Læsetid: 6 min.

Oppositionen vil tvinge Udlændingestyrelsen til at svare i Støjberg-sag

Udlændingestyrelsen afviser at svare på, om det er korrekt, når Inger Støjberg hævder, at styrelsen blev mundtligt orienteret om, at den fortsat skulle foretage individuelle vurderinger i sager om adskillelse af asylpar. Nu stiller S, R og EL spørgsmålet i Folketinget – men de er bekymrede for, om Støjberg vil obstruere styrelsens svar
Fredag kunne Information dokumentere, at Inger Støjberg kom med to forskellige forklaringer i sagen om de såkaldte barnebrude til henholdsvis samrådet i torsdags og i et skriftligt svar til et paragraf 20-spørgsmål afgivet 24. februar 2016 til Naser Khader.

Fredag kunne Information dokumentere, at Inger Støjberg kom med to forskellige forklaringer i sagen om de såkaldte barnebrude til henholdsvis samrådet i torsdags og i et skriftligt svar til et paragraf 20-spørgsmål afgivet 24. februar 2016 til Naser Khader.

Jens Dresling

6. juni 2017

Socialdemokratiet, De Radikale og Enhedslisten vil gennem skriftlige spørgsmål i Folketinget nu forsøge at tvinge Udlændingestyrelsen til at fremlægge sin version af, hvad der skete til et koncernledelsesmøde 10. februar 2016.

Det sker efter, at Udlændingestyrelsen i et skriftlig svar til Information oplyser, at styrelsen »ingen kommentarer« har til spørgsmålet om, hvorvidt det er korrekt, at ministeriet ved dette møde orienterede styrelsen om, at der skulle foretages en konkret og individuel sagsbehandling i sagerne om adskillelse af asylpar.

Mødet er helt centralt for udlændingeminister Inger Støjbergs (V) seneste forklaring ved samrådet i torsdags. Her udtalte ministeren, at hun ganske rigtigt kom til at udsende en pressemeddelelse om, at alle asylpar, hvor den ene part er under 18 år, uden undtagelse skulle adskilles.

Der er sket et skifte i Venstres Folketingsgruppe, hvor man ud fra loyalitetshensyn forsvarer nogle ting, som ikke burde forsvares, siger Eyvind Vesselbo.
Læs også

Pressemeddelelsen endte som en instruks til Udlændingestyrelsen. Men samme dag blev styrelsen ifølge ministeren mundtligt orienteret om, at den ikke skulle følge pressemeddelelsen:

»Men det er også vigtigt at sige, at på dagen hvor pressemeddelelsen blev sendt ud, bliver det også mundtligt kommunikeret til Udlændingestyrelsen, at der kan være tilfælde, hvor parrene ikke skal adskilles, altså dermed at vi skal overholde dansk ret og selvfølgelig også internationale konventioner,« sagde Støjberg til samrådet.

Også over for ombudsmanden er Udlændinge- og integrationsministeriet kommet med denne forklaring.

Men som ombudsmanden noterer i sin redegørelse, har hverken ministeriet eller Udlændingestyrelsen udarbejdet noget notat om en sådan mundtlig orientering, og styrelsen har heller ikke omtalt den i sin redegørelse til ombudsmanden.

Tværtimod har styrelsen oplyst til ombudsmanden, at den modtog »en mundtlig instruks fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om administrativt at effektuere i overensstemmelse med indholdet af pressemeddelelsen«, der netop ikke indeholdt noget krav om en individuel sagsbehandling.

Det skulle bare have været en pressemeddelelse, men endte uheldigvis som en instruks til embedsmændene, forklarede integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg ved et samråd torsdag om sin ulovlige instruks om tvangsadskillelse af mindreårige asylansøgere.
Læs også

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) finder det påfaldende, at Udlændingestyrelsen ikke vil svare på det simple spørgsmål, om ministerens udlægning er korrekt.

»Det er næppe sjovt at være embedsmand i Udlændingestyrelsen lige nu. For hvis de kunne bekræfte ministerens nye historie, så ville de selvfølgelig gøre det, eftersom hun er deres øverste chef. Det burde være ukompliceret og lige til at svare: ’Ja, vi blev orienteret’. Med mindre ministeren ikke taler sandt,« siger hun.

