Læsetid: 7 min.

’De sendte hunde efter os. Jeg løb for livet’

Han er 13 år, flygtning fra Afghanistan og en af 26 uledsagede børn, som bør have midlertidigt ophold ifølge Dansk Flygtningehjælp. Her fortæller han historien om sin flugt og det at være strandet på et asylcenter uden sin familie, mens myndighederne venter på, han bliver gammel nok til at gennemgå asylproceduren.
13 år og placeret på et asylcenter for børn og unge på ubestemt tid. Hans tre bedste venner har fået asyl og bor nu i København og Aalborg.

13 år og placeret på et asylcenter for børn og unge på ubestemt tid. Hans tre bedste venner har fået asyl og bor nu i København og Aalborg.

Bo Amstrup

24. maj 2017

»Jeg er 13 år og flygtning fra Afghanistan. Jeg bor her på centret. Der er ikke meget at lave, når jeg ikke er i skole. Jeg spiser mad, jeg spiller fodbold, jeg spiller spil på min tablet. Allermest er jeg til cricket. På det tidligere center, hvor jeg boede, var der andre pashtu-drenge, som jeg kunne spille med. Den mulighed er der ikke her.«

»Jeg tager i skole om morgenen sammen med nogle af de andre fra centret. Bussen kører 7.30. Jeg går i en klasse kun med andre flygtninge fra Syrien og Irak. Jeg har fået at vide, at jeg måske kan starte i en almindelig dansk klasse efter sommerferien. Jeg glæder mig meget til at få danske kammerater, glæder mig til at tale dansk 24-7.«

»Jeg lærer tre nye danske ord eller vendinger om dagen. Det seneste, jeg har lært er: ’Min kammerat snakker alt for meget’.«

»Når jeg har spist, rydder jeg af bordet og vasker jeg op. Klokken 21 skal vi være på værelset. Klokken 22 tager de voksne tabletten fra os, så vi ikke sidder oppe hele natten. Så prøver jeg at sove.«

Sådan har vi gjort

Dette er historien, som den 13-årige dreng fortæller den. Flere oplysninger er umulige at efterprøve. Dagbladet Information har set hans sag, og historien stemmer med den, han har fortalt myndighederne. Interviewet foregik ved hjælp af tolk. Vi har valgt at anonymisere ham, fordi han frygter for sin families sikkerhed, hvis den stadig opholder sig i Afghanistan.

»Jeg kunne bedre lide det gamle center. På det forrige center var køkkenet altid åbnet, og man kunne spise og drikke, når man ville. Her låses der ind til køkkenet, lige så snart vi har spist. Det andet center var lidt mindre og føltes mere som et hjem. Værelserne var bedre, og personalet behandlede os næsten, som var vi deres egne børn.«

»Der findes regler alle steder, og der er også regler her. Men her opfinder de pludselig deres egne regler. Hvis jeg spørger den ene: Må jeg godt drikke mælken? Så får jeg et nej, den er der kun om morgenen. Spørger jeg en anden, får jeg et ja.«

Udlændingestyrelsen henviser uledsagede børn, som skønnes for umodne til at gennemgå asylproceduren, til at leve på asylcentre år efter år. Dansk Flygtningehjælp er dybt bekymret
Læs også

»Min mor og far er begge pashtunere. De er fra den samme klan. Min mor var hjemmegående, min far ved jeg ikke, hvad arbejdede med. Jeg spurgte min mor, men hun sagde, jeg ikke skulle blande mig i de voksnes sager. Han tog afsted om morgenen og kom hjem om aftenen. Hvad han lavede, ved jeg ikke.«

»Jeg brugte dagen på at tage vores får og æsler op ad bjerget, for at de kunne græsse. Jeg dirigerede dem med min kæp. Jeg måtte ikke gå langt, det var for farligt, kun lidt op ad bjerget. Der var skyderier og kampe. Nogen gange var det militæret, nogen gange Taliban eller IS. Det kunne også være amerikanerne. Vi hørte tit kampene nær vores gård i vores lille landsby ved foden af bjerget.«

»De kom ind i vores hus, hvis de behøvede mad eller drikke og tog, hvad de skulle bruge. Nogle gange beskød de huset, nogle gange tog de vores får. Mine forældre prøvede altid at få os væk op ad bjerget, inden de kom. Min søster, mig og min lillebror. Men de kom også midt om natten. De var maskerede, jeg kunne kun se deres øjne. Jeg var bange. Jeg kunne også mærke på min mor og far, at de var bange. Fordi jeg ikke vidste, hvad min far lavede, frygtede jeg altid, at de kom efter ham. At han havde gjort noget.

