Læsetid: 9 min.

Alle kan se, at Ibrahim og Özlam har brug for hjælp – men ingen har villet tage ansvaret

Børn i afviste flygtningefamilier kan have længere vej til hjælp fra samfundet end andre børn. Det viser en sag om 11-årige Ibrahim og hans 9-årige søster Özlam fra Allerød, hvor danske venner af familien gang på gang uden held har forsøgt at få krisehjælp til børnene
Det er kommet bag på venner af familien, hvor svært det har vist sig at være at skaffe selv den mindste hjælp til børnene Ibrahim og Özlam. De er også overraskede over, hvordan ansvaret for den udviste familie hele tiden er blevet skubbet fra den ene instans til den anden.

Det er kommet bag på venner af familien, hvor svært det har vist sig at være at skaffe selv den mindste hjælp til børnene Ibrahim og Özlam. De er også overraskede over, hvordan ansvaret for den udviste familie hele tiden er blevet skubbet fra den ene instans til den anden.

27. juni 2017

For få uger siden blev en lille turkmensk familie tvangsflyttet af Udlændingestyrelsen fra et lejet parcelhus i Allerød til to værelser på Center Sandholm. Lige nu består familien, hvis situation Information tidligere har beskrevet, kun af faren og 11-årige Ibrahim og 9-årige Özlam, fordi moren forinden flytningen blev langtidsindlagt på psykiatrisk afdeling, først på sygehuset i Hillerød og siden i Helsingør.

Familien er udvist til Irak og har aldrig haft opholdstilladelse i Danmark, hvor de har boet siden 2004. De har fået at vide af styrelsen, at de efter skoleårets afslutning skal overflyttes til et andet sted, måske Center Jellinge nær Vejle, og indkvarteres der.

Lige nu er alting dog usikkert på grund af familiens situation og morens indlæggelse.

Tilbage i Allerød sidder to venner af familien med en stor frustration.

»Der bor nu to børn i Sandholm og er helt ude af den med en far, der prøver at holde sammen på dagligdagen for børnene, selv om han selv er ulykkelig, og en mor, der er indlagt med en nok længerevarende behandling forude,« siger Marianne Olesen.

Hun har børn i samme klasser som Ibrahim og Özlam og har skrevet mange mails for familien, når børnene skulle til læge eller tandlæge. Det skal ske i Center Sandholm, hvor familien som udvist hører under.

En anden ven af familien, som ønsker at være anonym, vil her blive kaldt for Pia.

»Jeg har mest hjulpet med at gå til møder. Men der er jo ingen møder med kommunen, selv om man alarmerer dem,« siger Pia.

Det er i høj grad kommet bag på Marianne Olesen og Pia, hvor svært det har vist sig at være at skaffe selv den mindste hjælp til Ibrahim og Özlam. De er også overraskede over, hvordan ansvaret for den udviste familie nærmest skubbes fra den ene instans til den anden.

Til den ene side Røde Kors, der er operatør i Center Sandholm. Til den anden side Allerød Kommune, der har en generel tilsyns- og handlepligt, hvis børn i kommunen lider af mistrivsel. I midten Udlændingestyrelsen, som leder Center Sandholm og som afgør, hvor familien skal bo.

I spændet mellem Røde Kors, Udlændingestyrelsen og kommunen er børnene ofte gledet ned mellem to stole, mener Marianne Olesen og Pia, der har en fornemmelse af at have løbet panden mod en mur, når de har villet hjælpe familien.

»Hvis man siger noget, så har svaret ofte været: Det er ikke vores bord, det kan vi ikke rigtig gøre noget ved,« som Pia udtrykker det.

Underretning til kommunen

Information har fået aktindsigt i sagsmapperne for Ibrahim og Özlam fra Allerød Kommune.

I aktindsigten kan man se, at en psykolog fra Røde Kors tilbage i juni 2015 lavede en underretning, som blev sendt til Familieafdelingen i Allerød Kommune.

»Det er især bekymring for Ibrahim, der er i dalende trivsel og er tiltagende bekymret for familiens situation,« hedder det i indberetningen.

Om Özlam berettede psykologen, at den dengang syvårige pige var begyndt at slå sin storebror, og psykologen vurderede, at pigens trivsel og udvikling skulle undersøges yderligere.

Efter at familiens situation var blevet omtalt i Information og andre medier i 2014, havde klassen diskuteret det flere gange, oplyste Ibrahims klasselærer.

brahim og Özlam er født og opvokset i Danmark. Men deres forældre har aldrig haft lovligt ophold i Danmark, og derfor vejer hensynet til barnets tarv ikke så tungt, at børnene kan få opholdstilladelse i Danmark
Læs også

Ibrahim var dybt påvirket af situationen. Han valgte ofte at gå alene rundt i frikvartererne, lige som der var kommet en uro over ham, som ikke havde været der før, skrev klasselæreren.

Efter en samtale i juli 2015, hvor familien, kommunen samt en socialkoordinator fra Center Sandholm deltog, konkluderede kommunen, at spørgsmålet om psykologsamtaler med børnene måtte være »en indsats, der må sættes i værk« af Center Sandholm, og dette havde familieafdelingen efterfølgende meddelt socialkoordinatoren på centret.

I efteråret gennemførte psykologen fra Røde Kors så en regulær undersøgelse af de to børn, hvorefter rapporterne på henholdsvis 11 og otte sider blev sendt til kommunen.

Her beskrives Ibrahims og Özlams mor som »trist, indelukket, isoleret, depressiv, angst og generelt psykisk påvirket af den længevarende risiko for udvisning«, mens faren var »psykisk belastet« af »længere tids ophold i asylsystemet«. Han var også ifølge rapporterne begyndt at tage »antidepressiva«.

Ibrahim havde i løbet af foråret 2015 »fået det værre«, han blev beskrevet som »grådlabil, alvorlig, urolig og optaget af hvordan forældrene har det«.

På den baggrund fandt psykologen, at Ibrahim havde »følelsesmæssige vanskeligheder på grund af en belastende og usikker opvækst, med psykisk belastede forældre og langvarigt pres på grund af usikker livssituation og akut opstået belastningsreaktion på grund af forestående udsendelse«.

Konklusionen fra psykologen var klar: »Ibrahim risikerer at lide varig personlighedsmæssig skade og er således truet på sin trivsel og udvikling, hvis ikke hans og forældrenes belastning aftager.«

Özlam blev beskrevet som »tydeligvis i en meget stresset situation«, hvor hun var »belastet af den nuværende situation og er på overarbejde for at håndtere de belastninger og bekymringer, hun og familien oplever«.

Ingen børnefaglig undersøgelse

I november 2015 talte kommunens sagsbehandler med Røde Kors’ psykolog, der dog ifølge kommunens referat ikke mente, det gav mening at tilbyde familien psykologbehandling, »da man ikke kan behandle den struktur, de er i«, nemlig »problematikken omkring deres status, de står til udrejse«.

Røde Kors-psykologen foreslog i stedet terapeutisk behandling af hele familien.

På et møde i begyndelsen af december vurderede kommunen derefter, at der i de to psykolograpporter ikke var »nok grundlag for at oprette en børnefaglig undersøgelse«. Og derefter hed det:

»Hvad kan Sandholm tilbyde familien? Hjælp til at søge julekurv/økonomisk hjælp til fritidsaktiviteter?« som kommunens sagsbehandler noterede i begge børns journaler.

I begyndelsen af januar 2016 blev der holdt et møde om Ibrahim på hans skole, hvor bl.a. familien, Pia, skolens ledelse og Røde Kors deltog.

Her blev psykologundersøgelsen gennemgået, og det fremgår af referatet fra mødet, som kommunen modtog, at både psykologen, Ibrahims klasselærer og også skolelederen så en dreng med store vanskeligheder, der havde stort behov for psykologisk behandling, som skolen dog ifølge referatet ikke kunne tilbyde.

Da kommunens familieafdeling havde set referatet, tog sagsbehandleren ifølge journalen i begyndelsen af februar 2016 kontakt til skolelederen, som ikke mente, at der var »grundlag for at lave en egentlig underretning på Ibrahims trivsel«.

Skolen ville i stedet tage hånd om sagen og forklare Ibrahim, at »hans opførsel i skolen ikke har noget med deres opholdstilladelse at gøre«, hedder det i journalen.

Kort efter noterede sagsbehandleren i journalen, at forældrene var gået fra hinanden, og at faren var flyttet ind på Center Sandholm. Kommunen orienterede samtidig Røde Kors om, at Blovstrød Skole »ikke har nok bekymring for Ibrahims trivsel til, at de vil lave en underretning«.

Når Udlændingestyrelsen efter at have taget hensyn til børnenes tarv kan beslutte, at en niårig dreng, en syvårig pige og deres forældre skal sendes til det nordlige Irak uden at inddrage, at det bare ikke kan lade sig gøre, så må der være noget galt …
Læs også

I juli 2016 vendte familieafdelingen ifølge journalen tilbage til sagen. Efter at have gennemført samtaler med socialkoordinatoren i Røde Kors og skolelederen på Blovstrød Skole »vurderedes det, at Ibrahim på nuværende tidspunkt ikke har behov for særlig støtte«.

Samme dato blev det ganske kort indført i journalen: »Sagen afsluttes«. Også i Özlams journal afsluttedes sagen den 4. juli 2016 med en tilsvarende vurdering.

Pia forstår ikke, hvorfor kommunen tilsyneladende kun har forholdt sig til, hvordan det går børnene i skolen og ikke, hvordan det er gået i hjemmet.

»Kommunen vælger akkurat det sted, hvor der ikke har været problemer, og så spørger man, om der er problemer. Det har jeg altså studset over, fordi problemerne ligger i familien. Det er dér, at presset på børnene er,« siger hun.

Mislykket hjemmebesøg

Marianne Olesen og Pia undrer sig også over, at der ikke står noget i børnenes journaler om et besøg i familiens hjem, som en sagsbehandler fra kommunen gennemførte i februar.

Forud for mødet ringede Pia ifølge sin egen forklaring til familiens sagsbehandler for at være sikker på, at kommunen var opdateret om familiens situation, fordi Pia ikke selv kunne være til stede på mødet.

»Jeg sagde, at det ville være en god idé for sagsbehandleren selv at foreslå, hvad kommunen kunne hjælpe med, fordi jeg ved, at familien ikke selv kan sætte ord på, hvad de har brug for. Især for faren handler det hele tiden om, at de har været her i mange år, og at han ikke forstår, hvorfor de ikke kan få opholdstilladelse,« siger Pia.

Hjemmebesøget gik helt i fisk, husker hun. Hurtigt endte snakken derhenne, at faren ikke kunne forstå, hvorfor familien ikke kunne få asyl. Det kan jeg ikke hjælpe med, havde sagsbehandleren naturligvis svaret, for hun var kommet her for at hjælpe børnene, fortæller hun.

»Til det sagde faren og moren så, at de selv kunne passe på deres børn. Okay, sagde sagsbehandleren og gik,« siger Pia.

Derfor satte hun sig sammen med moren og fik sendt en sms til sagsbehandleren, hvor der klart og tydeligt blev efterlyst hjælp.

Da Information i april 2017 besøgte familien – det var en uge før morens indlæggelse, mens familien stadig boede i det lejede parcelhus i Allerød – viste moren på sin mobil den sms, hun den 7. marts 2017 havde sendt til kommunens sagsbehandler i samarbejde med Pia:

»Jeg har brug for aflastning med hensyn til børnene. Vi er max pressede herhjemme og derfor er overskuddet meget lille. Derfor er det ikke optimalt for børnene at være her hele tiden. Hvis vi som forældre fik en pause, vil vi bedre kunne give det de har brug for, når de kommer hjem igen,« skrev moren.

To dage efter fik hun svar fra sagsbehandleren: »Tak for din besked. Jeg vender tilbage til dig så hurtig jeg kan.«

Men moren hørte aldrig fra sagsbehandleren, der gik på barselsorlov. Først da Information flere uger efter besøget hos familien fik kontakt til lederen af familieafdelingen i Allerød Kommune, gik det tilsyneladende op for kommunen, at der ikke var reageret på morens flere måneder gamle sms om hjælp.

Og at moren i mellemtiden var blevet indlagt.

Lederen af Familieafdelingen ønsker ikke at udtale sig om kommunens behandling af den konkrete sag, selv om Information har fuldmagt fra forældrene, men understreger i en mail, at kommunen er »meget opmærksomme på, hvad der er kommunens ansvar, og hvad der rettelig er Udlændingestyrelsens ansvar. Vi er i god løbende kontakt med Røde Kors og Udlændingestyrelsen herom«.

Røde Kors socialkonsulent Helle Kjems undrer sig over, at kommunens familieafdeling ikke har foretaget en såkaldt paragraf 50 undersøgelse, som er en børnefaglig undersøgelse, der skal medvirke til, at en kommune kan give en samlet vurdering af, hvilken form for støtte udsatte børn og unge eventuelt har brug for.

»Når der i en psykolograpport står, at ’Ibrahim risikerer at lide varig personlighedsmæssig skade og er således truet på sin trivsel og udvikling’, så er det så alvorlig en udtalelse, at der efter min bedste overbevisning ikke er nogen tvivl om, at der bør gennemføres en kommunal børnefaglig undersøgelse efter serviceloven. Det undrer mig også, at når der så yderligere kommer et råb om hjælp fra moren, at det så ikke tages mere alvorligt og følges op,« siger hun.

Et nødråb fra en 11-årig

De seneste måneder har Özlam gået til psykologbehandling.

»Siden oktober har hun haft massive smerter i maven og brystet. Hun sidder sammenkrøbet ovre i skolen og har store sociale vanskeligheder,« fortæller Pia, der tilføjer, at da behandlingen endelig blev sat i gang, kom den til at handle om planerne om, at familien skal flytte fra det lejede parcelhus i Allerød.

Ibrahim har haft en kontaktperson siden sidste år, og langt om længe er han også startet hos en psykolog. Ifølge Marianne Olesen og Pia holdt det hårdt at komme så langt.

Den 20. april 2017 skrev Marianne Olesen en mail til Røde Kors: »Vi har brug for psykologhjælp til Ibrahim. Han er skræmt fra vid og sans og siger, at han ønsker at dø. Jeg tror ikke, at råbet om hjælp fra en 11-årig dreng kan blive ret meget større.«

En irakisk familie med to børn fra Allerød er blevet udvist af Danmark, selv om begge børn er født her i landet.
Læs også

Men ifølge Marianne Olesen blev hjælpen i første omgang afvist, fordi et kort besøg hos en læge ikke tydede på nogen krise.

»Vi har bedt om det så mange gange. Han bliver vurderet på et øjebliksbillede i en fem minutters konsultation hos lægen og vurderes til ikke at have brug for hjælp. Men hvorfor sætter man sig ikke ind i tingene? Børnene er i den grad kommet i klemme,« siger hun.

Der er aftalt et møde mellem familien og kommunen tirsdag den 27. juni.

Pias rigtige navn er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Oluf Husted
  • Ulrik Dahlin
Eva Schwanenflügel, Oluf Husted og Ulrik Dahlin anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Der findes ingen undskyldninger for ikke at få rettet op på disse asylansøgere og og asylafvistes situation.
- Danmark har ikke ret til at bringe disse børn i en livstruende situation hvilket er sådan som jeg opfatter at denne sag nu står. - Det bør stå klart for myndighederne, at de skal skabe et og andet som de afviste familier kan se frem til. Der må etableres et og andet istedet for at dumbe en familie med børn der er opvokset her i Danmark ude nowhere - fordi det er præcis det der sker for de børn der er i familien, som pludselig skal sidde de mutters alene under stjerne et sted som de overhovedet ikke kan relatere til. Det må være i alles interesse at man skaber et forløb, der skaber et overblik og overskud til at kunne overskue at blive afvist - DET ER I HVERT FALD HELT UACCEPTABELT AT HELE FAMILIE BLIVER PSYKISK SYGE.... det få da FOR FANDEN stå klart for selv den største IDIOT i det system. :-(

Viggo Okholm, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

.... man må handle i forhold til hvordan folks situation er, så de ikke bliver sindsyge.....det kan da for fanden ikke være så svært, at sætte sig ned og regne ud hvordan det kan lade sig gøre.....VEL !!!!
- VÅGN LIDT OP.

Holger Madsen, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Dette er kun et eksempel på system danmark, hvor stasi metoder har overtaget al medmennekselighed.
Helt tilbage i 80,erne oplevede jeg et barn blive totalt svigtet.
Det var ikke et flygtninge barn, men et barn af 2 heroin afhængige forældre.
Faderen var der ikke, moderen stod for det meste på Halmtorvet og barnet solgte flasker for at kunne købe mad.
Jeg tog hende ind, men blev truet af hendes rockerpushervenner og samtlige henvendelser til myndighederne var uden effekt.
Poltiet sagde, det er et socialt problem. ikke vores bord.
Københavns kommunes døgnvagt sagde, vi henter hende, men vi skal lægge en beksed og så kan hendes mor hente hende i morgen. og de måtte ikke give besked til socialcentret.
Socialcentrets fuldmægtig sagde, jamen hun er jo vant til de forhold.
Skolen gjorde ingenting, før en lærer en dag nægtede at udlevere barnet.
Han tilkaldte politiet, men de kunne intet gøre.
Efter 3 år blev barnet endelig fjernet og moderen døde efter 2 mdr.
Så til alle jer der holder af børn og vil det bedste. Stem på det parti der vil gøre op med rigide regler. men hvem det er ved jeg ikke. så kom på banen.
At man er så dum i danmark at dette svineri bliver ved med at foregå er uforståeligt, al den stund at man kun skaber flere problemer fremover.
Når man så kynisk lader hånt om børns trivsel, så bør man vide, at man 10 år efter står med en kæmpe regning. Ikke kun menneskeligt men økonomisk medmindre med mindre man kan lide at se folk sove på gaden.
Hvis det er det I vil politikere, så fortsæt, men jeres håndvaskeleg har ingen respekt herfra.
Lav nogle krav i lovgivningen, og lad ikke kommunekassens pengebeløb bestemme. Hvor er i henne!

Poul Sørensen, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Lad mig starte med en lille forhistorie. Min frisør som jeg også omgås lidt privat med er Iraker. Han kom til dammark da han var ca 20 år. Ikke som flygtning men fordi hans dengang velhavende familie havde sendt ham til Italien for at studere, han droppede studierne og endte på forunderlig vis her i landet. Har skal en tur til Irak og besøge hans familie. Iflg. Ham selv ventede han lige til ramadanen er overstået for ikke sulte i Irak.
Grunden til jeg indledte med denne lille fortælling er for det første at man skal forstå jeg ikke er racist. Den anden er at konstaterer man godt kan overleve nogle steder i Irak.
Og lad mig også sige min egen mening er den stakkels familie brude have opholdstilladelse af humanitære årsager, især børnene er urimeligt ramt.
Nu vil jeg så have lov at undre mig!!! For det første undre det mig at afviste (altså asylansøgere, hvor man er kommet frem til der ikke var grundlag for at give asyl), overhovedet kan opholde sig her i landet i 13 år. Noget er rivende galt et sted – hvor skal jeg lade være usagt – når det ikke er muligt enten at udsende dem, alternativt smide dem i fængsel indtil de rejser frivilligt. I stedet har man valgt at indlogere dem i et parcelhus, noget som for mange danskere er et uopnåeligt gode.
Det andet der undre mig er, at forældrene kom til Danmark i 2004. Altså 13 år siden. Deres børn er 9 og 11 år. Så selv om de vidste situationen var at de var afvist og derfor slet ikke skulle være i Danmark valgte de at sætte to børn i verden. Så først og fremmest kan de stakkels to børn takke deres forældre for den utålelige situation.
Og vi andre kan takke skiftende regeringers manglende indsats for sikre den slags problemer slet ikke opstår.
Et meget forsigtigt skøn over hvad det kommer til at koste fra fælleskassen vil være et 2-cifret millionbeløb. Forældrene skal sandsynligvis livsvarigt forsørges, børnene ved vi ikke hvordan det kommer til at gå med. Frygten er selvfølgelig de også ender på offentlige ydelser.
Og her sidder jeg så bare og tænker lige så stille over hvad millionerne kunne have gavnet de stakler som sidder fanget i flygtningelejre i fx Syrien for tiden.
PS – jeg har stemt SF de sidste mange år. Og det undre mig også hvorfor det nærmest er blevet sådan, at der næsten kommer lynchstemning hvis man ytrer forståelse for en strammere asylpolitik end vi tidligere har haft. Siger dermed ikke jeg er enig med de blå i alt på det område.
På forhånd: undskyld

Eva Schwanenflügel

Frygteligt at børn og deres forældre behandles på denne grusomme måde. Human opholdstilladelse, for pokker!

Christoffer Pedersen

@ Eva Schwanenflugel
Forældrene har sådan set selv valgt situationen da de nægtede at rejse efter de fik afslag.
Men ja, humanitær opholdstilladelse og samtidig lave indgreb så de der får afslag i dag ikke er i samme båd om 13 år!

Eva Schwanenflügel

Christoffer Pedersen, problemet er jo, at forældrene ikke har kunnet tage hjem. De er forfulgt, alene af den grund at de er turkmenere, og udsat for forfølgelse i det land de er flygtet fra. De har er blevet parkeret på ubestemt tid, fordi det ikke lader sig gøre at udsende dem til Irak.

Poul Sørensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Christoffer Pedersen, mener du at du skal have ret til en glorie, fordi du har stemt på SF.
SF er til salg for hvad som helst,og de har så travlt med at logre for hver eneste godbid de kan få.
Kunne du forestille dig, at de forældre gør som alle mulige andre, nemlig at få børn eller forlanger du, at netop de skal være så overskudsagtige, at de skal skal vide og undlade at få børn i et land, der hylder mennekserettigheder.
Hvordan ser du på de jøder, der tillod sig den luksus at få børn i -Tyskland efter 33. de burde da vide, at det blev helvede på jord eller hvad.
Var disse mennesker selv ude om det, når de endte i et gaskammer.
Farvel til dig og til SF

Eva Schwanenflügel, Poul Sørensen, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Anne Mette Jørgensen
Jeg oplyste ikke om min politiske observans for at undskylde noget eller virke for at virke god. Og i øvrigt har personlige egenskaber ikke meget med selve sagen at gøre.
Men jo jeg selv ventede med at få børn indtil jeg mente jeg kunne give den en ordentlig opvækst, hvilket betød når jeg havde etableret mig på en måde som kunne give mine børn en tryg barndom. Og til enhver tid mener jeg andet er egoistisk og uansvarligt. Også hvis man er presset.
Ja vi er glade for menneskerettigheder i Danmark. At slå sig ned i et land hvor man har fået afslag på asyl og ikke har opholdstilladelse er altså bare ikke en menneskeret.
At trække nazi-korter er næsten for plat til det kan tages seriøst. Men jeg tror faktisk ikke nogen af forældrene til børn der endte i KZ-lejre villa have sat disse børn i verden hvis de havde vidst hvad der ventede.
Og lad mig lige gentage: Jeg mener den pågældende familie skal have asyl af humanitære årsager. Og at vi skal sikre afviste asylansøgere ikke bliver i Danmark permanent. Hvis så man mener der er fejl i de nuværende kriterier for at opnå asyl er det, det man må arbejde på at få ændret.

Anne Mette Jørgensen

Ja, ok. jeg accepterer at nazikortet var strengt, men alle jøder dengang kunne jo godt se, at de var forfulgt, så de var altså uansvarlige hvis de fik børn?
Hvis alle ventede med at få børn til alt det andet var på plads ville blive født endnu færre børn i dag.
Der kan ske alverdens ting også selvom man mener man har garderet sig.
Mange i dag venter til de er for gamle, og så skal de have fertilitetsbehandling.
Hvis de er heldige få de et barn.
Mange har ikke bolig m.v på plads i den mest fødedygtige alder og iøvrigt mener jeg ikke at materialele goder(hvis det er det du mener) i sig selv giver en tryg barndom.
Kærlighed er og bliver det vigtigste.

Jeg er fra 52,og min mor havde få midler. der var ikke råd til vanter og jeg fik min morfars uldsokker på, i en vinter.
der var masser af kærlighed og vi gik da heller ikke sultne i seng.
Jeg ser til gengæld, at børn i dag oplever fravær af forældre, der har travlt med karriere og smartphone.
Der mangler ikke noget udover tid og nærvær, og det er langt værre.

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det skal indbygges i systemet; at det løser problemer og hjælper folk ved at forberede dem på afgørelser, der kan gå dem imod, så menneskene ikke falder fra hinanden.
Selve ideen med samfundet er at det er problemløsende for mennesker. Menneskers slutter sig sammen fordi de tror på at flere hoveder kan komme op med flere og bedre løsninger end et hoved. Mennesker slutter sig sammen for at løfte byrde i fællesskab og det gælder ikke kun sundhed og uddannelse, det gælder hele spekteret, så der ikke er nogen områder, hvor vi har dårlige løsninger - men vores samfund syntes desværre, at det er iorden at man inden for det psykiatriske, hvor folk har "usynlige sygdomme" der er gode løsninger også usynlige, det er i hvert fald et område der er proppet med dårlige løsninger. Når der gælder de mennesker der flygtninge, arbejdsløse eller narkomaner så samfundet organiseret til at udelukke disse mennesker fra fællesskabet.... kun de mennesker der er gode til regning og diktat, samt dem der er villige til at være slaver af eliten er der plads til i samfundet.
- Selvfølgelig er vores samfund et plutokrati, hvor de rige bestemmer det hele og endvidere langsomt men sikkert underminere alle andre samfunds grupper ved at spille dem ud imod hinanden.....velkommen til plutokratiet du har boet her hele dit liv uden for manges vekommende og vide det. I plutokratiet der støtter man grundlæggende kun det der kan gøre de rige rigere og holde dem ved magten....... og det er derfor, at alle de gode løsninger, som vil gavne dig der står uden for samfundet bliver skudt ned også selv om det samfundsmæssigt set ville være en god ide - det eneste der tæller er om det gavner de rige. De rige mener også selv at det er det eneste de fattige kan gøre.... not...

Christoffer Pedersen

Anne-Mette Jørgensen
Helt enig, en tryg barndom handler ikke kun om materiale goder. Jeg kender mange der som dig (og mig selv) er opvokset i miljøer hvor pengene var få.
Men her er der tale om to mennesker der opholder sig i et land de skal forlade. Og så synes jeg bare det var utroligt dumt at få børn før de havde en afklaring. Og de havde jo fået svar på asylansøgningen, så det er hverken dig, mig eller den danske stat´s "skyld" de stakkels børn nu har massive psykiske problemer. Men det bliver det ikke mindre tragisk af.

Anne Mette Jørgensen

Ok, godt så, men jeg bliver ikke enig med dig i, at det var dumt at få børn.
Ja, de vidste at de ikke ville få asyl, men de vidste måske også, at der er mange tilfælde hvor nogle der stod til udvisning, har fået humanitær opholdstilladelse.
Mennesket er ikke kun hoved, men også følelser, og hvis vi alle alene handlede rationelt burde ingen i dag få børn.
Verden forandrer sig meget hurtigt og der er så mange farer der lurer derude.

Jeg er f.eks bekymret over mine 2 børnebørns fremtid.
De skal leve i en verden som er uoverskuelig, og der er ikke faste holdepunkter mere.

Vi har politikere, der handler med Saudi Arabien, hvor man sælger seruminstituttet og masse overvågningsudstyr til, og lader hån om danske børns vacciner og hvem ved om de vil manipulere med det?. et overvågningssystem der kan overvåge med den mulighed det giver for landet for tortur.
Det gør danske politikere med åbne øjne, og få råber op.

En præsident i USA, der er utilregnelig, og kan finde på hvad som helst, og en regering der gudhjælpemig vil sende endnu et hold danske soldater til Aghanistan med risiko for endnu mere terror.
Jeg tror vi er igang med at udslette os selv.
Det er kun den rå pengemagt som har har magt, men så længe vi endnu har demokrati og folk stemmer som de gør bliver det ikke anderledes.
,