Læsetid: 6 min.

Vi smider hver især 13 kilo elektronik ud hvert eneste år. Arne prøver at bremse tendensen

Hvert år smider danskerne i gennemsnit 13 kilo elektronikaffald ud. Både affaldet fra gammel elektronik og produktionen af nyt er belastende for miljøet, men de seneste år er folk i Danmark og udlandet gået sammen for at hjælpe hinanden med at reparere tingene
Siden 2001 har frivillige medarbejdere på værkstedet i Miljø- og Energicentret repareret symaskiner, pladespillere, kaffemaskiner, akvariepumper, tablets, telefoner, støvsugere – og røremaskiner, som den Arne Jørgensen her står med.

Siden 2001 har frivillige medarbejdere på værkstedet i Miljø- og Energicentret repareret symaskiner, pladespillere, kaffemaskiner, akvariepumper, tablets, telefoner, støvsugere – og røremaskiner, som den Arne Jørgensen her står med.

Sille Veilmark

4. maj 2017

Arne Jørgensen bøjer sig ind over en food processor.

Den er i hvid plast og står på bordet foran ham. En knap på størrelse med låget fra et syltetøjsglas er knækket af maskinen, og nu er han i gang med at finde ud af, hvordan han kan få den på igen.

»Prøv lige at se her.«

Han holder knappen op.

Arne Jørgensen sidder på værkstedet på Miljø- og Energicentret i Høje-Taastrup. Til højre for ham står en loddekolbe. Foran ham på bordet en arbejdslampe med indbygget lup.

Han vender knappen og peger med spidsen af skruetrækkeren på undersiden, hvor et lille stykke plastik er knækket af.

»Du kan se – der er sådan et hak der.«

Han bøjer sig ind over røremaskinen og peger på det sted, hvor knappen skulle sidde.

»Og så er der en not på den her. Den skal gå ned i et hak her.«

Men den er knækket.

Siden 2001 har frivillige medarbejdere på værkstedet i Miljø- og Energicentret repareret symaskiner, pladespillere, kaffemaskiner, akvariepumper, tablets, telefoner, støvsugere. Og røremaskiner som den, Arne Jørgensen sidder med. Af to grunde. For det første for at få produkterne til at virke igen og for det andet for at ændre holdningen i samfundet til, hvor længe produkter skal holde.

»Hvis vi nu tager den her køkkenmaskine som eksempel,« siger Arne Jørgensen.

Arne Jørgensen er pensioneret tandlæge og bruger noget af sin tid som frivillig på reparationsværkstedet på Miljø- og Energicentret ved Høje Taastrup station.

Sille Veilmark

»Det er jo helt vanvittigt at smide den ud. Hvis man afleverede den i en elektronikforretning, så tror jeg, at man ville få besked om, at det koster 700 kroner at få kigget på den og så tre- eller 400 kroner i timen. Det kan jo ikke svare sig, og det er jo det, der er en skam. Den virker jo. Det er bare en lille simpel defekt, en plastiktap, der er knækket af.«

50 millioner ton elektronik

På verdensplan bliver der hvert år skrottet 50 millioner ton elektronik.

I Danmark er tallet 81.000 ton svarende til 13 kilo elektronik pr. person om året, viser en rapport fra 2016 udgivet af forskere fra Syddansk Universitet (SDU), som har lavet den første kortlægning af elektronisk affald i Danmark. Det kunne være fire bærbare computere, 130 mobiltelefoner, en støvsuger og en computerskærm, et halvt fjernsyn, en hel mikrobølgeovn eller 13 brødristere.

Rapporten har undersøgt omkring 80 procent af elektronikprodukterne på det danske marked, så det reelle tal er ifølge en af rapportens forfattere, ph.d.-studerende Keshav Parajuly fra SDU Life Cycle Engineering, højere.

Men i både Danmark og udlandet er flere og flere de seneste år begyndt at organisere sig i grupper og netværk, hvor de mødes for at hjælpe hinanden med at reparere elektronikprodukter. Det sker blandt andet i Aarhus, Aalborg, Silkeborg og Odense, på Nørrebro og Østerbro. Et af de ældste er Miljø- og Energicentret i Høje-Taastrup.

»Tanken med reparationsværkstedet er at sikre, ressourcerne kommer i cirkulation igen,« siger daglig leder på Miljø- og Energicentret i Høje-Taastrup Knud Anker Iversen. 

»Vi har en begrænset mængde ressourcer i verden, og hvis vi hele tiden køber nye produkter i stedet for at reparere vores gamle, så har vi ikke alene et problem med at skaffe nye ressourcer, men også et problem med at håndtere affaldet.«

Sille Veilmark

Han var med til at starte Miljø- og Energicentret i 1993. På det tidspunkt havde Høje-Taastrup Kommune sendt en kommunalplan med titlen ’Bæredygtig udvikling’ i høring, men ifølge Knud Anker Iversen var kommunens planer »meget luftige«.

Derfor ønskede de at starte et konkret projekt. Det blev til foreningen Miljø- og Energicentret, som udover at udgive medlemsbladet Miljø og Energi og drive en genbrugsbutik også udlejer termografimålere og mostpressere – og som en del af centrets arbejde med bæredygtighed åbnede reparationsværkstedet i 2001.

»Vi kan se en stigende interesse for at få ting repareret. Der er også opstået lokale reparationscaféer rundt om i landet, men ikke i så høj grad, som vi havde håbet på, da vi så, hvordan det sprudlede i Holland. Det første år var der tre, og det næste var der mellem 200 og 300.«

Planlagt forældelse

En del af årsagen til den stigende mængde elektronikskrot er, at mange produkter ikke er produceret til at holde, fortæller Knud Anker Iversen.

»Det er hverken designet til at holde eller til at blive repareret. Det er tydeligt. I dag bruger man tandhjul af plast i produkter, hvor man for ti år siden ville bruge metaltandhjul. Det behøver ikke at være et problem, men når man samtidig er gået over til dårligere plastprodukter, hvor tandhjulene slides op efter to eller tre år, så er vi inde på noget, som lugter af, at det her ikke skal holde længe.«

De fleste producenter vælger formentlig de billige tandhjul for at spare på omkostningerne i produktionen og for i sidste ende at kunne lave et billigere produkt. Men andre bruger billige dele for at forringe produktets levetid – og dermed være i stand til at sælge flere produkter på længere sigt.

Den såkaldte indbyggede planlagte forældelse er ifølge blandt andre EU’s Økonomiske og Sociale Udvalg og den europæiske forbrugerorganisation BEUC et reelt problem, som Knud Anker Iversen genkender. 

»Vi får elektroniske produkter, for eksempel cappucinomaskiner og køkkenmaskiner, hvor det er åbenlyst, at de ikke skal kunne repareres. Man designer maskiner efter, at der kommer nogle nye modeller, og at folk så køber dem. Selv om den første egentlig dækkede behovet,« siger han.

Producenterne kan gøre produkterne forældede på flere måder. Udover at erstatte dele i god kvalitet med andre af en dårligere kvalitet kan de for eksempel lave softwareopdateringer eller bruge specielle dele, som gør det svært at reparere. 

»Det gør det nogle gange umuligt at reparere dem. Vi har stået med cappucinomaskiner to mand og hevet i hver sin ende for at få dem fra hinanden, og når vi så endelig har fået dem skilt ad og kan komme til at skifte en tromle eller noget inde i dem, så er det svært at få dem samlet igen på den rigtige måde.« 

Brug og smid væk

Midt i lokalet står et skilt. Værkstedet modtager ikke ting til reparation for tiden på grund af travlhed. 

»Vi har været nødt til at sætte folk på venteliste,« siger Knud Anker Iversen.

Omkring årskiftet lavede Danmarks Radio et indslag om værkstedet. Siden har Knud Anker Iversen fået omkring 12 henvendelser fra personer fra Bornholm til Aarhus, som gerne vil etablere noget lignende. Selv om de omkring 600 reparationer om året ikke løser problemet med elektronisk affald i Danmark, så er det ifølge Knud Anker Iversen en positiv udvikling. 

»Det hjælper lidt, og vi håber, at vi kan være til inspiration for andre. Når nogen står med et tv og vil smide det ud, så kommer de måske i tanke om os herude i Taastrup, at vi måske kan kaste lidt liv i det igen. Det handler ikke kun om de enkelte reparationer, det handler også om en holdningspåvirkning, og vi kan mærke, at mange henvender sig til os,« siger Knud Anker Iversen.

Arne Jørgensen så også indslaget i tv.

Han har siden sin barndom i 1950’erne været vant til at reparere ting, for eksempel hvis gearet på hans cykel var gået i stykker, og da han så indslaget i Danmarks Radio, besluttede han sig for at engagere sig som en af de frivillige medarbejdere.

»Jeg er blevet pensionist for et halvt års tid siden og ville gerne have et eller andet at lave for at komme hjemmefra og gøre noget nyttigt. Jeg har altid pillet i maskiner. Når et eller andet er gået i stykker, så har jeg altid skilt det ad og forsøgt at reparere det.«

Han »hader« brug og smid væk-tankegangen.

»Det er simpelthen spild. At vi er kommet ud i en automatik med, at det der ikke virker, det kan vi ligeså godt smide ud. Det er jo ikke godt for Jordens ressourcer. Det ligger bare dybt i mig. Det er lige fra barnsben, at man skal bruge tingene, så længe som man kan.«

I dag er Arne Jørgensen i værkstedet en gang om ugen. Fra klokken ti om formiddagen til klokken tre om eftermiddagen.

»Jeg er kommet ind i en fantastisk verden. Jeg aner ikke noget om sådan en som den der.«

Han kigger på røremaskinen.

»Hvordan er den sat sammen og skruet sammen og sådan noget der? Men det er helt ustyrligt, hvad der ligger på YouTube om, hvordan man reparerer ting.«

Særavis: Vi tager vores verden tilbage

Ofte starter store forandringer som konkrete projekter i hverdagen. Derfor har vi lavet en særlig udgave af Information, hvor vi glemmer alt om politikerne og fortæller om alle de mennesker, som hver dag kæmper for at løse store problemer og tage deres verden tilbage.

Det her er deres avis.

Andre artikler i dette tillæg

  • Findes lyset i Mørke?

    4. maj 2017
    Information er taget til landsbyen med Danmarks mest dystre navn på jagt efter den borgermobilisering, som historisk har været med til at forandre Danmark, og som forfatterne til den nye bog ’Rodskud’ hævder igen er i gang med at udfordre styringstrætheden hos den politiske elite
  • ’Man siger, at folk skal have mere uddannelse. Gu skal de da hønse’

    4. maj 2017
    Pioneren fra Friland, Steen Møller, er 62 år og i gang med et nyt projekt, der skal genopfinde de gamle erhverv. Der er viden nok. Vi skal genlære det praktiske og handle, siger han. Her fortæller han om sit verdenssyn og om at være ildsjæl med et så stærkt afhængighedsforhold, at det ind imellem bliver lidt sygt
  • Internettet er en skraldespand fyldt med modbydeligheder, som de unge ikke vil undvære

    4. maj 2017
    Aktivisme ’in real life’ hænger ofte uløseligt sammen med onlineaktivisme, og derfor er det absolut nødvendigt, at vi lærer at passe på os selv og hinanden på nettet. Det mener den onlineaktivistiske gruppe DO:TOPIA, der vil gøre os til medskabere af vores egen digitale virkelighed. Det sker blandt andet ved at få over hundrede 8. klasseelever til genkende ’fake news’ og lave deres egen takt og tone på nettet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niki Dan Berthelsen
  • Jan Pedersen
  • June Beltoft
  • Carsten Munk
  • Viggo Okholm
Niki Dan Berthelsen, Jan Pedersen, June Beltoft, Carsten Munk og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Mortensen

Den eneste forandring man ønsker sig er at tjene flere penge .....samtidig med mere vækst uden at forbruge så mange resourcer ☺

I visse europæiske byområder er der faktisk kommer lidt gang i reparation og renovering af alt - fra fodtøj og cykler over køleskabe og vaskemaskiner til fjernsyn, computere og mobiltelefoner. Og ofte bliver disse produkter også opgraderet i både teknik og design.

I Berlin er dette faktisk ofte organiseret i en slags økonomisk arbejdskooperation, hvor aktørerne er gået sammen med økologiske varesælgere om fælles lokaler og en vis fælles økonomi.

Og det er ikke bare super-dygtige reparatører, der sysler med dette, for en del af aktørerne er faktisk ingeniører, der brænder for dette. Så måske burde også de danske myndigheder arbejde lidt aktivt, for at formidle denne idé.

curt jensen

At vi bare smider ting ud når de ikke virker skyldes for mit vedkommende først og fremmest at de fleste ting i dag er konstrueret på en måde der gør reparationer enten vanskelige eller ligefrem umulig!

Her er der i den grad behov for politisk regulering!
Den næststørste forhindring er prisen på reservedele som ofte koster mere end at købe en ny apparat, hvis man overhovedet kan få dem.
Også her er der brug for regulering hvis noget skal ændre sig.

June Beltoft

Det næste må være, at nogen begynder at programmere software-opdateringer til diverse hardware, som teknisk set virker glimrende, men bliver ubrugelige fordi producenten holder op med at opdatere drivere og styresystemer...

Christian Mondrup

"Det næste må være, at nogen begynder at programmere software-opdateringer" - det har nogen faktisk gjort i et par årtier for pc-er: der findes rigtig mange versioner af open source linux styresystemer, der gør det muligt at benytte ældre hardware. Som oftest udnytter linuxsystemer isenkrammet væsentlig mere effektivt end kommercielle styresystemer. Og hyppige sikkerhedsopdateringer er en selvfølge.

Anders Jensen

Det er helt grotesk hvad der bliver smidt ud og alle de instanser og virksomheder der bliver malket i IT branchen. Jeg er selv en del af den, og jeg må indrømme at jeg blev ret chokeret.
2 år gamle IT systemer, som skal skiftes til nye pga. sikkerheds-opdateringer? WTF!
Eller oversalg, er også meget udbredt. Eller den gængse, det kan ikke svare sig at lave den.
Til 90% af den danske befolkning er en 10 år gammel dual core med 4GB RAM mere end rigeligt.

Søren Kristensen

Selvom Windows ikke længere understøtter Vista, besluttede jeg alligevel at installere det på ny - helt forfra, Så fik jeg se om langsommeligheden skyldes skidt eller kanel fra Windows - dvs. ophobet skidt eller indbygget forældelse. Men Windows har ikke kun stoppet supporten til Vista, jeg kan ikke engang downloade Servicepack 1 og dermed heller ikke 2. selv om det er gamle opdateringer. De gør ligesom hvad de kan for at få en til at købe nye styresystemer og det undrer mig sådan set ikke, det er jo det de lever af. Mit problem er bare at jeg gider ikke et nyt styresystem hvert femte år. Slet ikke når de på mange måder bliver ringere. I Vista er fx. Media Player integreret, det er det ikke i de efterfølgende.

Jeg kan også bedre lide elektronik fra halvfjerdserne, med rigtige knapper (potentiometre) man kan dreje på, i stedet for nutidens touchscreen. Men det er sikkert bare mig der igen er både nostalgisk og gammeldags.

Jacob Mathiasen

Et godt tiltag kunne være at personer kunne registere sig gratis på genbrugsstationerne, som ansvarlige reparatører og så få lov til at se på den elektronik, som smides ud.

Som det er nu får jeg det helt dårligt når jeg går på genbrugspladsen og ser 100vis af apparater, som kunne få et nyt liv. Men jeg må sørme ikke røre dem. Bl.a. fordi nogle mennesker ikke kan finde ud af at rydde op efter sig selv (det er i en af forklaringerne jeg har fået).