63-årige Vladimira er for syg til at sidde op under møde med jobcentret, men bliver nægtet førtidspension

Det er over 20 år siden, Vladimira Kristensen brækkede ryggen, da hun som hjemmehjælper greb en kvinde, der gled i sin egen afføring. Hun skulle hjælpe kvinden i bad, og i faldet landede Vladimiras ryg direkte på badeværelsets dørtrin.

Siden har hun desuden haft lungekræft, slidgigt, angst, depression og en kronisk tarmsygdom, hvor hun skal på toilettet op til 20 gange om dagen.

Hun falder ofte i hjemmet, hvor hun i mange år har isoleret sig på grund af de stadigt tiltagende fysiske og psykiske problemer. Overalt støtter hun sig til møbler og vægge, fordi de tynde ben let ekser under hende. Alligevel har kommunen nægtet hende førtidspension.

»Der er kun to år til, jeg kan gå på pension. Men al den ventetid … Det har bare taget meget af mit liv. Det er, som om man har sat punktum for mig,« fortæller Vladimira Kristensen fra sofaen i sin lejlighed. Her får hun af og til besøg af sin søster, men ellers går hendes dage med at se fjernsyn og sove mest muligt, så der ikke er så meget af dagen tilbage, når hun vågner.

Ved væggen står rollatoren, og i sofaen sidder hendes bisidder, Bitten Vivi Jensen.

»Mange tror nok, at det ikke sker for en selv. Eller at der er et sikkerhedsnet. Men det her viser jo resultatet af mange års omsorgssvigt, udredning og utallige behandlinger,« siger hun.

Mandag skal Vladimira Kristensen til endnu et møde på jobcentret på Lærkevej i København. Hun har fået afslag på sit ønske om at afholde mødet hjemme hos sig selv. I stedet får hun en grå briks at ligge på i mødelokalet. Hendes sag, der også har været beskrevet i TV 2 Lorry, er et eksempel på konsekvenserne af lovgivning. Senest med den reform af flexjob og førtidspension, som blev vedtaget i 2013. 

Ingen arbejdsevne

Vladimira Kristensen har mange diagnoser. De første tegn på lungekræft blev allerede fundet i 2009, men fejlagtigt blev der ikke fulgt op med den nødvendige kontrol. Først sidste år blev hun opereret og fik fjernet en del af sin lunge. Hun kan ikke få kemoterapi, fordi hendes helbred er for dårligt. I mellemtiden er hun »plaget af træthed og får åndenød ved mindste aktivitet«, som det står beskrevet i hendes sag.

I hverdagen er hun påvirket af rygsmerter, gigt i lænd og knæ samt den meget smertefulde tarmsygdom Morbus Crohn. Hun har så mange sygdomme, at medicin, der virker imod den ene slags smerter, forværrer de andre.

Det betyder for eksempel, at hun ikke kan tåle den medicin mod depression, som hun har prøvet. For to måneder siden fik hun i tilgift konstateret en form for leversvækkende hepatitis, der gør det endnu sværere for hende at tåle medicin.

»Før var jeg altid et udendørsmenneske. Men nu må jeg sidde ned fem gange bare for at skrælle en håndfuld kartofler til kartoffelmos. Jeg kan heller ikke gå ned ad de fem trin ud til gården. Hvis det er en god dag, prøver jeg alligevel for at hente posten. Men mest ligger jeg i sengen,« siger Vladimira Kristensen.

Tarmsygdommen er et dagligt problem, og under en arbejdsprøvning har hun oplevet at blive mobbet på grund af lugten fra toiletbesøg.

I den seneste udredning af Vladimira Kristensen fra Klinisk Funktion fra 2017 står der ligesom i tidligere dokumenter, at hun ikke har nogen arbejdsevne. At selv om mere udredning og behandling måske kan øge hendes livskvalitet, vil det ikke øge hendes mulighed for at arbejde.

Før »det hele blev sort«, som hun beskriver det, havde hun haft flere forskellige job. Hun blev uddannet jordemoder og læste handelsøkonomi i Ukraine. Her arbejdede hun også som stedfortrædende direktør for en restaurant med 56 medarbejdere, hvor hun mødte sin danske mand. De tog sammen til Danmark i 1989.

Her har hun arbejdet som kassedame i Fakta, hjemmehjælper og tolk. Hun husker tolkearbejdet som »fantastisk og med god timeløn«. Men Vladimira Kristensen er begyndt at lide af hukommelsestab, og hun skal i det hele taget bruge lang tid på at få kroppen såvel som talebåndet i gang hver dag.

Hun blev skilt fra sin daværende mand efter rygulykken og har i dag ikke meget kontakt til sin søn eller andet netværk end sin søster.

Lærkevej under pres

Da SR-regeringen med et bredt flertal vedtog reformen i 2013, var hensigten, at færre skulle parkeres på førtidspension resten af deres liv. Særligt unge under 40 år skulle i stedet have den rette hjælp til at finde en plads på arbejdsmarkedet.

Det skulle ske ved hjælp af ressourceforløb, der kan vare op til fem år. I praksis har lovgivningen gjort det meget vanskeligt at få tildelt førtidspension. I København kræver det så meget dokumentation, at ikke engang Vladimira Kristensens omfattende sagsmappe er nok til opfylde kravene.

Sidste år skrev Information historien om misbrugeren Krølle, der efter mange års kamp med systemet nåede at dø, før han fik udbetalt den første del af sin førtidspension. I 2015 kunne Nordjyske dokumentere, at flere var døde end kommet i arbejde under ressourceforløb. Og i København har beskæftigelsesborgmesteren udtalt, at man »nærmest skal være mere død end levende«, før kommunen kan gøre en undtagelse og give førtidspension.

København er en af de kommuner, hvor tildelingen af førtidspensioner er faldet mest markant i forhold til andre kommuner. Efter flere sager i medierne er kritikken af kommunen fulgt med. Den mest højlydte kritik centrerer sig om jobcentret på Lærkevej, hvor personalet ikke har kunnet undgå at mærke presset.

Her har jobcenterchefen, Maria Boje, i sine tre år på posten oplevet tre demonstrationer. Men denne gang er situationen mere tilspidset, fordi diskussionen om loven og sagsbehandlingen er rykket ind på de sociale medier.

»Vi har ikke prøvet før, at der var denne her optrapning på Facebook, hvor medarbejdere er blevet hængt ud med navns nævnelse og kaldt uduelige, verdens ondeste jobcenter og den slags,« siger Maria Boje.

Kritikken af Lærkevej er heller ikke gået Socialrådgiverforeningens næse forbi. Her siger regionsformand Rasmus Balslev, at sagsbehandlerne er blevet skydeskiver for konsekvenserne af politikernes reform:

»Medarbejderne er pressede og bekymrede for, hvad det udvikler sig til. Hvem ved, hvornår det eskalerer? Det er en tilspidset situation. Derfor er det utrolig vigtigt, at de ansvarlige politikere tager ansvar for situationen.«

Socialrådgiverforeningen er generelt kritiske over for de høje dokumentationskrav i reformen.

»Intentionen i lovgivningen var jo, at man skal gå meget langt for at afklare hvert et hjørne af en borgers situation. Vi er kritiske over for, at man har lagt op til at gøre det så stramt, fordi vi kan se, at mange alligevel strander mange år på kontanthjælp eller lever i ét langt udredningsforløb,« siger Rasmus Balslev.

I Vladimira Kristensens tilfælde blev det allerede vurderet af hendes læge i en helbredsattest i 2007, at hendes udsigt til at vende tilbage til arbejdsmarkedet måtte »anses for at være yderst dubiøs«. Det står flere steder beskrevet, at hun er »kronisk medtaget«, underernæret og ofte falder i hjemmet. I 2014 blev hun henvist til behandling med »invaliderende angst«.

På grund af sin svækkede tilstand foregår Vladimira Kristensens samtaler med sagsbehandleren, ud over de fysiske møder på Lærkevej, ofte over telefonen. Hun har også flere gange været i arbejdsprøvning med blandt andet IT, men mødte ikke nok op, til at hendes arbejdsevne kunne dokumenteres i tilstrækkelig grad.

»Men hun er jo netop ikke mødt op mere end de få timer, fordi hun har været for syg og angst til at møde op. Det kan de ikke blive ved med at ignorere,« siger Bitti Vivi Jensen, der har arbejdet med flere sager som Vladimira Kristensens.

Hun har også tidligere været i Information, da hun stoppede i rehabiliteringsteamet på Frederiksberg på grund af sit syn på sagsbehandlingen.

Bekymring for møde på jobcentret

Sidste måned kostede Vladimira Kristensens medicin 1.300 kroner, og hendes økonomi er i dag så stram, at hun jævnligt er uden mad og bagud med regninger. Samtidig har hun i over et år ventet på at få fjernet dørtrin og indsat støttehåndtag i lejligheden, som hun har brug for, når hun bevæger sig rundt.

Imens hun mandag skal møde på jobcentret på Lærkevej, vil en gruppe frustrerede borgere demonstrere imod reformen uden for murerne.

Demonstrationen er arrangeret af grupper som ’Jobcentrets ofre’ med hjælp fra ’Næstehjælperne’, der over lang tid har forsøgt at presse politikerne på rådhuset og Christiansborg til at gøre noget ved loven. En lov, der ifølge dem bliver brugt til at presse de allersvageste borgere med uendelige arbejdsprøvninger, der svækker dem yderligere uden nogen udsigt til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Her vil de stå med skilte med teksten: ’Solidaritet med Vladimira’ og ’Vladimira, vi støtter dig’.

Selv er hun efter mange års isolation bekymret for mødet og udsigten til ressourceforløb. Hun har sovet dårligt af nervøsitet og er mest af alt lettet over, at mødet først foregår lidt op ad dagen.

Sille Veilmark

Der står ikke noget i loven om, at borgeren skal møde op på jobcentret. Det skal vurderes i hvert enkelt tilfælde, hvad der er bedst. Om Vladimira Kristensens møde siger Rasmus Balslev:

»Det lyder på mig, som om jobcentret er presset. Vi ved, at der på Lærkevej bliver lagt op til seks samtaler ind pr. sagsbehandler hver dag, og så er man jo tilbøjelig til at træffe en beslutning, hvor man ikke bruger ekstra tid på at tage hjem til borgeren.«

På jobcentret vil Maria Boje principielt ikke udtale sig om konkrete sager.

– Sker det tit, at borgere har brug for at ligge på en briks under et møde, fordi de er så dårlige?

»Nej. Jeg kan ikke svare i den konkrete sag, men så skal jeg aflyse tre andre borgere. Så det gør vi yderst sjældent.«

– Er det, fordi I har for mange sager pr. medarbejder?

»Lige nu er det sådan, at vi planlægger i god tid, fordi de her rehabiliteringsteams kræver, at mange medarbejdere og forskellige fagligheder møder op. Og en del af vores job er jo også at få mest muligt ud af de offentlige kroner til gavn for flest mulige borgere. Det er en del af hensynet.«

Kritik på alle niveauer

Sidste gang foregik demonstrationen på Rådhuspladsen. Her blev kritikken rettet mod beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R), der også har tænkt sig at dukke op til mandagens demonstration. Mest for at vise sin støtte til sagsbehandlerne inden, men også for at gå i dialog med de borgere, der demonstrerer.

Som borgmester for området i næsten syv år oplever Anna Mee Allerslev, at beskæftigelsesområdet altid har været et område med en hård debat.

»Det har været en hård omgang denne her gang, men førtidspension har altid været ømt.«

Hun er klar over, at nogle har følt sig stødt over hendes udtalelse om, at man nærmest skal være mere død end levende for at få førtidspension. Men hun mener det som en del af den kritik, hun sammen med flere andre store kommuner har rettet mod Christiansborg for at ændre lovgivningen.

»Grunden til, at jeg normalt ikke kommenterer på enkeltsager, er, at jeg ikke er fagperson. Det er ikke respektfuldt over for dem, der har kigget på sagen, og der er stor risiko for, at man har misforstået noget. Men hvis der ikke er blevet begået fejl i denne her sag (om Vladimira Kristensen, red.), er det et klokkeklart eksempel på, hvorfor lovgivningen skal ændres. Ellers kommer der alt for mange af de her sager i fremtiden. Hvis hun ikke er åbenlyst berettiget, hvem er så? Her fortryder jeg ikke at have sagt, at man nærmest skal være mere død end levende for at få førtidspension.«

Allerede nu er der et stort ønske fra en række partier på Christiansborg om at lempe de skrappe krav. Det har blandt andet ført til, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har udsendt en såkaldt ’orienteringsskrivelse’ til kommunerne om at løsne op.

Men som Information tidligere har afdækket, følger kommunen ikke intentionerne i praksis, fordi det ikke har nogen juridisk betydning. SF har nu presset ministeren til at mødes om en mulig lovændring allerede i midten af august.

Tilbage i lejligheden er Vladimira Kristensen blevet træt. Selv om hun er lidt bekymret over al opmærksomheden, håber hun, at hendes sag kan sætte fokus på, hvordan reformen påvirker mennesker i hendes situation:

»Jeg har prøvet det på min egen krop. Det virker ikke, som de tror, det gør.«

I den kommende uge følger Information udviklingen med fokus på Lærkevej og forskellen på tildelingen af førtidspensioner i landets kommuner.