Læsetid: 3 min.

At fortælle sin livshistorie kan hele traumer

Traumeforsker Maggie Schauer har udviklet en metode til behandling af dybe traumer, hvor patienter igennem fortælling af deres livshistorie finder perspektiv og mening. Også på Indvandrermedicinsk Klinik i Odense bruger de livshistorier i behandlingen af traumatiserede flygtninge
12. juni 2017

Yasidierne har været forfulgt i århundreder. Alligevel har psykologer og psykiatere fundet en bemærkelsesværdig evne til at klare sig på trods af krig, vold og undertrykkelse hos det kurdisktalende folk, som især kommer fra Irak. Yasidiernes modstandskraft kan ifølge forskere skyldes, at de har en stærk tradition for at fortælle historier om forfølgelsen både i fortiden og nutiden, for evnen til at sætte ord på voldsomme begivenheder er nøglen til at hjælpe traumatiserede flygtninge.

Yasidierne er bare nogle af de flygtninge, som traumeforsker Maggie Schauer har arbejdet med siden hun i 1990’erne begyndte at beskæftige sig med traumer hos flygtninge. Schauer er i dag leder af Center for Psykotraumatologi ved Konstanz Universitet i Tyskland og har i samarbejde med to kolleger udviklet en videnskabeligt dokumenteret metode til behandling af komplekse traumer, som netop er baseret på livsfortælling.

»Det største problem for de traumatiserede er, hvis de prøver at undgå at tale om det skete, fordi det er for smertefuldt,« forklarer Maggie Schauer.

Når flygtninge ankommer til Europa – som her på Københavns Hovedbanegård i efteråret 2015, hvor borgere mødte op for at modtage og hjælpe videre – har de ikke kun brug for praktisk støtte, men ofte også for traumebehandling
Læs også

At fortælle om sit liv er for de fleste flygtninge langt mere naturligt end traditionel traumeterapi, som typisk fokuserer på en central traumatiserende begivenhed. Schauers metode kaldes Narrativ Eksponerings Terapi (NET) og går ud på, at den traumatiserede sammen med terapeuten fortæller sin livshistorie fra fødsel til i dag. Terapien indeholder også ritualer, hvor sten skal vise de triste episoder og blomster de gode begivenheder i patientens liv. Den tilgang adskiller sig fra den typiske måde at arbejde med traumer og tager højde for, at mange flygtninge har oplevet ikke bare et traume, men det ene traume efter det andet.

»Det giver ikke mening at snakke om et hovedtraume for de fleste flygtninge. Vi ser det i stedet som netværk af angst, som hænger sammen med resten af ens liv. Derfor starter vi med begyndelsen og taler om hele livet; der kommer sten – traumer – men derefter fortsætter livet,« siger Maggie Schauer.

På den måde kan patienten og terapeuten afdække flere lag af traumer. Dertil er livshistoriemetoden for mange af patienterne nemmere at forholde sig til end traditionel terapi, fordi de fleste kulturer har en fortælletradition, mener Maggie Schauer.

Ved terapiens afslutning har den traumatiserede via fortællingen og ritualerne opbygget et vidnesbyrd om sit liv, som også kan være med til at minde de overlevende om, at det ikke er dem, der har gjort noget forkert, mener Maggie Schauer:

»Typisk har flygtninge været udsat for amoralske handlinger og overtrædelser af menneskerettighederne, og derfor giver det god mening at bruge det her også i f.eks. asylsystemet, fordi flygtningenes vidnesbyrd kan få dem til at føle sig mere respekterede, ligesom det kan give andre en forståelse af, hvad flygtningene har været udsat for.«

Patienternes idé

Også på Indvandrermedicinsk Klinik i Odense bruger de livshistorier i forhold til traumatiserede patienter, fortæller klinikchef Morten Sodemann. Ideen kommer fra patienterne selv.

»Mange af de 1.900 traumepatienter, vi har haft, er meget komplekse patienter, fordi de har vildt mange traumer og problemer. At bede patienterne fortælle deres livshistorie er den smarteste måde at få skabt mening og struktur i forhold til, hvad der er sket. Det er simpelt, men slet ikke dumt, fordi traditionel terapi kan virke voldsomt på mange. Mange af vores patienter har aldrig fortalt deres livshistorie før, og det kan give dem mere overskud at fortælle, hvor de selv er med til at skabe et perspektiv og mening med deres liv,« siger Morten Sodemann.

Han mener, at flygtninge særligt i integrationsfasen ofte bliver trænet i at fortælle en light-version af deres oplevelser, og det er en rigtig dårlig måde at håndtere traumer på.

»Mange flygtninge får at vide, at nu skal de se fremad og lade være med hænge fast i fortiden, når de slår sig ned her. Men det er en rigtig skidt strategi for traumatiserede, fordi de får parkeret det, der er sket, så langt væk, at de ikke længere aner, at det er der. Men ved at fortælle på godt og ondt om sit liv, bliver vi i stand til at koble patientens problemer sammen,« siger Morten Sodemann.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu