Læsetid: 6 min.

’Det er da vildt fedt at vide, at jeg har en aktie i mange af de der unge’

Det er ikke et mål at lave landsholdsspillere og elitefodbold i BK Vestia Vesterbro. Det er en klub, som bygger kammeratskaber og lægger armen omkring de unge, som går til fodbold
’Jeg savnede at være sammen med mine venner til træning. Herude går vi op i fodbold, det er derfor, vi spiller. Men det er også et niveau, hvor man kan hygge sig og grine, hvis man laver fejl. Vi tager på nogle fede ture sammen, og trænerne går op i, at vi har det godt,’ fortæller Nikolaj (i hvidt). Han blev headhuntet til Lyngby, men er vendt tilbage til Vestia.

’Jeg savnede at være sammen med mine venner til træning. Herude går vi op i fodbold, det er derfor, vi spiller. Men det er også et niveau, hvor man kan hygge sig og grine, hvis man laver fejl. Vi tager på nogle fede ture sammen, og trænerne går op i, at vi har det godt,’ fortæller Nikolaj (i hvidt). Han blev headhuntet til Lyngby, men er vendt tilbage til Vestia.

Lærke Posselt

4. maj 2017

Man kan godt se, at den lange fyr i Real Madrid-trøjen er god. Forsvarerne kan ikke komme ind på livet af ham, fordi han placerer sin krop mellem dem og bolden, når han ruller den fremad med sålen. Han holder roligt på bolden, inden han med en kort acceleration skifter retning og er væk.

»Jeg blev headhuntet til Lyngby for nogle år siden,« fortæller Nikolaj efter træning.

Solen skinner, men det er køligt, Nikolaj er 15 år gammel:

»Jeg var rigtig dygtig, jeg gik meget op i fodbold, og så hentede de mig.«

Han er en af dem, som kunne være blevet til noget. Det kan man se på hans omgang med bolden og hans måde at holde kroppen på. Men nu er Nikolaj tilbage i Vestia på Vesterbro, hvor han træner på en af klubbens kun to baner, som er omringet af pigtrådshegn. Der er altid tilskuere til Vestias træninger, siger man, fordi banerne ligger lige ved siden af Vestre Fængsel, og fangerne kan stå i vinduet og følge med.

»Jeg kunne ikke så godt lide den måde, man omgås hinanden på i elitefodbold, altså uden for banen, hvor man var konkurrenter,« forklarer Nikolaj.

Lærke Posselt

Det var ikke let at skifte tilbage til hans barndomsklub, for han havde jo en drøm om at blive professionel:

»Men jeg savnede at være sammen med mine venner til træning. Herude går vi op i fodbold, det er derfor, vi spiller. Men det er også et niveau, hvor man kan hygge sig og grine, hvis man laver fejl. Vi tager på nogle fede ture sammen, og trænerne går op i, at vi har det godt.«

Nikolaj kigger over mod en lille skaldet mand i træningsdragt med skæg:

»Jeg har haft Søren som træner, siden jeg var seks år gammel. Jeg havde været væk nogle år, men han tog bare imod mig, da jeg kom tilbage. Det var helt i orden. Stille og roligt. Det er det samme med ham.«

Frirum fra krav

Vestia BK ligger mellem Vesterbro og Sydhavn. Her kommer drenge og piger fra det gamle, hårde sydhavnskvarter, fra det mondæne Vesterbro og fra de sociale boligblokke omkring klubben.

Her er piger, som spiller fodbold med tørklæde, unge fyre, der bliver trænere for de små i klubben, og børn i alle aldre, som lærer at øve sig på det, man vil være god til, og være sammen med dem, som kan være besværlige ovre i skolen. Vestia bygger kammeratskaber:

»Vi er meget bevidste om, at vi er en breddeklub. Vi har ingen eliteambitioner. Der skal være plads til alle uanset niveau. Og vi prøver at give udfordringer til alle uanset niveau,« siger Søren Vesterbæk. Han er 53 år, træner for to ungdomshold og formand for klubben:

»Det er mange år siden, der har været andagt før kampe, men vi er den første KFUM-klub i Danmark. Jeg mener også i verden. Det har nok startet med at hedde næstekærlighed. Og der er et eller andet i klubben med, at vi gerne vil tage os af hinanden. Det drejer sig ikke kun om at blive gode til indersideafleveringer, vi lægger også armen om skulderen på hinanden.«

– Hvor mange timer om ugen bruger du i klubben?

»Jeg lavede en optælling for et stykke tid siden, fordi jeg var klar over, at jeg brugte for mange timer. Jeg fandt ud af, at jeg i snit bruger over 20 timer om ugen på fodbold.«

– Hvorfor er det for mange?

»Jeg har også en familie, som gerne vil se mig. Der er mange kampe i weekenderne. Og jeg har lidt svært ved at forklare konen derhjemme, at fodbold er det vigtigste i verden. Hun har også sin egen mening. Ind imellem må jeg gå på kompromis. Det kommer i vejen for de andre ting, jeg også burde have i mit liv.«

Vi sidder efter træning i et lokale med papkasser fulde af træningstrøjer og et enkelt bord i midten med fire stole omkring. Det er klubbens kontor.

Tobias Ilum, som er medlem af bestyrelsen og træner for to hold, bruger mellem 12 og 15 timer om ugen i klubben. Og så kommer administrationsarbejdet oveni, fortæller han. Han er 29 år gammel:

»Det startede som et integrationsprojekt for mig. Jeg var jyden, der kom til København og ville lære nogle mennesker at kende.«

Han har selv spillet fodbold hele sit liv.

Lærke Posselt

»Der har altid stået nogen og taget imod mig, når jeg skulle til fodbold. Så jeg ville gerne give noget tilbage. Jeg ville gerne være med til at forme nogle små spillere og små mennesker.«

– Hvad skal fodbolden være for dem, som spiller her?

»For mig handler det om at skabe det her frirum fra alle de krav, som bliver stillet til ungerne andre steder i det moderne samfund. Vi stiller krav om, at de skal komme til tiden og være tilstede, når de er her. Men hvis de trænger til en pause, så får de en pause, og vi står ikke og skriger dem ind i hovedet og siger, de skal gøre sådan her,« svarer Tobias Ilum.

Vi gider dem

Trænerne skal ifølge Vesterbæk forstå, at de er nogle særlige voksne for dem, som kommer i klubben:

»De her unge mennesker møder jo rigtig mange voksne. I første omgang er det deres forældre, som har ansvar og myndighed. Så er der nogle voksne ovre i skolen, og hvis de går i fritidsklub, er der også nogle voksne der. Men det er jo alle sammen nogen, som i et eller andet omfang har pligt til at tage sig af dem. Vi er de voksne, som bare gider dem, og det er den eneste grund til, at vi er sammen med dem.«

»Vi er sammen med de her unger i øjenhøjde. Og hvis du først kommer ind på livet af dem og har deres fortrolighed, så er det utroligt givende. De kan godt være blæste oven i hovedet som teenagere, men de er også skide skægge, og du kan få så meget kvalitet ud af dem.«

– Er det det, som arbejdet i klubben gør for jer?

»Det lyder åndssvagt, men når jeg har trænet nogle i så mange år, er det givende at se, hvordan de udvikler sig som mennesker også. Jeg skal ikke være forælder eller prøve at tage æren for det, men det er da vildt fedt at vide, at jeg har en aktie i rigtig mange af de der unger,« siger Vesterbæk.

Tobias Ilum nikker:

»Jeg har trænet de samme personer, fra de var 11 år, til de er 16. Nu går de til eksamen. Man giver dem nogle ting, de kan bruge, når de skal til eksamen, eller når de kommer under pres. Det er det, en forening kan.«

Vesterbæk fortsætter sin kollegas sætning:

»Vi vil gerne lære dem at planlægge nogle ting, øve sig i det, forpligte sig på det. Og nu prøver vi at bygge et hold op. Det er de altså med til. De sørger for at komme til kampene og måske også få farmand til at køre.«

»Det der med at lære, at vi har stået herude hele vinteren og øvet os og trænet, men vi kan godt tabe alligevel. Du kan ikke komme igennem et helt liv uden at tabe en gang imellem. Og så måske også lære at bruge det til noget positivt. Det synes jeg er fantastisk. Hvor får de det henne ellers?«

Uden for kontoret står Zarahmar og Festim, de er begge 15 og lige færdige med træning. Festim vil gerne tjene rigtig mange penge, slår han fast. Og her er Vestia altså »ad helvede til«, siger han:

»Når man siger, at man spiller i Vestia, siger folk, at de vinder aldrig noget. Men vi hygger. Og Søren … han er ligesom en bror for mig.«

»Jeg har lært at spille fodbold her,« siger Zarahmar.

»Søren er en rigtig ven. Han lytter meget efter, hvad vi siger. Jeg snakker nogle gange med ham i bilen, når vi kører til kamp. Om piger og sådan noget.«

– Hvad siger du til ham?

»Det kan jeg da ikke sige til dig, det bliver mellem mig og ham.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu