Læsetid: 5 min.

Hver tredje flygtning i Europa går rundt med traumer

Flygtningestrømmene mod Europa har øget antallet af folk med dybe traumer. Det kalder på en nytænkning af traumebehandlingen, fordi ubehandlede traumer kan påvirke flere generationer og blive en hindring for integration, påpeger den tyske traumeekspert Maggie Schauer. Dansk ekspert er enig: Det manglende fokus på traumer blandt krigsflygtninge koster samfundet dyrt
Når flygtninge ankommer til Europa – som her på Københavns Hovedbanegård i efteråret 2015, hvor borgere mødte op for at modtage og hjælpe videre – har de ikke kun brug for praktisk støtte, men ofte også for traumebehandling

Når flygtninge ankommer til Europa – som her på Københavns Hovedbanegård i efteråret 2015, hvor borgere mødte op for at modtage og hjælpe videre – har de ikke kun brug for praktisk støtte, men ofte også for traumebehandling

Jakob Dall

12. juni 2017

Mindst 30 procent af de krigsflygtninge, der har fået ophold i Europa de seneste år, lider under så alvorlige traumer, at de har behov for behandling. Uden hjælp vil de få sværere ved at lære sprog, tage sig af deres børn og passe et arbejde, og de vil på længere sigt udvikle psykiske og fysiske sygdomme.

Alligevel får en stor del af de nytilkomne flygtninge ikke den nødvendige behandling, hvilket ifølge den tyske traumeekspert Maggie Schauer skyldes en manglende forståelse af problemets omfang.

»Når mere en million mennesker kommer til Europa på flugt fra krig, så vil cirka 20 procent af børnene og 30 procent af de voksne lide under alvorlige traumer. Så vi står altså med 300.000, der har behov for hjælp med psykiske lidelser, men på de specialiserede centre for ofre for tortur og krig i Tyskland er der kun 4000 behandlingspladser. Så der er behov for at finde nye løsninger, også i Europa,« siger Maggie Schauer, der er leder af Center for Psykotraumatologi ved Konstanz Universitet i Tyskland og har arbejdet med traumer blandt flygtninge siden borgerkrigen i Eksjugoslavien i 1990’erne.

Læs også

Fra sit arbejde i krigshærgede områder i den tredje verden kender hun til den situation, at der kun er ganske få psykologer og psykiatere i et land, hvor behandlingsbehovet er stort. Her er det nødvendigt, at lægpersoner kan bistå terapeuterne. Men i den europæiske sundhedssektor hindrer faggrænser og regler ofte det tværfaglige samarbejde.

»Hvis du har en kæmpe sygdomsepidemi i Afrika, er du nødt til at integrere andre folk end eksperter i arbejdet med at stoppe den. Det samme gælder psykisk sygdom. Da jeg arbejdede i Sri Lanka med at opbygge et psykiatrisk system, blev vi nødt til at inkludere lærere og lavere uddannet sundhedspersonale for at kunne løfte opgaven, men det kan ikke lade sig gøre i Tyskland, fordi vi har meget rigide regler for, hvem der kan give terapi. Men vi er heller ikke vant til så stor en gruppe af flygtninge, som vi har nu, og derfor er der behov for nytænkning,« siger Maggie Schauer.

Lidelser går i arv

De psykiske lidelser som PTSD, angst og depression, som krigstraumer kan føre med sig, risikerer også at påvirke flygtningenes børn og børnebørn.

»Der er masse psykopatologi på tværs af generationerne,« forklarer Maggie Schauer.

Det betyder, at børn hvis mødre har været udsat for vold under graviditeten udviser de samme symptomer på hyperfølsomhed som moderen, selv når de er blevet teenagere. Hyperfølsomhed er et af de typiske tegn på traumer og betyder, at den traumatiserede har meget nemt ved at blive vred eller trist og har svært ved at falde ned igen, forklarer Maggie Schauer.

»Børn kan ikke knytte sig til mødre med kroniske trauma, fordi de er alt for opslugt af angst og ikke særligt følelsesmæssigt opmærksomme,« siger Maggie Schauer og forklarer, at krigens vold ofte ikke stopper efter krigen, men kan fortsætte i familierne.

I dag er det primære fokus på integrationen af de mange nytilkomne flygtninge, men i princippet kan den kun lade sig gøre for de svært traumatiserede flygtninge, hvis de får hjælp til at arbejde med deres traumer, mener Maggie Schauer:

»Du kan ikke lære sprog eller passe et job, når du føler sådan her. Derfor bliver vi nødt til at finde de flygtninge, der har psykiske problemer.«

Traume på traume

Mange flygtninge opbygger traume på traume, som var det byggeklodser. Måske har de allerede oplevet svigt og vold i opvæksten, og derefter oplever de krigens død og ødelæggelse på nært hold. Hvis de derefter tager på en farlig flugt mod Europa, interneres i flygtningelejre og oplever års ventetid her, så bygges der op til alvorlige traumer og psykiske lidelser.

»Jo mere du bygger op, jo mere sandsynligt er det, at du knækker. Alle mennesker har et bristepunkt,« siger Maggie Schauer.

Sammen med sine tyske kolleger har hun lavet en ny type psykologisk screening, som også kan bruges af asylmedarbejdere uden psykologifaglig uddannelse, og på den måde håber hun, at flere i risikozonen kan blive opdaget og få den nødvendige hjælp. Screeningen er ikke en diagnose, men kan bruges til at finde ud af, hvilke flygtninge der skal henvises til professionelle. I dag er det helt tilfældigt, hvem der bliver henvist, mener Maggie Schauer, fordi mange asylansøgere ikke har særligt megen kontakt til hverken de ansatte i asylcentrene eller de andre asylansøgere.

»De færreste kommer af sig selv, for de ved ganske enkelt ikke, at deres lidese har et navn, og at man kan gøre noget ved den,« siger Maggie Schauer.

Genindfør sundhedstjek

På de danske asylcentre screenes beboerne i dag kun for tortur og tuberkulose, men alle asylansøgere får tilbudt en sundhedssamtale med en sygeplejerske, hvor der også bliver spurgt ind til traumer og psykiske symptomer, forklarer Ebbe Munk Andersen, der er virksomhedsansvarlig læge på Dansk Røde Kors’ asylcentre. 10 procent af asylansøgerne får tilbudt behandling med det samme, fordi de har så store psykiske mén, at det ikke kan vente.

»Men minimum 30 procent af de flygtninge, vi modtager, er særligt sårbare på grund af traumer, så de kan på længere sigt få behov for behandling. Men når først de får flygtningestatus, så overgår ansvaret for behandling til kommunerne,« siger Ebbe Munk Andersen.

Morten Sodemann, der er leder af Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, mener, at problemet med at spotte traumatiserede flygtninge er mindst lige så stort i Danmark.

»Der går alt for lang tid, før man opdager det her, så vi har en enorm pool af uafklarede krigstraumer gående rundt, og det koster dyrt i forsinket integration på grund af ringere sprogtilegnelse, højere ledighed og flere kontakter til sundhedsvæsenet,« siger Morten Sodemann og tilføjer, at mange af traumepatienterne har været fejldiagnosticeret i årevis og er blevet så sent udredt, at den gennemsnitlige patient har boet i Danmark i 12 år, før de kommer i behandling.

Omvendt mener han ikke, at asylsystemet er det bedste sted at screene folk for andet end de mest alvorlige traumer. I stedet så han gerne, at det lovpligtige sundhedstjek af flygtninge, som får opholdstilladelse, blev genindført. Under flygtningekrisen i 2015 blev dette sundhedstjek afviklet, og det er ifølge Sodemann dybt problematisk både for den enkelte og for samfundet.

»De problemstillinger, som krigsflygtninge har, forstyrrer hukommelse og koncentrationsevne på grund af et tårnhøjt stressniveau, som hjernen ikke kan holde til. Men symptomerne kan være forvirrende for lægen, og dermed risikerer de at blive dyre patienter, og dårlige forældre og medarbejdere. Selv om der er patienter, som får permanente hjerneskader på grund af traumer, så vil behandling alt andet lige forbedre deres liv,« siger Morten Sodemann.

Den vigtigste begrundelse for at satse på mere og tidligere traumebehandling er ifølge Morten Sodemann, at børn af krigstraumatiserede flygtninge risikerer at bære problemerne videre:

»Det burde jo være det virkelige argument for investere i det her.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Dorte Sørensen
David Zennaro og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Uldall

TAK for den artikel! Jeg arbejder til daglig med traumatiserede flygtninge gennem naturbaseret terapi og rehabilitering. Det som jo er ret slående, er at mødet med asylcentre og eksillivet i Danmark ser ud til at forværre disse menneskers handlemuligheder og evner til at komme videre i livet. Der er virkelig brug for at genindføre sundhedstjekket og tage fat langt tidligere. Jo længere tid der går, jo værre får de det, og jo dyrere bliver det. Der er brug for flere tiltag som tilbyder en kombination af aktivitet/beskæftigelse, måder at finde ny mening i tilværelsen, social inklusion, sprogindlæring og samtaleterapi. Det er nogle af de ting vi arbejder på i Nye Rødder. Se evt. nyerodder.dk