Kræver skriftligt svar

Samme udlægning har Mattias Tesfaye (S):

»Hvis jeg havde været minister, og det var så afgørende en del af min nye forklaring, at det var blevet fortalt mundtligt, at der skulle administreres i henhold til lovgivningen … Ja, så ville jeg sørge for, at de mennesker, der deltog ved det møde, stod frem og bekræftede min historie,« siger Tesfaye og fortsætter:

»Det burde være det letteste i hele verden at sende en mail med en enkelt linje, hvor de bekræfter, at de er blevet orienteret. Når de ikke gør det, øger det min mistænksomhed over for Støjbergs seneste forklaring. Efter i går er vi sikre på, at hun fuldstændig entydigt har villedt Folketinget. Nu er spørgsmålet bare, hvor mange gange, hun har gjort det.«

Derfor vil både Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Radikale nu stille skriftlige spørgsmål til Udlændingestyrelsen, som pålægger styrelsen at udtale sig om, hvad der reelt skete 10. februar 2016. Det vil også indgå som et spørgsmål i det nye samråd, udlændingeminister Inger Støjberg er blevet indkaldt til, oplyser Sofie Carsten Nielsen (R).

»Når vi gennem Folketinget stiller spørgsmål, har Udlændingestyrelsen pligt til at rapportere hvad for instrukser, de er blevet underlagt af ministeren. Jeg kan umuligt forestille mig, at styrelsen kan lade være med at svare os, for det er jo simpel, faktuel information, vi efterspørger. Hvilken instruks kom fra ministeren?«

Vil Støjberg blande sig?

Når oppositionen nu skriftligt vil have Udlændingestyrelsen til at forklare sig i sagen, skal partierne formelt stile henvendelsen til udlændingeminister Inger Støjberg, fordi styrelsen er underlagt ministeriet.

Dermed opstår den særlige situation, at Udlændingestyrelsens svar i sidste ende skal godkendes af Inger Støjberg, før det udleveres til Folketinget, selv om svaret potentielt inkriminerer hende. Det er en bizar situation, medgiver Mattias Tesfaye:

»Min tiltro til sandhedsværdien af de svar, der kommer fra Inger Støjberg i den her sag, er efterhånden svag. Det er også derfor, vi beder justitsministeren og statsministeren om at gå ind i den her sag, for det handler om mere end bare Støjberg. Det handler om vores måde at bedrive demokrati på – at man selvfølgelig siger sandheden.«

Også Sofie Carsten Nielsen er bekymret for, om et kommende svar fra Udlændingestyrelsen »reelt forklarer sammenhængen«, når det i sidste ende skal godkendes af Inger Støjberg.

Johanne Schmidt Nielsen mener, at Støjberg i et skriftligt svar til Information fredag med egne ord direkte siger, at »man ikke kan være sikker på, at man får den fulde historie, når man får et svar fra hende«.

Fredag kunne Information dokumentere, at Inger Støjberg kom med to forskellige forklaringer til henholdsvis samrådet i torsdags og i et skriftligt svar til et paragraf 20-spørgsmål afgivet 24. februar 2016 til Naser Khader. De to forklaringer er gensidigt udelukkende.

I svaret til Naser Khader forklarede ministeren, at hun havde »anmodet Udlændingestyrelsen om at ændre praksis således, at ingen mindreårige asylansøgere fremadrettet kan bo sammen med en ægtefælle eller samlever«. Hun tilføjede, at ét asylpar allerede var blevet adskilt, og at »de øvrige mindreårige asylansøgere, der i dag lever sammen med deres ægtefælle eller samlever, ligeledes vil blive indkvarteret adskilt«.

Men det strider imod den forklaring, Støjberg afgav til samrådet, hvor hun sagde, at Udlændingestyrelsen var blevet mundtligt orienteret allerede 10. februar 2016 om, at der skulle foretages individuelle vurderinger.

Over for Information forklarede Støjberg sit svar til Khader med, at et »paragraf 20-spørgsmål er en holdningstilkendegivelse og ikke en udtømmende juridisk redegørelse«, hvilket ifølge professor i forvaltningsret Jens Elo Rytter dog ikke fritager ministeren for, at hun ifølge ministeransvarsloven »ikke må give forkerte oplysninger til Folketinget«.

Hvilken af Inger Støjbergs forklaringer, der er den korrekte, vil et svar fra Udlændingestyrelsen kunne hjælpe med at opklare.

EL kræver mindretalsret for at undersøge ministre

× Sagen om adskillelse af asylpar fyldte en del, da Pernille Skipper, Enhedslistens politiske ordfører, mandag holdt grundlovstale i Vanløse. Enhedslisten foreslår, at 40 procent af Folketinget skal kunne sætte en ministerundersøgelse i gang, hvis det er påkrævet.

»Hvis der er mistanke om, at en minister eller en forvaltning har løjet

for Folketinget, krænket menneskers rettigheder eller på andre måder misbrugt deres magt,« siger Pernille Skipper.

»For uanset hvilken regering vi har, og uanset hvor stort et flertal den har bag sig, så skal det altid frem i lyset, hvis der bliver fusket med magten,« siger hun, og beklager, at en samlet blå blok holder hånden over Støjberg i sagen.

»Partierne i blå blok har i den her sag ikke haft travlt med at holde fast på de demokratiske principper, som de sikkert alle sammen er ude at hylde i dag,« siger Skipper og fortsætter:

»Marcus Knuth, Venstres udlændingeordfører, har endda været ude at sige, at nogle gange står moral over loven. Det lyder nærmest, som om Inger Støjberg er en Gandhi-skikkelse, der begår civil ulydighed mod overmagten. Men Inger Støjberg er ikke nogen Gandhi. Hun er minister. Hun har magt. Hun har det største ansvar af alle for at overholde loven og forvalte den magt med respekt,« siger Skipper.

Støjberg kom også ind på sagen i sin grundlovstale.

»Jeg bøjer ikke nakken i kampen for de danske værdier. Jeg lader ikke Politiken og venstrefløjen diktere, hvilke kampe der skal kæmpes. Og jeg rokker mig ikke, fordi det blæser lidt,« siger Støjberg med henvisning til Politiken, som var det første medie til at skrive om den ulovlige instruks.

Ritzau

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Lejf Hansen

Hvorfor kun Udlændingestyrelsen og ikke justitsministeriet, hvor Bilderberg-ministeren Søren Pind, var folkets tjenere.
Ring til ham, han er til Bilderberg møde i Chantilly, Virginia USA...

Møde d. 10. feb. 16 - hvem deltog ? Referat efterlyses. Eller det bruger man måske ikke i statsadministrationen ?

jørgen djørup, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Jeg forstår ikke at statsministeren ikke går ind i sagen. Han burde undersøge hvad der er sket og så fyre hende hvis de fremsatte påstande holder.

Bjarne Bisgaard Jensen

LLR skal være godt og vel 100% sikker på at DF holder skansen og beskytter Støjberg mod et mistillidsvotum før han risikerer noget som helst i denne sag

Romme - Det var ironisk :-)
Netop derfor er det mærkeligt, at et referat ikke fremlægges.
Så var der en ende på denne parodiske proces.
Så længe Støjberg og statsministeren ikke gør det, må mistænkeliggørelsen være berettiget.
Alt dette er ikke en statsminister værdig.

Eva Schwanenflügel, Egon Stich, Jette M. Abildgaard og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Jørgen Lejf Hansen

Leo Nygaard: hvori der det ironi, i finansministeriet var der da heller ikke ført referat, med hensyn til DONG salget, og prisen var afgivet mundtligt.
Frk. Støjberg afgiver også mundtlige ordre, til Udlændingestyrelsen at lovgivningen skal holdes......

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Pressemeddelelsen endte som en instruks til Udlændingestyrelsen. Men samme dag blev styrelsen ifølge ministeren mundtligt orienteret om, at den ikke skulle følge pressemeddelelsen:

»Men det er også vigtigt at sige, at på dagen hvor pressemeddelelsen blev sendt ud, bliver det også mundtligt kommunikeret til Udlændingestyrelsen, at der kan være tilfælde, hvor parrene ikke skal adskilles, altså dermed at vi skal overholde dansk ret og selvfølgelig også internationale konventioner,« sagde Støjberg til samrådet."

