Læsetid: 7 min.

Multiresistente bakterier kan slå flere ihjel end kræft i 2050 – nu kræver Seruminstituttet fælles handling

Multiresistente bakterier er en voksende og grænseoverskridende trussel, der kan koste millioner af menneskeliv. Alle EU-lande er i gang med nationale handlingsplaner for at imødegå problemet, men det går for langsomt, advarer Statens Serum Institut, som nu opfordrer EU til at stille konkrete reduktionskrav
Blandt andet Bispebjerg Hospital har haft store problemer med resistente bakterier, så der bliver stillet strængere hygiejnekrav til personale og patienter.

Blandt andet Bispebjerg Hospital har haft store problemer med resistente bakterier, så der bliver stillet strængere hygiejnekrav til personale og patienter.

Mie Brinkmann

2. juni 2017

Truslen fra multiresistente bakterier er hastigt voksende. Bakterierne dræber hvert år 25.000 europæere, og hvis ikke verdenssamfundet handler, vil 10 millioner mennesker i verden dø af infektioner som følge af multiresistente bakterier i år 2050.

Det fremgår af tal fra henholdsvis EU-kommissionen og to undersøgelser, der er foretaget på initiativ af Storbritanniens premiereminister.

Debatten om multiresistente bakterier minder om den måde, vi har diskuteret truslen fra klimaforandringer på de sidste årtier, og denne gang bør vi lære af vores fejl. Det mener overlæge Ute Wolff Sönksen fra Statens Serum Institut:

»Klimaforskerne råbte på løsninger i 20 år, men det er først de seneste fire-fem år, vi er begyndt at stille krav til hinanden. Det er samme situation, vi står i med multiresistente bakterier,« siger hun.

Derfor opfordrer Statens Serum Institut nu EU til at etablere fælles minimumskrav for landenes reduktion af deres antibiotikaforbrug for at bekæmpe truslen.

»Vi ved, hvor farligt det er. Vi kan se, hvor hurtigt bakterierne spreder sig på verdensplan. Og belært af klimakatastrofen vil jeg sige: Vi har ikke igen råd til at vente 20 år på at blive enige om at gøre noget. Vi er nødt til at stille krav til hinanden nu, og EU bør gå forrest,« siger Ute Wolff Sönksen, der er ansvarlig for analyser og fortolkning af det antibiotiske forbrug i Danmark.

Ifølge EU-Kommissionen koster multiresistente bakterier i dag EU 1,5 mia. euro om året i sundhedsudgifter og produktivitetstab. Hvis ikke epidemien vendes, »risikerer multiresistente bakterier i år 2050 at slå flere mennesker ihjel end kræft«.  

Svære at bekæmpe

Multiresistente bakterier opstår i samfund med et overforbrug af antibiotika og er kendetegnet ved, at de er uhyre svære at bekæmpe. Ud over at koste menneskeliv er de også en stor byrde for sundhedsvæsenet, fordi bakterierne typisk spreder sig på hospitaler, hvor de kan gøre ellers rutinemæssige operationer farlige.

Rigshospitalet i København er det seneste år begyndt at pode alle patienter på intensivafdelingen i endetarmen for at se, om de bærer den multiresistente VRE-bakterie.

Der er et udbrud af VRE på Sjælland, og hvis patienten testes positiv, skal hun på isolationsafdeling, mens lægerne må påføre sig beskyttelsestøj og handsker, før de må tilse patienten. Det er både »farligt, dyrt og stigmatiserende«, fortæller klinikchef Niels Frimodt-Møller fra Rigshospitalets mikrobiologiske afdeling:

»Vi har i alt tre præparater tilbage, vi kan bruge i kombination til at behandle VRE-infektioner, men den udvikler hurtig resistens over for de midler. Så her har vi virkelig et problem. De multiresistente bakterier er farlige for patienterne og besværlige for personalet,« siger Frimodt-Møller og tilføjer:

»Behandlingen med screening og enestuer er dertil meget dyr for samfundet. Så nu ved dine læsere, hvor skatteydernes penge går hen. De ryger væk fra børnehaverne og herind, hvis ikke vi kollektivt tager hånd om problemet.«

Syg medicinkultur

Selv om Danmark er et foregangsland globalt set i kampen mod multiresistente bakterier, er antallet alligevel vokset markant de sidste år. Indtil 2009 var der under 50 VRE-infektioner om året, men i 2014 og 2015 har Sundhedsvæsenet registreret mere end 300 infektioner pr. år – og også andre multiresistente bakterier er i stærk stigning.

De spreder sig typisk til Danmark gennem madvarer, eller når folk rejser tilbage fra Syd- og Østeuropa eller Asien, hvor problemet er massivt. Det skyldes i høj grad en usund medicinsk kultur, hvor folk spiser alt for meget antibiotika, siger Ute Wolff Sönksen:

»I mange europæiske lande opfatter man antibiotika lidt som en vitaminpille – en entydig god ting, man bare skal tage, når man har det lidt skidt. Lægerne uddeler ofte hård antibiotika mod banale infektioner, hvilken kan skyldes en frygt for, at patienten ikke kommer igen, hvis ikke man møder patientens forventninger. Det kender vi ikke til i Danmark, men i f.eks. Spanien shopper patienter meget mere rundt mellem læger, hvis ikke de føler sig velbehandlede,« siger Sönksen.

Den livsfarlige Kliebsiella

Kliebsiella pneumoniae er en af de mange multiresistende bakterier, der spreder sig fra Syd- og Østeuropa til hele EU. Tarmbakterien kan skabe livstruende infektioner, oftest hos nyfødte og syge med nedsat immunforsvar. Læger har kun ét virksomt antibiotika mod Kliebsiella tilbage, såkaldte Carbapenemer. Men i flere lande er Carpabenem-antibiotika nu kun virksom over for halvdelen af patienter, der er smittet med Kliebsiella. Hvis det ikke virker, har lægerne intet alternativ tilbage.

I flere syd- og østeuropæiske lande tager borgerne derfor tre gange så meget antibiotika som en gennemsnitlig dansker. Ifølge SSI-overlægen kan man nærmest trække en streg ned gennem Europa. De lande, der kæmper mest med korruption og økonomi, er også dem, der har størst problemer med multiresistente bakterier.

»Men derfra rammer det så os i Danmark. For vi kan jo ikke tvinge danskerne til at droppe solferien i Spanien, og vi har ikke råd til at screene alle de fødevarer, vi får ind fra udlandet. Derfor må vi søge en kollektiv løsning i EU,« siger Ute Wolff Sönksen.

EU-Kommissionen har siden 1999 haft multiresistente bakterier på dagsordenen, men det var først i 2011, at man vedtog en egentlig handlingsplan for at bekæmpe problemet. EU har blandt andet oprettet en årlig videnskabspris på 7,5 mio. kroner, som uddeles til projekter, der kan sænke brugen af antibiotika.

Ved den seneste uddeling i februar udtalte EU-Kommissionens sundhedskommissær Vytenis Andriukaitis, at indsatsen er af højeste prioritet:

»Vi er nødt til at iværksætte initiativer, som øger kendskabet til den voksende trussel fra multiresistente bakterier. At afværge denne snigende trussel, før den bliver et offentligt sundhedsmareridt, er min mest presserende prioritet som sundhedskommissær og som tidligere læge.«

Manglende EU-handling

I løbet af juni måned forventer EU at lancere en ny handlingsplan mod multiresistente bakterier. Derefter skal hvert EU-land henover sommeren præsentere en national plan for, hvordan de vil sænke forbruget af antibiotika.

