Folketingssvar fra Støjberg underminerer hendes nye forklaring

Et folketingssvar fra udlændingeminister Inger Støjberg (V) modsiger den forklaring i sagen om tvangsadskillelse af unge asylpar, som ministeren kom med ved et samråd i Folketinget torsdag.

Svaret tyder på, at Inger Støjberg er kommet med usande oplysninger til Folketinget, vurderer juridiske eksperter, mens oppositionen mener, der er tale om »en rygende pistol«.

Ved samrådet skulle udlændingeministeren forklare sig om den instruks, hendes ministerium sendte til Udlændingestyrelsen den 10. februar 2016 om, at alle mindreårige asylansøgere på de danske asylcentre uden undtagelse skulle adskilles fra deres ægtefæller.

I marts i år betegnede Folketingets ombudsmand denne instruks som ulovlig, fordi dansk forvaltningsret og internationale konventioner foreskriver en individuel sagsbehandling.

Ved samrådet var det et bærende argument fra ministeren, at embedsmændene i hendes ministerium var klar over – og havde gjort det klart for hende – at man ikke uden videre kunne tvangsadskille alle mindreårige asylansøgere fra deres samlevere.

Ifølge Inger Støjbergs nye forklaring indgik dette forbehold imidlertid ikke i den instruks, som Udlændingestyrelsen modtog på skrift, og som ombudsmanden endte med at erklære ulovlig. Men mundtligt fik styrelsen samme dag besked om, »at der ville være tilfælde, hvor der af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser skulle gøres undtagelse fra udgangspunktet om separat indkvartering«, som ministeriet har oplyst til ombudsmanden.

En sådan mundtlig orientering findes der imidlertid ingen skriftlige spor af. Den indgår ikke i Udlændingestyrelsens redegørelse for sagen til ombudsmanden, og styrelsen kan ikke over for Information bekræfte, at den har fundet sted, sådan som ministeren hævder.

En pressemedarbejder skriver således, at styrelsen »ingen kommentarer« har til spørgsmålet om, hvorvidt det er korrekt, at ministeriet den 10. februar 2016 orienterede styrelsen om, at der skulle foretages en konkret og individuel sagsbehandling.

Og nu rejser et folketingssvar fra Inger Støjberg og hendes ministerium på et såkaldt paragraf 20-spørgsmål fra De Konservatives Naser Khader dateret den 24. februar 2016 yderligere tvivl om ministerens forklaring.

Alle uden undtagelse

I svaret oplyste Inger Støjberg, at hun havde »anmodet Udlændingestyrelsen om at ændre praksis således, at ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever«. Hun tilføjede, at ét asylpar allerede var blevet adskilt, og at »de øvrige mindreårige asylansøgere, der i dag lever sammen med deres ægtefælle eller samlever, ligeledes vil blive indkvarteret adskilt«.

Med andre ord skrev ministeren i folketingssvaret, der vel at mærke er omfattet af sandhedspligten i ministeransvarsloven, at alle de unge asylpar skulle skilles ad. Hun nævnte ikke med ét ord, at der i hver enkelt sag skulle foretages en konkret og individuel vurdering.

Det står i kontrast til Inger Støjbergs forsikringer om, at det hele tiden havde stået klart for hende og ministeriet, at der skulle foretages sådanne individuelle vurderinger. Hvilket hun ellers har hævdet, at hendes ministerium orienterede Udlændingestyrelsen om allerede 14 dage inden svaret på Naser Khaders spørgsmål.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Mattias Tesfaye (S) mener, at ministeren dermed må have misinformeret Folketinget. For begge forklaringer kan ikke være rigtige.

Enten skulle alle de unge asylpar adskilles uden undtagelse, som der står i svaret på Naser Khaders spørgsmål – og så har ministeren talt usandt, da hun i samrådet hævdede, at det helt fra begyndelsen var planen at foretage de konkrete og individuelle vurderinger, som forvaltningsretten og de internationale konventioner kræver. Eller også var det hele tiden planen at foretage disse individuelle vurderinger – men så var Støjbergs svar til Folketinget om, at alle de unge asylpar ville blive adskilt, usandt.

’En rygende pistol’

»Alle alarmklokker bimler og bamler i den her sag. Det er grov vildledning af Folketinget,« siger Johanne Schmidt-Nielsen. »Hvis det, Inger Støjberg sagde på samrådet torsdag, er sandt – at hun hele tiden har vidst, at der skulle være en individuel vurdering i hver enkelt sag – så er svaret til Naser Khader simpelthen vildledning af Folketinget. For deri står der sort på hvidt, at alle par skal tvangsadskilles. Enten vildledte hun Naser Khader og Folketinget den 24. februar 2016, eller også vildledte hun Folketinget på samrådet i torsdags. For begge dele kan jo ikke være rigtigt.«

Mattias Tesfaye mener, at der er tale om »en rygende pistol«.

»Jeg kan jo ikke vide, hvilket af svarene der er det sande, men de kan ikke begge to være det. Og dermed har Inger Støjberg brudt ministeransvarsloven,« siger han.

Professor i forfatningsret på Københavns Universitet Jens Elo Rytter mener, at folketingssvaret fra 24. februar er »et stærkt indicium for, at Inger Støjberg har en skidt sag«. »Hvis meningen var, at sagerne skulle behandles individuelt, så er det jo forkert at svare Folketinget, at ingen af parrene kunne forblive sammen. Og hvis det ikke var hensigten at behandle sagerne individuelt, er det umiddelbart forkert, hvad ministeren sagde på samrådet. I begge tilfælde har hun tilsyneladende givet Folketinget forkerte oplysninger, og det må man jo ikke,« siger Jens Elo Rytter.

Det politiske stormvejr omkring Inger Støjbergs rolle i forhold til den ulovlige instruks om tvangsadskillelse af unge asylpar begyndte, da anonyme kilder over for Politiken oplyste, at Inger Støjberg var blevet advaret af sine embedsmænd om, at man ikke uden videre kunne adskille alle par, men skulle foretage en individuel sagsbehandling. Ministeren afviste anklagen og forklarede, at »Vurderingen var, at instruksen var lovlig, da den blev udstedt,« som hun udtalte til Politiken den 21. maj.

Ministerens nye forklaring

Men under torsdagens samråd kom Inger Støjberg pludselig med en ny forklaring, da hun i strid med sin tidligere forklaring oplyste, at det skam var embedsmændenes vurdering, »at der i et antal tilfælde under særlige omstændigheder skulle gøres undtagelse til en separat indkvartering«.

Dette forbehold var derfor skrevet ind i et udkast til en pressemeddelelse om sagen, som Inger Støjberg modtog fra sine embedsmænd. Men som hun forklarede ved samrådet, fjernede hun personligt forbeholdet, fordi teksten ikke var tænkt som en juridisk instruks, men netop som en pressemeddelelse, og »fordi jeg ønskede at give et klart og tydeligt politisk budskab«.

Uheldigvis endte pressemeddelelsen alligevel som en instruks til Udlændingestyrelsen, fordi ministeriet aldrig fik fulgt op med nogen egentlig instruks. Og således måtte ombudsmanden betegne instruksen som ulovlig, idet den var »kategorisk og undtagelsesfri og pålagde Udlændingestyrelsen – uden nogen form for individuel vurdering af hver enkelt sag – at træffe beslutning om adskilt indkvartering af par, hvor den ene eller begge parter var mindreårig«.

Men, understregede Inger Støjberg ved samrådet, »det er også vigtigt at sige, at på dagen, hvor pressemeddelelsen blev sendt ud, bliver det også mundtligt kommunikeret til Udlændingestyrelsen, at der kan være tilfælde, hvor parrene ikke skal adskilles, altså dermed at vi skal overholde dansk ret og selvfølgelig også internationale konventioner«.

Hvis det er korrekt, er det vanskeligt at forstå, hvorfor Inger Støjberg og hendes ministerium i et folketingssvar 14 dage senere oplyste, at »ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever«.

Her er der ikke tale om en fejl med en pressemeddelelse, der ender som en instruks, men om et folketingssvar, som er et dokument, der er gennemarbejdet af embedsværket og godkendt af ministeren, og hvor der gælder en sandhedspligt.

Ligesom Jens Elo Rytter vurderer professor i forvaltningsret på Københavns Universitet Michael Gøtze, at Inger Støjbergs folketingssvar fra 24. februar og hendes forklaring ved torsdagens samråd er gensidigt udelukkende. Og umiddelbart finder han den oprindelige forklaring, som blev fremsat i svaret til Naser Khader, mest troværdig.

»Det her synes at bekræfte billedet af, at den ulovlige praksis, som blev skitseret i pressemeddelelsen, også reelt var instruksen og den vej, man skulle gå,« siger han.

Støjberg: Der er vide rammer

Inger Støjberg har dog som omtalt fastholdt, at Udlændingestyrelsen mundtligt fik besked om, at der kunne være undtagelser til reglen om at adskille asylparrene. Men hverken ministeriet eller Udlændingestyrelsen har altså udarbejdet noget notat om denne mundtlige orientering, konstaterede ombudsmanden i sin redegørelse for sagen.

Tværtimod har styrelsen oplyst til ombudsmanden, at den modtog »en mundtlig instruks fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om administrativt at effektuere i overensstemmelse med indholdet af pressemeddelelsen«, der jo netop ikke indeholdt noget krav om en individuel sagsbehandling.

Og som før omtalt har styrelsen ikke kunnet bekræfte ministeriets påstand om den mundtlige orientering over for Information.

Inger Støjberg har ikke ønsket at stille op til et interview med Information, men skriver i en mail:

»Det er vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om et paragraf 20-spørgsmål, hvor jeg bliver bedt om min politiske holdning. Jeg bliver spurgt, om jeg er tilfreds med hjælpen til barnebrude, og om man gør nok for at hjælpe dem. Som enhver vil være klar over, så synes jeg ikke, at man har gjort nok. I svaret redegør jeg derfor blandt andet for det, jeg har sat i værk, og for min politiske holdning. Det er fuldstændig fast praksis, at besvarelsen af et paragraf 20-spørgsmål er en holdningstilkendegivelse og ikke en udtømmende juridisk redegørelse.«

Hertil siger professor Jens Elo Rytter, at ministeransvarsloven også gælder de faktuelle oplysninger, man giver under besvarelsen af et paragraf 20-spørgsmål.

»En minister må ikke give forkerte oplysninger til Folketinget, heller ikke når vedkommende besvarer paragraf 20-spørgsmål.«