Læsetid: 4 min.

DF kritiserer Støjberg for at ’oversælge’ sin instruks til Udlændingestyrelsen

Inger Støjberg har foregivet, at hun satte mere resolut ind over for ægteskaber med mindreårige, end hun reelt havde til hensigt. Sådan lyder kritikken nu fra Dansk Folkepartis Martin Henriksen
’Det er et problem, at ministeren giver indtryk af, at hun vil eller gør noget, som ministeren så dybest set ikke går langt nok med,’ siger Martin Henriksen (DF).

’Det er et problem, at ministeren giver indtryk af, at hun vil eller gør noget, som ministeren så dybest set ikke går langt nok med,’ siger Martin Henriksen (DF).

Jens Dresling

4. juni 2017

En samlet opposition har de seneste dage kritiseret udlændingeminister Inger Støjberg for at være kommet med skiftende forklaringer i sagen om adskillelse af asylpar, hvor den ene er under 18 år. Ifølge Socialdemokratiet, Radikale og Enhedslisten har ministeren ikke alene afgivet en ulovlig instruks om adskillelsen af asylparrene, men efterfølgende også vildledt Folketinget.

Nu melder Dansk Folkepartis udlændingeordfører og formand for Udlændingeudvalget, Martin Henriksen, sig også blandt kritikerne, men med en anderledes kritik end oppositionens.

Martin Henriksen finder det kritisabelt, at Inger Støjberg i første omgang »oversolgte« sin indsats i forhold til de mindreårige piger på asylcentrene. Det sker, efter at ministeren ved torsdagens samråd sagde, det aldrig var intentionen at undlade den individuelle sagsbehandling i hver enkelt sag, som er et krav ifølge både dansk lov og den europæiske menneskerettighedskonvention.

Over for Folketinget og offentligheden havde ministeren givet udtryk for, at ingen par måtte forblive sammen, men ifølge hendes forklaring ved samrådet var det altså ikke hensigten i realiteten. 

»Ministeren har oversolgt sin politik på det her, og det mener jeg, er kritisabelt,« siger Martin Henriksen (DF).

»Sådan plejer det jo at være. Det prøver vi også engang imellem at gøre opmærksom på: At ministeren taler for meget og strammer for lidt.«

– Du siger, det sker engang imellem. Men ud fra demokratiske idealer, hvad tænker du som om, at ministeren har afgivet en usand beskrivelse af sin instruks til Folketinget. Er det i orden?

»Nej, det er et problem, at ministeren giver indtryk af, at hun vil eller gør noget, som ministeren så dybest set ikke går langt nok med. At der kan være forskel på, hvad der bliver meldt ud udadtil, og hvad der sker indadtil på Christiansborg. Der er ikke altid sammenhæng mellem ord og handling.«

– Du lægger Inger Støjbergs seneste forklaring ved samrådet til grund - modsat flere i oppositionen, som stiller sig tvivlende over for hendes forklaring. Hvad er det, der gør, at du tror på, hvad der blev sagt på samrådet?

»Jeg har ikke nogen grund til at tro anderledes. Og det, som venstrefløjen går meget op i (hvorvidt ministeren bevidst har brudt loven, red.), går jeg altså ikke specielt meget op i. Det handler om, hvem der kan finde det første hår i suppen. Det kan være interessant de første fem minutter.«

Klodsede svar

Fredag kunne Information dokumentere, at Inger Støjberg kom med to forskellige forklaringer ved henholdsvis samrådet i torsdags og i et skriftligt svar til et paragraf 20-spørgsmål afgivet 24. februar 2016 til Naser Khader. De to forklaringer er gensidigt udelukkende.

I svaret til Naser Khader forklarede ministeren, at hun havde »anmodet Udlændingestyrelsen om at ændre praksis således, at ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever«. Hun tilføjede, at ét asylpar allerede var blevet adskilt, og at »de øvrige mindreårige asylansøgere, der i dag lever sammen med deres ægtefælle eller samlever, ligeledes vil blive indkvarteret adskilt«.

Men det strider imod den forklaring, Støjberg afgav til samrådet, hvor hun sagde, at Udlændingestyrelsen var blevet mundtligt orienteret allerede 10. februar 2016 om, at der skulle foretages individuelle vurderinger, og at ikke alle par nødvendigvis kunne adskilles.

Fredag kunne Information dokumentere, at Inger Støjberg kom med to forskellige forklaringer i sagen om de såkaldte barnebrude til henholdsvis samrådet i torsdags og i et skriftligt svar til et paragraf 20-spørgsmål afgivet 24. februar 2016 til Naser Khader.
Læs også

Til trods for, at de to svar er afgivet under ministeransvar, og at de dårligt begge kan være rigtige, finder Martin Henriksen ikke grund til at kritisere den del af sagen.

»Vi har fået en grundig orientering, og det ændrer ikke noget for os. Nogle af svarerne har været klodsede, og det har været rodet. Men vi har ikke ændret syn på sagen, og vores hovedfokus er at forbyde barnebrude,« siger han.

Dansk Folkeparti har tidligere været optaget af, at ministre ifølge ministeransvarsloven ikke må afgive fejlagtige eller mangefulde oplysninger til Folketinget. Det skete eksempelvis for nylig i sagen om transportminister Ole Birk Olesen, der af Dansk Folkeparti blev kritiseret for at have orienteret Folketinget for sent om Post Nords økonomiske krise.

Til spørgsmålet om, hvorfor ministres pligt til at oplyse Folketinget korrekt, ifølge Dansk Folkeparti fylder mindre i sagen om Inger Støjberg, svarer Martin Henriksen:

»Man skal svare Folketinget korrekt. Og der siger jeg, at det har været et rodet forløb. Inger Støjberg kunne godt have svaret mere præcist. Men det giver ikke anledning til at ændre vores position.«

Som svar på kritikken skriver Inger Støjberg til Information: »Jeg kan sagtens forstå, at Martin Henriksen gerne så, at alle parrene blev indkvarteret adskilt. Sådan har jeg det også selv. Men jeg er nu engang bundet af de konventioner, som vi har tilsluttet os. Da jeg sidste år sendte min pressemeddelelse ud, der ønskede jeg at signalere klart, at vi nu vendte ordningen på hovedet, og at udgangspunktet er, at der skal ske adskillelse. Det signal synes jeg var vigtigt at give ikke mindst af hensyn til pigerne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

To drosler sad på bøgekvist, så gode venner var de vist

Dansk Folkepartis stuerene børneven og kvindebetvinger Martin Henriksen er ikke vred på udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, han er skuffet. Nu havde de det ellers lige så hyggeligt sammen ved tag-selv-bordet med Inger Støjbergs hjemmestrikkede othellokager og Martin Henriksens citronmåner fra døgnkiosken ad libitum ... ;o(

Glædelig grundlovsdag.

Annemette Due, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Så der er ikke lige ret for ministeransvarsloven ! Når det gælder fx ole birk, er der fri jagt, hvis det passer ind i flertallets politiske agenda, og omvendt her passer det ind i df's agenda at frede inger støjberg.

Det såkaldte danske folkestyre bliver stadig mere utroværdigt og rationalet bag mørklægningsloven stadig mere indlysende. Landet regeres af magtfuldkomne fjolser, som er i klasse med amerikanske obstruktionspolitikere, visse østeuropæiske landes oligarkiske topstyring og andre bananrepublikker. Det er pinligt, og danmark kan ikke kaldes for et højtudviklet demokrati, når loven kan bøjes og brydes, hvis flertallet er på plads. Grundloven må have et serviceeftersyn.

Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Bjarne Tingkær, Eva Schwanenflügel, Gaderummet Regnbuen, Niels Duus Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det er vist ikke i lyset af manglende viden, at hr henriksens handlinger skal ses, men mere at 'målet helliger midlet' - og det er jo en klassiker.

Thomas Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Intet tyder på, at Støjberg "oversolgte" sin ulovlige instruks. Alle par, som var omfattet af instruksen, blev jo netop adskilt i de kommende måneder, indtil administrationen blev lovliggjort igen. Og efterfølgende blev samtlige par, der stadig var omfattet af instruksen, ført sammen igen, med mindre den unge kvinde udtrykkeligt ønskede det modsatte. Hvilket hun så gjorde i 2 tilfælde.

Men andre ord var der ikke en eneste sag, hvor man endte med at konkludere, at parret fortsat burde holdes adskilt mod den unge kvindes udtrykte ønske. Hvilket der jo ellers er mulighed for at vurdere, hvis der f.eks. er grund til at tro, at hun er under tvang eller pres.

Grethe Preisler

@Randi Christiansen, 5. juni 2017 - 9:54

Spis nu lige brød til og prøv at holde skæg for sig og snot for sig i anledning af denne for vort land og vort folkestyre så alvorlige situation.

(Forbruger)ombudsmanden fandt ikke anledning til at tildele transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen en 'irettesættelse' for vildledning' af embedsværket under hans ministerressort med udstedelse af ulovlige og/eller tvetydige sagsbehandler-indstukser i forbindelse med 'Post Nord-sagen', da Ole Birk Olesen endnu ikke var tiltrådt som transportminister på tidspunktet for afsløringen af omfanget af 'Post Nord-sagens' konsekvenser for de hidtidige brugere af postvæsenets serviceydelser, som derved havde fået forringet deres muligheder for at nyde godt af samme.

Det samme kan dårligt siges til undskyldning for Inger Støjbergs forvaltning af sit høje embede, da hun fra dag et efter Lars Løkke Rasmussens generobring af 'nøglerne til maskinrummet på Christiansborg' den 28. juni 2015 har beklædt det høje og vellønnede embede som øverste chef for de ansatte i og under udlændinge- og integrations-ministeriets ressort.

Med ønsket om en fortsat god grundlovsdag
(and no pun intended)

Der må være forskel på om de unge koner er smedet sammen med manden før de kom til landet - eller efter, hvor dansk lov skal overholdes.
Det lille land, der hygger sig i smug - og ikke tolererer andres særheder.

Randi Christiansen

Netop grethe, det er ikke forseelsens karakter, som er afgørende for sagens udfald, men den politiske kontekst. Meget betænkeligt.

Grethe Preisler

@Randi Christiansen,

Bare til orientering: Ministeransvarlighedsreglerne er ikke omfattet straffelovens bestemmelser, men af kun af grundlovens.

Før der kan rejses tiltale efter straffeloven mod et folketingsmedlem (minister eller ikke) skal hans eller hendes politiske immunitet i h.t. grundlovens bestemmelse herom ophæves at et flertal i tinget. Det skal jo helst ikke være alt for let for 'en forfulgt mindretalsregering' at skaffe sig arbejdsro til at lovgive arbitrært ved hjælp af udelukkelse af besværlige folketingsmedlemmer, der skifter partigruppe i løbet af valgperioden alt efter, hvilken kant vinden blæser fra i opinionsmålingerne.