De gamle i Tranehavegård bekæmper ensomhed med blomster, mandeklub og onkel Anders’ panamahatte

Solen skinner for anden dag i træk i Tranehavegård, så onkel Anders har kørt elscooteren på loftet for at finde 12 hvide Panama-hatte, »for at vi ikke bliver solskoldede«.

»Du kan godt se, han ligner onkel Anders fra lille Per, ikke?« gnægger Robert Richard Larsen. Onkel Anders, som i virkeligheden hedder Lars Pil Hansen, spiler øjnene op og falsethviner under skægget:

»Jeeeg mangler bare stemmen!«

De ældre klukker i kaffen, så det gungrer fra Panama til Sydhavnen, mens Helle roder med petuniaerne i den nybyggede blomsterkasse.

»De er kønne at se på,« siger hun og klasker mulden af fingrene. »Nu sker der endelig noget for os ældre, og det er vi meget glade for. Vi elsker at sidde hernede på bænkene og hygge, men vi bliver ældre og ældre og mindre og mindre kønne at se på. Så er det godt, vi har fået blomsterne!«

Stemningen er høj i Tranehavegårds asfalterede hjerte. Den lille gangsti snor sig gennem to murstensrøde boligblokke, omkranset af grønne buske og bænke og en 12-14 lokale ældre, der ryger smøger, drikker kaffe og skyder jokes fra hoften.

Det er tiltrængt. Indbyggerne i de 411 lejligheder her i Sydhavnen er fortrinsvis pensionister, der fortrinsvis føler sig glemt af omverdenen. Men siden februar har de haft fint besøg fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (KADK).

»Alle byudviklingsprojekter i København de seneste år har vist, at det er utroligt nemt at skabe byrum for unge, mens det er langt sværere at få de ældre med. Det vil vi gerne lave om på,« forklarer Sidse Carroll. Hun skriver ph.d.-afhandling om at bygge uderum for Danmarks voksende befolkning af ældre. De sidste tre dage har hun været med til at bygge 12 blomsterkasser i Tranehavegård, foruden flere fuglekasser og et bord til en bænk, hvor man kan stille sin bajer.

Skønificeringen af Tranehavegård er led i byrumsprojektet ’Bevæg Byen’. Forud er gået måneder med workshops og interviews, hvor hun og kollega Kamilla Nørtoft har gået ture med de lokale iført GoPro-kameraer for at opleve, hvordan pensionisterne bruger området.

»Mange arkitekter sidder bag deres skrivebord og designer smarte uderum, som de ældre slet ikke bruger. Skrivebordsarkitekterne ved ikke, hvordan det er ikke at kunne rejse sig fra bænken derovre, eller ikke at kunne komme over kantstenen her med rollatoren,« siger postdoc Kamilla Nørtoft fra KADK. Hun peger op og ned ad gangstien.

»Vi forsøger at gøre det omvendt. Vi har brugt måneder på at skabe tætte relationer med de ældre og prøvet at forstå, hvad de har af ønsker til deres lokalområde. Det tager tid, men vores håb er, at resultatet så også bliver meget bedre.«

Topmøde i mandeklubben

Det er ikke raketvidenskab at bygge et par blomsterkasser, medgiver KADK-forskerne. Men der er nu tænkt over sagerne. Trækasserne, som er bygget i »rollatorhøjde«, er ikke bare kasser. Det er et slags arkitekternes kinderæg, der skærmer bænkene for vinden og forhåbentlig knytter nye venskaber, fordi de lokale har været sammen om at bygge dem.

33.000 danskere over 65 år føler sig ifølge Ældresagen ensomme, men KADK-projektet kan måske hjælpe nogle af de gamle, håber Robert Richard Larsen. Han var smed og tømrer, indtil han røg ned ad en stige og brækkede ryggen. Nu er han formand for Tranehavegårds lokale Mandeklub med 21 medlemmer.

»Vi kæmper mod ensomheden. Vi prøver at invitere folk ud af deres lejligheder og herned i gaden, så de ikke bare sidder deroppe og kukkelurer. Pigernes projekt er genialt (KADK-forskerne, red.), det er lige, hvad vi har brug for i Tranehavegård,« siger Robert Richard Larsen og aer jackrusselterrieren, der hviler i hans skød.

»Det er mandeklubbens maskot Baloo. Men vi kalder ham Svend Erik, når han har været dum.«

Mandeklubben mødes hver tirsdag for at snakke om alt fra røverhistorier til problemer med konen eller medicinen. De har også et kunstlaug, en skakklub og ’Sjakket’, som gangbesværede kan ringe til, hvis de skal have hjælp til at slå et søm i. Det handler om fællesskab, siger Robert Richard Larsen:

»Tag nu min kære ven Hans Trolle her, vores næstformand. Han kalder sig selv Bagmanden. Hvis en af de lokale er syge og ikke kan handle ind, så går Hans ned og ordner det for dem. Han hjælper også med papirer fra kommunen og e-Boks.«

– Har kvinderne så også en kvindeklub?

Bagmanden bryder ind:

»Næh, de har prøvet. Det gik ikke. Spørg ikke mig, hvorfor det ikke virker. Men sæt tre kvinder sammen, og når den ene går på toilettet, så sidder de andre og snakker om hende. Sådan er det ikke nede i mandeklubben!«

Det lokale er politisk

Mandeklubben udfylder et tomrum, som Formanden og Bagmanden mener, kommunalpolitikerne har efterladt her i Sydhavnen. De taler om at føle sig »glemte«. Tranehavegård blev bygget lige efter 2. Verdenskrig, og nu siger boligforeningen 3B, at altanerne er for gamle. De skal rives ned, men der er ikke råd til nye. Det er en katastrofe for de gangbesværede ældre, hvor altanen for mange er det eneste udeliv, de får, mener Hans Trolle:

»3B overtog området fra kommunen, dengang de lukkede boligkontoret. Men der er ikke fulgt penge med til at holde Tranehavegård ved lige. Kommunen bruger milliarder af kroner på byfornyelse længere nede i Sydhavnen, men vi får intet. Og når vi spørger politikerne, får vi bare politikersvar,« siger han.

Hans Trolle var buschauffør og tillidsmand. Nu er han pensionist og træt af, at Tranehavegårds indbyggere ikke får del i byens pengekasse, når de skal tage sig af dens problemer. På den gamle stenhuggergrund om hjørnet vil kommunen bygge 40 boliger for socialt belastede unge.

»Det bliver ballade. Det skal ikke ligne Beirut herude, det skal være et ordentligt kvarter,« siger Trolle.

»Jeg ved ikke, om det er (miljø- og teknikborgmester) Morten Kabell (EL), der er inde over,« gætter Robert Richard Larsen, som stemmer Enhedslisten.

»Det er Kabellbrud, er det!« tilføjer Hans Trolle, mangeårig socialdemokrat.

Mandeklubben har derfor udviklet et alternativt forslag: Byg et aktivitetscenter for de lokale pensionister. I dag bor 3.000 mennesker i området, som bortset fra boliger kun huser en enkelt Netto og nu også 12 blomsterkasser.

»Vores drøm er at bygge en café derovre med rampe, hvor du lige kan trille ind med din kørestol og få en kop kaffe. Vi kunne lave et træværksted og en blomsterhave, frem for i dag, hvor mandeklubben mødes nede i kælderen. Sådan en perle ville løfte hele området,« siger Robert Richard Larsen.

– Men har I ikke også pligt til at afhjælpe byens sociale problemer?

»Det gør vi allerede. Her bor handikappede, ældre og studerende, og det fungerer fint. Men vi har ikke brug for et højhus med socialt belastede unge lige op ad en kirkegård, som spiller høj musik og holder fester hver weekend. De unge, der bor her i dag, ved godt, hvordan man gebærder sig i en opgang med ældre. Og vi får mange søde smil af pigerne, ikke Hans?«

Bagmanden smiler saligt.

»De kalder mig morfar.«

Hvem er byen til for?

Mens ’lokalpolitikerne’ brummer videre, er der kommet pizza til det byggende folk. KADK-forskerne Sidse Caroll og Kamilla Nørtoft tørrer sveden af panden og fortæller om projektet.

De forsøger at rette op på det problem, at stort set alle byrum i København de sidste 20 år har været designet til unge mænd, mens kvinderne og særligt de ældre er blevet glemt. En pointe, arkitekt René Kural også fremførte sidste juli i Information:

»Dét er, som jeg ser det, den store udfordring for København nu. Vi ved godt, hvordan vi aktiverer drengene. Vi har bygget så mange skater- og parkourbaner i København, at vi er ved at brække os over det. Lad os nu få sat fokus på seniorerne og pigerne!«

Blomsterkasserne og borgerinddragelsen er et skridt i den retning, håber Carroll og Nørtoft. De ser det som et opgør med en tendens hos mange arkitekter, som forsøger at opfinde den dybe tallerken hver gang, de designer et byrum.

»Man vil jo gerne lave noget genialt – opfinde et smart klatreanlæg til ældre eller en gynge, de kan sidde på. Men hvis de hellere vil have en ølbænk og et bord, så pyt med, at det ikke er nyt eller fint,« siger Sidse Carroll. Kamilla Nørtoft nikker:

»Her forsøger vi at give et bud på, hvordan vi involverer de ældre i deres egen by. Om et par måneder kommer vi tilbage og ser, om det har virket.«

I baggrunden har onkel Anders slukket elscooteren for at diskutere brintmotorens fremtid med en anden lokal. Politik er et privilegium for dem, der har tiden.

»Det kan ikke være meget anderledes end under krigen, hvor der ingen benzin var, og man satte en generator på siden, der i praksis var en kakkelovn,« siger onkel Anders.

»Olien varer ikke evigt!« svarer den anden.

Bag dem inspicerer den tidligere ingeniør Ebbe Hilding-Hansen blomsterkasserne med sin ornamenterede træstok. Han brummer en dyb basso profondo:

»Fra jeg var barnsben har jeg altid levet udenfor. Jeg sidder altid hernede på bænken. Uanset om jeg er alene eller med andre. Men kasserne her skærmer ikke nok for vinden. Jeg foreslog egentlige vindskærmere, men jeg blev sgu nedstemt!«

– Sådan er demokratiet?

»Jah, demokrati, demokratur. De to damer (han peger med stokken mod KADK-forskerne) har bestemt det meste. Man altså, hva’ fa’en, vi har fået lov at slå lidt søm i og sådan noget.«

En kommunalarbejder går langsomt gennem Tranehavegård med sin ukrudtsbrænder. Det larmer ad helvede til.