Det var da en yderst besynderlig måde at varetage sit ministerhverv. Det er jo ren trumpisme. Først at ophøje en pressemeddelelse til en instruks - altså en ordre fra chefen - som efterfølgende påstås at blive mundligt korrigeret. Vel at mærke uden skyggen af evidens for, at det er tilfældet. "Tværtimod har styrelsen oplyst til ombudsmanden, at den modtog »en mundtlig instruks fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om administrativt at effektuere i overensstemmelse med indholdet af pressemeddelelsen«, der netop ikke indeholdt noget krav om en individuel sagsbehandling."

Hvordan inger støjberg skulle kunne slippe afsted med troværdigheden i behold er ikke til at få øje på.

Kaj Julin, Ivar Nielsen, John Christensen, Eva Schwanenflügel, Lars Hansen, Torben Bruhn Andersen og Jørgen Lejf Hansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Er det overhovedet lovligt at regere vha mundtlige ordrer, som ikke efterfølgende kan verificeres? Det lyder ikke som en retsstat.

Den er da for tyk inger. Og vi andre må spørge os selv, om vi virkelig synes, det er i orden, at du således forulemper og underminerer dine arbejdsgiveres - det folk, som du får en ganske pæn aflønning for at betjene - tillid til folkestyret. Selvom vi også godt ved, at du ikke er alene om at understøtte magtmisbrugskulturen, pamperiet, så fritager det ikke dig for ansvar.

Kaj Julin, John Christensen, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Teodora Hansen, Jette M. Abildgaard, Torben Bruhn Andersen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

Patetisk. Men selvfølgelig kan Udlændingestyrelsen ikke svare. Hvis de svarer nej så skal de forklare hvorfor de har handlet som om de fik en instruks, og Støjberg skal forklare hvorfor over 20 par blev tvangsadskilte inden hun fik bremset praksissen, og hvis de svarer ja så har Støjberg handlet ulovligt, og efter hvad hun fortalte i ministersamråd i torsdags var hun bevidst om at det var ulovligt.

Ivar Nielsen, Eva Schwanenflügel og Teodora Hansen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvor er 'lov og orden' partiet de Konservative henne? Justitsministeren kunne passende lave en Støjberg-pakke snart..!

Kan det overhovedet udelukkes at det hele er simpelt sjuskeri - som bliver til alvor pga politikerne lyst til nedvurdere og genere hinanden.
Sagens substans er trådt helt i baggrunden.
Preben Wilhjelm siger lige nu i `Det gamle folketing´ganske rigtigt, at danske borgere under 18 søger "kongebrev" for at blive gift. Altså individuel behandling !
Et indvandrepar under 18 er et par på grundlag af regler i det land, de kommer fra. Spørgsmålet er så, i hvilket omfang dette skal få få betydning for en sådan sagsbehandling.
Dertil skal bruges særlige regler - som der nu er stor forvirring om.

Jeppe Bundgaard

Burde dette ikke gælde for ministerier og styrelser?

HVORFOR HAR VI NOTATPLIGT?
Der er tre hensyn bag bestemmelserne om notatpligt, der alle er med til at
sikre borgernes retssikkerhed.
Det første hensyn er af ordensmæssig karakter og betyder, at kommunen
gennem sine journalnotater har overblik over en sag og kan dokumentere alle
oplysninger og ekspeditioner. Journalen skaber klarhed over sagens faktiske
omstændigheder. Det betyder, at kommunen gennem sine journalnotater har
et tilgængeligt overblik over sagen, så for eksempel en ny sagsbehandler kan
overtage sagen uden at skulle starte forfra.
Det andet hensyn er borgerens ret til aktindsigt og partshøring. Borgeren
kan ikke håndhæve sin ret til at se alle oplysninger, hvis de ikke er noteret på
sagen. Hvis oplysninger ikke fremgår af sagen, har borgeren ikke mulighed
for at få indblik i, hvordan kommunen ser sagen.
Det tredje hensyn er andre myndigheder og personers adgang til at føre
kontrol med, at sagen er behandlet korrekt. Eksempler kan være ankenævn
og Ankestyrelsen, der har brug for alle oplysninger for at kunne tage stilling til
en klage.
HVOR FINDES REGLERNE OM NOTATPLIGT?
Reglerne om notatpligt fremgår af offentlighedslovens
§ 6, som lyder:
I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed,
skal en myndighed, der mundtligt
modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske
omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse,
eller som på anden måde er bekendt med sådanne
oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det
gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af
sagens dokumenter.

Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar