvfølgelig behandles anstændigt; men det skal alle borgere i DK.
Ikke noget med at smutte foran i køen.
Jeg må gå ud fra, ar lejesoldaterne har sikret sig lønforhold, der afspejler, at de sætter livet på spil i tjenesten. Ellers må de sgu vælge sig nogle nye tillidsfolk.
Der er ingen tidligere udsendte soldater, som skal påberåbe sig at have kæmpet for mig !!...eller dig, mod terrorisme, for verdensfred, en go sag eller fædrelandet for den sags skyld !!
De har opfyldt deres kontrakt, som de lejesoldater de er, og ( i bedste fald) kæmpet for at A Fjogh Rasmussen kunne komme ud at cykle på mountainbike med Bush junior i Camp David, og sikre sig et topjob, for at den lille svindler kunne stå i Washington og give den som standupper overfor de tunge drenge. Og så for de af vores middelmådige politikkere som ikke kan komme over det highschool crash de fik på USA, da de var udvekslingstudenter i 80'erne. Og har gjort DK til et lille logrende USA medløberland, ogfor at disse, i 5 min, kan føle sig vigtige og betydningsfulde, og som en del af verdenseliten...
Det er det i har kæmpet for, og det er det de soldater vi lige straks sender til Afghanistan kommer til at kæmpe for....! Det vil jeg håbe i gør jer klar, inden i signer up...
I min verden, giver det ikke særstatus i det sociale system.....
@Christopher Pedersen:
"Mange vil nok føle det som "mistænkeliggørelse" når kommunen gør det de skal - afklare arbejdsevne, sørge for aktiveringstilbud osv. Men ville det ikke være en fribillet, hvis man kunne frabede sig kommunale henvendelser pga sygdom?"
Jeg køber ikke præmissen om, at mennesker ønsker en fribillet. Jeg tror ikke på myten om dovenskab. Jeg er overbevist om, at alle mennesker ønsker et meningsfuldt og virksomt liv, og alle forsøg med f.eks. borgerløn understøtter netop denne tese.
Jeg siger ikke, at de syge mennesker skal overlades til sig selv, slet ikke. De skal netop hjælpes på en måde, som giver mening for dem. I stedet for som nu, hvor de mistænkeliggøres og presses til ting, de ikke magter, hvilket kun gør dem endnu mere syge.
Indstillingen fra systemet er nu: "hvordan får vi dig hurtigst muligt gjort uafhængig af systemet, så du ikke længere er en belastning?". Den skal hellere blive: "hvordan kan vi bedst hjælpe dig til at få en meningsfuld og virksom tilværelse?".
Niels Nielsen, du har en pointe :-)
Tor Brandt, virkelig godt sagt!
@ Tor Brandt. Du tager fejl når du antager der ikke findes mennesker der gør næsten hvad som helst for at få en social ydelse de ikke skulle have haft. Desværre findes de og jeg har selv truffet flere af dem. Systemet forsøger sådan set at hjælpe folk i gang med at få den meningsfyldte og virksomme tilværelse som vi alle ønsker for alle
@Christoffer Pedersen:
Tror du, det er så mange mennesker, der ønsker at dovne den, at det giver mening, at indrette systemet efter det? Ville du selv dovne den, hvis du kunne?
Det nuværende system er udfærdiget af politikere, som konstant taler om, at få flere i arbejde, fremfor at tale om, at give mennesker en meningsfuld tilværelse. Hvis systemets hensigt virkelig er at give mennesker en meningsfuld tilværelse, så har jeg en hel del forslag til, hvordan man langt mere effektivt vil kunne opnå dette. Har du selv mærket systemet på egen krop?
Christopher Pedersen, forestil dig, at du blev så syg, at du ikke kunne forsørge dig selv. Ville du i den situation finde det rimeligt at blive afvist af socialvæsenet, fordi reglerne, som de er udformet nu, drejer sig mere om at sikre, at de uberettigede ikke får hjælp end at de berettigede får hjælp?
Det er bedre at forhindre misbrug end at sikre borgerne de ydelser, de har behov for, er tankegangen. Hellere lade en værdigt trængende gå for lud og koldt vand end risikere, at en uværdig snyder sig til gratis forsørgelse.
Hvis det nu er dig, der er den værdigt trængende, som bliver nægtet hjælp, vil du så finde regelsættet rimeligt?
Niels Nielsen, er problemet i en nøddeskal netop ikke, at vi er vendt tilbage til fattigdomsbegreberne "værdigt" og "uværdigt" trængende, fra dengang man havde fattiggårde?