Læsetid 9 min.

Hun stod for alt, hvad venstrefløjen rummede af intellekt og kritik, og hun stod fast!

Journalisten, forfatteren, analytikeren, Rusland-kenderen og Informations forhenværende chefredaktør Vibeke Sperling er død, 72 år gammel
Journalist, forfatter og Rusland-kender Vibeke Sperling er død. Hun blev 72 år.

Journalist, forfatter og Rusland-kender Vibeke Sperling er død. Hun blev 72 år.

Thomas Borgberg
15. maj 2017
Delt 1528 gange

Det var ventet. Hvis ikke man stak sig selv blår i øjnene, kunne man godt se, at den kræftsygdom, der i flere år havde huseret, var ved at have gennemført sin hærgen.

Det gør ikke tomheden eller tabet mindre: Vibeke Sperling er død, 72 år gammel.

Sidste gang, jeg var sammen med hende, var den i forvejen slanke, høje skikkelse blevet foruroligende mager. Men typisk for Vibeke Sperling uden at man mærkede noget til hendes svækkelse. Anledning var en stor fødselsdagsfest, Vibeke Sperling deltog varmhjertet og nærværende som altid og holdt i øvrigt en varm og vittig tale, før hun dansede igennem en lang aften.

Sammen med sin mand Lars Lauridsen og sin datter, vores Anna von Sperling her på avisen, havde hun købt et dejligt hus på Amager. Og for ganske få uger siden insisterede hun trods sin terminale tilstand på at tage turen sammen med de to andre for at indvie huset – vel vidende, at hun aldrig selv ville komme til at bo der.

Men hvis noget var et særkende ved Vibeke Sperling, så var det, at hun aldrig gav op. At hun skulle dø, skulle ikke forhindre hende i at leve til det sidste.

En skarp analytiker

Det var den holdning til tilværelsen, der gennemsyrede alt, hvad hun foretog sig, og egentlig var det også den, der gjorde hende til en af landets bedste politiske analytikere. Som udenrigskorrespondent, som udstationeret i Moskva for Information, siden for Radioavisen og Orientering 1993-97, og som politisk iagttager gik hendes analyser i bund, fordi hun ikke slap dem, før kompleksiteten i situationen var gennemlyst.

Den seneste af Vibeke Sperlings ti bøger, Russernes drømme fra 2015, er hendes på en gang personlige og kundskabsrige fortælling om de lange linjer i Ruslands nyere historie.

Heri beskriver hun suverænt både det moderne Ruslands autoritære landskab, russernes levevilkår og stærkt styrede adgang til informationer – og vekselvirkningen mellem elitens kyniske brug af frygt som magtmiddel og befolkningens drømme om en bedre fremtid.

Bogen er skrevet ud fra hendes erklærede kærlighed til russere og ønsket om, at Vesten vurderer Rusland på et mere nuanceret grundlag end Vladimir Putins og Kremls aggressivitet.

Vibeke Sperlings analytiske evner kunne mange gange gøre hende nærmest profetisk. I 2000, da jeg interviewede hende om kritikkens afmatning i vores samtid, spurgte jeg hende, hvad hun forestillede sig om fremtiden.

»Partiernes nedtur vil nok fortsætte,« svarede hun. »Men jeg tror, der rører sig en masse i den generation, der nu er i midten af tyverne og endnu yngre. De er langt mere offensive end de ældre, de tænker ikke dansk, men internationalt, de tænker europæisk.«

Med valget af den 39-årige Emmanuel Macron til fransk præsident i frisk erindring må man sige, at hun allerede for 17 år siden havde blik for udviklingen. Macron blev valgt uden at have et politisk parti i ryggen. Men han havde en bevægelse, og hele Europa deltog mere engageret end nogen sinde før i valget af en fransk præsident.

Europæer

Vibeke Sperling var selv erklæret europæer. Men også hvad angår EU, var hun præcis i sin kritik.

»Der er alt for få, som udsætter EU for radikal kritik ud fra ønskværdige mål. EU forbliver en slags grød, som man enten siger ja eller nej til. Ingen siger ja til EU, fordi de mener, EU er perfekt.«

Hverken betingelsesløst ja eller ufrugtbart nej. Man må opsøge den vej, hvor åbningerne befinder sig, sådan tænkte hun.

Vibeke Sperling overværer, at den russiske skakspiller og aktivist i Ruslands opposition Garri Kasparov modtager Pundiks Frihedspris på 100.000 kr. Det skete i Politikens Hus i København i 2007, hvor dagbladets tidligere chefredaktør Herbert Pundik, som prisen er opkaldt efter, var til stede.

Carsten Snejbjerg

Allerede i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, hvor hun arbejdede som rejseleder i det daværende Jugoslavien, havde hun øje for nye fremtidsmuligheder for Jugoslavien, og hun fastholdt siden, at opløsningen ikke havde været en nødvendighed. Vibeke Sperling havde tætte venner blandt både serbere og kroatere, og de gav hende troen på, at det var muligt at finde en løsning, en ’tredje vej’.

»Jeg undervurderede nok, hvor meget det betød, at Tito og hans regime slog ned med hård hånd på enhver form for antydning af konflikter mellem nationaliteterne. Men havde man ikke fået en Slobodan Milosevic, der slog sig op på etnisk had til albanerne i Kosovo, så ville jeg ikke udelukke, at større dele af Jugoslavien ville holde sammen endnu,« sagde hun til Berlingske Tidende i 1998.

Journalistisk integritet

Vibeke Sperlings journalistiske integritet, skabte respekt om hende på tværs af politiske skel, som også betød, at det ret konservative Udenrigspolitiske Selskab bad hende bliver redaktør af selskabets tidsskrift Udenrigs.

Her havde hun i perioden 1988-93 rige muligheder for at arbejde ud fra sit fælleseuropæiske perspektiv. 1997-98 var hun redaktør af DR2’s udenrigspolitiske magasin, Udefra, hvorefter hun i 1998 kom til Politiken.

Til slut skrev hun atter for den avis, hvor hun påbegyndte sin karriere, Information. Hun var i første runde ansat på avisen fra 1978-87, fra ’83 som chefredaktør sammen med Torben Krogh. Det var dengang, Information var medarbejderejet, og da de to på et stormøde for hele avisen kom i mindretal, trak de sig. Også her på baggrund af en præcis analyse af situationen.

På en medarbejderejet avis har journalisterne det mest spændende arbejde og en indflydelse på bladets udformning, som de andre faggrupper aldrig kan få, forklarede Vibeke Sperling i et interview med Politisk Revy i november 1986.

Derfor var de øvrige faggrupper mere interesseret end journalisterne i at tilkæmpe sig magt og indflydelse gennem den demokratiske struktur. Der opstod, ifølge Vibeke Sperling, en modsætning mellem interessen for Information som arbejdsplads og avisens tarv som dagblad.

Jeg husker, hvordan vi printede vores computerskrevne artikler ud på grønt papir, som vi derefter afleverede til typograferne, der skrev dem ind i spalter, der derefter blev sat op af andre typografer, hvorefter flere typografer affotograferede siderne og leverede dem til trykkeriets typografer.

Ledelsen kom til at bruge for mange kræfter på huspolitik, frem for at udvikle avisen, mente Vibeke Sperling og Torben Krogh. Derfor trak de sig. Da Vibeke Sperling dernæst i 1987 søgte orlov for at arbejde som sovjetmedarbejder på DR’s Orientering og fik nej, sagde hun op.

Venstreorienteret sovjetkritiker

Kompromisløs var hun, når det gjaldt. Lige fra studenteroprørstiden i 1960’ernes Aarhus, var der ingen tvivl om, at Vibeke Sperling var venstreorienteret. Og hun svigtede ikke sin ungdoms holdninger, selv om hun senere erkendte, at hun ved en enkelt lejlighed var kommet med nogle ’tåbelige’ udtalelser om Rote Armee Fraktion – udtalelser, der kunne tolkes som støtte til et væbnet oprør.

Men skulle regnebrættet gøres op, så mente hun utvetydigt, at ungdomsoprøret var en bevægelse, der ændrede Danmark i positiv retning. »Den skabte luft i gardinerne og gjorde det muligt at have meget forskellige standpunkter til forskellige problemer. Ungdomsoprøret må gå over i historien som noget, der bidrog til at gøre Danmark bedre,« fortalte hun Berlingeren.

Vibeke Sperling var venstreorienteret i den forstand, at hun vurderede situationen ud fra folkenes rettigheder og var en skarp kritiker af de kræfter, der modarbejdede dette.

Vibeke Sperling havde på en af sine rejser til Rusland kunstneren Pernille Kløvedal Helweg med sig. Her ses de ved den efterfølgende udstilling af Helwegs akvareller fra turen i Politikens forhal.