Men det hele er baseret på frivillighed. Derfor risikerer målene at være for uambitiøse i de lande, der har det største problem, frygter Ute Wolff Sönksen. På vegne af Statens Serum Institut opfordrer hun EU til at udstikke klare minimumskrav for, hvor meget landene skal reducere deres antibiotikaforbrug:

»For rige lande som os i Danmark er det nemt at iværksætte en ambitiøs plan, men i andre lande, som er økonomisk hårdt ramt, vil det blive svært, og nogle tager ikke problemet alvorligt. Min frygt er, at vi vil se nationale handlingsplaner, som ikke gør fra eller til.

Enten fordi de ikke følges, eller fordi de ikke tager tilstrækkelig højde for konkrete lokale og nationale udfordringer, men lægger sig i slipstrømmen af andre. Og eftersom det her problem rammer os alle, bør vi få alle med, f.eks. på kollektive, konkrete minimumskrav. Det er, som jeg ser det, oplagt for EU at gå forrest i den kamp,« siger hun.

Modsat de nationale handlingsplaner kunne en fælles EU-aftale også inkludere økonomisk bistand til de hårdest ramte lande, bedre udveksling af viden og fælles oplysningskampagner.

Vytenis Andriukaitis har ikke ønsket at udtale sig til Information om mulighederne for en fælles aftale, før den nye EU-handlingsplan lanceres. Men ifølge EU-Kommissionens talsperson for sundhed, Anca Paduraru, er der intet til hinder for, at man laver fælleseuropæiske krav på området:

»I EU-Kommissionen gør vi alt for at bekæmpe multiresistente bakterier inden for de kompetencer, vi har. Men sundhed er i dag fastlagt som et nationalt ansvarsområde. Vi kan derfor opfordre til samarbejde, men vi kan ikke stille krav, med mindre et flertal af lande går ud og ønsker det,« siger hun til Information.

Læs også

Anca Paduraru nævner, at EU-landene før har afgivet suverænitet til Kommissionen på konkrete områder. Det gælder f.eks. indførelsen af en europæisk offentlig anklager og en fælles skilsmisselovgivning, som Danmark dog ikke deltager i.

»Selv om der er stor interesse, er der mig bekendt endnu ingen lande, der er gået forrest og har foreslået fælleseuropæiske regler, når det gælder multiresistente bakterier,« siger hun.

Globalt problem

Men det haster med at finde en løsning, lyder det fra både Statens Serum Institut og Rigshospitalets overlæge.

»Det her går vanvittigt stærkt. Bare i vores eget lille land er de multiresistente bakterier boblet frem de sidste fem år. Vi danskere skal i første omgang ikke frygte overdødelighed, men snarere, at bakterierne fordyrer alt i sundhedssystemet,« siger overlæge Ute Wolff Sönksen.

»Frygten er, at vi når et punkt, hvor det at udføre en simpel knæoperation bliver farligt, fordi vi har multiresistente bakterier på danske hospitaler. Så står vi med et samfundsøkonomisk problem.«

Uden for EU ser tingene endnu værre ud. Ifølge WHO steg det globale forbrug af antibiotika med 40 procent mellem år 2000 og 2010. Tre fjerdele af stigningen står BRIC-landene og Sydafrika for.

»I Sydeuropa er udbredelsen af de her bakterier allerede kappet over, men i EU-regi har vi dog en enestående mulighed for at bekæmpe det. Globalt set ser det foruroligende ud,« siger Niels Frimodt-Møller fra Rigshospitalet og tilføjer:

»Hvis du f.eks. rejser til Indien og er der en uge, er der nu en 80 pct. risiko for, at du spiser eller drikker dig til en multiresistent tarmbakterie. Det bliver du ikke nødvendigvis syg af, den forsvinder formentlig igen, når du kommer tilbage i det gode danske socialdemokratiske miljø. Men hvis du bliver syg inden for et par uger efter hjemrejsen, kan det blive alvorligt. Så ja, der er en stigende risiko for den almindelige borger. Og det bør vi tage alvorligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Erik Nissen
  • Slettet Bruger
  • Torben Skov
  • Anne Eriksen
  • David Zennaro
  • Benno Hansen
  • Karen Grue
Flemming Berger, Erik Nissen, Slettet Bruger, Torben Skov, Anne Eriksen, David Zennaro, Benno Hansen og Karen Grue anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sup Aya Laya

Folketinget har åbenbart ikke taget SSI med på råd i at tillade større og flere dambrug pr. 1.6.17
Altså danske dambrug der bruger 25% mere antibiotika end norske og svenske ...

Eva Schwanenflügel, Hanne Koplev, Flemming Berger, Anders Graae, Kjeld Hansen, Erik Nissen, Hans Larsen, Torben Skov, Anne Eriksen, Kristine Skøtt-Jensen, Karen Grue, Jan Troelsen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Søren Roepstorff, Bjarne Bisgaard Jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Dertil kommer det voldsomme forbrug i landbruget. De stakkels MRSA-ramte grise.køerne og hønsene. De får alle nogle ordentlige skovlfulde antibiotika.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Erik Nissen, Anne Eriksen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Arne Thomsen

Når vælgerne bliver klar over, hvad der er på spil her, får de ansvarlige politikere det hårdt.
Faktisk er det jo massemord, de kan anklages for!

Eva Schwanenflügel, Hanne Koplev, Erik Nissen, Anne Eriksen, Torben Skov og Egon Stich anbefalede denne kommentar

Der sker først noget, når et tilpas antal politikere selv bliver ramt. Og det går op for dem, at dette kan de ikke købe sig ud af---

Eva Schwanenflügel, Hanne Koplev, Ulla Søgaard, Flemming Berger, Erik Nissen, Morten Nørgaard, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Ole Christiansen

"Selv om Danmark er et foregangsland globalt set i kampen mod multiresistente bakterier,"

Det er da noget af en påstand. I Norge bekæmper man MRSA benhårdt og har nu stort set rene svinebesætninger. I Danmark nægtende man at gøre noget ved problemet og nu er 80-90% af alle danske svin smittet med MRSA.
Kald lige det "et foregangsland" en gang til !

Per Kassow, Eva Schwanenflügel, Hanne Koplev, Lars Bo Jensen, Ulla Søgaard, Anders Graae, Kjeld Hansen, Sup Aya Laya, Lise Lotte Rahbek, Erik Nissen, Slettet Bruger, Morten Nørgaard, Poul Sørensen, Niels Duus Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Når vi alle har fået MRSA så er det endelig slut med kanbalisme..... desværre vil alle også have det ene ben i graven. Personligt syntes jeg politikerne har skylden....

Det er med dette som med klimaet. For slapt, for sløset, for lidt, for sent - og alt for megen hensyntagen til særinteresser i stedet for fokus på den samlede befolknings sundhed, helbredelsesmuligheder og overlevelse i fremtiden. Og så må man konstatere, at Folketinget jo ikke har forstået situationens alvor, når de kan tillade havbaseret fiskeopræt med et stort forbrug af antibiotika. Og vi bidrager jo aktivt hver og een med vores krav på ferie i fjerne lande.

Eva Schwanenflügel, Hanne Koplev, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

Hedder det ikke Arabisk seruminstitut nu hvor vi har betalt en sheik for at købe det?

Sup Aya Laya og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar

At vi får store supersygehuse, bygger store børnehuse og får flere spor på skolerne som udbygges, hjælper bestemt ikke i at sygdomme spreder sig ukontrolleret. Der er mange steder at sætte ind.

Hanne Koplev

I debatten om landbruget og antibiotika-resistente bakterier forbises det gang på gang at også landbrugets forbrug af tungmetallerne kobber og zink medvirker til udvikling af multiresistente bakterier.
Svineproducenterne er storforbrugere af kobber og zink.

Poul Sørensen

Hvis landbruget tror de er i modvind nu så vendt til MRSA bakterierne begynder at spise børn....så bliver der depression i landbruget og ingen PR folk vil kunne hjælpe dem.....vær forudseende og lad være med at vente på, der kommer lig på bordet.