»Jeg vidste også, at de kunne finde på at tage mig eller min lillebror, hvis de havde brug for os. De kunne dræbe os, eller de kunne tage os og opdrage og træne os som talibanere. Vi kunne intet stille op.«

»Op til dagene, hvor jeg flygtede, begyndte de voksne at tale om, at de ville sprænge landsbyen i luften. Min far kom pludselig hjem en aften og skyndte sig at pakke en taske med lidt tøj til mig. Jeg blev sat op på en hvid pick up sammen med en masse andre. Jeg fik ikke engang sagt ordentligt farvel til mor og mine søskende. Min far sagde bare, at jeg skulle skynde mig at komme af sted. Jeg spurgte, hvor jeg skulle hen. Han bad mig bare tie stille.«

»Vi kørte fem timer. Måske længere. Så blev vi sat af og skulle gå derfra. Vi var i bjergene. Jeg så nogle mennesker, som talte et sprog, jeg ikke forstod, og bar tøj, jeg ikke kendte. Måske var vi i Iran, det sagde nogle af de andre, men jeg ved det faktisk ikke med sikkerhed. Vi fulgtes i en gruppe, men ingen prøvede at holde sammen på den. Der var ikke nogen, der ventede eller sørgede for at få alle med. Enhver måtte klare sig selv.«

»Det var måske min far, som havde betalt menneskesmuglerne. Nogen gange kom de og gav mig lidt mad, lidt penge eller sørgede for et lille værelse til at overnatte i. Ellers delte vi det mad, folk i gruppen købte.«

»Vi rejste over land hele vejen. Vi kørte lidt i bil. Men for det meste gik vi. Jeg har gået virkelig meget for at komme hertil. Det første land, jeg med sikkerhed ved, vi var i efter Iran, var Bulgarien, for det hedder næsten det samme på mit eget sprog. Jeg kan ikke engelsk. Måske har jeg været igennem Iran og Tyrkiet. Vi blev skudt efter og jagtet igennem flere timer. De sendte hunde efter os. Jeg løb for livet.«

»Jeg havde ingen identitetspapirer med mig overhovedet. Vi holdt os til små afsides veje og uvejsomt terræn. Men i Iran blev jeg og de andre drenge fanget af politiet. Jeg tror, at menneskesmuglerne bestak betjentene for at få os fri.«

»Den næste gang jeg så en politimand var i Tyskland og i København, som jeg nåede med tog. De andre drenge snakkede om et land, der hed Norge. Jeg vidste ikke noget om Norge, men når nogen spurgte mig, sagde jeg bare, at jeg skulle til Norge.«

»Jeg lignede en hulemand. Jeg var beskidt, mit hår var langt, og tøjet hang i laser. Jeg levede et par dage på gaden i København, hvor jeg gik rundt og undrede mig over, hvor jeg var. Jeg så en del i arabisk tøj og var lidt i tvivl, om det mon var et arabisk land. Til sidst tog politiet mig og kørte mig op til Grib Skov, hvor der er et asylcenter.«

»Jeg mødte nogle andre pashtu-drenge dér, fik lidt mad og spurgte, hvor jeg var henne. Du er i Danmark, sagde de. Det lignede ikke noget, jeg havde set før. Her er så ufatteligt rent i forhold til Afghanistan. Det lignede en drøm. Jeg spurgte, om det var et godt land. De sagde, at her var godt. Der blev taget hånd om én, og der var gode regler.«

»Jeg havde en kort samtale med min far på mobiltelefonen, lige da jeg kom til Grib Skov. Fik lige sagt et par sætninger. Hvordan har mor det? Hun har det fint. Så gik telefonen ud.

Siden har jeg ikke haft kontakt til min familie. Gud må vide, hvor de er henne. Om de er i live eller på flugt. Det er et år siden nu.«

»Jeg prøver ikke at tænke for meget på det. Men der er situationer, hvor jeg savner min mor og far og søskende meget. Hvis jeg er alene på værelset, kommer der mørke tanker og svære følelser. Når jeg har ferie fra skolen, har jeg for meget tid alene. Det kan også ske, at jeg går i stå, når vi spiller fodbold, og det pludselig slår mig alt det, der er sket. Jeg savner mor, hver gang jeg selv skal lægge tøj frem. Det gjorde hun altid for mig. Jeg savner min lillebror. Han var så gammelklog. Han var den eneste, der turde blive ved med at spørge min far, hvad han egentlig lavede.«

»Tre af mine venner fra centrene har fået asyl. Der er folk, der er kommet senere end mig og har fået asyl. Jeg har ventet et år på at få asyl. Nu skal jeg så vente et år mere på at blive moden nok. Jeg synes, jeg er moden nok. Jeg har gennemført en farefuld flugt, jeg har været døden nær, jeg har efterladt min familie. Har det været det hele værd? Jeg bekymrer mig meget over det. Det er frustrerende. Jeg vil bare gerne blive her, uddanne mig og tage hul på mit liv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Slettet Bruger
Carsten Munk og Slettet Bruger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu