’Danmarks største problem er indvandrere’

Ægteparret fra Åbenrå har lige nydt en Fernet Branca i deres autocamper på campingpladsen i Charlottenlund.

Peter er 68 år og pensioneret bygmester. Sonja 74 år. Hun plejede at ordne bogholderiet i familiefirmaet.

De planlægger at ligge her i otte dage, siger Sonja.

»I julegave fik jeg to billetter til Det Kgl. Teater af Peter. Så kunne vi lige så godt tage nogle dage på camping.«

I går var de på Bakken.

Peter: »Vi havde et super vejr. Vi var inde at se Cirkusrevyen. Det var rigtigt godt.«

Men de gjorde sig en iagttagelse, de ikke brød sig om, på Bakken.

Sonja: »Vi så stakkevis af kvinder med børn …«

Peter: »Mange børn.«

Sonja: »Og der var jo ikke nogen af dem, der talte dansk til hinanden eller til børnene. Og det var ikke turister. Når de ikke taler dansk sammen, bliver de jo aldrig nogensinde integrerede.«

Peter: »Det skræmte os. Vi har set det samme billede i Århus, hvor Sonja kommer fra. Det synes, vi ikke er godt.«

Jakob Dall

Sonja: »Sådan nogen kvinder, som dem vi så i går – de kan ikke passe ind på en arbejdsplads nogen som helst steder.«

Der er kommunalvalg til november. Snart går valgkampen i gang. Dagbladet Information har i den anledning mødt ti tilfældigt udvalgte vælgere. Hvad betyder noget for ægteparret Jacobsen, når de stemmer? Hvad er det største problem i Danmark lige nu? Og hvad er det største problem i Åbenrå?

Sonja: »Indvandrere.«

Peter: »Det er store summer, der bliver brugt, fordi vi har så mange på overførselsindkomst. De aner ikke, hvad det er at arbejde. De kender ikke glæden ved at arbejde.«

Han holder en kort pause og tilføjer så:

»Det gælder også for mange danske unge.«

DF’ere

Man kunne have spurgt ægteparret om det samme ved kommunalvalget i 2013. De havde svaret det samme: Sonja og Peter stemmer Dansk Folkeparti.

På den måde er dette interview dansk journalistiks pendant til en dansktop-klassiker: Reportagen fra campingpladsen med DF’erne i forteltet. Det føles som at vende tilbage til åstedet i den debat, der har defineret dansk politik i hvert fald siden valget i 2001.

Udlændingespørgsmålet synes stadig superpotent. Det er konklusionen efter at have interviewet ti tilfældige vælgere fra Helsingør til Tønder. Bevares.

Det er en meget lille population, og vælgerne er på ingen måde repræsentative. Ti andre vælgere fra ti andre steder havde givet andre svar.

Flygtninge og indvandrere er for en del vælgere et symbol på et land ude af vater. Vælgere, som elsker velfærden. Men de stoler ikke længere på, at fællesskabet er der for dem, hvis de en dag måtte få brug for det, selv om de har betalt deres skat i årevis. Det er som om, der aldrig er penge nok.

De stoler ikke på, at de nye danskere kommer for at bidrage frem for at nasse. De stoler ikke på, at de lærer dansk. Stoler ikke på, at de vil omfavne vores demokrati, vores ligestilling og den uudtalte kontrakt, som holder sammen på campingpladsen Danmark.

Man holder bardunerne stramme selv. Man generer ikke de andre. Men man giver selvfølgelig en hånd med, hvis nogen har et problem.

Sådan er reglerne.

Afrika

Men selv hvis man gerne vil overholde reglerne, er der jo kun plads til så mange på campingpladsen.

»Vi kan ikke redde hele verdens befolkning,« siger Peter.

De har selv rejst i Afrika, hvor de har set nøden. Ægteparret besøgte SOS-børnebyerne og besluttede sig på stedet for at hjælpe. De valgte at støtte en lille pige økonomisk. Hun er nu voksen og har færdiggjort en universitetsuddannelse. Nu støtter de en syv-årig dreng på samme måde.

»Men vi kan ikke redde alle. Det kan godt være, at det er egoistisk. Men vi skal da også kigge lidt på fremtiden for vores børnebørn og oldebørn, som vi har fået. Jeg tror, de bliver hårdere ramt, end vores ældre allerede bliver det i dag.«

Peter er bekymret.

»Det går kun en vej. Fordi tilstrømningen er vokset. Og fordi de får så mange børn.«

Det er Folketinget, som regulerer indvandringen. Men det er ude i kommunerne, at integrationsopgaven skal løftes.

Peter og Sonja nævner bandekriminaliteten ­­– der har været skudepisoder i Haderslev og Sønderborg.

»I Åbenrå har vi heldigvis været forskånet,« siger Peter.

Ellers nævner de tabet af arbejdspladser som det største problem i Åbenrå.

»Der er mistet mange arbejdspladser. Hvorfor skal alting ligge i København? Det er vi modstandere af. Med den teknologiske udvikling kunne mange job lige så godt ligge her.«

En flygtning fra Bosnien

Familiefirmaet P. Jacobsen er i dag afviklet efter at have eksisteret i tre generationer. Peters søn ønskede ikke at fortsætte det firma, som begyndte, da Peters bedstefar byggede en trillebør til sig selv. Som sin far før ham begyndte Peter som murer.

Da de var flest, beskæftigede de 30 mand. De byggede for den sønderjyske Jebsen-familie, kendt som milliardærer, ejer af over 100 historiske ejendomme og ven af kongehuset.

»Alle håndværkere var fra Sønderjylland,« siger Peter.

»Selv når der blev bygget nyt, var det med kampestenssokler, bindingsværk og stråtag.«

Fra midten af 1990’erne kom flygtninge fra krigen i det tidligere Jugoslavien til Danmark. Peter ansatte en af dem som murer. Han og hans familie kom fra Bosnien.

Sonja og Peter ser dem stadig. Deres datter klarer sig fint og har et godt job i Sønderborg Kommune. Alligevel vil de ikke betegne det som en rigtig succesfuld integrationshistorie.

»De er ikke glade for at være her, det er de altså ikke …« siger Peter.

Sonja: »De har købt et sommerhus i Kroatien og tager derned, lige så snart de har muligheden for det. De er fra Bosnien, men tør ikke overnatte dernede.«

Peter: »Vi kan mærke, at han ikke arbejder mere. Så falder deres dansk tilbage.«

Det er et problem, de kender alt for godt, når Peters 92-årige mor skal til kontrol på sygehuset. Her er mange læger udenlandske, og moren forstår ikke, hvad de siger.

Provokationen

Ægteparret var på ferie, da flygtninge fra Syrien pludselig vandrede på en motorvej. Men de læste om det.

»Der blev vi godt nok chokerede,« siger Peter:

»Der er vi for blødsødne. De skulle have været gennet væk. Det var ren propaganda, det dér.«

– Hvad mener du med ren propaganda?

»Det var nok for at gøre opmærksom på deres situation. Men det skal vi ikke finde os i. Det skal vi ikke.«

For ham var det en provokation.

»De provokerede ved at gå på motorvejen. Vi har jo en hovedvej A10, som går parallelt med. Så kunne man jo have valgt den.«

Hvis det havde været en hvilken som helst anden demonstration, var motorvejen ikke blevet spærret af, siger Peter.

»Så var de blevet arresteret eller gennet ud til siden. Det skal vi ikke finde os i. Mange gange finder vi os i for meget. Hvis man ikke siger fra over for børn, så spænder de bare buen noget mere.«

Sonja peger på et eksempel fra december, da de sidst var i København.

»Alle de tiggere. Tænk sig, de lå og sov i soveposer på gaden.«

De har været på Strøgtur igen, og Peter glæder sig over, at der er ryddet op.

»De var altså væk.«

Og det er godt sådan.

Peter: »Det var et helt forkert signal at sende. Krydstogtsskibene lægger til, turisterne går op i byen, og så er det, hvad der møder dem. En flok tiggere.«

Han tier. Så kommer der en eftertanke.

»De har det nok ikke godt. Det tror jeg ikke, de har … Men vi kan jo ikke redde hele verdens befolkning.«

Kæresten

Den 21. november stemmer Sonja og Peter på Ejler Schütt (DF), som er 1. viceborgmester i Åbenrå.

»Han har været vores revisor. Ham kender vi,« forklarer Sonja.

Til Folketingsvalget er Peter Kofod Poulsen (DF) deres mand. De kan godt lide hans tankegang. Selv om de morer sig lidt over, at han har fundet en kæreste fra Østeuropa. Politikeren, som slog sig op på en hjemmeside, der hed meldenøsteuropæer.dk.

Det betyder ikke noget for Peter Jacobsen.

»Folk må gerne skifte mening, når bare de indrømmer, at det er det, de gør. Og forelskelse er jo en tilstand af sindssyge …«

Det sidste er sagt i spøg.

Sonja rejser sig og begynder at hænge vasketøj op på en improviseret tørresnor.

»Vi har slet ikke noget imod, at udlændinge er her i landet. Men de skal bidrage,« siger hun.

»Det skal vi alle sammen.«