Hensynet til barnets tarv har svært ved at nå Ibrahim og Özlam

Torsdag den 11. marts 2017 skrev en 11-årig dreng i Allerød nord for København et brev til sine forældre:

»Kære mor og far
jeg kommer fra danmark
i er selv fra irak
jeg linner jer
mit hår er sort
mine øjne er brune
og min hud er mørk
men inde i mig
er jeg danskere
fordi jeg er født i Danmark
jeg vokede ikke op i irak
jeg er 100 % danskere
hvad er det vikdiste
hvordan jeg ser ud?
eller hvordan jeg er?
Kærlig hilsen Ibrahim«

Indtil for godt en uge siden boede 11-årige Ibrahim og hans niårige søster Özlam sammen med deres forældre, Howeida og Fadhel, i et ældre, slidt parcelhus på en villavej i Allerød nord for København. Men de danske myndigheder vil have familien til at rejse til Irak, hvor forældrene kommer fra. Og nu er familien blevet flyttet fra huset og er rykket ind på to værelser i asylcenter Sandholm. 

De to børn er født og opvokset i Danmark, og de har aldrig været andre steder. Hele deres liv har deres forældre været udvist af Danmark, men i praksis har det ikke været muligt at få familien udsendt.

Læs også

Hensynet til børnenes tarv fortoner sig i kasseopdeling

Den evige usikkerhed om fremtiden har ramt børnene, efterhånden som de er blevet store nok til at forstå det. Det er der masser af vidnesbyrd om i familiens omfangsrige sagsmappe, f.eks. en beskrivelse fra en børnepsykolog, der fortæller, hvordan de to små børn har ringet til forældrene og sagt, det var fra kommunen, og at familien nu havde fået asyl. Mappen er også fuld af advarsler og bekymringer om børnenes ve og vel, som ingen tilsyneladende rigtigt har taget sig af.

Fadhel kom til Danmark i 2001, og i 2004 fulgte hans hustru, Howeida. Parret stammer fra Kirkuk i den nordlige del af Irak. Byen hører til de dele af Irak, som i flere år efter den vestlige koalitions invasion af Irak var så hårdt ramt af sekterisk vold, at FN vurderede, at alle derfra havde krav på at få asyl. Som turkmenere hører de desuden til en etnisk minoritet, der udsættes for chikane af både arabere og kurdere, som udgør de største etniske grupper i det nordlige Irak.

Men selv om FN mente, lande som Danmark skulle give mennesker som Howeida og Fadhel ophold, fik de afslag på asyl af de danske udlændingemyndigheder. I forskellige sammenhænge har myndighederne siden november 2002 således givet afslag på asyl eller genoptagelse af sagen mindst 23 gange. Det seneste afslag er fra den 1. februar 2017. Her afviser Udlændingenævnet efter 13 måneders sagsbehandlingstid endnu en gang at genoptage sagen.

Ikke syge nok

Den 16. april 2015 skrev Udlændingenævnet i en 13 sider lang afgørelse, at selv om Fadhel lider af PTSD, at Howeida har depression og symptomer på »generaliseret og fobisk angst«, og at Ibrahim lider af en »børnepsykiatrisk forstyrrelse socialangsttilstand«, så er det ifølge nævnet ikke den slags helbredsmæssige forhold, der kan begrunde en opholdstilladelse. Sagt med andre ord: Familiens medlemmer har det ifølge Udlændingenævnet ikke slemt nok til at få opholdstilladelse.

Nævnet argumenterer videre med, at da det er forældrene selv, der har besluttet ikke at følge myndighedernes pålæg om at udrejse til Irak, skyldes familiens mangeårige ophold i Danmark deres »egne forhold og egne selvstændige valg«. Det spiller også ind, at forældrene har valgt at få børnene, uanset at de ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark. Derfor har Ibrahim og Özlam heller ikke på noget tidspunkt haft opholdsgrundlag.

Når myndighederne generelt skal vurdere hensynet til barnets tarv, indgår en række faktorer, bl.a. længden og karakteren af opholdet, forholdet til hjemlandet, hvor barnet har haft sin opvækst, og hvor det har gået i skole.

Det er det lille ord »karakteren« af opholdet, som rummer nøglen til myndighedernes opfattelse. Udlændingestyrelsen og Udlændingenævnet skelner skarpt mellem personer, der tidligere har haft et lovligt opholdsgrundlag – og dem, der ikke har.

Læs også

Søskendepar er født i Danmark, men skal udsendes til Nordirak

Kort og godt: Uanset hvor mange år Ibrahim og Özlam kommer til at opvokse i Danmark, vil hensynet til barnets tarv for dem kun yderst sjældent kunne føre til en opholdstilladelse. Der er altså ingen garanti for opholdstilladelse, når forældrene ikke på noget tidspunkt har haft lovligt opholdsgrundlag, bare fordi børnene er født og opvokset i Danmark. Hensynet til barnets tarv vil altid kun være et element i den samlede vurdering, myndighederne skal foretage.

