Victor, Andreas, Søren, Lasse, Jacob og to gange Chris. Fælles for de danske ungdomspartiers formænd er, at de alle har drengenavne.
Og det er ikke kun på formandsposten, at mændene dominerer. I de organer, som leder ungdomspartierne mellem årsmøderne, er mere end to ud af tre poster - eller 68 procent - besat af mænd. Det viser en opgørelse, som Information har foretaget.
En anden undersøgelse, fra Dansk Ungdoms Fællesråd, viser, at kvinderne også er i undertal blandt de menige medlemmer. Her udgør mændene 63 procent.
»Det er et kæmpestort problem, at der er mangel på kvinder i ungdomspolitik. Kvinder har mindst lige så meget at skulle have sagt i politik, som mænd har,« siger Nanna Bonde, der i april blev afløst af Jacob Klivager Vestergaard som landsformand for Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU).
Dermed forsvandt den sidste kvindelige ungdomspartiformand også.
VU har kun haft mandlige formænd
Venstres Ungdom (VU) har aldrig haft en kvinde som formand, og i øjeblikket sidder to kvinder i forretningsudvalget, mens de resterende ti er mænd.
Landsformand for VU, Chris Preuss, erkender problemet:
»Som udgangspunkt vil vi gerne have en så lige kønsfordeling som muligt. Det er også det, vi bestræber os på. Men udfordringen er, at der er få kvinder, som har lyst til at stille op. Jeg kender ikke umiddelbart til nogle kvinder, der har stillet op for Venstres Ungdom, uden de også er blevet valgt.«
Chris Preuss’ forklaring bliver bakket op af undersøgelsen fra Dansk Ungdoms Fællesråd.
I undersøgelsen svarede danske ungdomspolitikere på, om de vil stille op, hvis de en dag bliver spurgt af partiet, om de vil være kandidater til Folketinget, regionsrådet eller kommunalbestyrelsen. Undersøgelsen viste, at kvinderne er mindre villige til at stille op end mændene.
Karina Kosiara-Pedersen, der er lektor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, var med til at foretage analysen i 2015. Hun fortæller, at når kvindelige ungdomspolitikere skal vurdere, hvor egnede de vil være som kandidater for partiet, så er de hårdere i deres dom end deres mandlige kollegaer.
»Kvinder er lige så ambitiøse som mænd, men tror i mindre grad på, at de kan være gode kandidater. Der skal mere til, før kvinderne føler sig kompetente nok,« siger forskeren, der mener, at det kan være en mulig forklaring på, at kvinderne er mindre opstillingsvillige.
Kvinder er mere med for det sociale
Kønsforsker på Roskilde Universitet, Karen Sjørup, kommer med et andet bud på, hvorfor kvinderne mangler på de politiske poster. Hun har holdt foredrag i nogle af ungdomspartierne, og hendes fornemmelse er, at kvinderne melder sig ind i ungdomspartierne af andre grunde end mændene.
»Ungdomspartierne bliver brugt som karriereforberedende øvelse, og det gælder især for de mandlige medlemmer. Fyrene er dem, der råber højt og snakker politik, hvorimod kvinderne er dem, der arrangerer festerne og tager sig godt ud,« siger Karen Sjørup.
Den tidligere SFU-formand, Nanna Bonde, genkender ikke det billede, kønsforskeren opstiller. Hun nævner manglen på kvindelige forbilleder som en mulig grund til, at der mangler kvinder i toppen af ungdomspartierne. Sexisme kan også spille ind, siger hun:
»I paneldebatter bliver kvinderne præsenteret som smukke og søde frem for dygtige og kloge – i modsætning til deres mandlige kolleger.«
Kvinderne er generelt med i ungdomspolitik i kortere tid, og det kan også være en forklaring på, at de ikke ender med at komme til tops i partiet, siger lektor Karina Kosiara-Pedersen. På baggrund af det, hun hører, når hun holder oplæg i ungdomspartierne, er det især tonen i partierne, som afskrækker kvinderne:
»Der er en hårdere tone i ungdomspartierne end i moderpartierne. Det er hårde debatter, og nogen, der vil frem med deres budskaber. På den måde kan det godt være meget konkurrencebetonet, og det bliver mænd mere tiltrukket af end kvinder.«
Især få kvinder i borgerlige partier
Det er især i de borgerlige ungdomspartier, at kvinder er underrepræsenteret.
Hos Liberal Alliances Ungdom er hvert femte menige medlem kvinde. I forretningsudvalget sidder kun én kvinde, mens Konservativ Ungdom har to. Dansk Folkepartis Ungdom har én kvinde og seks mænd i hovedbestyrelsen.
Karina Kosiara-Pedersen mener ikke, det i sig selv er partiernes ideologi, der forklarer forskellen mellem højreorienterede og venstreorienterede partier:
»Nogle partier til venstre for midten ønsker at opstille heterogene lister af kandidater, der specifikt skal variere på køn. Og så er der nogle borgerlige partier, som også gerne vil have en heterogen liste, men hvor det måske er vigtigere for dem at have nogle, der er fra virksomhedsverdenen. Det hænger selvfølgelig sammen med ideologien på en eller anden måde, men det er ikke ideologien i sig selv, der gør det,« siger hun og uddyber:
»De venstreorienterede partiers politik appellerer i højere grad til kvinder, og hvis kvinder stemmer mere på kvinder, kan det være en god grund til at have kvinder på listen. Måske handler det også om walk the talk – hvis man som venstreorienteret parti har ligestilling på den politiske dagsorden, er det også smart at have nogle mål for det internt i organisationen.«
Prikkekultur på programmet
SFU har haft succes med at få kvinderne engageret. Ungdomspartiet har næsten lige så mange kvindelige som mandlige medlemmer, og tæt på halvdelen af ledelsen består af kvinder. De seneste ti år har de haft fem kvinder som formænd, mens tre har været mænd.
Den tidligere SFU-formand, Nanna Bonde, har et par forslag til, hvordan ungdomspartierne fremover kan sikre, at flere kvinder tager de magtfulde poster:
»Vi bruger meget tid og energi på i landsledelsen at diskutere, hvordan vi får en lige repræsentation. Og jeg tror, at bare det at italesætte det betyder, at der er flere kvinder, som melder sig på banen,« siger Nanna Bonde, der også mener, at det er nødvendigt at se prikkekulturen efter i sømmene:
»Når vi slår stillinger op, sørger vi for, at både mænd og kvinder bliver prikket på skulderen.«
og gab, gab, gab