’Danmarks største problem er indvandrere’

Om lidt begynder valgkampen til kommunalvalget. Hver stemme tæller. Information har mødt ti vælgere, som vi over de kommende uger tegner et portræt af. Vi begynder med ægteparret Sonja og Peter Jacobsen fra Sønderjylland
Den 21. november stemmer Sonja og Peter Jacobsen på Ejler Schütt (DF), som er 1. viceborgmester i Åbenrå. ’Han har været vores revisor. Ham kender vi,’ forklarer Sonja. 

Den 21. november stemmer Sonja og Peter Jacobsen på Ejler Schütt (DF), som er 1. viceborgmester i Åbenrå. ’Han har været vores revisor. Ham kender vi,’ forklarer Sonja. 

Jakob Dall

Indland
21. juli 2017

Ægteparret fra Åbenrå har lige nydt en Fernet Branca i deres autocamper på campingpladsen i Charlottenlund.

Peter er 68 år og pensioneret bygmester. Sonja 74 år. Hun plejede at ordne bogholderiet i familiefirmaet.

De planlægger at ligge her i otte dage, siger Sonja.

»I julegave fik jeg to billetter til Det Kgl. Teater af Peter. Så kunne vi lige så godt tage nogle dage på camping.«

I går var de på Bakken.

Peter: »Vi havde et super vejr. Vi var inde at se Cirkusrevyen. Det var rigtigt godt.«

Men de gjorde sig en iagttagelse, de ikke brød sig om, på Bakken.

Sonja: »Vi så stakkevis af kvinder med børn …«

Peter: »Mange børn.«

Sonja: »Og der var jo ikke nogen af dem, der talte dansk til hinanden eller til børnene. Og det var ikke turister. Når de ikke taler dansk sammen, bliver de jo aldrig nogensinde integrerede.«

Peter: »Det skræmte os. Vi har set det samme billede i Århus, hvor Sonja kommer fra. Det synes, vi ikke er godt.«

Jakob Dall

Sonja: »Sådan nogen kvinder, som dem vi så i går – de kan ikke passe ind på en arbejdsplads nogen som helst steder.«

Der er kommunalvalg til november. Snart går valgkampen i gang. Dagbladet Information har i den anledning mødt ti tilfældigt udvalgte vælgere. Hvad betyder noget for ægteparret Jacobsen, når de stemmer? Hvad er det største problem i Danmark lige nu? Og hvad er det største problem i Åbenrå?

Sonja: »Indvandrere.«

Peter: »Det er store summer, der bliver brugt, fordi vi har så mange på overførselsindkomst. De aner ikke, hvad det er at arbejde. De kender ikke glæden ved at arbejde.«

Han holder en kort pause og tilføjer så:

»Det gælder også for mange danske unge.«

DF’ere

Man kunne have spurgt ægteparret om det samme ved kommunalvalget i 2013. De havde svaret det samme: Sonja og Peter stemmer Dansk Folkeparti.

På den måde er dette interview dansk journalistiks pendant til en dansktop-klassiker: Reportagen fra campingpladsen med DF’erne i forteltet. Det føles som at vende tilbage til åstedet i den debat, der har defineret dansk politik i hvert fald siden valget i 2001.

Udlændingespørgsmålet synes stadig superpotent. Det er konklusionen efter at have interviewet ti tilfældige vælgere fra Helsingør til Tønder. Bevares.

Det er en meget lille population, og vælgerne er på ingen måde repræsentative. Ti andre vælgere fra ti andre steder havde givet andre svar.

Flygtninge og indvandrere er for en del vælgere et symbol på et land ude af vater. Vælgere, som elsker velfærden. Men de stoler ikke længere på, at fællesskabet er der for dem, hvis de en dag måtte få brug for det, selv om de har betalt deres skat i årevis. Det er som om, der aldrig er penge nok.

De stoler ikke på, at de nye danskere kommer for at bidrage frem for at nasse. De stoler ikke på, at de lærer dansk. Stoler ikke på, at de vil omfavne vores demokrati, vores ligestilling og den uudtalte kontrakt, som holder sammen på campingpladsen Danmark.

Man holder bardunerne stramme selv. Man generer ikke de andre. Men man giver selvfølgelig en hånd med, hvis nogen har et problem.

Sådan er reglerne.

Afrika

Men selv hvis man gerne vil overholde reglerne, er der jo kun plads til så mange på campingpladsen.

»Vi kan ikke redde hele verdens befolkning,« siger Peter.

De har selv rejst i Afrika, hvor de har set nøden. Ægteparret besøgte SOS-børnebyerne og besluttede sig på stedet for at hjælpe. De valgte at støtte en lille pige økonomisk. Hun er nu voksen og har færdiggjort en universitetsuddannelse. Nu støtter de en syv-årig dreng på samme måde.

»Men vi kan ikke redde alle. Det kan godt være, at det er egoistisk. Men vi skal da også kigge lidt på fremtiden for vores børnebørn og oldebørn, som vi har fået. Jeg tror, de bliver hårdere ramt, end vores ældre allerede bliver det i dag.«

Peter er bekymret.

»Det går kun en vej. Fordi tilstrømningen er vokset. Og fordi de får så mange børn.«

Det er Folketinget, som regulerer indvandringen. Men det er ude i kommunerne, at integrationsopgaven skal løftes.

Peter og Sonja nævner bandekriminaliteten ­­– der har været skudepisoder i Haderslev og Sønderborg.

»I Åbenrå har vi heldigvis været forskånet,« siger Peter.

Ellers nævner de tabet af arbejdspladser som det største problem i Åbenrå.

»Der er mistet mange arbejdspladser. Hvorfor skal alting ligge i København? Det er vi modstandere af. Med den teknologiske udvikling kunne mange job lige så godt ligge her.«

En flygtning fra Bosnien

Familiefirmaet P. Jacobsen er i dag afviklet efter at have eksisteret i tre generationer. Peters søn ønskede ikke at fortsætte det firma, som begyndte, da Peters bedstefar byggede en trillebør til sig selv. Som sin far før ham begyndte Peter som murer.

Da de var flest, beskæftigede de 30 mand. De byggede for den sønderjyske Jebsen-familie, kendt som milliardærer, ejer af over 100 historiske ejendomme og ven af kongehuset.

»Alle håndværkere var fra Sønderjylland,« siger Peter.

