Læsetid: 3 min.

Gigtlæger forlader Medicinrådet i protest mod nye habilitetskrav

Medinalindustrien sponserer i vidt omfang danske lægers efteruddannelse. Men Medicinrådet, der godkender ny medicin, vil ikke længere tillade dets medlemmer at deltage i sponserede kongresrejser. Det får nu en række læger til at trække sig fra et af rådets fagudvalg
6. juni 2017

Nye habilitetskrav har fået 11 ud af 14 medlemmer til at trække sig fra det reumatologiske fagudvalg i Medicinrådet, der har til opgave at godkende ny medicin.

Konflikten har lammet rådets behandling af Pfizers ny gigtmedicin Xeljanz, som – hvis det bliver godkendt – potentielt kan hjælpe tusindvis af de 48.200 danskere, der lider af kronisk leddegigt.

Gigtlægerne har forladt fagudvalget i protest over, at Medicinrådet advarede dem mod at tage på en sponsoreret rejse til EULAR-konferencen i Madrid fra 14.-17. juni. Konferencen anses for at være et af de vigtigste efteruddannelsesarrangementer inden for gigtforskning.

Lægernes rejse, hotel, mad og deltagergebyr – ifølge Informations beregning omtrent 15.000 kr. pr. person – er betalt af lægemiddelindustrien, herunder Pfizer. Pfizer er også hovedsponsor for konferencen.

Medicinrådets behandling af Pfizers ny gigtmedicin Xeljanz kan – hvis det bliver godkendt – potentielt hjælpe tusindvis af de 48.200 danskere, der lider af kronisk leddegigt.
Læs også

Det er en interessekonflikt, som er uforenelig med arbejdet i Medicinrådet, forklarer formand Jørgen Schøler Kristensen:

»Fagudvalget sidder med en national opgave af så stor vigtighed, hvor deres arbejde er grundlag for, at rådet kan bedømme værdien af en behandling for danske patienter i forhold til omkostningerne. Derfor skal de være – men også fremstå – uafhængige af industrien. Og det kan man ikke, hvis man har modtaget titusindvis af kroner fra et involveret firma til en kongresrejse,« siger Jørgen Schøler Kristensen.

På sigt kan striden sprede sig til flere fagområder, herunder godkendelsen af ny medicin mod kræft og blodsygdomme, fordi medicinalindustrien i dag finansierer en stor del af danske lægers efteruddannelse.

Mange af Danmarks dygtigste læger er dermed inhabile og kan fremover ikke deltage i Medicinrådets arbejde, hvilket kan svække rådets ekspertise og evne til at træffe beslutninger og i sidste ende gå ud over patienterne.

Svækker kompetencerne

Xeljanz-behandling koster små 140.000 kr. om året per patient i USA. Der findes ikke tilsvarende analyser af omkostningerne i Danmark, men Xeljanz regnes for at kunne afløse Pfizers ældre lægemiddel Enbrel. Indtil 2016 var Enbrel Danmarks tredjedyreste sygehusmedicin med en årlig udgift på omkring 244 mio. kr. ifølge AMGROS, regionernes indkøbsorgan til medicin.

Det er altså beslutninger af nationaløkonomisk vigtighed, Medicinrådets fagudvalg skal træffe. Det anerkender overlæge Mette Holland-Fischer, der er en af de 11, der har forladt fagudvalget, og som desuden er forkvinde i Dansk Reumatologisk Selskab:

»Jeg kan godt forstå habilitetskravene fra Medicinrådet, men sagen er den, at regionerne i årevis har lukreret på, at vi får vores efteruddannelse betalt af industrien. Der er to vigtige, internationale kongresser om året, hvor vi får præsenteret den nyeste forskning, og EULAR er den ene.«

Mette Holland-Fischer får også sin kongresrejse til Madrid betalt af et medicinalfirma. Sådan er virkeligheden for stort set for alle reumatologer i Danmark, forklarer hun:

»Medicinrådets fagudvalg skal lave behandlingsvejledninger, som er meget komplicerede og har enorm betydning for danske gigtpatienter. Med rådets nye habilitetskrav bliver det svært at finde kompetente læger, der er opdateret med den nyeste viden og kan tage den slags beslutninger.«

Gigtforeningens direktør Mette Bryde Lind frygter, at konflikten underminerer Medicinrådets evne til at træffe beslutninger, hvilket i sidste ende går ud over patienterne:

»Det er en katastrofe, hvis de reumatologer, som skal sidde i Medicinrådet, ikke er de bedst uddannede. Danske Regioner bør afsætte penge til fagudvalget, så de er uafhængige og kan komme af sted på efteruddannelse.«

Men den mulighed afviser lederen af Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S):

»Det er den enkelte hospitalsledelse, der har ansvaret for efteruddannelsen og har budget til det. De må sørge for, at kompetencerne hos deres fagfolk er i orden,« siger Ulla Astman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Zennaro

Et eller andet sted går der noget galt. For mig at se, er det regionerne, som betaler for efteruddannelsen, uanset om det går gennem medicinalindustrien, et hospital eller et helt tredje sted. Hvorfor kan vi ikke få en løsning, der tager udgangspunkt i det?

Lasse Glavind

Og så kan de ikke forstår, hvorfor folk begynder at tvivle på, hvis hold lægerne egentlig er på, når de anbefaler vacciner.

Anne Eriksen, Marianne Lassen, Hans Larsen og Ole Christiansen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Omkring 11.ooo læger samarbejder med lægemiddelindustrien og får hvert år 40 millioner kr. for det efter ny analyse!

Erik Jakobsen

Lasse Glavind

Hvilke vacciner? Og hvem er folk?

Anne Eriksen

Ja jeg er sgu osse misundelig på lægerne, at de tjener så meget. Det var alligevel den vej man skulle være gået.

Christoffer Pedersen

@ Anne Eriksen... 40 mill til 11000 er knap 4000 pr stk. Nok ikke det der får en vellønnet læge til at begå de kriminelle handlinger, som det antydes der foregår. Og hvis ikke lige netop LÆGER skulle samarbejde med medicinalindustrien, hvem skulle så ? Selvlærte medicinmænd ?

Anne Eriksen

Christoffer Pedersen - jeg skrev kun det, jeg havde læst i dag - jeg antyder ikke kriminalitet (det er dog kun en brøkdel af samarbejdet, der næppe er nedskrevet eller optalt)

Det har betydning for patienter og behandlingen, hvis medicinalindustriens indtjening sker på bekostning af patienterne. Din spydighed om medicinmænd kan du beholde..

Mette Poulsen

@ Christoffer Pedersen: Det er vel heller ikke ligefrem kriminelle handlinger, der er tale om? Jeg her helt enig i at påstande om bestikkelse eller andet er ude på overdrevet.
For mig at se handler det om, at størstedelen af den efteruddannelse som gives, gives af medicinalindustrien, hvor der foregår en del forskning. Disse kurser/efteruddannelser/konferencer fungerer som medicinalindustriens reklamefremstød pakket ind som undervisning (og er ofte den eneste undervisning der gives)og er med til at skaffe lukrative kontrakter med det offentlige.
På den ene side sparer regionerne penge på uddannelse og på den anden siden giver denne opkvalificering af medarbejderne en øget udgift ifa medicin.
Der findes dog også andre non-medikamentielle behandlingsmuligheder, som ikke afdækkes eller undervises i, idet den eneste undervisningsudbyder ikke sælger den type produkter.

Christoffer Pedersen

@ Anne Eriksen. Undskyld. Jeg sletter lige den med selvlærte medicinmænd. Men stiller stadig spørgsmålet om det ikke er naturligt det er læger, som jo er uddannede medicinalindustrien samarbejder med ?

Marijanne Frey Guldbrandsen

Snyd og bedrag det hele her også. Lægerne danser efter medicinalindustriens hjernevask af dem. Og Hr og Fru Jensen betaler en meget høj pris her i form af mangelfuld behandling og forkert medicin, med store skader af bivirkninger osv fra disse store medicinaladirmaers produkter ,som de godt nok oplyser nogen af på deres indlæggelses sedler omkring bivirkninger omkring forskellige mediciner, der ved samtidig indtagelse bliver meget giftige. Lægerne har overhovedet ikke tid eller lyst til lige inden de lystigt udskriver en ny Respept, at undersøge dette først. Videre til næste i køen og Hr Jensen dør måske nu af denne manglende indsigt fra deres læges side !