Læsetid 5 min.

Klemming Fyllgraf venter stadig på sin svingbane

Landmand og Venstre-mand gennem 40 år, Klemming Fyllgraf, er en af de mange vælgere i bevægelse. Nu stemmer han DF. Men han vil ikke udelukke, at han ad åre kan havne hos Pernille Vermund og Nye Borgerlige
Klemming Fyllgraff er ikke længere medlem af Venstre, men han føler ikke, at det er ham, der har forladt partiet – det er partiet, der har forladt ham.

Klemming Fyllgraff er ikke længere medlem af Venstre, men han føler ikke, at det er ham, der har forladt partiet – det er partiet, der har forladt ham.

Jakob Dall
29. juli 2017

Der er Dannebrog overalt foran indgangen til Bilka i Viborg. En ældre mand kigger på planter. Blå kasket. Landmand.

Han er på jagt efter røde begoniaer til beddet foran Løvel Bistro, som han ejer og driver. Dem kan han så godt lide. Men det skal være til den rigtige pris, og den rigtige pris for landmand og bistroejer i Løvel, Klemming Fyllgraf, er altid: Så billigt som muligt.

Han fylder 75 år om en måneds tid og har været medlem af partiet Venstre i 40 år. Har været. Han er ikke længere.

Han finder en plads i Bilkas Bistro og begynder at forklare hvorfor. Han føler ikke så meget, at han har forladt Venstre, som at partiet forlod ham. Nu stemmer han Dansk Folkeparti.

»Vi skal stå vagt om den danske grænse. Det er ikke sådan, at jeg har noget imod udlændinge. Men jeg er imod alle dem, der bare kommer forskellige steder fra og vil nasse på samfundet. Dem har jeg noget imod. De skal stoppes ved grænsen.«

Der er opbrud i dansk politik. Han har bemærket, at der er kommet en ny spændende stemme. Den nye stemme tilhører Nye Borgerlige og Pernille Vermund.

»Det er ikke sådan, at jeg siger, at det Pernille Vermund siger er helt forfærdeligt. Hun siger i og for sig det, jeg synes om. Men derfra og til at gå fra DF til Nye Borgerlige … Det kan jeg ikke helt svare på endnu.«

Det tog ham mange år at flytte sig fra Venstre, selv om han begyndte at sympatisere med DF, og det kommer nok til at tage noget tid, før Klemming eventuelt lander hos Pernille Vermunds nye parti.

»Det er jo sådan med de Venstre-folk, også mig selv, de vil nødigt flytte sig. De vil helst blive, hvor de er …«

Han tilføjer:

»For mig gav det lige stødet dét med Kristian Pihl Lorentzen.«

Det vender vi tilbage til.

Den fædrende gård

Klemming fik sit navn på grund af en misforståelse hos sin stædige far. I 1930’erne kørte faren på motorcykel til Fyn. Dér mødte han en gårdmand. Han har nok præsenteret sig som Flemming, men det har været svært at høre gennem støjen fra motorcyklen.

»Han hørte selvfølgelig forkert, det må han have gjort,« siger Klemming.

Faren kunne åbenbart lide navnet, men før dåben sagde præsten nej. Det var ikke et rigtigt godkendt navn. Det ændrede ikke noget for Klemmings far, som meddelte præsten, at sådan blev det.

Han fik ikke kun sit navn af faren. I 1969 overtog han den fædrende gård, Østergård i Pederstrup – »lige på den anden side af Løvel«. En herlighed på 87 tønder land.

Klemming ombyggede stuehuset, opførte et maskinhus, en stald og en lade. Han havde 60 køer, 90 kvier og tyrekalve, 25 søer, 11 heste, 3 traktorer, 1 mejetærsker, rørmalkningsanlæg, gylletank, vandingsmaskine samt siloer til ensilage. Han dyrkede raps og ærter.

Med sin kone Grethe fik han børnene, som selvfølgelig er voksne nu: Kai, Pia, Ole, Charlotte og Susanne.

Som faren kører Klemming stadig motorcykel. Han har gården endnu, dog uden kvæg og grise, men nu driver han også bistroen Løvelbro samt lidt udlejningsvirksomhed.

Det er derfra, han kender rumænerne.

»Vi har selv fire eller fem hold, der sidder til leje. Det er udmærkede mennesker. De er fra Rumænien. Det er mennesker, der har deres arbejde og har orden i tingene.«

Årets landsby

»Det er et dejligt sted at bo. Nu blev Løvel jo årets landsby sidste år …«

Løvel blev årets lokalområde i Viborg Kommune. »De frivilliges by« som Viborg Stifts Folkeblad døbte landsbyen. I omtalen lægger bladet vægt på, at der sættes en stork op, så alle kan se det og glædes over det, når der kommer en ny Løvel-borger til verden.

Klemming remser op: Der har lige været sommerfest, der er en idrætsforening (hans søn, Kai, har været formand i en del år), en købmand og en skole.

»Det er vigtigt, at vi har de ting. Ellers flader priserne på husene ud.«

Man kunne tro, at landbruget og reguleringen af det spillede en rolle for hans stemme. Men nej, siger Klemming:

»Når vi nu får penge for det, finder vi os i meget. Vi ved jo, vi får penge for det, hver gang de finder på noget nyt. Hektarstøtte, miljøstøtte, alle de dér gode ting.«

Det er måske hans eneste anke mod DF:

»Derfor kan det heller ikke nytte noget at være imod EU. For en landmand som mig, som bare har gearet ned, er det rigtigt godt. Men ham som har 400 køer … Han døjer med at få det til at hænge sammen. Det er nok ikke helt rigtigt. Men man siger jo ikke nej til de goder, der er.«

Når han skal stemme til kommunalvalget i november, går han efter påholdenhed og ansvarlighed i den økonomiske politik. Og så hensynet til de små samfund som Løvel:

»Inde i Viborg kan de godt lide at bruge al krudtet. Men de må ikke glemme os ude på landet. Vi har kun én købmand tilbage i Løvel. Alle andre butikker er lukket. Vi skulle nødig miste den sidste købmand.«

Selv har han kæmpet kampen for at bevare den gamle kro, som han nu driver som bistro.

Bistroens hofret er stegt flæsk og persillesovs.

Udmeldingen af Venstre

Klemming meldte sig ud af Venstre for fem-seks år siden. Han fik nok efter en generalforsamling.

Der var to ting, der bød ham imod. Den første var kontingentopkrævningen.

»Det dér med, at de bare sender girokort ud. Jeg ved godt, at sådan er det i dag. Men vi har altid været vant til, at de kom rundt og sagde goddag. Det kan jeg ikke forstå, at de ikke gør. Det andet var nu godt og hyggeligt.«

Den anden ting var dét, der gav ham stødet. Løvel Bistro ligger for foden af en bakke.

»Den dag i dag er der venstresving forbudt. Så bilerne fra den ene side skal køre forbi.«

Det koster Klemming penge. Sådan behøvede det ikke at være. Han føler, at han havde et slags løfte fra Venstremand i Folketinget fra Viborg Kristian Pihl Lorentzen om en svingbane ind til bistroen.

»Det havde han næsten lovet, han ville gå ind på. Efter min mening leverede han ikke på det løfte. Da det kom til stykket, fik han ingenting gjort.«

På et tidspunkt bad han Klemming sende nogle papirer, siger han:

»Jeg sendte dem til ham, men fik aldrig noget svar tilbage. Han glemte det bare. Og det var virkelig noget, der stod højt på dagsordenen for os at få den svingbane. Svingbanen vil jeg gerne have. Det er soleklart. Det har jo en betydning for virksomheden.«

Klemming forlader Bilka. Han køber ikke begoniaerne. De er for dyre her. Han kan få 16 planter for 200 kroner i Skals.

Hver stemme tæller

Om lidt begynder den kommunale valgkamp. Liberal Alliance og Alternativet forsøger at slå igennem. Nye Borgerlige stiller op for første gang. Information giver ordet til 10 vælgere. Fra mekanikeren til bryllupsfotografen. Fra Tønder til Helsingør.

Journalist Morten Frich og fotograf Jakob Dall har kørt rundt i landet for at møde danskere på tilfældige steder uden forudgående aftaler. De har interviewet og fotograferet ti af dem, som sagde ja til at medvirke.

Folk har kunnet tale om lige de emner, de er optaget af. Målet er at gengive, hvad vælgerne taler om, og hvor de taler fra. Vi har spurgt, hvad de plejer at stemme, og hvad de overvejer at stemme til KV17. I udvælgelsen har Information tilstræbt en mangfoldighed af politiske anskuelser, geografi, erhverv, køn og alder.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Viggo Okholm
Viggo Okholm

Føst mæ sjæl og så mæ sjæl o så muskie de anner,men et hvid de et vil gjør det sam som mæ!

Anders Reinholdt, Jens Thaarup Nyberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar