Læsetid 6 min.

Når man sender en mail til Nabhan, bliver man kaldt ind til forhør

Ved hjælp af overvågning er det lykkedes regimet i Oman at gøre Nabhan al Hanshis netværk af menneskeretsaktivister tavse. Danmark har leveret masseovervågning til landet
Nabhan al Hanshi og hans med-aktivister var ikke revolutionære. De ønskede at reformere systemet i Oman. Men regimet slog hårdt tilbage.

Nabhan al Hanshi og hans med-aktivister var ikke revolutionære. De ønskede at reformere systemet i Oman. Men regimet slog hårdt tilbage.

Justin Sutcliffe
16. juni 2017

En mail tikkede ind i Nabhan al Hanshis mailboks i Storbritannien.

»Jeg har brug for at tale med dig. Det haster«.

Afsenderen nævnte ikke sit navn. Men han skrev, at de kendte hinanden. Nabhan foreslog, at de talte videre via Googles Hangout-tjeneste, der er kendt for at være relativt sikker.

Det viste sig at være en af de meddelere, der forsyner hans organisation, Human Rights Monitor in Oman, med oplysninger om tortur og andre overgreb.

To dage efter samtalen blev meddeleren kaldt ind til forhør af sikkerhedstjenesten og afhørt om, hvad de havde diskuteret.

Sådan nogle episoder har Nabhan al Hanshi efterhånden været ude for mange gange.

Da han i slutningen af 2012 flygtede fra Oman og senere kom til Storbritannien, troede den tidligere blogger, at han endelig var undsluppet Sultan Qaboos – landets enevældig hersker, som kontrollerer både den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Eller som Nabhan formulerer det: »Han kontrollerer nærmest, hvor meget ilt folk ånder ind og ud.«

Men sultanen og hans folk ser og hører ikke bare, hvad der foregår i Oman. Selv i Storbritannien er Nabhan ikke uden for deres synsfelt.

Efter foråret

Efter Det Arabiske Forår i 2011, hvor aktivister organiserede sig på internettet og sociale medier, har regionens autoritære regimer brugt store summer på at forsikre sig mod, at noget lignende kan ske igen. Det er blandt andet sket gennem køb af sofistikeret overvågningsteknologi.

Protest i søndags i den marokkanske by Rabat mod styrets korruption og magtmisbrug. Nu kan Information afsløre, at Danmark har givet tilladelse til at sælge overvågningsteknologi, der kan hjælpe styret med at holde øje med kritikere af regimet.
Læs også

Udstyret køber de primært i Vesten. Og som Information har afsløret i samarbejde med BBC, har den danske afdeling af våbengiganten BAE Systems eksporteret masseovervågningsteknologi, der kan overvåge en hel befolkning, til en lang række regimer i regionen. Det er sket med de danske myndigheders tilladelse. Nabhan al Hanshis hjemland Oman har været kunde siden i hvert fald 2013.

Overvågningen kvæler de kræfter, der arbejder for et mere demokratisk Mellemøsten.

Både fordi dem, der stadig tør arbejde for menneskerettigheder og demokrati, let kan blive opdaget og anholdt. Og fordi alene frygten for at være under overvågning får folk til at censurere sig selv – eller endda indstille deres politiske arbejde helt.

Dette er historien om, hvordan dansk teknologi kan have bidraget til at gøre demokratiske stemmer i Mellemøsten tavse.

Ny mail hver dag

Nabhan al Hanshi ved om nogen, hvad der sker med folk, der vover at udfordre Sultan Qaboos’ regime. I 2011 engagerede han sig i protesterne i Oman. Han begyndte at blogge om menneskeretssituationen i landet og om, hvordan regimet ikke levede op til de løfter om reformer, de havde fremsat for at komme aktivisterne i møde.

Nabhan og hans med-aktivister var ikke revolutionære og krævede ikke sultanens afgang. De advokerede for reformer, der ville begrænse hans magt – og for højere lønninger. Men regimet slog hårdt tilbage.

»Det var ikke en anholdelse, det var en bortførelse,« siger Nabhan al Hanshi.

Han var på en café, da to mænd kom og tog ham en dag i juni 2012. De næste 30 dage tilbragte han i isolation på et ukendt sted. Nabhan vidste ikke, om han var over eller under jorden. Cellen var fire kvadratmeter, og temperaturen blev konstant hævet og sænket. Efter en måned blev han overført til fængslet, hvor han sad i isolation i yderligere en måned, mens han blev afhørt.

’Hvorfor kræver du de her ting?’, ’Hvem kommunikerer du med?’, ’Hvem er dine venner?’, ’Har du forbindelse til internationale organisationer?’, ville de vide.

I december 2012, da han igen var på fri fod, mens han afventede sin dom for at fornærme sultanen, lykkedes det ham at flygte fra landet. Året efter startede han menneskeretsorganisationen Human Rights Monitor in Oman, som han i dag driver fra sit eksil i Storbritannien.

Belært af sine erfaringer har han taget store sikkerhedsmæssige forholdsregler for at beskytte det netværk af meddelere, der forsyner organisationen med oplysninger om regimets overgreb. Meddelerne kender ikke hinandens identitet. Og Nabhan skifter konstant e-mail-adresse for at gøre det sværere at overvåge ham.

»Nærmest hver dag har jeg en ny mail og et nyt password,« siger han.

»Det er blevet meget trættende.«

Alligevel er det lykkedes myndighederne i Oman at afsløre en stor del af hans netværk.

»Tingene er blevet meget komplicerede, fordi jeg har mistet så mange kontakter,« siger han. »De vil ikke længere kommunikere med mig. De er bange for, at de bliver overvåget.«

Informations samarbejdspartner BBC har talt med seks af Nabhans tidligere meddelere i Oman, der bekræfter hans historie.

Masseovervågning

I 2014 blev tre af Nabhans meddelere hentet i deres hjem og tilbageholdt i nogle dage. De fik at vide, at de ikke skulle kontakte Nabhan igen. I 2015 blev to andre meddelere tilbageholdt og tvunget til at underskrive et papir, hvor de lovede aldrig at kontakte Nabhan igen. Og i 2016 blev en person arresteret for at have sendt en besked til Nabhan. I nogle af tilfældene vidste politiet kun, at de havde været i kontakt med Nabhan. I andre tilfælde vidste de præcis, hvad de havde talt om.

En af verdens førende eksperter i digital overvågning, seniorforsker Nicholas Weaver fra University of Berkeley, har gennemgået Nabhans og kildernes udsagn om de nærmere omstændigheder i sagerne. Han vurderer, det er sandsynligt, at de har været ofre for masseovervågning.

Fordi Nabhan og hans meddelere hele tiden skiftede mail-adresser, kan myndighederne ikke have afsløret dem ved bare søge efter alle e-mails i landet, som er sendt til eller fra en bestemt person. De er nødt til at have en måde at finde frem til Nabhans konti på. Og en effektiv måde at gøre det på er at søge på alle mails, der indeholder nøgleord, som Nabhans netværk ofte bruger. Det kunne for eksempel være ’tortur’ eller ’menneskerettigheder’.

Netop den funktion har det system, som de danske myndigheder har tilladt virksomheden BAE Systems Applied Intelligence A/S at sælge til regimet i Oman. Og når først myndighederne har fundet frem til Nabhans mailadresse, kan de let finde frem til, hvem der har kontaktet ham.

Systemet kan opsnappe, søge i og læse alle ukrypterede e-mails og beskeder til eller fra personer i landet. Hvis en e-mail er stærkt krypteret, kan man ikke læse selve indholdet, men man kan se, hvem der har sendt den, hvem der har modtaget den, og hvad der stod i emne-feltet.

»Vi kan ikke vide, om det var BAE’s system, der blev brugt i den her konkrete sag,« siger Nicholas Weaver.

»Men det er højst sandsynligt, at det er et meget effektivt værktøj, særligt i forhold til menneskeretsorganisationer, der skifter mailkonti hele tiden.«

BAE Systems har ikke ønsket at kommentere sagen.

Aktivistens dilemma

Uanset hvilke værktøjer, der førte til afsløringen af Nabhans netværk, har overvågningen haft store konsekvenser. Flere tidligere meddelere fortæller, at de ikke længere tør kontakte Nabhan. De har en fornemmelse af, at regimet hører og ser alt, hvad de foretager sig.

»Hvis jeg får noget insider-information og sender det videre til organisationen, vil de med det samme vide, at jeg har gjort det,« siger en af kilderne.

»Bevægelsen er færdig,« siger en anden. »Der er ingen bevægelse tilbage i Oman overhovedet.«

Det gør det svært for Nabhan al Hanshi at fortsætte sit arbejde med at dokumentere menneskeretskrænkelser. Og det sætter ham i et dilemma. På den ene side kan det bringe folk i fare, hvis han kontakter dem.

»På den anden side føler jeg mig ansvarlig, hvis vi ikke dækker et overgreb. Ingen vil høre om offeret. Og hvem skal så hjælpe den person?«

Overvågning: Made in Denmark

Siden Det Arabiske Forår, hvor aktivister brugte internettet til at kæmpe deres frihedskamp, har Mellemøstens autoritære regimer brugt store summer på at sikre sig, at noget lignende ikke kan ske igen. Flere steder i regionen er det førhen relativt uregulerede cyberspace nu under nærmest total kontrol. Og en del af den teknologi, der gør det muligt, kommer fra Danmark.

I denne serie afdækker vi, hvordan de danske myndigheder i al hemmelighed har godkendt salg af meget avancerede overvågningsværktøjer til nogle af de mest undertrykkende regimer i verden. Det kan have bidraget til at gøre demokratiske stemmer i Mellemøsten tavse. Og kan i sidste ende udgøre en trussel mod os selv.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for odd bjertnes
odd bjertnes

Det er bedst at nationalstater overvåger sig selv med egne midler. Hvis altsåman går ind for nationalstats-system og ikke CIA-global, hvilket sidste Danmark jo ikke gør officielt i hvert fald.
Hvis en form for forsvars-teknologi handles til en anden stat bør der være en forklarlig politisk egen-interessei at gøre det. Kan godt være indirekte (...overholde konventioner f.eks.), men hvad er den så mon her ?

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Informations arbejde og undersøgelse af "overvågnings sag har gavnet enormt debatten. Det viser desværre at mange er ikke informeret om hvordan verden er skruet sammen. De fleste tror at lande ligner forskellige fodbold hold, der bare spiller i konkurrerer. og hvis et hold taber så er det selv om det.. Mens den reelle verden er i ruiner. Det er svært, det er politik altså.