Nyhed
Læsetid: 4 min.

Anbragte søger svar i journalerne som voksne

Flere tidligere anbragte søger indsigt i deres børnesager i håb om at blive klogere på en barndom, som ofte har været kaotisk, og som ingen andre kan fortælle dem om. Tendensen er del af en international bevægelse, hvor anbragte børn gør op med fortiden
Indland
10. juni 2017
At anbragte søger svar i deres journaler, er i øvrigt helt i tråd med en international bevægelse på området, hvor tidligere børnehjemsbørn på forskellige vis gør op med fortiden, fortæller historiker Jakob Knage Rasmussen fra Danmarks Forsorgsmuseum

At anbragte søger svar i deres journaler, er i øvrigt helt i tråd med en international bevægelse på området, hvor tidligere børnehjemsbørn på forskellige vis gør op med fortiden, fortæller historiker Jakob Knage Rasmussen fra Danmarks Forsorgsmuseum

Niels Lund Pedersen

Tidligere børnehjemsbarn Bente Nielsen fandt ikke et eneste dokument. Tvangsfjernede David Pedersen fik udleveret over 3.000 sider. Der er stor forskel på udbyttet, når tidligere anbragte søger aktindsigt i deres egen journal. Men stadig flere søger som voksne tilbage i deres børnesager. Bevæggrundene kan være alt fra nysgerrighed til et decideret opgør med fortiden.

 »Barndomshistorien er identitetsskabende for hvem, vi er som mennesker i dag. Men for mange anbragte var barndommen et kaos, og de husker ikke ret meget. Der kan journalen være med til at skabe noget så simpelt som en kronologi og eksempelvis give svar på, hvor man var anbragt og hvorfor,« siger Bente Nielsen, næstformand i Tabuka – Landsforeningen for tidligere og nuværende anbragte.

Der findes ikke officielle tal på, hvor mange det drejer sig om, fordi sagsakterne kan ligge både i rigsarkivet, i kommunen og ude på de enkelte institutioner, hvor de færreste laver opgørelser over henvendelser. I nogle få kommuner, som har registreret antallet, kan man se tredobbelte stigninger inden for få år. Og flere institutioner og organisationer har samme erfaring:

»Vi oplever en stigende interesse fra nuværende og tidligere anbragte for, hvordan de er blevet behandlet gennem tiden. Nogle har måske været igennem en livskrise, været for ung, eller er ganske enkelt først nu klar til at se nærmere på, hvad der egentlig skete dengang. Og det kan være godt at gå tilbage og se på, om den oplevelse, man husker, stemmer overens med beskrivelserne i journalen,« siger Laust Westtoft, sekretariatschef i Landsorganisationen LOS – De private sociale tilbud.

Det gør det dog ikke altid, fortæller historiker Jakob Knage Rasmussen fra Danmarks Forsorgsmuseum. For journaler og erindringer fortæller typisk hver sin historie. Det viser hans igangværende ph.d.-projekt, hvor han analyserer gamle børnehjemsjournaler og samtidig interviewer tidligere anbragte, som har læst deres journal. Alligevel spiller sagsakterne en afgørende rolle, når tidligere anbragte skal skabe en sammenhængende livshistorie, forklarer han:

»Som tidligere anbragt har du ofte ikke nogen, du kan konsultere. Vi andre kan spørge vores mor eller bedstemor eller kan bladre i familiealbummet, men tidligere anbragt har ofte ikke nogen eller noget, der kan fortælle dem om deres barndom. Der kan journalen være med til at give nogle af de oplysninger, de søger,« siger Jacob Knage Rasmussen.

At anbragte søger svar i deres journaler, er i øvrigt helt i tråd med en international bevægelse på området, hvor tidligere børnehjemsbørn på forskellige vis gør op med fortiden, fortæller han:

»Der har været en bølge af børnehjemsundersøgelser i Australien, Norge, Sverige, Irland og også herhjemme med Godhavnsrapporten. Og i kølvandet er flere anbragte søgt tilbage i deres journaler blandt andet med henblik på erstatning i de pågældende lande.«

Det kan dog være både psykisk hårdt og praktisk besværligt at fremskaffe sine sagsakter, fortæller Bente Nielsen, som med satspuljemidler siden november sidste år har forsøgt at støtte tidligere anbragte i projektet ’Mikado’, som løber over tre år:

»Ud fra den anbragtes fortælling, forsøger vi at sammenstykke historien, og går i gange med at lede. Og så hjælper vi dem med at bearbejde det, de læser. For nogle kan det være en ganske voldsom oplevelse,« siger Bente Nielsen.

Målet er at lave en manual, som kan hjælpe andre på vej. Noget Bente Nielsen selv savnede, da hun for nogle år siden søgte efter sine sagsakter. Men intet fandt.

For langtfra alle steder har man gemt de gamle journaler. Blandt andet gik meget tabt i forbindelse med kommunesammenlægningerne i 2007. I 2015 blev der med en vejledning fra Kulturministeriet sat en stopper for makulering af gamle børnesager, men der var skaden mange steder allerede sket.

I forbindelse med tv-udsendelser som ’Sporløs’ eller for nylig dokumentarudsendelsen ’Er du mors lille dreng?’ er der ofte en stigende interesse, fortæller Charlotte Vestergaard, forstander på familiedøgninstitutionen Bethesda, der modtager henvendelser hver eneste måned:

»Så sent som i går fik jeg et fint maskinskrevet brev fra en kvinde, der havde boet her med sin mor i 1970. Hun fortalte om sit liv, sine børn og sendte billeder med. Så nogle henvendelser handler om, at man gerne vil fortælle, at man er kommet videre. For andre kan det handle om at få historikken til at falde på plads.«

Nogle tidligere anbragte vælger også at besøge deres gamle børnehjem. Særligt om sommeren lægger mange vejen forbi, fortæller forstander Tina Bill fra Ungdomshøjskole Søndbjerggård i Thyholm, som fra 1917 til 1984 var et børnehjem. Hun har oplevet en mærkbar stigning de senere år.

»De fortæller, at de kommer for at se stedet og for at lukke et kapitel i deres historie. Nogle tager deres familie med, og så viser de rundt og fortæller historier fra dengang. Langt størstedelen oplever det som positivt at komme her, selv om en del af dem bryder sammen og bliver meget berørte,« siger Tina Bill.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her