Pelle Rink

Men hun var aldrig ideologisk i den forstand, der huserede blandt mange af hendes jævnaldrende. Der var leninister i Venstresocialisterne (VS), og der var dem, der forsvarede Sovjetunionen og endda meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Men ikke mindst Vibeke Sperlings store kontaktnet blandt østeuropæiske intellektuelle betød, at hun var vaccineret mod den slags. Igennem tiden kunne hun følge med i de faktiske historiske udviklinger, hvilket gav hende en solid erfaringsbaggrund og et jordnært blik for forholdene, som hun kunne trække på i sine analyser.

Et eksempel er, da den tyske studenterleder, Rudi Dutschke i tre-fire år slog sig ned i Vibeke Sperlings aarhusianske kollektiv efter at have overlevet et attentat, begået af en vis Josef Bachmann, der angiveligt var inspireret af Springerkoncernens hetz imod den tyske studenterbevægelse.

Igen er erfaringen konkret, når hun fortæller, at »Rudi var en meget stærk inspirationskilde i opgøret med enhver flirt med de kommunistiske regimer«.

»Det kunne undertiden være svært, for der var fantastisk mange på venstrefløjen dengang, der levede efter logikken: vores fjendes fjende, Sovjetunionen, måtte på en eller anden måde være vores ven. Men Rudi kom selv fra det tidligere Østberlin, og jeg husker tydeligt, at han sagde, at systemet i Sovjetunionen og i Øst ikke var socialistisk. Det var socialismens negation.«

På det tidspunkt havde Vibeke allerede selv rejst en del i Central- og Østeuropa, »og man skulle jo ikke åbne øjnene ret meget for at kunne se, at det ikke havde noget at gøre med den frigørende socialisme, vi gik og drømte om«.

Hun stod for alt, hvad den udogmatiske venstrefløj rummede af intellekt og kritisk potens, og hun stod fast!

Persona non grata i Rusland

»Det sætter vores kritikløse tid i relief, at den opfattelse har bredt sig, at markedskræfterne vandt« (med Sovjetunionens sammenbrud, red.). »Det gjorde de ikke! Det var frihedskravet, der vandt,« fastslog hun, og det kunne gøre hende rasende, når Verdensbanken og IMF sammen med de politiske ledere i Vesten »klappede i lufferne af, at man fik banket inflationen ned i Rusland. Når vi ved, at et af de væsentlige instrumenter var at undlade at betale lønninger og pensioner, så har kynismen nået uanede højder«, lød hendes indignerede kommentar.

Hun skiftede ikke ståsted, efter at Putin kom til magten. Hendes kritik af hans styre var lige så ubestikkelig som af det sovjetiske, og hendes synspunkter og klarsyn blev i næsten grinagtig grad bekræftet, da den mangeårige, renommerede udenrigsreporter endte med at være persona non grata og blive nægtet indrejsevisum til Vladimir Putins Rusland, efter hendes dækning af krigen i Tjetjenien.

Ingen glaslofter

Vibekes fulde navn var Vibeke von Sperling, men det lille ’von’, der ’sømmede sig’ dårligt i ungdomsoprørets årti, gik diskret i glemmebogen. Ædel var hun ikke desto mindre, ikke kun i sin ligefremme hjertevarme, men også af afstamning.

Hendes far var en falleret tysk adelsmand, Kurt Ditlev Vilhelm von Sperling. Derimod kom hendes mor fra et helt andet samfundslag, hun var telegrafisten og servitricen Grethe Lund Pedersen. Det var imidlertid mor, der styrede butikken, og Vibeke Sperling var kun fem år, da forældrene blev skilt.

»Jeg er barn af en meget stærk mor og en meget svag far,« forklarede hun engang, hvor hun blev spurgt om sit engagement i kvindebevægelsen. Hun var »vokset op med opfattelsen af, at det var kvinderne, der kunne, og at mænd var svage«.

»Men man gik jo aktivt ind i hvad som helst,« fortsatte hun, »så da kvindebevægelsen tog fart i Aarhus, så stillede jeg da også til de møder. Men det var på et tidspunkt, hvor jeg gjorde mig meget gældende i studenterbevægelsen og i studenterrådet« – hun var international sekretær i Studenterrådet i 1968 – »så jeg fik at vide af nogle af de mest aktive i kvindebevægelsen, at jeg skulle holde mig væk, fordi jeg arbejdede som en mand«.

På en måde må man give disse kvinder ret. Vibeke Sperling har altid optrådt med en selvfølgelig autoritet, der gør al snak om ’glaslofter’ og andet, som kvinder kan føle sig tilsidesat af, til skamme.

I det omfang hendes baggrund havde med dette at gøre, kan man måske øjne en sammenhæng mellem på den ene side farens angivelige standsbevidsthed og den naturlige sikkerhed, den har udstyret hende med, og på den anden morens proletariske viden om, at man ikke kommer nogen vegne uden hårdt arbejde og uddannelse.

Sin universitetsuddannelse gjorde Vibeke Sperling dog aldrig færdig, men også dér havnede hun på ’mandeholdet’. Information havde et uforholdsmæssigt stort antal journalister, der ligesom hende var akademikere og ikke uddannede journalister, men hun var den eneste kvinde, der ikke havde gjort sin uddannelse færdig – noget, der gjaldt flere af mændene.

Blå Bog: Vibeke Sperling

  • Født 26. januar 1945
  • Sproglig student fra Viborg Katedralskole, 1963.
  • Underviser i Sovjetunionen, Øst- og Centraleuropa ved Aarhus Universitet og Roskilde Universitet i 1974-78.
  • Ansat på Dagbladet Information (1978–87) og i en årrække korrespondent for avisen i Moskva.
  • Chefredaktør på avisen fra 1983-87 sammen med Torben Krogh.
  • Ansat ved P1 Orientering på DR som sovjetmedarbejder og senere Ruslands- og Østeuropamedarbejder (1987–93).
  • Korrespondent i Moskva for DR fra 1993–97.
  • Redaktør af det udenrigspolitiske magasin Udefra på DR2 1997–98.
  • Ansat som udlandsredaktør på Politiken i 1998–00.
  • Fra 2003 udlandsmedarbejder og kommentator på Politiken. De sidste år af sit liv skribent hos Information.
  • Fra 2010 bestyrelsesmedlem i Det Udenrigspolitiske Selskab, hvor hun tidligere var redaktør.
  • Har modtaget Det Berlingske Hus’ Journalistpris og Publicistprisen for sit storejournalistiske arbejde.
  • Forfatter til flere bøger om bl.a. det tidligere Sovjet og Eksjugoslavien.

Hjertets dannelse

Uddannet var hun imidlertid. Først og fremmest dannet. Efter studentereksamen i 1963 var hun et år au pair i Rom, hvor hun lærte sig italiensk. Der var også en kæreste og en lyseblå Alfa Romeo involveret, men kæresten viste sig for besidderisk, så Vibeke Sperling forlod atter Italien og begyndte at læse klassisk arkæologi på Aarhus Universitet.

Et års studieophold i Tyrkiet blev det også til og sammen med hendes rejser i Central- og Østeuropa samt i Jugoslavien resulterede det i, at hun i stedet begyndte at læse slaviske sprog. Fra 1974-78 arbejdede hun som undervisningsassistent på Aarhus og Roskilde universiteter, men ansættelsen på Information i ’78 betød det endelig farvel til universitetet.

Først og fremmest besad hun dog hjertets dannelse. Vibeke Sperlings nærmeste var ikke nødvendigvis kun hendes nære familie. Heldigvis nåede hun at blive en kærlig mormor til Erik og følge ham udvikle sin personlighed i de første betydningsfulde barneår. Men også andre børn, som eksempelvis boede i samme kollektiv som Vibeke Sperling, blev omsorgsfuldt taget hånd om og fulgt på vej, hvis omstændighederne krævede det.

Det er værd at understrege hendes store omsorg, netop fordi Vibeke Sperling jo var en af disse travle kvinder, som udfoldede sine evner i et voldsomt antal ugentlige arbejdstimer. Alligevel havde hun overskud til at tage sig af dem omkring sig, der havde behov for det. Måske først og fremmest, fordi hun bekymrede sig mere om andre end om at spilde unødige kæfter på at bekymre sig om sig selv.

I småt som i stort. At hun aldrig gav op, betød også, at hun bestandig var i stand til at lære, intellektuelt såvel som menneskeligt. Når hun i den grad blev kosmopolit, var det ikke mindst fordi, hun interesserede sig for mennesker frem for systemer og fordomsfrit og upuritansk forholdt sig til alverdens kulturelle og politiske variationer.

Hun opsøgte altid menneskers hverdag og forsøgte i sine reportager at give sine landsmænd et så levende og solidarisk billede som muligt af menneskene bag systemerne.

Hendes liv sluttede alt for tidligt, men det blev levet fra først til sidst. Hun havde meget at sige farvel til. Du vil blive savnet af mange, Vibeke, både som et stort menneske og som et forbillede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Thomas Bindesbøll
    Thomas Bindesbøll
  • Brugerbillede for jørgen djørup
    jørgen djørup
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Per Jongberg
    Per Jongberg
  • Brugerbillede for Poul Erik Pedersen
    Poul Erik Pedersen
  • Brugerbillede for Ole Frank
    Ole Frank
  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Jes Enevoldsen
    Jes Enevoldsen
  • Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
    Bjarne Bisgaard Jensen
  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Randi Overgård
    Randi Overgård
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Benny  Larsen
    Benny Larsen
  • Brugerbillede for Erik Bavngård Jensen
    Erik Bavngård Jensen
  • Brugerbillede for Lise Oxenbøll Huggler
    Lise Oxenbøll Huggler
  • Brugerbillede for Niels Roed
    Niels Roed
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
  • Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
    Olav Bo Hessellund
  • Brugerbillede for Sidsel Jespersen
    Sidsel Jespersen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Anne Lykke Frederiksen
    Anne Lykke Frederiksen
  • Brugerbillede for Torben Ethelfeld
    Torben Ethelfeld
  • Brugerbillede for Anders Graae
    Anders Graae
  • Brugerbillede for Ann Thomsen
    Ann Thomsen
  • Brugerbillede for Jens Frederiksen
    Jens Frederiksen
  • Brugerbillede for Tom Andreæ
    Tom Andreæ
  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Anne Albinus
    Anne Albinus
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Thomas Overbye
    Thomas Overbye
  • Brugerbillede for Malan Helge
    Malan Helge
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
Thomas Bindesbøll, jørgen djørup, Niels Nielsen, Per Jongberg, Poul Erik Pedersen, Ole Frank, Poul Solrart Sørensen, Jes Enevoldsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Randi Overgård, Viggo Okholm, Benny Larsen, Erik Bavngård Jensen, Lise Oxenbøll Huggler, Niels Roed, David Zennaro, Oluf Husted, Olav Bo Hessellund, Sidsel Jespersen, Flemming Berger, Anne Lykke Frederiksen, Torben Ethelfeld, Anders Graae, Ann Thomsen, Jens Frederiksen, Tom Andreæ, Dorte Sørensen, Anne Eriksen, Anne Albinus, Hans Larsen, Anker Nielsen, Mihail Larsen, Thomas Overbye, Malan Helge og Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Arne Lund

En flot nekrolog over et rankt menneske. Hun besad den gode professionelle dyd, at stille utidige spørgsmål, og ikke tage et svar for givet. De falder fra de gode journalister, hurtigt går det, for nylig var det Navntofte og Esman. Hvem arver riget?

Niels Nielsen, Poul Erik Pedersen, Erik Karlsen, Poul Solrart Sørensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen, Dagmar Christiandottir, Oluf Husted, Karen Grue og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

En stor kapacitet, fra en generation, der svinder ind i disse år. Hun vil blive savnet i P1 Orientering

Hun var muligvis ikke bevidst om det, men hun har også været skoledannende for en særlig diktion blandt hendes kvindelige kolleger; den karakteristiske langsomme, overdrevne artikulation. Lyt bare til Orientering.

Mon ikke Vibeke Sperling har være et af forlæggene for Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm?

/O

Poul Erik Pedersen, Ejvind Larsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen
Curt Sørensen

Jeg husker mest Vibeke Sperling fra vore unge dage i Århus, hvor vi i den lokale partiafdeling af det gamle SF var allierede i kampen mod Aksel Larsen fløjen. Vi kunne begge se, at han stadig var lidt af en gammel stalinistisk partidiktator og vi så op til den unge falanks i partiet af dygtige og hæderlige nye politikere som Preben Wilhjelm, Hanne Reintoft, Pia Dam, Thomas Pedersen og Erik Sigsgaard. Da SF sprængtes fulgte jeg med over i dannelsen af det nye parti VS. Hvor Vibeke Sperling blev af husker jeg ikke, idet jeg opholdt mig i London og Berlin de følgende to år. Da jeg kom hjem blev jeg hurtig træt af de mange fraktionsstridigheder, meldte mig ud og har siden været partiløs socialist.
Vibeke Sperling var i vores ungdoms år en skarpt tænkende og dygtigt argumenterende person. Hun artikulerede også den kritik af Sovjetunionen som vi den gang var så mange socialister i vores generation som enedes om ( en holdning og en kritik som man i dag lyver os fra), smtidig med at vi kritiserede kapitalismen i Vest.
Senere tabte jeg forbindelsen med Vibeke Sperlig. Jeg syntes også, at hun i sin journalistik efterhånden blev noget eensidig monoman i sin kritik af Rusland. Vel er d er meget at kritisere her, og det gjorde hun godt. Men forholdene i Vest er som bekent ikke snehvide og det er nu faktisk Vesten der i strid med den mellem Reagan og Gorbachov etablerede forståelse i årene siden 1989er ekspanderet langt øst på. Se på en globus! For mig, ar se lod Vibeke sig absorbere i en efterhånden mainstream kritik af Rusland. Men det er blevet nemt, alt for nemt, at blive hængende i en sådan kritik.
Jeg vil huske hende som den unge flotte pige, med den ranke holdning der modigt, da det var svært, tog kritikken op mod både Vestens kapitalisme og Sovjetunionens stalinisme.

Palle Yndal-Olsen, Anders Reinholdt, Dagmar Christiandottir, Poul Erik Pedersen, Karsten Aaen, Henrik Klausen, Erik Karlsen, Jacob Jensen, Ejvind Larsen, Aksel Gasbjerg, Flemming Berger, Stig Bøg og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Odin Rasmussen
Odin Rasmussen

Det gør altid et indtryk på mig når jeg læser at mennesker dør - jeg læste Vibeke Sperlings bog 'russernes drømme ' for 2 år siden. Der stod mange ting jeg ikke vidste. Sperling var desværre også udtryk for den kolde krig. Ser man kinesisk​ TV og BBC er der udsendelser, der handler om 'Belt & Road' som er Kinas måde at udvikle verden på. Kina vil handle og bygge infrastruktur. USA vil militarisere. Det er forskellen. Det er der verden af i morgen formes

Karsten Aaen, Jacob Jensen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Roed

Kære Karen Syberg, tak for et hjertefyldt livsportræt

Annette Chronstedt, Poul Erik Pedersen, Thomas Bindesbøll, Ejvind Larsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Klausen
Henrik Klausen

»Partiernes nedtur vil nok fortsætte,« svarede hun. »Men jeg tror, der rører sig en masse i den generation, der nu er i midten af tyverne og endnu yngre. De er langt mere offensive end de ældre, de tænker ikke dansk, men internationalt, de tænker europæisk.«

Med valget af den 39-årige Emmanuel Macron til fransk præsident i frisk erindring må man sige, at hun allerede for 17 år siden havde blik for udviklingen. Macron blev valgt uden at have et politisk parti i ryggen. Men han havde en bevægelse, og hele Europa deltog mere engageret end nogen sinde før i valget af en fransk præsident.

Vi var engagerede, fordi Marine Le Pen var en realistisk mulighed. De unge stemte for i øvrigt i højere grad på Le Pen end de ældre. Macron er mere udtryk for, at centrumpartierne smelter mere og mere sammen, vil jeg mene.

Brugerbillede for Poul Erik Pedersen
Poul Erik Pedersen

Kære Karen Syberg.
Tak for en meget smuk nekrolog over en dygtig og engageret journalist. For mig står Vibeke Sperlings dækning af Polen og Østeuropa i årene fra 1980 og frem som noget helt centralt i Informations historie. Når der stod vs under lederen var man altid sikker på at få præsenteret et vidende og velargumenteret indlæg, der altid gav stof til eftertanke. Jeg vil mene at hendes analyser har haft central betydning for udviklingen af den Europa-politiske debat, hvorved Information også er blevet en betydningsfuld avis på feltet.
Det er samtidigt mit indtryk at nekrologen åbner op for en forståelse af at venstrefløjens projekt også var, og er, den intellektuelt kritiske position i det moderne samfund. Det fortjener at blive nævnt fordi det ganske enkelt er vigtigt at huske på det! Midt i det sørgelige ved dødsfaldet må håbet være at det engagement Vibeke Sperling udviste vil blive ført videre, for vi har brug for det.
mvh. poul.

jørgen djørup, Niels Nielsen, Mihail Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar