Læsetid 8 min.

Den flyvende svindler: ’Jeg vil foreslå, at I aldrig nogensinde skriver noget om mig’

Da en pilot styrtede ned på Bornholm, blev det begyndelsen på en optrevling af en række sager, hvor han havde svindlet på flere kontinenter
Da en pilot styrtede ned på Bornholm, blev det begyndelsen på en optrevling af en række sager, hvor han havde svindlet på flere kontinenter

iBureauet/Mia Mottelson

17. juli 2017

KAPITEL 2:

Det var ikke ovre for piloten Nader Haghighi, da han havde udstået sin danske fængselsstraf.

I Danmark blev han dømt for at flyve uden certifikat og bringe andres liv i fare, da han sammen med en passager styrtede ned i en majsmark i et privatfly på Bornholm i 2012.

Men der ventede ham flere anklager i Tyskland. Så da han havde afsonet den danske straf, blev han eskorteret af betjente til Berlin.

Her skulle han igen stå over for en domstol. Og igen handlede det hele om fly. Nader Haghighi havde gennem sit tyske firma solgt flydele, der aldrig var nået frem til køberne. Det fik han en betinget dom for på et år og ti måneder.

Næste spor efter Nader Haghighi er fra maj 2014. Her efterlyste Frankfurts statsanklager ham i endnu en sag om en række flyvninger foretaget til og fra tyske lufthavne uden gyldigt flycertifikat.

Piloten var forsvundet. Faktisk vidste myndighederne ikke, hvor han havde været, siden han forlod domstolen i Berlin mere end et halvt år tidligere.

Det lader altså til, at Nader Haghighi er typen, der flytter sig, når jorden brænder under ham. Det har tilsyneladende ført ham vidt omkring – han har nået at bo i mange dele af verden i løbet af sit liv.

Det er der også spor af på nettet. Ligesom Nader Haghighi har brugt mange forskellige navne, så har han også udfoldet sig på nettet under en række aliasser. Især ét går igen: Phantomnader. Fantomet Nader. Vi kunne næppe have fundet på et bedre navn til manden, der bliver ved med at forsvinde.

I et tyrkisk onlineforum kan man læse et indlæg, hvor Nader Haghighi en måned efter sin betingede dom i Berlin søger råd om at flytte til byen Izmir i Tyrkiet sammen med sin kone.

Et par måneder senere lader det til, at Nader Haghighi har etableret sig i Izmir. I forummet beder han om råd til at starte et luftfartsselskab i området og spørger til den tyrkiske forretningskultur.

Efter endnu en måned har Nader Haghighi tilsyneladende fået nyt job. Han skal flytte fra Tyrkiet en uge senere og har brug for at komme af med lejligheden i Izmir. Og det skal gå hurtigt. »Jeg har ikke så meget tid,« står der. »Jeg tager af sted på torsdag«.

Det ser altså ud til, at Nader Haghighi igen var på vej væk. Måske fra endnu et svindelnummer.

Hvis man spørger Michael Levi, forsker i kriminologi ved Cardiff Universitet i England, har mænd, der lever som Nader Haghighi, noget tilfælles. Det er noget af det, vi har undret os over i Haghighis evindelige flugtmønster.

Det, der kan forklare behovet for – og overskuddet til – at opretholde et utal af identiteter i en konstant malstrøm af skiftende fortællinger og forklædninger.

Michael Levi siger, at svindlere gør, som de gør, fordi de kan. Når de først har opdaget dét, er det så godt som umuligt for dem at lade være. Faktisk er der kun ganske få reelle erhverv, hvor man kan falde til, hvis man har de tilbøjeligheder, forklarer forskeren.

Han griner, da han oplister en række af dem i telefonen. Sælger, reklamemand, politiker. Jobs, der i et vist omfang matcher svindlerens disposition til at lyve for egen vindings skyld, og hvor evnen til at opnå fremmedes tillid er essentiel.

Et billede udadtil

Men vi vil gerne tættere på, hvem Nader Haghighi egentlig er.

En amerikansk efterforsker, som vi har kontakt til, og som tidligere har brugt tid på at grave i Nader Haghighis historie, har fundet en Facebook-profil, som piloten stadig har.

Navnet på profilen afslører, hvorfor vi trods store bestræbelser ikke har haft held med selv at finde den. Endnu et alias: Nader Captain hedder han på Facebook.

På profilbilledet har han mørkt og kortklippet hår. Huden er lys. Manden er i starten af fyrrerne. Han er iført en blå fleecetrøje og har hænderne hvilende i lommerne på et par slidte cargobukser. Et svagt smil skiller læberne en anelse, mens et selvsikkert blik møder kameralinsen i en let nedadskuende vinkel. Der er noget hovent over det. Måske det er vinklen. Bag Nader Captain står et udstillet jagerfly på en plæne.

I alt kan vi se fire af Nader Haghighis profilbilleder. Der er fly med på dem alle sammen. Ved flere af billederne finder vi kommentartråde. Et sted spørger en Facebookven, hvornår han kan flyve med Nader igen. »VERY SOON,« svarer Nader Captain i versaler. Han fortæller, at alt går godt. Han overvejer at starte et firma med taxaflyvning.

Et par af hans Facebookvenner kan bidrage med nye prikker på det landkort, vi prøver at plotte Haghighis rute ind på. En har mødt ham flere gange i Schweiz. En anden på det hotel, hvor hun arbejder, i Tbilisi, Georgien. Hun husker ham som »good and kind«, men kan ellers ikke fortælle så meget.

På LinkedIn bryster han sig af et mildt sagt imponerende CV. Han skriver, at han har arbejdet for flyproducenterne Boeing og Lockheed Martin. At han er uddannet inden for ’areospace engineering’ fra de to amerikanske prestigeuniversiteter M. I. T og Stanford. Hos Stanford kan de imidlertid ikke finde Nader Haghighis navn – eller hans aliasser – i deres systemer. Resten af CV’et har vi hverken kunnet få be- eller afkræftet.

Vi forsøger at kontakte endnu en af pilotens venner på Facebook. Han vil først gerne interviewes over telefonen. Men næste dag har han ombestemt sig. Han vil ikke involveres i sagen på den måde alligevel.

Alligevel skriver han »take care« og sender et link og et kodeord. Det fører til en side, hvor vi kan indtaste kodeordet, som så giver adgang til en besked, der før var krypteret.

Nader Haghighi er en meget karismatisk mand, står der i første sætning af beskeden. En mand, der havde et meget stærkt forhold til sin kone, og som var dygtig til at opretholde forskellige identiteter på samme tid.

Men ellers kan han ikke fortælle meget, vi ikke vidste i forvejen. Alligevel bidrager han til vores samlede billede af vores hovedperson. Hvem han end er, har vores anonyme kilde ment, at der var ting, vi skulle vide.

Det skal i stedet blive den amerikanske efterforsker, der hjælper os med næste prik på kortet. Han peger os i retning af dokumenter hos det amerikanske transportministerium, som vi søger aktindsigt i.

Falsk pas

Dokumenterne blotlægger endnu en sag, hvor Nader Haghighi har svindlet – og denne gang fik det store konsekvenser for ham.

I starten af 2014 modtog det amerikanske transportministerium nemlig en henvendelse fra en udstationeret amerikansk special agent i Indonesien.

Flyselskabet Susi Airlines i Jakarta havde umiddelbart forinden ansat en medarbejder. Men der opstod tvivl om, hvorvidt denne persons pas var ægte. Det viste sig at være falsk – og ansøgeren var Nader Haghighi.

Den fejltagelse førte til, at de amerikanske transportministerium også tjekkede op på hans flycertifikater. De viste sig ganske rigtigt også at være forfalskede.

Nader Haghighi blev derfor fyret fra flyselskabet. Men af ukendte grunde fik han forhandlet sig frem til en enkeltbillet til São Paolo i Brasilien, som flyselskabet betalte for ham.

Billetten brugte han og tog så fra Brasilien til Panama. Hvorfor ved vi ikke. Men de amerikanske myndigheder var efter ham. Da han landede i landet, fik amerikanerne deres kolleger i Panama til at anholde ham og senere udlevere ham til USA.

Her var han nemlig eftersøgt i en sag om identitetstyveri. Og så er vi fremme ved den seneste retssag, som Nader Haghighi har været igennem. En sag, som i virkeligheden hænger sammen med styrtet på Bornholm.

For Nader Haghighi havde brugt en amerikansk pilots personlige oplysninger til at skaffe sig selv de to flycertifikater, som han fløj til Bornholm med. Retten i Houston, Texas, kendte ham derfor skyldig i en række tilfælde af identitetstyveri. Denne gang lød dommen på 27 måneders fængsel.

I papirerne fra den amerikanske sag falder vi over en ting, der prikker til vores billede af Nader Haghighi. Manden, der hidtil ikke har givet indtryk af at angre en eneste af sine handlinger. Selv ikke da han med den fatale flyvning til Bornholm bragte en passager i livsfare.

I papirerne er der nemlig et brev, Nader Haghighi har skrevet. Det er adresseret til sagens dommer og stemplet i retten den 6. januar 2015.

»Ærede dommer Hoyt,« har Nader Haghighi skrevet fra fængslet, hvor han sad i varetægt. »Først vil jeg inderligt undskylde for enhver fejl, jeg har lavet angående denne sag. Det var aldrig min mening at gøre nogen ondt.«

Efterfølgende undskylder han over for den berørte pilot. Han kalder beslutningen om at misbruge den amerikanske pilots oplysninger for umoden. Så nævner han sin familie, sin kone og de gamle forældre.

De har alle lidt urimeligt meget på grund af hans uretfærdige beslutninger, står der. Han skriver, at konen ufrivilligt aborterede, mens han lå i koma på Rigshospitalet efter styrtet på Bornholm.

Vi har ingen chance for at vide, om Nader Haghighi fortæller sandheden i sit brev til dommeren. Hans fortid giver os ikke megen grund til at tro det.

Alligevel bliver oplysningen om aborten på en måde hængende. Enten er han virkelig en svindler af den skruppelløse type, der rask væk opfinder en ufrivillig abort for måske at forkorte sit eget ophold bag tremmer. Eller også bragte styrtet på Bornholm vitterligt større tragedier med sig, end vi hidtil har været klar over.

Dét er en af de ting, vi gerne vil have Nader Haghighis svar på. Vi har tidligere forsøgt at komme i kontakt med ham over mail. Men han kun svaret på en indledende mail – og undladt et svare på en forespørgsel om et interview.

Da vi sender en stribe af konkrete spørgsmål om hans liv, svindel og fortid, får vi et hurtigt svar. Denne gang går der kun 18 minutter, før Nader Haghighi svarer på vores mail. Noget venligt svar er det ikke, men vi lader ham alligevel få det sidste ord i fortællingen om hans person:

»I suggest that you don’t write anything about [me, red.], ever, never. And stop harassing me and the people I have contact with. You are another proof that Danish people that are the trash and worthless garbage of this planet.

If I ever again hear from you I will make sure your name shows up on your disgusting danish papers for what ever might comes to you. I will do what ever possible, using your trashy danish law and my personal law that you don’t harass me again.

Be my gust if you like me to show you what a painful experience I can setup for you using your trashy law and corrupt garbage police.

I hope your stupid danish head works at least once in your disgusting danish world.

Understod you danish shit!«

Den flyvende svindler

I 2012 styrtede to mænd ned i et fly på Bornholm. Piloten havde ikke styr på brændstoffet i flyet og blev dømt ved en dansk domstol for at have udsat andre for fare. Derefter blev han udleveret til Tyskland, hvor der ventede svindelanklager, der havde at gøre med fly. I det hele taget viste det sig, at Nader Haghighis fortid er fyldt med de to bestanddele: Fly og svindel. Men hvem var han?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Anders Petersen
    Anders Petersen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
Anders Petersen, Steffen Gliese og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer