Læsetid 4 min.

Arbejdsgivere advarer mod ’skræmmekampagne’ fra S og DF

’De siger, at det er årsag til lønpres og social dumping og misbrug af vores velfærdsgoder. Hvortil vi bare siger, at det er postulater,’ lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) om Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis fælles EU-opgør. De to partier afviser kritikken
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand, mødtes i weekenden debat ved Folkemødet på Bornholm.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og Mette Frederiksen, Socialdemokratiets formand, mødtes i weekenden debat ved Folkemødet på Bornholm.

Kenneth Lysbjerg Koustrup

19. juni 2017

Udenlandske arbejdere kommer til Danmark og presser lønnen og arbejdsvilkårene på grund af arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Sådan har det lydt fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som har krævet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) derfor begrænser denne bevægelighed.

Og statsministeren har selv kritiseret det, han har kaldt »jordbærplukkere, der kommer til Danmark og arbejder nogle få timer om ugen og sender en dansk børnecheck ud af landet«.

Men nu advarer Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mod det, som viceadministrerende direktør Pernille Knudsen kalder en »skræmmekampagne« mod EU:

»De siger, at det er årsag til lønpres og social dumping og misbrug af vores velfærdsgoder. Hvortil vi bare siger, at det er postulater. Jeg har ikke set nogen dokumentation for nogen af delene.«

Regeringen vil nu have det varslede forbud mod ’lejre’ på offentlige områder gennemført administrativt. Det har den konsekvens, at hjemløse ’gadesovere’ også bliver kriminaliseret. Venstres retsordfører siger til Information, at forslaget skulle ramme romalejre og lignende
Læs også

Den viceadministrerende direktør henviser til, at EU-borgere, der kommer til Danmark, som udgangspunkt er underlagt de samme arbejdsvilkår som danske statsborgere – og altså arbejder under de samme vilkår med hensyn til løn, ferie, afskedigelse, arbejdsløshed, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Og hvis arbejdsgiverne ikke lever op til overenskomsterne og/eller loven, er det enten en opgave for fagbevægelsen eller myndighederne at sikre, at dette sker.

Det samme gælder velfærdsydelserne, mener Pernille Knudsen. Der mangler beviser for, at disse faktisk misbruges.

»Selv om man selvfølgelig i EU diskuterer en indeksering i af de sociale ydelser, så skal man huske på, at de går til dem, der betaler skat i Danmark. Tværtimod er EU-borgerne en gevinst for Danmark, fordi de hverken er her, når de er unge eller gamle og altså dyre for samfundet, men er her for at arbejde. Så det er lidt en skræmmekampagne i forhold til EU,« siger Pernille Knudsen.

Overskudsforretningen

Arbejdskraftens frie bevægelighed er en grundsten i EU’s indre marked og det europæiske samarbejde. Tanken er, at personer i højere grad vil søge derhen, hvor deres evner udnyttes bedst muligt, hvis man fjerner barrierer for personers frie bevægelighed mellem EU-landene. Det vil blandt andet bidrage til at sikre, at flere personer kommer i arbejde, samtidigt med at virksomheder i højere grad kan få den arbejdskraft, de efterspørger.

Tidligere på året konkluderede en rapport fra Erhvervsministeriet, at der har været et positivt bidrag til arbejdsstyrken og stigende arbejdskraftmobilitet. At en større andel af EU-borgerne er i beskæftigelse end personer med dansk oprindelse. Og at EU-borgerne er koncentreret i brancher, som mangler arbejdskraft. De er i forhold til danskerne i højere grad repræsenteret i brancherne »Rejsebureauer, rengøring og anden operationel service«, »Hoteller og restauranter« og »Landbrug, skovbrug og fiskeri«.

Særligt sidstnævnte to brancher er i disse år nogle af de brancher, som har sværest ved at tiltrække egnet arbejdskraft. 


I alt konkluderede rapporten, at den samlede gevinst af det indre marked løber op i en årlig merindtægt på 65.000 kroner for et LO-ægtepar i ejerbolig, og at bruttonationalproduktet (BNP) er fem procent – eller 99 milliarder kroner – højere, end det ville have været, hvis Danmark handlede på baggrund af de almindelige internationale frihandelsprincipper.

Europapolitisk aftale

Alligevel gik Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl under det netop afholdte folkemøde på Bornholm sammen om at opfordre Lars Løkke Rasmussen til at arbejde i EU for at skabe ligestilling af »lønmodtagerrettigheder med fri bevægelighed«.

»Det har aldrig været meningen med det europæiske samarbejdet, at vi skal konkurrere hinanden nedad,« sagde den socialdemokratiske formand, mens Dansk Folkepartis ditto har foreslået, at statsministeren indkalder til politiske forhandlinger allerede til august med henblik på at lave en aftale om, hvordan »vi vil håndtere problemerne om den frie bevægelighed«.

Læs også

I dag afviser både Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis EU-ordfører kritikken fra DA. Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, afviser, at bundlinjen på regnestykket for arbejdskraftens frie bevægelighed trods alt er et plus:

»Der kan lige så godt være minus, hvis man medregner, at nogle danskere af samme årsag holdes uden for arbejdsmarkedet. Det siger sig selv, at varernes frie bevægelighed er en overskudsforretning for Danmark, hvilket også er den eneste grund til, at vi bør fortsætte med at være medlem af EU. Men jeg går ikke ind for arbejdskraftens frie bevægelighed, for den ser vi for øjeblikket resultatet af i forbindelse med sigøjnerne, som laver ballade i København, og i forhold til danske lønmodtagere, som presses på lønningerne, fordi de skal konkurrere med udlændinge, som er villige til at arbejde for en lavere løn. Og selv når EU-borgere kommer hertil for at arbejde på overenskomstmæssige vilkår, vil lønnen oftest være lavere end danskernes, fordi de ikke er omfattet af lokalaftalerne.«

Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard, understreger til gengæld, at både han – og partiet – er »varme« tilhængere af det indre marked og den frie bevægelighed.

»Men vi er bare nødt til at sikre, at denne også er fair for alle. Man kan ikke lukke øjnene for, at der er nogle ubalancer mellem på den ene side det indre markeds frie bevægelighed og så på den anden side hensynet til og respekten for lønmodtagernes rettigheder og vilkår. Og hver gang EU-Domstolen skal tage stilling til en konflikt mellem de to hensyn, så falder det ud – som det også står i traktaterne – til fordel for det indre markeds fire friheder,« siger Peter Hummelgaard.

EU’s Indre marked:

EU’s indre marked skal sikre frihandel i EU. Det betyder, at du kan købe og sælge varer og tjenesteydelser i EU, at du kan tage arbejde i et andet EU-land, og at du kan flytte dine penge inden for EU.

Formålet med det indre marked er at skabe et europæisk hjemmemarked uden indre grænser med fri bevægelighed for: personer, varer, tjenesteydelser og kapital.

Målet er, at europæiske virksomheder kan sælge deres varer og tjenesteydelser lige så let i Italien eller i Litauen som i Danmark. Virksomhederne kan samtidig frit etablere sig i de europæiske lande, ligesom europæiske borgere kan arbejde i hele EU. Fri handel mellem EU's medlemslande var et af de grundlæggende principper for etableringen af EU.

Kilde: Folketingets EU-oplysning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Det er skam ingen skræmmekampagne DA. Det er fakta og har bl.a. medført brexit. Og nej. Vi taler ikke om højtuddannede. De skal såmen nok få den løn og de arbejdsvilkår de kræver. Det vi snakker om er arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU af ufaglærte og lavtuddannede. Den bevægelighed skal stoppes. Det samme gælder for de mennesker, som tager længere varende opholdt i et andet EU land uden fast bopæl. Hvilken kraftig farvning DA's holdninger er penslet med er naturligvis lave lønninger i Danmark og færre rettigheder for lønmodtagere. Artiklen burde som fortegn have annonce/sponsoreret af DA. Et fortegn som det efterhånden ofte ses i digitale medier.

Hans Larsen, Kim Houmøller, Anne Eriksen, Ib Christensen, Charlotte Svensgaard, Torben K L Jensen, Egon Stich, kjeld jensen, John Christensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

En bemærkning til - " Og hvis arbejdsgiverne ikke lever op til overenskomsterne og/eller loven, er det enten en opgave for fagbevægelsen eller myndighederne at sikre, at dette sker."-
Hvorfor er det ikke mere en opgave for DA??? De arbejdsgivere der overholder arbejdsmarkedets aftaler og lovgivningen kan da ikke være tjent med at andre arbejdsgivere underløber arbejdsaftaler og lovgivninger. Hvorfor mener DA, at det alene er de faglige organisationers og myndighedernes ansvar?

Hans Larsen, Flemming Berger, Ole Henriksen, Anne Eriksen, Ib Christensen, Søren Jacobsen, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Leffers, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Mette Poulsen, kjeld jensen og John Christensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

EU har haft alt for travlt med at optage lande, der hverken økonomisk eller politisk er på "omgangshøjde", og det gør den frie bevægelighed problematisk. Et interessant eksempel er Højesterets nyligt afsagte kendelse om, at rumænske kriminelle ikke kan sendes til afsoning i Rumænien, fordi fængslerne der ikke lever op til De Europæiske Menneskerettigheder. Som forholdene er, er kendelsen rigtig, men det er da meningsløst at tale om "fri bevægelighed" under de omstændigheder.

Ole Henriksen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Mænd og økseskafter.
Det er jo dømt til at skabe ballade, når nogen sætter lighedstegn mellem ’varer’ og mennesker – at de sidstnævnte overhovedet finder sig i det, er en fortsat gåde, selvom mange af dem kommer herind og skider i gartnerens jordbærbede … ;-)

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Rutineannoncer fra DA har det med at blive trættende læsning - helt ude i hampen,ganske som udmeldingerne fra CEPOS - det eneste der undrer er at netop Information skal belaste deres abonnenter med den slags gyllespredning hvor mange har valgt Information netop for at undgå det.

Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

En overenskomst mellem arbejdsgivere og lønmodtagere er begge parter forpligtet til at overholde. DA har således et præcis lige så stort ansvar for at overenskomsterne overholdes som fagforeningerne. Det kan ikke diskuteres.

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Ole Henriksen, Anne Eriksen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ib Christensen
Ib Christensen

" Og hvis arbejdsgiverne ikke lever op til overenskomsterne og/eller loven, er det enten en opgave for fagbevægelsen eller myndighederne at sikre, at dette sker."-

Man får indtrykket af, at anti dansk arbejdsgiverforening mener, at samfundets love og regler ikke er noget de skal følge. Det er noget vi skal slå dem i hovedet med.
Regler er åbenbart til for, at skulle omgås. Ikke noget der skal følges.
Tror mere og mere på min mistanke om, at skat blev saboteret af medlemmer af kartellet. Ingen kontrol gør det en del nemmere at omgå regler.

Brugerbillede for Peter  Hansen
Peter Hansen

Jo større arbejdsudbud, om det er indenlandsk eller udenlandsk, jo ringere løn og i særdeleshed arbejdsvilkår!

Regeringen og andre partier, er godt i gang med at skabe arbejdsgivernes tagselvbord, fuldstændig uden om fagforeninger og førhen almindelig anstændighed, lønmodtagerne bliver i disse år mere og mere sat i skak, og til sidst skakmat, hvis vi altså ikke begynder, at gøre oprør mod tidens trend!

Ib Christensen, Ebbe Overbye og Flemming Berger anbefalede denne kommentar