Læsetid: 13 min.

Dansk Folkepartis nye håb: 20-30 års meget stram udlændingepolitik ’kan vende skuden’

Martin Henriksen er netop blevet medlem af Dansk Folkepartis daglige ledelse, koordinationsudvalget, og er – med Ekstra Bladets ord – partiets nye kronprins. Men hvem er denne kronprins, og hvad vil han med sit land? Vi tegner et portræt
Da Martin Henriksen i 2005 blev valgt ind i Folketinget, havde han kun et lyst jakkesæt. Det satte han tit sammen med sort skjorte og hvis slips til partiets presseafdelings frustration. Det gav uheldige associationer til Al Capone og forbudstidens Chicago, mente man. I dag har det nye medlem af DF’s koordinationsudvalg udvidet garderoben.

Da Martin Henriksen i 2005 blev valgt ind i Folketinget, havde han kun et lyst jakkesæt. Det satte han tit sammen med sort skjorte og hvis slips til partiets presseafdelings frustration. Det gav uheldige associationer til Al Capone og forbudstidens Chicago, mente man. I dag har det nye medlem af DF’s koordinationsudvalg udvidet garderoben.

Jakob Dall

21. juni 2017

På en sidevej til Amagerlandevej, Gemmas Allé, strækker FDF’s årlige ’Korsvejsmarked’ sig så langt øjet rækker ned ad alleen. Der er legeland og minibiler til de små, sang og musik til de større. Der er noget til at stille sulten og tørsten. Og så er der selvfølgelig det, alle er kommet for: Kræmmerne, som sælger gammelt og nyt.

»Goddag, de damer. Var det noget med et flæskesvær eller et bolsje eller andet fra Dansk Folkepartis indkøbskurv,« spørger formanden for Folketingets integrationsudvalg, Martin Henriksen, et par forbipasserende ældre damer og rækker en flettet kurv frem.

Den indeholder også ting, der ikke kan spises, såsom politiske brochurer og nøgleringe med partiets logo. Sidstnævnte kan også bruges til indkøbsvogne i stedet for poletter, lokker Martin Henriksen.

Vanen tro har Dansk Folkeparti denne lørdag i juni købt en stadeplads, som er bemandet af Martin Henriksen, der bor i nærliggende Dragør og er valgt i Københavns Storkreds, og af en håndfuld af partiets lokalpolitikere. For nogle år siden var det kun Martin Henriksen og hans »havebord«, fortæller Dansk Folkepartis lokale formand, Marlene Nyberg. Nu er der kommet mere styr på tingene. Et blåt telt beskytter mod vind og vejr, små legetøjsvindmøller på pinde med partiets rød-hvide logo snurrer i den stille sommervarme, og balloner svæver over det hele. Politisk arbejde handler også om synlighed, forklarer lokalformanden.

De fleste af de forbipasserende, som stopper op for også at veksle et ord med Martin Henriksen, er optagede af den aktuelle ministerstorm mod integrationsminister Inger Støjberg (V) og sagen om hendes instruks om at adskille asylpar.

»I passer på, at vi ikke kommer af med støjsenderen,« spørger en ældre mand retorisk Martin Henriksen.

»Ja, vi passer på hende,« svarer formanden for integrationsudvalget.

Han understreger samtidig, at mens oppositionen kritiserer integrationsministeren for i første omgang ikke at have villet tillade, at parrene kunne forblive sammen, kritiserer regeringens støtteparti hende for at tillade, at de nu kan.

»Det er lidt ironisk,« siger Martin Henriksen.

»Men vi er kede af, hvis der sker hende noget,« insisterer manden.

»Hun er bedre end så mange andre,« konstaterer Martin Henriksen, inden han går om bag Dansk Folkepartis telt for at finde et stille sted, hvorfra han kan ringe tilbage til TV 2 News.

Tv-stationen har lagt besked og spurgt, om regeringens støtteparti stadig har tillid til Inger Støjbergs forklaring(er). Det fortæller Martin Henriksen, at han har, og så har tv-stationen ikke brug for en kommentar. Denne gang.

Martin Henriksen

  • Født 25. januar 1980 i Tårnby, søn af Michael Henriksen og Majken Rugaard Henriksen.
  • Gift med Lea Berg Henriksen og har børnene Noah, Anna og Isabella.
  • Formand for Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg og Dansk Folkepartis udlændinge- og integrationsordfører. Tidligere socialordfører, uddannelsesordfører, familie- og forbrugerordfører, fødevareordfører og EU-ordfører.
  • Aftjente værnepligt hos kamptropperne i Slagelse i 2001.
  • Har en HF-eksamen fra 2004 og har arbejdet som bl.a. postbud, pædagogmedhjælper og chauffør.
  • Ridder af Dannebrog.

Den nye kronprins

»Jeg vil ikke klappe små børn på hovedet,« lyder kravet, da jeg nogle dage forinden tilfældigt møder Martin Henriksen på vej ind til et møde på Christiansborg og spørger, om han har besluttet sig for, om han vil medvirke i dette portræt.

Tidligere har Martin Henriksen i en mail spurgt, hvad set-uppet for portrætinterviewet er, og fået at vide, at anledningen til det er, at han netop er blevet medlem af Dansk Folkepartis daglige ledelse, det såkaldte koordinationsudvalg, i stedet for EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt (pladsen har stået tom, siden Messerschmidt for snart et år siden blev ekskluderet fra udvalget). Udover Martin Henriksen består koordinationsudvalget nu af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, næstformand Søren Espersen, gruppeformand Peter Skaarup samt pressechef Søren Søndergaard.

En plads i koordinationsudvalget betyder ikke, at den kun 37-årige Martin Henriksen får det afgørende ord. Langt fra. I Dansk Folkeparti er der topstyring selv i toppen af partiet. Der er stadig Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen – og til dels Søren Søndergaard – som alle har et skæbnefælleskab fra tiden i Fremskridtspartiet, og så alle de andre (den tidligere formand, Pia Kjærgaard, har ikke længere formelle tillidsposter i partiet). Men Martin Henriksen er – med Ekstra Bladets ord – »DF’s nye kronprins«.

At Martin Henriksen skulle tro, at det handlede om at klappe små børn på hovedet, er dog overraskende, al den stund det næppe er noget, mange vil forbinde ham med. Tværtimod. Politikens satiretegner Roald Als tegner altid Martin Henriksen som en symbolsk lille svinehund, der går rundt og letter ben, når emnet er udlændingepolitik. Han er en mand, som politiske modstandere skræmmer de små børn med.

Men politik skal handle om politik, forklarer Martin Henriksen, da jeg i en pause i Folketingets afslutningsdebat interviewer ham på kontoret.

»Det skal handle om, hvad man vil eller ikke vil, ikke om man slår græs om søndagen eller spiser hjemme hos forældrene hver torsdag,« siger Martin Henriksen. »Det kan da være hyggeligt at læse om, det er ikke det, men jeg synes ikke, at det skal være det, som det handler om«.

Voksede op på Vestegnen

Selv om Martin Henriksen i dag bor i Dragør, er hans – og ikke mindst familiens – historie på mange måder historien om Socialdemokratiets berømte og berygtede blå Bjarne: Den faglærte, privatansatte på den københavnske vestegn, hvis støtte Socialdemokraterne tabte til Dansk Folkeparti og Venstre omkring årtusindskiftet.

Martin Henriksen voksede ikke kun op på Vestegnen, men flere steder, fordi faderen godt kunne lide at flytte, som sønnen udtrykker det. Han voksede op i et hjem, som nok var upolitisk, men ikke desto mindre et traditionelt socialdemokratisk hjem, hvor faderen arbejdede i en af byggesektorens fagforeninger, moderen gjorde rent, og hoveddøren en overgang i slutningen af 1980’erne var udsmykket med en socialdemokratisk plakat med teksten: »A-larm. Her er intet at ta’. Schlüter har været her«.

Uden at familien egentlig talte om det derhjemme, følte de alle, at Socialdemokratiet ikke tog problemerne med de stadig flere flygtninge og indvandrere alvorligt. Eller i hvert ikke så alvorligt, som det gamle arbejderparti burde. Martin Henriksen oplevede, at de jævnaldrende flygtninge- og indvandrerdrenge opførte sig på en måde, som han ikke brød sig om. Der var ikke noget skelsættende øjeblik, ingen enkelt oplevelse, men mange oplevelser i de år. Oplevelser, hvor flygtninge- og indvandrerdrengene førte sig frem i grupper, som om de ejede det hele, ville bestemme alt og ikke havde respekt for nogen eller noget i samfundet. Og danskerne dukkede bare nakken. Følte han.

Som 20-årig, i 2000, meldte Martin Henriksen sig ind Dansk Folkeparti (forældrene fulgte efterfølgende med), og da han i en periode senere boede på Nørrebro, bekræftede det ham – »for at sige det mildt« – i sit vlag af parti. På Nørrebro gik Martin Henriksen fra at være passivt til at blive aktivt medlem af Dansk Folkeparti og begyndte sin politiske karriere i Nørrebro Lokaludvalg. Det gav ham tilnavnet »den mest optimistiske folketingskandidat«, da han stillede op til folketingsvalget i 2005.

Al Capone

Samme år var Martin Henriksen blevet optaget på statskundskab på Københavns Universitet efter endelig at have taget sig sammen til at få en HF-eksamen. Men han nåede aldrig at kunne skrive stud.scient.pol. på visitkortet, før der i stedet stod MF på det. Egentlig ville Martin Henriksen gerne have været den første akademiker i familien. Men når det ikke kunne være anderledes, slap han så – modsat så mange ungdomspolitikere – for prædikatet evighedsstudent.

Den nye MF’er blev fra starten populær i Dansk Folkepartis folketingsgruppe og ikke mindst i partiets presseafdeling, fordi han var hurtigt opfattende, altid velforberedt og gjorde og sagde, hvad der blev sagt. I Dansk Folkeparti blev folketingsmedlemmerne inddelt i fire kategorier: Der var dem, som godt ville, men ikke kunne. Dem, som kunne, men ikke ville. Dem som hverken ville eller kunne. Og endelig var der dem – hvilket var den mindste gruppe – som både ville og kunne.

Martin Henriksen og den jævnaldrende Morten Messerschmidt, som også var blevet valgt til Folketinget i 2005, tilhørte sidstnævnte gruppe.

Presseafdelingen havde kun ét problem. Martin Henriksens tøjstil. Eller mangel på samme. Det nyvalgte folketingsmedlems enlige lyse jakkesæt, som han tit satte sammen med en sort skjorte og et hvidt slips, gav uheldige associationer i pressen til Al Capone og forbudstidens Chicago.

Men det stod klart, at Martin Henriksen var så stærkt et kort, at presseafdelingen lige frem spøgte med, at han og Morten Messerschmidt risikerede at sætte Dansk Folkeparti i samme situation som Socialdemokratiet – som på det tidspunkt diskuterede arvefølgen efter the fabulous four, Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard.

»Pia, når du engang stopper, så var det måske også en idé at springe mellemgenerationen over,« sagde en ansat i presseafdelingen en dag til den daværende partiformand.

Hvortil Pia Kjærsgaard leende svarede: »Det må du ikke sige til andre end mig« – og selvfølgelig ikke mellemgenerationen i Dansk Folkeparti (læs: Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup).

’Den bedste pianist’

Fra begyndelsen kom Martin Henriksen med den slags udtalelser – eller »direkte vendinger«, som han kalder dem – om flygtninge og indvandrere, og ikke mindst muslimer, der skulle blive hans politiske varemærke. På godt og ondt.

Martin Henriksen havde dårlig nok nået at overtage posten som uddannelsesordfører fra Louise Frevert, som var kommet for skade på sin hjemmeside at sammenligne muslimer med kræftceller, før hans egen hjemmeside fik ekstra trafik. Først skrev Martin Henriksen, at islam siden sin begyndelse havde været en »terrorbevægelse«, og efterfølgende, efter det såkaldte æresdrab i Slagelse, at den eneste løsning på indvandrerproblemerne var »hjemsendelser, stramninger og en jernhård linje over for de muslimske mænd«:

»Hvis mændene ikke lægger deres ære bag sig, vil Danmark lægge mændene bag sig. Og vi vil frydes, når mændene udleveres til tortur og politisk forfølgelse«, stod der.

Martin Henriksen forsøgte sig først med sproglige rettelser og forklaringer, men opgav så og lukkede hjemmesiden helt ned en tid, efter at han – med Pia Kjærsgaards ord – »utvetydig« havde fået at vide, at synspunkterne ikke var forenelige med Dansk Folkepartis. Men partiformanden understregede ved samme lejlighed, at ingen af den årsag behøvede bekymre sig om »tonen« i Dansk Folkeparti: »Selv den bedste pianist kan som bekendt ramme en forkert tangent i ny og næ«.

Eller som det i dag siges i Dansk Folkeparti om Martin Henriksens mange udtalelser gennem årene: Den, som tager opvasken, baldrer også kopperne.

Kongehuset

På Martin Henriksens kontor er den ene væg domineret af Hans Nikolaj Hansens maleri Dommen over Torben Oxe. Torben Oxe blev i første omgang frifundet af Rigsrådet for at have forgiftet Christian II’s elskerinde Dyveke, men kongen lod derefter adelsmanden føre for en herredstingsret af 12 bønder, som kendte ham skyldig med ordene: »Vi dømmer ham ikke, men hans gerninger dømmer ham«. Torben Oxe blev halshugget den 29. november 1517 på Gråbrødre Torv i København.

Jakob Dall

»Jeg sagde til Folketingets administration, at jeg gerne ville have noget med Kongehuset. Og det her var det eneste, de havde, så det tog jeg,« siger Martin Henriksen og tilføjer efter en pause. »Det var dengang, der var rigtig blokpolitik.«

På en anden væg hænger et fotografi af de nulevende medlemmer af Kongehuset, som Martin Henriksen selv har købt og fået indrammet, i guld.  Når han virkelig skal slappe af, læser han i Billed-Bladet om, hvordan det går med de kongelige:

»Når man bliver fyldt op med nyheder og skal se fjernsyn, høre radio og læse alle aviserne, så er det nogle gang rart at få noget, som bare er ren hygge. Der sker ikke så meget.«

Alligevel har Martin Henriksen svært ved at se noget ironisk ved, at mange af Kongehusets medlemmer har været eller er indvandrere:

»Nej, de er da danskere. Hvem påstår andet?«

Danskheden

Aldrig har Martin Henriksen fået så mange positive tilkendegivelser, som efter at han sidste efterår i DR-programmet Debatten ikke ville kalde elevrådsformanden på Langkaer Gymnasium, Jens Philip Yazdani, for dansker, på trods af, at Yazdani er født og opvokset her i landet.

»Folk hang ud af vinduerne i bilerne,« siger Martin Henriksen. »Nu er det så stilnet af, men jeg tror, at folk følte, at der var behov for at sætte ord på, hvad det vil sige at være dansk.«

Ifølge Martin Henriksen skyldes behovet dels, at danskerne har været for dårlige til det og har troet, at selvforståelsen bare kom af sig selv. Og dels, at mange flygtninge og indvandrere holder fast i deres egen kultur efter at være kommet til Danmark.

Det er dog lettere sagt end gjort at sætte ord på, hvad der egentlig er dansk. Tidligere på året sagde Martin Henriksen til Jyllands-Posten, at »hvis man kommer her til landet som indvandrer, skal man i hvert fald tilegne sig viden om kristendommen og deltage i de kristne højtider for at man kan blive dansk«. Og Martin Henriksen fremhævede det også som særligt dansk, hvis man går i kirke i julen og gerne også »slår et smut forbi« i påsken.

Hvilket alt sammen var meget godt, indtil Kristeligt Dagblad påpegede, at Dansk Folkepartis vælgere går sjældnere i kirke end gennemsnittet af danskerne. 81 procent af Dansk Folkepartis vælgere svarer, at de sætter deres ben i kirken ’sjældent’ eller ’aldrig’.

Selv er Martin Henriksen dog de senere år blevet mere religiøs, ikke mindst under påvirkning af præsten og partifællen Søren Krarup, som har viet ham og døbt hans børn.

I dag citerer Martin Henriksen gerne præsten og digteren Kaj Munks digt »Dansk at være«, som i mange år hang på hans kontordør. Digtet slutter med linjerne:

Men vil I stadig fritte,

så si’er jeg ikke mer.

Hvad dansk er, ved jeg ikke,

og – tilgiv mig, at jeg ler –

hvis virkelig jeg vidste det,

var jeg det ikke mer.

»Der er ikke en præcis opskrift på, hvad du skal krydse af for at blive en del af fællesskabet,« siger Martin Henriksen. »Den enkelte skal jo have viljen til at tage noget til sig og lægge andet fra sig, og hvis man har den vilje, hvilket nogle har, kommer integrationen næsten til at gå af sig selv. Det er tankevækkende, at den gruppe, vi har brugt flest penge på at integrere, er den, det går dårligst med integrationen: nemlig dem med muslimsk baggrund. Og det skyldes, at de ikke vil. Vi kan vedtage at bruge hele det økonomiske råderum frem til 2025 på integration af folk med muslimsk baggrund, og det vil stadig ikke lykkes, hvis de ikke vil.«

Nørrebrogade

Tilbage på Korsvejsmarkedet er det ikke alle, som bider på flæskesværene. Martin Henriksen husker stadig, da en pige for nogle år siden havde takket ja. Hendes fader dukkede pludselig op og satte vredt en stopper for det. Og ikke bare det. Faderen forlangte, at den grædende pige straks begyndte at drikke den ene flaske vand efter den anden. Familien var muslimer, og nu gjaldt det hurtigst muligt om at få udvasket de allerede spiste flæskesvær.

»Det er sådan noget, som får os DF’ere til at nikke til hinanden og sige: Vi har nok fat i noget af det rigtige,« siger Martin Henriksen. »Det er jo lidt småskørt.«

Martin Henriksen synes at afkræfte fordommen om, at det altid er de ældre, som synes, alting var bedre førhen. Men hvis Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti har hængt fast i myten om Morten Korchs mytologiske landbrugssamfund, er Martin Henriksens Danmark parcelhusdanskerens land. Det er stadig 1970’erne, hvor alle drømmer om villa, vovse og Volvo. Flygtningene og indvandrerne er nok begyndt allerede at ankomme, men problemerne med dem ligger stadig flere år ude i fremtiden. Der er respekt for autoriteterne. Og en familie består nu engang af en mor og far, som ikke bliver skilt, og ikke to kvinder eller for den sags skyld mænd.

»Jeg skal være sådan en rigtig kedelig, jævn dansker,« fortalte Martin Henriksen, kort efter at han første gang blev valgt, til Kristeligt Dagblad og røbede, at drømmen var en dag at få en »kernefamilie«:

»Det skal være med villa og hund, gerne mange hunde. Jeg kan godt lide hunde, og så skal jeg have en sød kone og gerne mange børn.«

I dag er Martin Henriksen gift, har tre børn og skal snart have hund igen, efter at den sidste blev syg og måtte aflives. Og så er han, med egne ord, »ved at være helt i mål«.

Til gengæld er Martin Henriksen ikke ved at være i mål politisk. Langt fra. Dansk Folkeparti har ikke vendt udviklingen, ikke når det gælder flygtninge og indvandrere.

»Det må man bare være ærlig og sige,« siger Martin Henriksen. »Men vi har i hvert fald formået at holde igen. Vores målsætning er jo, at vi på et eller andet tidspunkt får så mange stemmer, eller får overtalt så mange af de andre partier, at vi, vel i 20-30 år, kan køre med en meget, meget stram udlændingepolitik. Det er sådan et scenario, som skal til, for at vi for alvor kan vende udviklingen. Det er måske illusorisk. Men jeg siger bare, at hvis du spørger, så mener jeg, at det er det, der som minimum skal til, for at vi for alvor kan vende skuden.«

Hvilket ikke stopper Martin Henriksen. Når han fører valgkamp hænger han altid selv valgplakater op på Nørrebrogade. Også selv om valgplakaterne nogle gange bliver revet ned igen så hurtigt, at de allerede er forsvundet fra denne ene ende af gaden, før Martin Henriksen er færdig med ophængningen i den anden. Men det gør ikke noget. Så tager han bare ud for at hænge dem op igen. Som Camus skrev i bogen Sisyfosmyten: Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Werngreen

Martin Henriksen føler sig sprunget over i køen og har brug for syndebukke. Dem finder han nemt hos flygtninge, som ikke forstår, hvad det vil sige at være dansk. Flygtningen føler sig sprunget over i køen og har brug for syndebukke. Dem finder han nemt hos danskere, som ikke forstår, hvad det vil sige at være flygtning. Martin Henriksen søger trøst i Bibelen (og Billed-bladet). flygtningen søger trøst i Koranen. Og således forledes begge til at tro, at det handler om danskhed og religion. Den ene har reageret på uorden, den anden har fået en orden - hvem er idiot?

Ole Falstoft

For at man kan blive en del af fællesskabet er forudsætningen, at fællesskabet ønsker det. Ved at kræve at muslimer fraskriver hele deres kulturelle baggrund, før de kan accepteres, har man tydeligt markerer, at de er ikke ønsket. Respekten skal gå begge veje, hvis integrationen skal lykkes.
Integration drejer sig ikke om, om man er mere eller mindre 'dansk', men om at man respekterer de grundlæggende værdier vort samfund bygger på: demokrati, ligestilling og frisind.
'Danskhed' er og bliver en uhåndterlig størrelse, hvor nogle (som f. eks. Martin Henriksen) tiltager sig ret til at dømme hvem der er 'inde' og hvem der er 'ude' ud fra helt ugennemskuelige 'mavefornemmelser' og uden de dømte kan appellere.
Hvor dansk er jeg f.eks. der aldrig sætter mine ben i en kirke i højtiderne?

Kristian Kiersgaard, Viggo Okholm, Astrid Wang, Eddie Pier, Bjarne Bisgaard Jensen, Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Vibeke Hansen, Hanne Ribens, Ole Frank, Brian Jensen og Jørgen Vogelius anbefalede denne kommentar

’Danskhed’ er en diagnose.
Naturligvis bliver det ’uhåndterligt’ for nogle, for hvor i f.eks. koranen, biblen eller Billed-Bladet står der noget om ’demokrati, ligestilling og frisind’ … ;-)

Kristian Kiersgaard, Einar Carstensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Jørgen Vogelius

Det er en almindelig socialpsykologisk reaktion, at truslen mod at føle sig fremmed bekæmpes med afstivende mereværdskomplekser. Det gælder både for majoritets- og minoritetsgrupperinger. Særlig problematisk bliver det, når mereværdskomplekser henter politisk legitimitet i religiøs fundamentalisme, hvad enten den er muslimsk eller kristen. Interviewet med Marin Henriksen vidner om, at der er hårdt brug for et kritisk eftersyn af fordommene i begge lejre.

Kristian Kiersgaard, Einar Carstensen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

"Være"

Hvis han er det nye håb, så er alt håb ude...

Einar Carstensen, Jette M. Abildgaard, Christel Gruner-Olesen, Carsten Wienholtz, Vibeke Hansen, Hanne Ribens, Ole Frank, Helle Walther og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Kronprinsens nye klæder

"Med pølseryg og istervom og nakken stiv
og armen lagt i bugter om et jerseyliv
med merskumspiben næsten til hans kalveknæer
så vralter frem Pæ' Sivensak, som danser der."
(Jeppe Aakjær)

Kunne foreningen til Martin Henriksens forskønnelse ikke have fundet en bedre lappeskrædder til at afkorte ærmerne og sætte en kile i ryggen på kronprinsens habitjakke?

Mette Poulsen

@ Erik Brandt: Mon ikke journalisten mener Nørrebro Lokalråd, som var forgængeren for Nørrebro Lokaludvalg?
Uanset, så kunne det være rart med et lidt mere nuanceret politisk portræt. Hvad mener MH om alle mulige andre emner end lige flygtninge og indvandrere? Nu da partiet er blevet så stort, så kan det ikke bare køre på en enkelt sag længere.

Ja, Bo Stefan Nielsen, og hvem tror du så første gang kom på dette passende øgenavn, der oprindelig gik på deres arbejdsmarkedordfører ... ;-)

Jakob Lilliendahl

Jeg bider mærke i disse to ting:
Formand for Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg.
Ridder af Dannebrog.

Hvilket må betyde, at der er andre ud over ham selv, hans parti og dem der har stemt på ham eller hans parti, der har en ubeskrivelig dårlig dømmekraft!

Kristian Kiersgaard, Tino Rozzo, Einar Carstensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Larsen, Flemming Berger og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Vedr. landsbytossen Bukse Marius fra Frydenholm

Ligheden mellem 'Bukse-Marius' i salonkommunisten Hans Scherfigs satiriske besættelsestids-roman er til at overse. Scherfigs 'Bukse-Marius' var en retarderet stakkel, der ikke kunne finde ud af at knappe sine egne bukser og tørre sin egen næse, og ville have været ilde stedt, hvis han ikke havde haft sin gamle mor og den husbestyrerinde (og senere ægteviv), hun prakkede ham på som handicaphjælper mod gode ord og betaling efter sin død. Og Marius selv ville i hine tider være blevet 'udliciteret på sognet' som plejebarn og billig arbejdskraft hos den lavestbydende af sognets bønder efter moderens død, hvis hun ikke havde efterladt sig tilstrækkelige midler til at sikre hans videre forsørgelse og pasning uden tilskud fra kommunekassen.

Så dét! - som de siger oppe i de Venders land, hvor det blæser så voldsomt, at kragerne flyver baglæns for at køle deres røvhuller, når vinden vender i København.

Grethe Preisler

Erratum: Fejl i indledningen til ovenstående kommentar:
Ligheden med (ikke mellem) 'Bukse-Marius' - skulle der have stået.

Nostalgia.
The most humor-provoking thing about our laugh-provoking age is – that many are still not laughing – undtagen det pragtfulde hold nybagte danske studenter her i Hertugdømmet, vores fælles civiliserede fremtid, der just kører forbi udestuen, dansende for fuld musik på vognmandens pyntede lastbil med deres korsdekorerede huer – vi må så bare håbe, at der ikke gemmer sig nogen postmoderne Bukse-Marius’er oppe fra Kongeriget i dette eligerede selskab – blomsten af Danmarks flittige ungdom – en population, man må håbe også forvildede turister oppe Nordenfjords vil kunne støde på, men med nathue og ikke studenterhue, dér midt i en udørk, hvor der ofte er så meget gennemtræk, at hjernerne, eller hvad massen kaldes, risikerer at blive blæst helt ud og nogle enkelte papnæser derfor kan genfinde sig selv helt ovre i Folketinget - der må gerne grines, men kun for de, der stadig er i stand til det … ;-)

Grethe Preisler

Om ikke andet må vi repatrierede jyske solformørkelser fra hovedlandet mellem Skagens Gren og Flensborg Fjord vel kunne enes om, at de største tosser i Kongeriget Danmark anno 2017 er og bliver de amarkaniserede efterkommere af importerede hollænderbønder fra lorteøen i Øresund ... ;o)

Ole Falstoft

Det er efterhånden et mere påtrængende spørgsmålet, hvordan det skal lykkes, at integrere det muslimsk forskrækkede segment af den danske befolkning i et Danmark, som bliver stadig mere og mere mangfoldigt. Hvordan undgår vi at de bliver sekteriske og isolerer sig fra resten af samfundet?

Be a Mensch!
I betragtning af, at mennesket, opstået af mudder og i tidens fylde nedkulet i mudder uden udsigt til det evige liv, kun er en forbigående episode i genernes naturhistorie på vej mod Den anden Evighed, Posthumania - efter at vores kortvarige tilstedeværelse siden afslutningen af Den første Evighed, the Big Bang, som givetvis skyldes, at alle guderne kom op at slås, snart må have overbevist alle om, at vores danske eksistens og alt det øvrige ikke passer sammen og slet ikke alle de humanoide væsener og deres uvæsen, som befolker denne klode og efterhånden også denne nation, og derfor kun kan ende med the Big Crunch – er det, som mange gange tidligere i historien, et eksistentielt imperativ, at kunne bevæbne sig med næsten overmenneskelig tålmodighed tilsat en ikke forsvindende portion – humor – ligesom på film … ;-)

Christoffer Pedersen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Meget morsomt, Jan Weis,

"Dansk Folkepartis nye håb" alias ridder af dannebrogsordenen MF Martin Henriksen har siddet i folketinget siden 2005 og hævet sin rundelige skatteyderfinansierede "erstatning for tabt arbejdsfortjeneste" i samfulde 12 år for at hælde gylle ud af ørerne over omkostningerne ved at holde liv i "alle de humanoide væsener og deres uvæsen, som befolker denne klode og efterhånden også denne nation, og derfor kun kan ende med the Big Crunch".

Det skal man vist være mere end normalt udrustet med humoristisk sans for at se det morsomme i, med mindre man har fundet 'det faste punkt i universet' hos oplysnings-filosofferne Immanuel Kant og Karl Marx med flere, hvorfra verden lader sig bevæge i den ønskelige retning ved tankens kraft alene.

Det rædsomme er komisk, når det ikke er farligt. Og jeg for min del har i hvert fald svært ved at se det humoristiske ved børnelokkere som Martin Henriksen, der lokker små piger til at spise grillstegt svineskind i stænger uden ført at spørge deres forældre, om det er OK. Og bagefter morer sig kongeligt over effekten, når en af forældrene tvinger ungen til at skylle mund og drikke postevand i litervis for at neutralisere virkningen af denne helsebringende kulinariske danske specialitet.