»Selv når der blev bygget nyt, var det med kampestenssokler, bindingsværk og stråtag.«

Fra midten af 1990’erne kom flygtninge fra krigen i det tidligere Jugoslavien til Danmark. Peter ansatte en af dem som murer. Han og hans familie kom fra Bosnien.

Sonja og Peter ser dem stadig. Deres datter klarer sig fint og har et godt job i Sønderborg Kommune. Alligevel vil de ikke betegne det som en rigtig succesfuld integrationshistorie.

»De er ikke glade for at være her, det er de altså ikke …« siger Peter.

Sonja: »De har købt et sommerhus i Kroatien og tager derned, lige så snart de har muligheden for det. De er fra Bosnien, men tør ikke overnatte dernede.«

Peter: »Vi kan mærke, at han ikke arbejder mere. Så falder deres dansk tilbage.«

Det er et problem, de kender alt for godt, når Peters 92-årige mor skal til kontrol på sygehuset. Her er mange læger udenlandske, og moren forstår ikke, hvad de siger.

Provokationen

Ægteparret var på ferie, da flygtninge fra Syrien pludselig vandrede på en motorvej. Men de læste om det.

»Der blev vi godt nok chokerede,« siger Peter:

»Der er vi for blødsødne. De skulle have været gennet væk. Det var ren propaganda, det dér.«

– Hvad mener du med ren propaganda?

»Det var nok for at gøre opmærksom på deres situation. Men det skal vi ikke finde os i. Det skal vi ikke.«

For ham var det en provokation.

»De provokerede ved at gå på motorvejen. Vi har jo en hovedvej A10, som går parallelt med. Så kunne man jo have valgt den.«

Hvis det havde været en hvilken som helst anden demonstration, var motorvejen ikke blevet spærret af, siger Peter.

»Så var de blevet arresteret eller gennet ud til siden. Det skal vi ikke finde os i. Mange gange finder vi os i for meget. Hvis man ikke siger fra over for børn, så spænder de bare buen noget mere.«

Sonja peger på et eksempel fra december, da de sidst var i København.

»Alle de tiggere. Tænk sig, de lå og sov i soveposer på gaden.«

De har været på Strøgtur igen, og Peter glæder sig over, at der er ryddet op.

»De var altså væk.«

Og det er godt sådan.

Peter: »Det var et helt forkert signal at sende. Krydstogtsskibene lægger til, turisterne går op i byen, og så er det, hvad der møder dem. En flok tiggere.«

Han tier. Så kommer der en eftertanke.

»De har det nok ikke godt. Det tror jeg ikke, de har … Men vi kan jo ikke redde hele verdens befolkning.«

Kæresten

Den 21. november stemmer Sonja og Peter på Ejler Schütt (DF), som er 1. viceborgmester i Åbenrå.

»Han har været vores revisor. Ham kender vi,« forklarer Sonja.

Til Folketingsvalget er Peter Kofod Poulsen (DF) deres mand. De kan godt lide hans tankegang. Selv om de morer sig lidt over, at han har fundet en kæreste fra Østeuropa. Politikeren, som slog sig op på en hjemmeside, der hed meldenøsteuropæer.dk.

Det betyder ikke noget for Peter Jacobsen.

»Folk må gerne skifte mening, når bare de indrømmer, at det er det, de gør. Og forelskelse er jo en tilstand af sindssyge …«

Det sidste er sagt i spøg.

Sonja rejser sig og begynder at hænge vasketøj op på en improviseret tørresnor.

»Vi har slet ikke noget imod, at udlændinge er her i landet. Men de skal bidrage,« siger hun.

»Det skal vi alle sammen.«

Hver stemme tæller

Om lidt begynder den kommunale valgkamp. Liberal Alliance og Alternativet forsøger at slå igennem. Nye Borgerlige stiller op for første gang. Information giver ordet til 10 vælgere. Fra mekanikeren til bryllupsfotografen. Fra Tønder til Helsingør.

Journalist Morten Frich og fotograf Jakob Dall har kørt rundt i landet for at møde danskere på tilfældige steder uden forudgående aftaler. De har interviewet og fotograferet ti af dem, som sagde ja til at medvirke.

Folk har kunnet tale om lige de emner, de er optaget af. Målet er at gengive, hvad vælgerne taler om, og hvor de taler fra. Vi har spurgt, hvad de plejer at stemme, og hvad de overvejer at stemme til KV17. I udvælgelsen har Information tilstræbt en mangfoldighed af politiske anskuelser, geografi, erhverv, køn og alder.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Der er jo ingen sammenhæng i deres argumenter.

Ole Frank, Eva Schwanenflügel, Mads Berg, Nanna Wulff M., John Hansen og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Af alle synder er undladelsesynderne de værste.

Men det allerstørste problem er, at lige netop De Fæle er løbet med hele denne politiske dagsorden, som i sin tid omegnsborgmestrene også gjorde opmærksom på, men blev tiet ihjel, fordi alle andre partier enten sov i timen, har æret konfliktsky, har lagt deres solidaritet et fremmedartet sted eller er blev besnakket af disse radikale slingrefise, ingen endnu har fundet ud af selv kommer fra …

Resten af historien kender vi, følgerne bliver vi gjort opmærksom på næsten dagligt, hvor en ny højreekstremisme viser sit genkendelige ansigt i populistiske strømninger, og som nok vil tage yderligere mindst halvtreds år at få gjort kål på, inden de værste efterveer er faldet til et nogenlunde civiliseret niveau – men indtil da lurer brutaliseringen af samfundet lige under overfladen …

Hvor har dele af venstrefløjen egentlig befundet sig det seneste halve århundrede – har de overhovedet analyseret sig frem til, hvorfor det lige netop er disse laurbærbesmykkede ’skiderikker’, der stadig tegner massens ’elite’ og på det seneste presser anstændige partier til at foretage politiske dispositioner, skrappere end de ville have været, dengang de burde have gennemført dem for årtier siden – men et mindretal nu bruger oceaner tid på, at jagte de borgerlige, der er begyndt at prøve på at indhente og eliminere nogle af fortidens synder, givetvis forkølede forsøg på, at vende tilbage til fortidens allerstørste politiske fuser …

Søren Ferling, Claus Schmidt, Peter Hansen, Morten Pedersen, Michael Friis, Henrik Andersen, Kim Houmøller og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Ja hvor har venstrefløjen befundet sig. Hvorfor har de ikke arbejdet hårdere på internationale løsninger? Fx. så internationale selskaber ikke bare kan flytte rundt efter de mest lempelige forhold for at undgå skat, ordenlig løn og arbejdsforhold til deres ansatte for ikke at tale om miljøhensyn.
Er det ikke det største problem?

Peter Knap, Annemette Due, Ole Frank, Flemming Berger, Ole Henriksen, Anne Schøtt, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Anders Barfod, Peter Hansen, Niels Duus Nielsen, Mona Blenstrup, Steffen Gliese, Henriette Bøhne, Hans Larsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Venstrefløjen har svigtet sine kernevælgere eklatant. At mange ser D.F. som eneste redning af deres hverdag er ren logik. At D.F. ikke fører en politik der gavner deres vælgere, må skyles manglende evner eller politisk begavelse. At få Mette Frederiksen og socialdemokratiet tilbage på sporet, er vel ren utopi?

Vi har sammensat et folketing der fører elitens politik!

Det største - danske - problem/udfordring er den forenkling (den 8. dødssynd?) og generalisering og den tiltagende indskrænkning af måden hvorpå verden opfattes. At viden, erfaring, indsigt mv. lægges for had, og/eller ignoreres - hele tiden. Siden Rindal og Glistrup og især Kjærsgård trådte ind på scenen, har fordummelsen bredt sig med ildevarslende hast. Længe før Trump kom, havde vi her til lands vore egne Trumpister..
Ægteparret er såmænd ikke de værste, men det er dog underligt, at de, der kommer fra en egn - Sønderjylland - hvor der altid (?) har været (mindst) to kulturer/sprog: dansk, tysk og frisisk, at de ikke kan se, at vel kan den slags give udfordringer, men at disse med tiden mindskes og med tiden bliver et plus for området.

Ole Frank, Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Palle Pendul, Eva Schwanenflügel, Helle Bovenius, Poul Erik Pedersen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, John Hansen, Kenneth Jacobsen, Søs Dalgaard Jensen, Hans Larsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Søren Jacobsen

Der sker da også noget politisk positivt i Sønderjylland en gang i mellem. F.eks. har Alternativet stiftet en lokalforening i Aabenraa for nylig.

Torben Myrhøj, ingemaje lange, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og John Hansen anbefalede denne kommentar
Ryan Klitholm

Danmarks største problem er nærmere mennesker som de to i artiklen. Det snæversyn og den middelmådighed, der kommer til udtryk her, og som mange danskere excellerer i og mange danske politikere "dygtigt" slår mønt på, løser ingen problemer hverken for dem selv eller andre. Klimaforandringer, tiltagende forurening, overbefolkning, stigende fattigdom og ulighed i verden, folkevandringer og alle tidens øvrige globale problemer og udfordringer fiser lige hen over hovedet på velbjærgede danskere i lavloftede campingvogne.

Tuomas Sihvonen, Ea Movang, Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Peter Andersen, Eva Schwanenflügel, Helle Bovenius, Mads Berg, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen, John Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det mest fantastiske er, at de siger, at alle bare skal arbejde - for hvis der er nogen, der har forhindret det, er det Dansk Folkeparti, der har modsat sig al integration og alle muligheder for at komme til at leve en almindelig tilværelse.

Ole Frank, Anne Mette Jørgensen, Torben Skov, Karsten Aaen, Peter Andersen, Eva Schwanenflügel, Mads Berg, Poul Erik Pedersen, Arne Lund, Hans Larsen og John Hansen anbefalede denne kommentar

Ja, det ville være ovenud befriende og godt for fremtidige generationer, hvis alle snævertsynede og indvandrerfjendske kunne se ud over deres egen egoistiske næsetip. Apropos de udenlandske læger på mange danske sygehuse, som den omtalte kvinde i artiklen har svært ved at forstå: Hvad med at lære lidt fremmedsprog?

Karsten Aaen, Peter Andersen, Steffen Gliese og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Mona Blenstrup

"Apropos de udenlandske læger på mange danske sygehuse, som den omtalte kvinde i artiklen har svært ved at forstå: Hvad med at lære lidt fremmedsprog?"

Det er lige friskt nok, at forlange, at danskere skal lære noget fremmedsprog, når de ikke forstår en læge på et hospital. Det svarer til at skulle lære sig de medicinske sprog og termer, hvilket ville være dybt urimeligt. Mange læger fra andre lande primært østlandene er svære at forstå selv for personalet, de arbejder sammen med.

John Hansen, jeg synes du er lige hovski snovski her.

Hans Aagaard, Michael Friis, Niels K. Nielsen, Anne Mette Jørgensen, Dennis Jørgensen, Flemming Berger, ingemaje lange, Karsten Aaen, Søren Ferling, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Anders Barfod, Peter Hansen, Henrik Andersen, Morten Pedersen og Morten Clausen anbefalede denne kommentar

Det undrer mig en del, at INGEN af de, formodede intelligente, debattører fremkommer med blot en anelse af antydning af, hvad deres egen løsning på et konstateret problem er?
Derimod skulle det ikke undrer mig, om jeg nu vil blive udsat for diverse stråmænd om nok at være DFér, hvilket jeg absolut ikke er. Selvom jeg ganske glimrende fatter se ærede sønderjyders holdninger og meninger om emnet. Men de færdes jo heller ikke i en guldfiskebowle, men bruger deres øjne og forstand.

Anders Aalbæk, Hans Aagaard, Torben Pedersen, Michael Friis, Niels K. Nielsen, Søren Ferling, Christoffer Pedersen, Morten Pedersen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Jeg tror faktisk denne artikel i det store hele rammer den almen befolknings syn på godt og ondt.
Vi har vores menneskesyn ud fra hvad vi ser og hører og ret typisk blander vi forargelse og fordomme sammen,men siger alligel men: hvis nu de bare er næsten som os er de gode nok. Nu var disse chokerede over antallet af "fremmede" på Bakken, det mest folkelige sted i landet, næsten. De lagde mærke til sproget og påklædning og glemte fuldstændig at vore nye medborgere blander sig med os andre og så et sted, hvor der er rigeligt med alkohol. Jeg undlader at blande de intellektuelle politiske overvejelser ind her :)

John Hansen, Peter Rasmussen, Karsten Aaen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Karl Aage Thomsen

Det er muligt, at det Sønderjyske par bruger deres øjne, men forstanden har lidt svært ved at følge deres øjne. Vi er ofte på Bakken med børnebørnene, og det er ikke de såkaldte udanske børn, der står og larmer i køerne til Bakkens mange forlystelser. Det er forkælede danske børn. Flygtningebørnene har ikke råd til at stå i kø, så de er tvunget til at være tilskuere til Bakkens forlystelser. Måske skulle det Sønderjyske par lige kigge en ekstra gang og tage Dan Folkepartis fremmedfjendske vat ud af ørerne,næste gang de besøger Bakken, og lytte til de skrigende danske børn ved køen til forlystelserne.

John Hansen, Christel Gruner-Olesen, Ole Frank, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Anders Barfod, Viggo Okholm, Mads Berg, Arne Lund, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

En lille bemærkning til "Apropos de udenlandske læger på mange danske sygehuse, som den omtalte kvinde i artiklen har svært ved at forstå"
Dette problem kan "vi" takke Bertel Haarder for ,da han som undervisningsminister skar ned på antal uddannelser på lægestudiet.

John Hansen, Christel Gruner-Olesen, Anne Mette Jørgensen, Karsten Aaen, Hanne Ribens, Peter Andersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Egon Stich. Den indvandring, vi har haft ind til nu, er hverden demografisk eller økonomisk et problem. Den er absolut et holdningsmæssige problem.
Det kan hurtigt vokse til et masivt problem på grund af ringere leveforhold, primært forårsaget af vestlig levevis og tankegang, der har sat os over naturen i tro på vi kan overvinde den.
Du kan ikke lave hegn, der ikke kan omgås. Du kan ikke bekæmpe dem med våbenmagt, for de vil dels udmatte os med deres mængde, dels er væsentlige råstoffer til moderne våbenproduktion i deres hjemlande.
Vi må, som altid, forstå naturen så godt vi kan og indrette os der efter.
Det kan sagtens betyde, at campingferie er slut. Det kan sagtens betyde begrænset mængde kød på bordet, helt sikkert ingen import af proteinfodder til dyr.
Det kan også betyde, at ulven i store områder skal have fortrinsret for mennesket og dets dyrehold.
Det er ikke et sukkersødt Disny billede af naturen, vi skal have som model. Det er Grims eventyr, der viser os verden i al dens skønhed og gru.
Det er ikke blot is-kapperne, der er ved at nedsmelte, det er hele vores livsform, og det er ikke flygtningenes skyld.

John Hansen, Ole Frank, Flemming Berger, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Helle Bovenius, Viggo Okholm, Jens Thaarup Nyberg, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Når der ikke er læger i udkanten er det fordi de ikke vil derud!!!

Anders Aalbæk, Søren Ferling og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
RAsmus Larsen

@Arne Lund. Dit citat:
"at de ikke kan se, at vel kan den slags give udfordringer, men at disse med tiden mindskes og med tiden bliver et plus for området."
Det lyder som om du tror at det er en slags naturlov at indvandring er et plus. Det læner sig desværre op af et historicistisk historiesyn. Sandheden er snarere at indvandring kan være godt og skidt (for Amerikas oprindelige folk er de mange enige om at det var skidt). Hvad der afgør om det bliver godt eller skidt er vel måden vi håndterer det på, diskuterer det, og ytrer vore bekymringer og håb, og prøver at forstå hinandens situationer. :)

Hans Aagaard, Vivi Rindom, Finn Thøgersen, Karsten Aaen, Søren Ferling, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Helle Bovenius anbefalede denne kommentar

Rasmus Larsen - Jeg kryber til korset - der skulle også stå det lille "kan". Nemlig: "at disse med tiden kan mindskes og med tiden bliver et plus for området."
Det mener jeg (som født og opvokset i Sønderjylland i årene efter krigen), er tilfældet i denne egn. Men du har ret: det gælder naturligvis ikke overalt og til alle tider. Så nej - der er ingen lovmæssighed her.

Hans Aagaard, Flemming Berger, ingemaje lange, Karsten Aaen, Søren Ferling, RAsmus Larsen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Viggo Okholm og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Flygtningene på motorvejene var ren provoganda for at ville til Sverige og for enhver pris undgå at blive stoppe i Danmark. Hr. og fru Danmark fra Sønderjylland der tilsyneladne ikke stoler på nogen, vil åbenbart godt støtte afrikanere, hvis de bliver i Afrika også selvom de ikke kender glæden ved at arbejde sådan som danskere gør.... du godeste et par tomhjerner....

John Hansen, Holger Madsen, Arne Lund, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Hvis vi skal kigge på hvad der er Danmarks største problem her og nu, så er indvandrer og flygtninge da et enormt problem. Klimaforandringerne og andre skrækscenarier der måske kommer om xx antal år er jo ikke NU problemer.
Uden at gå i tal detaljer er kriminalitet, arbejdsløshed, antal førtidspensioner etc alarmerende højt for flygtninge/indvandrere i både 1. 2. og 3. generation.
Ud over det koster store summer - penge som ellers kunne være brugt på alt fra skattelettelser til højere kontanthjælp - så er det nærmest dagligt medierne bringer efterlysninger af gerningsmænd "med anden etnisk udseende", knivdrab og skudvekslinger hører til hverdagen. Og der kunne skrives mere af samme karakter.
Langt hovedparten af de flygtninge og indvandrere som kommer har ingen uddannelse som kan bruges her. Og kulturen er ikke bare forskellige, men meget forskellig.
Og alle de flotte ord og løftede pegefingre fra de frelste, som mener vi danskere skal tage det som en selvfølge få ændret de værdier som etniske danskere anser som vigtige, skal laves om, ud over den i forvejen høje pris der betales.
De mange overophedede debatter om spørgsmålet viser i sig selv at det ER et stort problem.

Anders Aalbæk, Henrik Andersen, Morten Pedersen, Hans Aagaard, Torben Pedersen, Niels K. Nielsen, Dennis Jørgensen, Christel Larsen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Inden længe vil medierne være fulde af efterlysninger efter et tørt sted, hvor man kan tørre sig efter at havets vandstand er begyndt at stige for alvor...
Der er just kommet en bog der hedder "Vandet kommer" skrevet af en seriøs forsker...

Torben Skov, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Poul Solrart Sørensen
Det med vandstanden tror jeg også på, inkl de uoverskuelige konsekvenser det får. Men hvis vi kun skal tænke på de meget aktuelle ting, som sker lige nu og ikke når vandstandene stiger, så udgør flygtninge/indvandrere da et stort problem.

Men du har ret hvis du mener vi (verdenen som sådan) nok skal have buksevand før det med klimaet rigtigt trænger ind der hvor der kan ændres på tingene.

Henrik Andersen, Hans Aagaard og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg synes, at flygtninge og indvandrere mest fremtræder som et problem, fordi intet bliver gjort for at løse det - af skræk for, at løsningen vil tiltrække flere.

Egon Stich, Christel Gruner-Olesen, Ole Frank, Ryan Klitholm, Torben Skov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Hvad siger og kræver egentlig Patientforeningen.

Kommentaren 10:16 viser med al tydelighed denne neo-brutalisme, som efterhånden alle steder breder sig i samfundet, godt hjulpet på vej af ’nyttige idioter’, at forståelsen for den negative situation danske statsborgere, selv hvor det handler om noget så vigtigt som deres helbred og krav på anstændig behandling i henhold til erhvervede regler på området patientbehandling, kan blive bragt i på hospitalerne, hvis de ikke insisterer på overholdelse af gældende patientrettigheder …

En prekær situation, som udelukkende er opstået af politiske sparehensyn og ideologisk kynisme, for at redde privathospitalerne, med det resultat, at hvad som helst udefra, som bare ligner en læge, bliver ansat og kan bruges, selvom der efterhånden er adskillige åbenbare fejlansættelser ofte med forværret resultat for patienten …

Kravet til sygehusledelserne ma her være, at alle ansatte kan gøre sig forståelig på et ordentligt dansk, alternativt må patienter under behandling anmode om ’a second opinion’ fra en professionel, der behersker sproget og kan kommunikere med den danske omverden, få det hele dokumenteret skriftligt i journalerne og kunne få udleveret diagnoser, behandlingsforslag og alt andet relevant for patienten på dansk – så f.eks. pensionister ikke af den grund skal lære diverse fremmedsprog – inkl. latin og et utal ’Hot’N’Tot’ - dialekter …

Hans Aagaard, Anne Mette Jørgensen, Dennis Jørgensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Jan Weis
Gad vide om danskere ret ret til en tolk hvis de ikke forstår hvad der bliver sagt?

Som forbruger af alt muligt junk på markedet har man i det mindste krav på en brugervejledning på dansk – forbrug af læger burde følge samme naturlige logik … ;-)

Henrik Andersen, Hans Aagaard, Anne Mette Jørgensen, Kim Houmøller og Christoffer Pedersen anbefalede denne kommentar
Ryan Klitholm

Hvordan kan nogen i dagens Danmark seriøst mene, endsige skrive, "hvis" klimaforandringerne kommer?
Jeg ved ikke lige, hvad det er for en "almenbefolkning" en her i kommentaren tror, at campisterne i artiklen er repræsentanter for. Her i den nordjyske udkant, hvor DF har notorisk svært ved at få tag i folk, møder man sjældent lige så virkelighedsfornægtende holdninger som i artiklen og som enkelte i kommentaren til den.

Karsten Aaen

Jan Weis - og andre:

Ja, hvor har venstrefløjen dog været de sidste 50 år! Bestemt ikke på den måde som du tror!
Alle synes at have glemt, at det var VKR-regeringen, med V og K i spidsen, der fra 1868 til 1971 åbnede op for arbejdskraft-indvandring fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan. V og K især, men med R, som det tynde øl så også fik med til, bl.a. at de her indvandrere fra de her lande ikke længere skulle ud af landet hvert halve år for at få fornyet deres tilladelse til at komme ind i DK igen. Den her VKR-regering gav vist også tilladelse til? at Ishøjs borgmester, Per Madsen, satte både husleje samt indskud i de 4-5 værelsers lejlighed i almennyttige boliger, i Ishøj, meget ned. Og det førte til en hel del fremmedarbejdere - som vi kaldte dem i 1970erne - fra de her lande. Og det førte til, at Hanne
Reintoft var DKP sagde det her i i Folketinget i 1970:

"Vi har en høj organisationsprocent i vor fagbevægelse og trods alt en nogenlunde slagkraftig fagbevægelse. Men når det samtidig fremhæves, at fremmedarbejderne vil komme til at tage det lavest betalte arbejde, så indrømmer man faktisk fra ministerens side den løntrykkende indflydelse, som fremmedarbejderne får, og det står faktisk også imellem linjerne i redegørelsen, at det kan være hensigtsmæssigt for det hellige og ukrænkelige erhvervsliv og dets ret til at udbytte mennesker i videst muligt omfang.............. Den eneste måde, de lavtlønnede får forbedrede forhold på, det ved vi fra mange, mange års arbejdskamp, er, at de stærkeste fagområder trækker lønnen i vejret og derefter trækker de lavtlønnede med. Men hvis det er ministerens hensigt, at vi skal have så mange fremmedarbejdere som muligt ind som ekstra løntrykkere, så løser vi jo aldrig lavtlønsproblemet, og så må vi henstille, at man indstiller de medlidende og tilsyneladende sociale taler om det, som man ikke mener."
kilde:
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/hanne-reint...

Modstanden mod den her indvandring kom nemlig fra venstrefløjen, fra den danske fagbevægelse og til dels også fra Socialdemokratiet; dette førte så til, at der i november 1973 blev indført et stop for indvandring i DK!

Der skete så det, at i 1980erne og 1990erne kom der en hel flygtninge til DK, fra Iran, Irak, Afghanistan, Kosovo-Albanien, og også en hel del palæstinenserne. Og når jeg kigger ud i det danske landskab, ja så synes det at være klart for mig, at der hvor der er palæstinensere flest - Mjølnerparken, Vollsmose, Gellerup-parken mm. - er det også der, hvor der flest problemer, opgaver og udfordringer med at få integrationen til at lykkes. Ganske givet, fordi som Per Madsen sagde i et interview (til Berlingske, JP, eller Politiken) i 1977 eller 1978, at de her familier de vogter over hinanden, sladrer om hinanden, f.eks. om Hvem har du kysset i din Gadedør! eller hvem der nu er det med hvem og hvornår. Ganske som i Per Madsens barndom i Rønne på Bornholm. Og ganske som i enhver anden dansk landsby eller middelstor provinsby i 1960erne og 1970erne - og det er ganske enkelt ikke til at holde ud. Men hvad vi som samfund lige skal gøre ved det, aner jeg altså ikke.

Esben Lykke, John Hansen, jens peter hansen, Dorte Sørensen, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Lad mig dertil tilføje, at hverken VK-regeringen i 1980erne, eller 00'erne, gjorde noget for effektivt at integrere de flygtninge, der kom hertil i løbet af 1980erne og 1990erne. Først med Thorkild Simonsen som indenrigsminister fra 1997-2001 kom der en hel del andre boller på suppen. Her blev det nemlig vedtaget - også med det radikale venstres stemmer! - at flygtninge - skulle gå på sprogskole i mindst 15 timer om ugen, de skulle deltage i et integrationsprogram i kommunerne i tre år, de blev placeret, af Udlændingestyrelsen i kommunerne, de skulle også i forskellige former for aktivering ud over at gå i sprogskole samt at de så vidt muligt skulle placeres i små landsbyer uden for de store byer. Personligt har jeg undervist elever fra Kosovo, Somalia, mm. som netop blev placeret i små landsbyer uden for den større østjyske by jeg bor - og de elskede det, de her flygtninge. Fordi det mindede dem om den landsby de kom fra - i Somalia, i Irak, i Kosovo.

Og nu sidst her med SRSF-regeringen blev det vedtaget at flygtninge så vidst muligt skulle i arbejde, at dansk-undervisningen skulle understøtte dette arbejde, eller den praktik, de her flygtninge skulle i - senest 4 uger efter, at de var kommet til den kommune, hvor de skulle bo i de tre år, som integrations-programmet stadig varer. Og man kan sige meget om det, men jeg har personligt undervist mindst 4, hvis ikke 6, flygtninge, som har været i praktik, og som bagefter har fået et job, enten som løntilskud, eller et regulært job. Så den der med, at flygtninge ikke ønsker at arbejde, eller ikke gider at arbejde, sådan som det interviewede ægtepar fra Sønderjylland er inde på, ja,til det kan jeg bare sige det her: Al mine 18 års erfaring som indvandrer og flygtningelærer, kaldet lærer i dansk som andetsprog, modbeviser det!

Det eneste jeg hører jobkonsulenterne, som bl.a. skaffer flygtningene praktik mm., på min arbejdsplads sige er det: flygtningene flest siger "ikke praktik", men arbejde, arbejde, arbejde. De vil gerne arbejde. Og hvorfor vil de det? Fordi de kommer fra lande, hvor de har været vant til at arbejde. Der er så en hel del grunde til at nogle af dem ikke kan arbejde - eller at det er realistisk for dem at få et arbejde, de kan være så traumatiserede, at det vil være urealistisk, de kan være analfabeter på 45 til 55 år, som vil have mere end svært ved at få arbejde i DK. De kan være ældre mænd på 55+, hvor det også kan være svært for dem at få et arbejde i DK! Eller de kan også være forholdsvis unge mænd og kvinder, som er så traumatiserede, at de aldeles ikke kan få et arbejde i DK - måske nogensinde! Omvendt er to af mine elever også endt i løntilskud - men de er også forholdsvis unge. Så bare at tro, at alle flygtninge, der kommer til DK kan arbejde, bare fordi systemet siger, at de skal de - det er altså en illusion. Men det betyder altså ikke, at vi ikke skal prøve at få dem i arbejde :)

John Hansen, Christel Gruner-Olesen, Dorte Sørensen, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Karsten Aaen,
så er vi omsider nået så vidt, at også du erkender problemerne, men heller ikke har forslag til, hvordan de løses – måske kan det hjælpe, at kikke ud ad vinduet i dag og lade historien ligge, din gennemgang af denne er ikke helt fyldestgørende – der var vistnok også en tidligere kvindelig socialdemokratisk amtsborgmester, der allerede dengang beskrev situationen og de kedelige udsigter i en fremsynet rapport, som den dag i dag er opbevaret i giftboksen – hos S - men åbenbart de seneste år er blevet læst i smug …

Henrik Andersen, Morten Pedersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Vil ikke kommentere på ægteparrets opfattelser.Det taler for sig selv!

Men når John Hansen, så uforskammet skriver, hvad med at lære fremmedsprog, så aner han jo ikke hvad han taler om.
Læger fra andre lande kommer fra et utal af lande og hvor mange danskere kan forståog tale Serbokroatisk, Arabisk, Hollandsk, Tysk, Spansk, Pakistansk +++
Har du John Hansen været indlagt på et dansk hospital for nylig?
Til Jens Peter Hansen, du ved heller intet om virkeligheden på et dansk hospital. Tror du virkelig at det kun er i det såkaldte udkantsdanmark at problemet eksister, for i så fald skal du vide, at det hersker i bedste velgående i Sygehusregions Hovedstadens hospitaler.
Jeg er desværre ofte indlagt, og har udover et totalt forvirret lægekorps ofte oplevet læger( også danske) som har så travlt og er så stressede, at de skriver forkert i journaler, glemmer og ikke magter at lytte, for de skal jo nå rigtig mange patienter på ders vagt, Så skide være med kvaliteten.
Når jeg ligger og der og der foran mig står en spansk ung læge, der lige er landet i Kastrup og jeg stiller ham et helt enkelt spørgsmål og manden stå og kigger med tomme øjne og drejer om på hælen, fordi han bliver flov eller beder om hjælp, så er han faktisk kun til besvær.
Jeg har forsøgt at tale engelsk ,men de slår over i dansk som ofte er uforståeligt eller de prøver igen.
Det er jo ikke deres skyld, at man ikke fra dansk lovgivnings side kræver, at de kan et forståeligt dansk.
En Serbisk læge der udover elendigt dansk var endog meget uforskammet, men det oplever man også hos danske læger.
så til hele det system. tag Jer sammen
I Har 2 ører,men kun en mund.

Søren Jacobsen

"Danmarks største problem er indvandrere"

Det der oftest høres er så, at de godt nok ikke selv har haft kontakt til en indvandre. Deres oplevelser bygger udelukkende på formodninger og antagelser helt uden egen erfaring.

Esben Lykke, John Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Søren Jacobsen
Jeg har kontakt med indvandrere som på enhver måde er gode mennesker, Man skal dog ikke følge ret meget med i medierne for at finde ud af der er udfordringer med flygtninge/indvandrere.
Der er jo også mange der aldrig har været på et jobcenter eller deltaget i en krig, som godt kan danne sig en mening ud fra hvad der berettes i medierne mv.

Touhami Bennour

A propos at tale "fremmed sprog". de fleste dansker begynder med at tale arabisk om morgen uden at vide det, og det gør folk fra højre og venstre. Når du tage en kop( kommer fra coupe, fransk eller spansk cup , almindelig fransk "tasse", også tysk tasse) er arabisk, ligesom kaffe og sukker, og te, sofa, divan, (vær so god og sidde på divan) og trække kaffe, er det hele arabisk. limonade, orange saft, alcool og tusinde andre ord. Disse mennesker er nyttige idioter for eliten når de er værst. De griner når almindelige mennesker bagtaler "araber" . for det er de, det drejer sig om i dag.

Touhami Bennour

Rettelse, jeg trækker tilbage og beklager det udtryk "nyttig idioter" og foretrækker "uvidende"

Steffen Gliese

jan Weis - hvis der er nogen, de aldrig har fremsat et forslag til at løse problemerne i forbindelse med at modtage flygtninge og indvandrere, kommer jeg hurtigt på en anden end Karsten Aaen, der må siges utrætteligt at have taget sin tørn og hjulpet de første skridt på vejen.
Hvad der mangler - og har manglet altid - er en simpel anerkendelse af, at det er helt almindelige mennesker med tilstrækkeligt omløb i hovedet til at komme væk fra en ubærlig og farlig situation og nu i et fremmed land er prisgivet andre menneskers gode vilje.
Hvis det var udgangspunktet - og i øvrigt også udgangspunktet i vores egen behandling af hinanden indbyrdes - havde vi nok haft et velfærdssamfund, som det ikke havde været så nemt at stjæle væk under fødderne på os.

Esben Lykke, Karsten Aaen, Palle Pendul, Viggo Okholm, Hans Larsen, Christel Gruner-Olesen, Dorte Sørensen og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Peter Knap:
Tak for et indlæg, der indeholder tanker om sagen. Noget man kan tænke over, og måske, måske ikke, kan anvendes til egen opfattelse af et komplekst problem. Sådant efterlyses.

Steffen Gliese,
er du aldrig nervøs for - hvis du engang, muligvis i den nærmeste fremtid, omsider skulle vågne op – vil få et chok ved bare at kikke dig omkring og bruge din forstand … ;-)

Dorte Sørensen

Jan Wels
Hvem der bør vågne op og bruge sin forstand er der nok flere forskellige opfattelser af.
Med hensyn til Vestegnens borgmesters besværligheder var i mine øjne skabt ved at de sociale boliger blev opført i stor stil i deres kommuner, hvorved mennesker med få økonomiske midler blev samlet i deres kommuner.
Mon ikke megen var løst hvis de sociale boliger var blevet jævnt fordel i kommunerne. Herved var den ellers højt besungne forskellighed i skolerne og andre steder blevet til glæde for alle og ikke et problem for et antal kommuner eller bydele.

Karsten Aaen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Peter Rasmussen

Da jeg så artiklens overskrift, fik jeg en forventning om, at Sonja og Peter havde været udsat for et overfald eller noget andet grimt fra "de fremmede" på Bakken. Når man så læser artiklen, viser det sig, at de ikke har været udsat for noget som helst. Det er alene tilstedeværelsen af "de fremmede", som skræmmer dem. Tilstedeværelsen. "De fremmede" tillader sig at eksistere. Ja, der er virkelig noget at være skræmt over.

John Hansen, Hanne Ribens, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Til Jens Peter Hansen, du ved heller intet om virkeligheden på et dansk hospital. Tror du virkelig at det kun er i det såkaldte udkantsdanmark at problemet eksister, for i så fald skal du vide, at det hersker i bedste velgående i Sygehusregions Hovedstadens hospitaler. Skriver Anne Mette Jørgensen.
Nu har jeg ikke lyst til at konkurrere på hvem der ved mest om sygehuse. Jeg har lige haft forbindelse med Rigshospitalet, med Bispebjerg og med Frederiksberg, men det er altså ikke virkeligheden forstår jeg. På Riget var de to læger der opererede henholdsvis italiener og dansk med formentlig mellemøstlig baggrund. De gjorde et fortræffeligt stykke arbejde og plastik- og brandsårsafdelingen var usædvanlig imødekommende og tonen var venlig og åben. Jeg kunne fx ringe eller komme døgnet rundt efter operationen. Det er rigtig at man kan møde mange forskellige læger, men jeg opfatter nu dette for et intern dårlig planlægning. Der er ikke mangel på læger i DK, men det betyder jo ikke at der kan være eksempler på at lægens arbejde er dårligt eller mangelfuldt. De afdelinger jeg har været i forbindelse med har for de flestes vedkommende været imødekommende og kompetente. Dog har jeg haft en afleveringsoplevelse på Rigets hjerteafdeling som var meget kold og underlig arrogant. Det ligger dog nogle år tilbage og det kan derfor have ændret sig.
Et problem er at arbejdstiden er lav i DK og vagter som giver megen frihed, en frihed som nogle læger så bruger på at arbejde på andre hospitaler og scorer kassen. Men mangel på læger. Nej.

John Hansen, Karsten Aaen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Snævertsynede mennesker, der tror på hvad som helst som visse indskrænkede politikere lægger på bordet er det største problem.

John Hansen, Hans Larsen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Hvis man ikke har været i København i mange år, så bliver man formentlig temmelig overrasket over det store antal mennesker med åbenbar muslimsk baggrund. Sandsynligheden for at møde en kvinde i mørkt muslimsk tøj er efter min mening højere i København end fx Paris eller Berlin. Det er jo ikke nødvendigvis et problem, men ikke desto mindre ER der problemer i visse kvarterer i København, som domineres af indvandrere, der ikke er integreret på arbejdsmarkedet og hvis fremtidsudsigter for at blive det er temmelig lille. Når Ea Movang skriver om snævertsynede mennesker så kunne det jo lige så godt passe på dem som har boet i Danmark i mange år og på trods af det aldrig har gjort en pind for at lære sproget eller har bidraget meget lidt til den samlede samfundskage, men tror på temmelig indskrænkede imaners forbandelser over det samfund som trods alt giver dem tålelige vilkår.

Henrik Andersen, Christoffer Pedersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Hårfine nuancer.
Du har såmænd, til en vis grad, nok ret uden at vide det, Steffen Gliese, indøv nu kunsten med ’den herredømmefri samtale’ og ikke bare den ’følte forstand’ som blindestok, ellers ender kommunikationen sandsynligvis på bar bund … ;-)
https://ing.dk/artikel/dine-haar-taler-sammen-hvis-ikke-kan-du-blive-ska...