Allerød-familiens sag er da også nævnt som eksempel på en familie, hvor der er givet afslag, i et notat fra Udlændingestyrelsen fra august 2016 om »relevant praksis« på baggrund af myndighedernes sager.

Afslaget fra nævnet fik Enhedslisten til i september 2015 at spørge integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V), om »et barn, der opholder sig i Danmark fra sin fødsel og frem til sin 18 års fødselsdag, ikke på noget tidspunkt i løbet af dette tidsrum på 18 år opnår en selvstændig ret til opholdstilladelse ud fra hensynet til barnets tarv og Danmarks konventionsmæssige forpligtelser«.

Udlændingeministeren svarede hverken ja eller nej. I stedet understregede ministeren i sit svar, at hendes holdning var, at »personer, der ikke har ret til at opholde sig i Danmark, skal udrejse af landet«, og at en vurdering af hensynet til barnets tarv indgår i alle sager, hvor et barn søger om opholdstilladelse i Danmark.

»Afhængigt af den konkrete sags omstændigheder kan et barn opnå en selvstændig ret til ophold i Danmark på baggrund af længden og karakteren af barnets ophold i Danmark og hensynet til Danmarks internationale forpligtelser,« lød det fra Inger Støjberg.

Ifølge juridisk rådgiver hos Institut for Menneskerettigheder Lucienne Jørgensen er det anerkendt, hvis man kigger på praksis fra sager om menneskerettigheder, at hvis en familie opholder sig i Danmark uden lovligt ophold, skal der »rigtig meget« til, før den kan få en opholdstilladelse på grund af hensyn til barnets tarv.

»Myndighederne skal dog stadigvæk foretage vurderingen af barnets tarv, og det, der kan tippe vægtskålen, kan være barnets forhold og hensynet til barnets tarv. Men der er ikke nogen praksis, der siger, at grænsen går ved et bestemt antal år. Det er en helhedsvurdering af børnenes og familiens situation,« siger Lucienne Jørgensen og tilføjer, at det, der kan være med til at tippe vægtskålen, er, hvis der er iværksat sociale foranstaltninger i forhold til familien.

Risikerer varig skade

I efteråret 2015 gennemgik Ibrahim og Özlam en børnepsykologisk undersøgelse, fordi der »var opstået bekymringer« for deres trivsel i skole og hjem.

Af undersøgelsen fremgår det, at Ibrahim »har fået det værre«, at han er »mere optaget af forældrenes sag, at han stiller mange spørgsmål, om de skal udsendes, at han er grådlabil, alvorlig og urolig«. Samme meldinger kom fra Ibrahims lærer, der havde bemærket, at drengens adfærd havde ændret sig, og at han var dybt berørt og påvirket af situationen.

I konklusionen blev Ibrahim beskrevet som »en dreng, der har følelsesmæssige vanskeligheder på grund af en belastende og usikker opvækst, med psykisk belastede forældre og langvarigt pres på grund af usikker livssituationen og akut opstået belastningsreaktion på grund af forestående udsendelse«.

Han »risikerer at lide varig personlighedsmæssig skade og er således truet på sin trivsel og udvikling, hvis ikke hans og forældrenes belastning aftager. Ibrahims belastning påvirker ham både psykisk og fysisk, som set ved hans oplevelser af konstant stressbelastning, følelse af åndenød og at få ondt i hjertet«.

I forbindelse med, at Information, TV 2 Lorry og andre medier tidligere har beskrevet familiens situation, er Ibrahim blevet yderligere udsat, fremgår det af undersøgelsen: »Flere og flere børn og voksne spørger ham løbende, hvordan det står til med sagen, om de skal flytte, hvornår, hvordan osv. Ibrahim ser nu truslen om udsendelse mange steder.«

Børnepsykologen referer også en lille episode, hvor Ibrahim og Özlam har ringet til forældrene og sagt, »at de var fra kommunen, og at familien havde fået opholdstilladelse«.

Ligesom Ibrahim har også Özlam fået det værre og er blevet urolig og grådlabil. Hun sover dårligt og vil helst sove med sin mor. Hun klager ifølge forældrene ofte over kropslige symptomer som ondt i maven eller hovedet, og hun har »night terror anfald«.

»Özlam er således belastet af den nuværende situation og er på overarbejde for at håndtere de belastninger og bekymringer, hun og familien oplever. Özlam vurderes stresset af situationen i en grad, så hun lukker for dele af sig selv, og hvis familiens situation forbliver uafklaret, vil denne tilstand kunne blive kronisk.«

For begge børn lyder den vigtigste anbefaling, at »der tages stilling til barnets tarv i familiens asylsammenhæng. Det er min klare anbefaling, at der med alvor ses på, om barnets tarv sikres«, hvis børnene bliver ved med at leve en usikker tilværelse, hvor de hver dag frygter for deres eksistens og fremtid.

Men selv om de børnepsykologiske undersøgelser sendes til Udlændingenævnet i forbindelse med en anmodning om at få sagen genoptaget, fører det ikke til noget. Udlændingenævnet mener således i sit afslag fra den 1. februar 2017, at »der ikke er anført væsentlige nye oplysninger«.

Rokhsar fik ophold

Det vakte opsigt, da Udlændingestyrelsen den 28. marts 2017 besluttede at give opholdstilladelse til den 16-årige afghanske pige Rokhsar Sediqi og hendes familie, hvis historie bl.a. var blevet vist på TV 2 i dokumentaren Mon de kommer om natten?

Det var første gang i Inger Støjbergs ministertid, at styrelsen havde endt en sagsbehandling med at give opholdstilladelse til en familie efter den bestemmelse i udlændingeloven, der kan give ophold, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til barnets tarv, taler for det.

I afgørelsen henviste styrelsen bl.a. til, at fire ud af Sediqi-familiens seks børn havde »svære psykiske lidelser«, at Rokhsar Sediqi selv var selvmordstruet i alvorlig grad, at der var iværksat flere sociale foranstaltninger over for familien, samt at moren havde »alvorlig PTSD«. Det indgik også i Udlændingestyrelsens vurdering, at familiens generelle tilstand ifølge Vejle Kommune havde været præget af »angst- og belastningsreaktioner som følge af Jeres ophold her i landet«.

Rokhsar Sediqi kom til Danmark i maj 2011. Hun har opholdt sig i Danmark knap seks år og fik altså opholdstilladelse, efter at hendes sag var blevet beskrevet i TV 2. Ibrahim og Özlam har boet i Danmark under lignende forhold hele deres liv.

»Der er da elementer i de her to familiers sager, der ligner hinanden, men det ville kræve adgang til alle akter i sagerne for at kunne lave en sammenligning,« siger Lucienne Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder.

Hader mor, for hun er iraker

Da Information besøgte familien i huset i Allerød, fortalte Fadhel og Howeida, at familien snart skulle flytte fra huset. Ejeren skulle nemlig selv bruge det. Hvor længe de kan få lov til at bo i Sandholm, eller om de efter sommerferien skal flyttes til et andet sted i landet, er indtil videre uafklaret.

Fadhel har tidligere i en periode midlertidig boet på asylcentret i Sandholm.

Howeida fortalte, at hun i efteråret og vinteren har været deprimeret og træt af ikke som andre borgere bare at kunne aftale en tid med en læge, hvis børnene er syge.

»Vi kan ikke sove, når der kommer brev fra myndighederne. Usikkerheden er for stor. Hvor skal vi bo, hvor skal vi sove? Mine børn spørger mig, hvorfor vi ikke kan købe et hus lige som deres klassekammeraters forældre,« sagde Howeida og tilføjede, at Ibrahim »hader hende«, fordi hun ikke kan købe et hus, hvor de kan bo.

»Og Özlam har sagt, at hun hader mig, fordi jeg er fra Irak. I stedet for at lege med spil på sin telefon, så leder hun efter huse til salg her i området og sender dem til mig. Jeg bliver ved med at sige til børnene, at de ikke skal tænke på det, og at vi voksne nok skal finde ud af det. Men det hjælper ikke.«

Siden februar 2017 har Howeida givet tilsagn om at medvirke til en frivillig udrejse. Men kun hende og børnene. Fadhel vil gerne give dem lov til det, men selv tør han ikke rejse hjem. Han er overbevist om, at det vil koste ham livet.

Det er dog langt fra sikkert, at politiet reelt kan sende Howeida og børnene tilbage, da hun mangler gyldige irakiske id-papirer og pas. Dertil kommer spørgsmålet om, hvordan en enlig kvinde med to små børn ville kunne klare sig, hvis det alligevel skulle lykkes at få de irakiske myndigheder til at acceptere en tilbagerejse på trods af de manglende papirer.

– Tror du selv på, at du kan sendes tilbage til Irak?

»Det er Danmark, der vil sende os tilbage. Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, hvem der bestemmer i Irak nu. Der har været krig i så mange år. Men jeg ved, at Ibrahim er rædselslagen over tanken om at skulle tilbage til Irak, hvor han aldrig har været. Det er derfor, at han har skrevet et brev til os om, at han er dansker og ikke iraker,« som Howeida sagde.

Howeida er efterfølgende blevet indlagt på psykiatrisk afdeling i Hillerød.

Få overblik fra morgenstunden

Vi sender dig dagens vigtigste artikler fra Information. Et miks af nyheder, debat og det tunge stof.

E-mail *

Leave this field blank