Niels Duus Nielsen

Jan Weis, "herredømmefri samtale" forudsætter, at man er åben og ærlig og ikke skjuler sine holdninger i dobbeltbundede sarkasmer. Det forudsætter også, at man taler sammen på lige fod uden hele tiden at antyde egen intellektuel overlegenhed. Især det sidste har du og jeg et problem med. Forskellen mellem os er, at jeg arbejder på at løse mit problem med min arrogance. Du, derimod, fremturer bare med dine sarkasmer.

Hanne Ribens, Karsten Aaen, Hans Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

@ Jan Weis - og andre.

jeg har altid erkendt at der er problemer, opgaver og udfordringer, især ift. palæstinenserne, der bor i Gellerup, i Mjølnerparken samt i Gellerup-parken! Og både her og på Facebook har jeg gang på gang skrevet hvorfor: palæstinsenserne har - som flygtninge i Europa og i DK - nogle helt specielle problemer - som netop kommer af at de i tredje eller fjerde generation er flygtninge. Og at deres traumer - som i en anden græsk tragedie - nedarves helt indtil 7. slægtsled.

Både her, og på Facebook, har jeg gentagne gange gjort opmærksom på, at en stor del af flygtningene, især fra Irak, Afghanistan, Somalia mv. altså er analfabeter og ikke lige sådan kan finde
arbejde her i DK. Og at det får nemmere for unge mennesker mellem 20 og 30 år at finde arbejde - og det uanset, om de er analfabeter, lærere, mekanikere, eller it-ingeniører mm. og mv. her i DK.

Og lige en sidste ting:
Min historiske gennemgang tjente, og tjener kun en ting: det var og venstrefløjen, der i DK, tager integrations-arbejdet med flygtninge, og indvandrere alvorligt. Og som sørger for, at der sker noget, så især flygtninge, men også indvandrere bedre kan blive integreret i DK. Det eneste VK, DF og nu også Nye Borgerlige gør er at skælde ud på dem - og så INTET gøre overhovedet ad politisk vej for at få dem integreret.

Og hvis jeg havde gode forslag til, hvordan man får folk integreret i DK, kulturelt, sprogligt og arbejds-mæssigt, tror du/I så ikke, at jeg havde skrevet det her. Let's face it: Integration fra en helt anden kultur end i den danske er svært. Selv for tyskere! se f.eks. her:

"Nemlig, at underviseren træder ud af rollen som autoritet og involverer de studerende i langt højere grad, end de er vant til.

»Vi kommer med en dansk uddannelsestradition, som giver de studerende mulighed for at indtage en langt mere aktiv rolle i deres egen uddannelse. Mine studerende i Vilnius var vant til at sidde og lytte til en gammel mand, der fortalte dem, hvad der var rigtigt og forkert. Og pludselig var det underviseren, der sad nede bagerst i klassen, mens de studerende på skift gik op og præsenterede nogle ting, de skulle diskutere med resten af holdet«, siger han. Da Mads Elf begyndte som sendelektor i Freiburg, tiltalte de studerende ham på skrift konsekvent med ordene ’Sehr geehrter Herr Dr. Elf’, indtil de forstod, at han faktisk helst ville kaldes Mads. Den »næsten ikkeeksisterende magtdistance« vækker ifølge Mads Elf en tro på, at de studerende »kan gøre en forskel, i kraft af hvad de selv kan tænke sig til«. Eller som han siger: »Der kommer simpelthen mere selvstændige borgere ud af det«."

Og det er det der også gerne skulle komme ud af den undervisning i sprog og kultur, jeg p.t. laver for bl.a. syriske flygtninge!

Ovenstående er taget med for at vise at den måde at undervise på som vi gør i Dk er noget typisk dansk, som alle der kommer hertil, til dette land, til DK, må og skal lære - både tyskere, polakker, japanere, amerikanere, syrere, afghanere, rumænere, irakere, somaliere, og såmænd også englændere.

Intelligensdiversitet er desværre lig med - ulighed.
Overlegen intelligens fornægter sig sjældent og er som regel svær at skjule for de intelligente – sokratisk ironi og sarkasme er bare én mulighed for at prøve på at beholde fornuften intakt, anvende dømmekraften dialektisk og holde forstanden klar og helst fri af det åbenlyse nonsens, ofte kamufleret som det rene vås … (Wittgenstein) …

Touhami Bennour

Er det ikke lige meget nogen laver, arbejde i princippet er at være beskæftiget med noget. Kan det være alt muligt. Jeg kender nogle af de arabiske folkeslag. Libanæser, Egyptere og fra nord africa, jeg kender dem mest fra historien og ikke her fra. Men der er noget konstant hos dem. Libanæser er mere for handel, det ser man dem også her i restauranter og barer og andet handel, Egyptere er altid været arbejdere siden Faraon, og de er de arbejder, hvor de finder sig.Nord afrikaner er også selvstændige men som læger, underviseree etc. Jeg gik en tur i aften i Nørrebro og set indvandrere, som handlere, libanæser sælger shawarma. Restaoranter og forrettninger er fyld med mennesker, jeg har set nogle kvinder sidder på restauranter alene, noget det har mindet Latinerbkvartir i Paris da jeg var ung. Så hvad er arbejde eller integration? I en tid hvor muslim er en potensiel fjende,( en del af Islam er et problem)? Jeg tror hvis jeg skal sige det lige ud, Parallel samfund og mangel på integration komme fra dansker selv.. Jeg har mange exempler. Men jeg siger ikke mere nu. En muslim er valgt som fjende, hvordan kan du integrere den. Hvor er logikken henne.

Som sagt: - ”fri af det åbenlyse nonsens, ofte kamufleret som det rene vås” – er det ikke en ’berigelse’, som Information snart burde se at hjælpe abonnenter med …

Søren Jacobsen

Flere og flere har fået øjnene op for det gode liv i Europa. Lige nu står der ca. 18.000 fra Bangladesh i Libyen og venter på en transport mulighed i en gummibåd over middelhavet. Menneskesmuglernes reklamefremstød breder sig ud i hele verdens afkroge. Og der er adskillige 100 millioner af fattige mennesker, som har set deres drøm om det forjættede liv i Europa i både TV og på internet. Menneskesmugler forretningen går kronede dage i møde. Måske deres organisation snart bliver børsnoteret til vilde milliarder.

Sider